Loven har følgende indhold:

Til opførelse af skoler under statens åndssvageforsorg stilles der i finansårene 1962-63-1966-67 et beløb på 75 mill. kr. til rådighed for bestyrelsen for statens åndssvageforsorg. Beløbet ydes som lån af statskassen på vilkår, der fastsættes af socialministeren.

Loven må ses på baggrund af bestemmelserne i lov af 5. juni 1959 om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede om, at åndssvage børn og unge er undergivet undervisnings- og oplæringspligt. Pligten indtræder fra det tidspunkt, da barnet efter folkeskolelovens regler ville være undervisningspligtigt, og vedvarer normalt indtil det fyldte 21. år.

Der findes ikke i åndssvageloven nogen nøje angivelse af de måder, på hvilke denne undervisnings- og oplæringspligt kan opfyldes; afgørelsen af dette spørgsmål er henskudt til åndssvageforsorgen ved en bestemmelse i loven om, at undervisnings- og oplæringspligten anses for opfyldt, når forsorgens anvisninger herom følges.

Før 1944 foregik al undervisning af åndssvage børn og unge på interne skoler — de såkaldte skolehjem — idet man mente, at disse børn havde svært ved at klare vejen til og fra en dagskole, at de var til stort besvær hjemme, og at det var nødvendigt, at skolen havde dem under påvirkning også uden for skoletiden. Disse synspunkter har aldrig været delt af forældrene, af hvilke et meget stort antal valgte at beholde barnet hjemme, hvorved det blev unddraget den hjælp, som forsorgens skoler kunne give. Dette har ofte bevirket, at et barn, der måske ved skolens hjælp ville være blevet i stand til som voksen at klare sig ude i det almindelige liv, senere ved forældrenes død måtte optages og forblive resten af livet på en institution, hvor den åndssvage tilmed på grund af sin forholdsvis høje alder kun vanskeligt kunne tilpasse sig forholdene.

Da åndssvageforsorgen i 1944 på grund af de særlige forhold under besættelsen oprettede en skole for hjemmeboende elever, viste det sig imidlertid, at børnene udmærket kunne klare selv lange skoleveje, og at der lå betydelige pædagogiske fordele i den stimulering af børnenes udvikling, som er en følge af, at de får lov til at vokse op i et almindeligt miljø og med hjemmenes daglige støtte. Forældrenes modvilje mod denne skoleform var også i almindelighed meget mindre end mod skolehjemmene, og der voksede en stemning frem blandt forældrene, der kraftigt støttet af folkeskolens særundervisningskonsulenter inspirererede åndssvageforsorgen til i løbet af det seneste årti at oprette en række dagskoler.

Disse skoler, hvoraf der nu er omkring 35 spredt over hele landet, er praktisk taget alle oprettet efter et initiativ fra lokal side, og de er midlertidigt blevet anbragt i bygninger, hvoraf nogle byder på tålelige forhold, mens størstedelen, der består af ombyggede villaer, er overbelagt i en sådan grad, at de ikke af sundhedsmyndighederne ville kunne godkendes til anvendelse som almindelige skoler. Ingen af skolerne er i stand til at tilbyde undervisning i det antal år, åndssvageloven forudsætter, og man er nødt til i stort omfang at påvirke forældrene til at udskrive 15-16 årige, der burde blive i skolen et eller to år endnu.

Der er nogle få steder i landet blevet opført nye dagskoler under åndssvageforsorgen. Dette gælder således Ålborg og Horsens, hvortil kommer, at der for tiden er en skole under opførelse i Rønne, og at der er projekteret skoler i Køge og Næstved.

Da det efter en i årene 1959-60 foretaget omfattende undersøgelse var lykkedes åndssvageforsorgen at få et samlet overblik over behovet for elevpladser på eksternatskolerne, måtte man erkende at antallet af nye skoler, som det ville blive nødvendigt at opføre landet over for at tilfredsstille dette behov, var så stort, at man måtte overveje mulighederne for at finde frem til en hurtig og rationel byggemetode. I modsat fald ville man blive nødsaget til at se i øjnene at forsorgen ikke inden for en overskuelig fremtid ville blive i stand til at indfri sin forpligtelse til at give alle åndssvage børn og unge lejlighed til at få den for udviklingen af deres evner og dermed for deres chancer for senere at klare sig i det normale liv bedst egnede undervisning.

Det var ud fra disse betragtninger, at åndssvageforsorgen — med støtte i en særlig bevilling, der med finansudvalgets tilslutning blev stillet til rådighed — lod udarbejde planer om opførelse af 33 skoler som montagebyggeri til opfyldelse af det pr. 1. januar 1962 beregnede behov for skolepladser, og som danner grundlag for nærværende lov.

Ved fremsættelsen af lovforslaget fremhævede socialministeren det efter hans opfattelse meget væsentlige, at en gennemførelse af lovforslaget ville „belaste byggesektoren med dens mangel på arbejdskraft i meget ringe omfang, at der i kraft af den tilstræbte helhedsløsning vil blive undgået mange af de administrative vanskeligheder, som ellers er forbundet med gennemførelsen af et så omfattende byggeprogram, og endelig, at det samlede byggeri vil kunne føres til ende i løbet af meget få år. Hertil kommer, at man kan regne med betydelige besparelser ved anvendelse af den foreslåede produktionsmetode."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider, omend Chr. Madsen (SF) havde ønsket, at elementbyggeriet skulle komme i betragtning ved siden af det planlagte montagebyggeri.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til et udvalg, hvis arbejde med sagen resulterede i, at bevillingen skulle gælde for tiden indtil 31. marts 1967 i stedet for som oprindelig foreslået indtil 31. marts 1966. I den enstemmige betænkning hedder det:

„Udvalget har holdt 3 møder og har herunder haft samråd med socialministeren. Udvalget har med ministeren drøftet forskellige former for bygning af skolerne — således bygning som montageskoler eller af betonelementer — og udvalget har sammen med teknikere fra boligministeriet og undervisningsministeriet foretaget besøg på Lillemosegård, hvor det har haft lejlighed til at se en forsøgsklasse opført som montagebyggeri. Socialistisk folkepartis medlem af udvalget beklager i denne forbindelse, at m2-prisen på skoler opført af betonelementer ikke har kunnet fremskaffes for udvalget.

Udvalget har endvidere drøftet samarbejdet mellem specialundervisningen i folkeskolen og eksternatskolerne og har anmodet socialministeren om at fremskaffe oplysninger herom fra undervisningsministeren. Udvalgets anmodning og ministerens besvarelse er optrykt som bilag til betænkningen.

Socialministeren har stillet det nedenstående ændringsforslag, hvorefter den periode, for hvilken rådighedsbeløbet ydes, forlænges med et år. Ændringsforslaget er tiltrådt af udvalget."

Med den foreslåede ændring vedtoges lovforslaget ensstemmigt.