Loven afløser lov nr. 151 af 7. maj 1937 om tekniske installationer, der dog tillige omhandlede elektroinstallatører, indtil bestemmelserne herom udskiltes i en særlig lov i 1958, jfr. lov nr. 196 af 7. juni 1958 om autorisation af elektroinstallatører m. v.

Loven omfatter stort set de samme tekniske installationer som installationsloven af 1937 med det område, denne lov har i dag, men medtager herudover bl. a. installationer for flaskegas, hvilket er klart begrundet i den store udbredelse og betydning, flaskegassen efterhånden har fået, og i øvrigt er ønsket af flaskegaserhvervet, der har været repræsenteret i det nedsatte udvalg.

Lovens område fastlægges i dens § 1, hvorefter følger lovens to hovedafsnit.

Det første hovedafsnit, kapitel 2 (§§ 2-12), omhandler autorisationer og mesterprøver.

Ved lovens §§ 2-4 indføres en for hele landet gældende eksamensordning for gas-, vand- og sanitetsmestre og kloakmestre, et generelt krav om autorisation til udførelse af de af loven omfattede arbejder samt ensartede regler for opnåelse af autorisation som gas-, vand- og sanitetsmester og kloakmester. Endvidere indføres den ordning, at en mester, der har bestået sin eksamen og opfylder de øvrige generelle krav for opnåelse af autorisation, i almindelighed også skal have et retskrav på autorisation inden for sit hjemsteds forsynings-, henholdsvis kloakområde og i almindelighed også et retskrav på tillige at erholde tilsvarende autorisation inden for andre forsynings-, henholdsvis kloakområder, hvoraf følger, at enhver autoriseret mester normalt vil kunne skaffe sig ret til at udføre arbejder over hele landet.

Den eksamens- og autorisationsordning, som loven indfører, er i øvrigt i sine enkeltheder udformet i nøje overensstemmelse med den ordning, der ved lov nr. 196 af 7. juni 1958 er indført for elektroinstallatørerne. Det må dog bemærkes, at mens autoriseringen af elektroinstallatører fremdeles er henlagt til elektricitetsværkerne, så har man i nærværende lov henlagt autorisationsbeføjelsen til kommunalbestyrelserne.

Efter installationsloven af 1937, der længe havde været genstand for kritik, var det overladt til ledelsen af det enkelte gasværk, vandværk eller kloakanlæg selv at afgøre, hvorvidt man ville indføre en ordning, hvorefter installationer inden for vedkommende forsynings-, respektive kloakområde kun måtte udføres af dertil af ledelsen autoriserede personer, henholdsvis gas-, vand- og sanitetsmestre og kloakmestre. Var en sådan ordning gennemført — hvilket naturligvis i vidt omfang var sket — var det imidlertid ligeledes ganske overladt til ledelsen af de enkelte værker m. v. at bestemme, hvilke krav i uddannelsesmæssig og anden henseende en person skulle opfylde for at opnå autorisation som gas-, vand og sanitetsmester, henholdsvis kloakmester, og om sådanne krav overhovedet skulle stilles. Endelig var det efter loven overladt til ledelsen efter skøn at afgøre, om en ansøger, som opfyldte de eventuelt fastsatte krav for opnåelse af autorisation, burde have autorisation eller ej, og under hensyn til den ledelserne således indrømmede ret vidtgående selvbestemmelsesret har det nærmest været undtagelsen, at ministeriet for offentlige arbejder, hvortil afslag på autorisationsansøgninger kunne påklages i medfør af § 6 i 1937-loven, har omgjort en ledelses afslag.

Lovens §§ 5-9 indeholder bestemmelser om tilfælde, hvor autorisation kan nægtes eller bortfalde, og der er ved lovens § 11 pålagt kommunalbestyrelserne pligt til at holde ministeren for offentlige arbejder eller et af ministeren udpeget organ underrettet bl. a. om afgørelsen om suspension, tilbageholdelse eller tilbagegivelse af autorisation.

Ved lovens kapitel 3 (§ 13) bemyndiges ministeren for offentlige arbejder til i et reglement at fastsætte forskrifter for udførelse af gasinstallationer og prøvning af gasmateriel, og det bestemmes, at der skal nedsættes et udvalg som bistand for ministeren ved udarbejdelsen og administrationen af gasreglementet.

Lovens kapitler 4 og 5 indeholder straffe- samt overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser. Loven trådte i kraft den 1. juli 1962.

Lovforslaget modtoges ved dets 1. behandling med velvilje fra alle partiers ordførere. Jacob Sørensen (V) var dog utilfreds med bestemmelsen i lovforslagets § 2, stk. 1, der efter hans mening stillede krav om autorisation for alle, der beskæftigede sig med installationsarbejder. Begrundelsen for et krav om autorisation måtte være faremomenterne, hvorfor autorisation kun burde kræves ved installationer, der fast tilsluttedes offentlige forsyningsanlæg eller afledningsanlæg.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, i hvis betænkning ministeren for offentlige arbejder stillede forslag om, at det oprindeligt foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt, den 1. april 1962, ændredes til 1. juli 1962. Endvidere stillede venstres medlemmer af udvalget et ændringsforslag, hvorefter kommunalbestyrelsen i kommuner, hvor der ikke fandtes offentlige eller private fælles vandforsyningsanlæg, skulle kunne bestemme, om der krævedes autorisation for udførelse af installationsarbejder. Ved lovforslagets 2. behandling vedtoges ministerens ændringsforslag, mens mindretallets ændringsforslag forkastedes med 82 stemmer mod 24. 19 medlemmer undlod at stemme.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.