Loven går i første række ud på en forbedring af arbejdsløshedskassernes ydelser, navnlig ved forhøjelse af understøttelsessatserne for dagpenge og børnetillæg og ved indførelse af en ændret regulering af disse satser samt ved ændring af karenstidsbestemmelserne.

De ved loven gennemførte forhøjelser af understøttelsessatserne for dagpenge og børnetillæg fremgår af følgende oversigt:

Satser pr. Satser efter
1. april 1962 loven
Dagpenge:
Forsørgere og ikke-forsørgere med 15 års
medlemstid og derover .................................................... 17,50 19,00
Ikke-forsørgere med 8-15 års medlemstid ........................ 14,10 15,30
Ikke-forsørgere med 1-8 års medlemstid ......................... 11,70 12,70
Børnetillæg pr. dag ........................................................... 1,80 1,95

Baggrunden for forhøjelserne er den i perioden april 1960-april 1961 skete stigning i arbejdslønnen, som har medført en ikke ubetydelig relativ forringelse af understøttelserne i forhold til arbejdslønnen.

For at imødegå en lignende fremtidig forrykkelse af forholdet mellem på den ene side dagpengeunderstøttelsen og børnetillægget og på den anden side den gennemsnitlige arbejdsløn bestemmes det, at den hidtidige regulering af disse understøttelsessatser på grundlag af prisudviklingen forlades, og at der fremtidig i stedet sker regulering af disse satser på grundlag af udviklingen i den gennemsnitlige arbejdsløn. Satserne reguleres herefter i overensstemmelse med variationen i den gennemsnitlige timefortjeneste inden for håndværk og industri, beregnet for samtlige arbejdere (d. v. s. såvel faglærte som ufaglærte og såvel mandlige som kvindelige arbejdere), således at der bortses fra samtlige tillæg — undtagen dyrtidstillæg — og således at beregningerne omfatter såvel tid- som akkordløn. Som basis for reguleringen anvendes timefortjenesten i april kvartal 1961, så at dagpengesatserne reguleres med virkning fra 1. april i det forhold, timefortjenesten i det nærmest foregående april kvartal er steget eller faldet i forhold til timefortjenesten i april kvartal 1961. De i loven angivne satser vil således første gang blive reguleret pr. 1. april 1963, hvis timefortjenestens ændring giver grundlag derfor.

Til delvis imødegåelse af de merudgifter, de nævnte forhøjelser m. v. vil medføre for arbejdsløshedskasserne, gennemføres en ændring i tilskudssystemet, hvorved det offentliges refusion af kassernes såkaldte sociale udgifter forhøjes fra 80 pct. til 85 pct., dog begrænset til kasser med en gennemsnitlig ledighed på over 15 dage årlig.

Med hensyn til karenstidsbestemmelserne gives der adgang til i vedkommende kasses vedtægt at bestemme, at den nugældende sædvanlige karenstid på 6 dage nedsættes med indtil 3 dage, så at en kasse herefter i sin vedtægt kan bestemme, at medlemmer af kassen skal kunne oppebære understøttelse efter 3 dages ledighed.

Der gennemføres samtidig en graduering af brændselshjælpen, der efter den hidtil gældende bestemmelse udbetaltes med et engangsbeløb til medlemmer med 40 dages afkontrolleret ledighed i vinterhalvåret, d. v. s. 1. oktober-31. marts. Efter den nye regel får medlemmer med mindre end 40 dages ledighed udbetalt en til deres ledighed svarende del af brændselshjælpen, og bl. a. ud fra administrative hensyn er bestemmelsen udformet således, at den graduerede brændselshjælp også udbetales med et samlet beløb, så snart dette teknisk kan lade sig gøre efter udløbet af opsamlingsperioden.

Loven omfatter endvidere indførelse af ensartede maksimumsbeløb for huslejehjælp i hele landet derved, at det hidtidige maksimum i landdistrikterne hæves til det niveau, der gælder i den øvrige del af landet, bortfald af de hidtidige regler om fradrag i huslejehjælpen under hensyn til størrelsen af ægtefællens arbejdsindtægt og ophævelse af den ekstra ventetid på en måned for adgang til understøttelse til unge arbejdere, der er optaget i arbejdsløshedsforsikringen før deres 17. år.

Ved en under behandlingen i folketinget indsat tilføjelse udvides arbejdsnævnets afdeling angående arbejdsløshedsforsikringen med 2 medlemmer, hvoraf et udpeges af Dansk Arbejdsgiverforening og et af Landsorganisationen i Danmark De samvirkende Fagforbund.

Herudover indeholder loven en række ændringer af teknisk og redaktionel karakter.

Lovforslagets behandling i folketinget gav anledning til nogen debat om arbejdsløshedskassernes forhold i almindelighed og dermed også om en række spørgsmål, som ikke var direkte omfattet af lovforslagets bestemmelser. Herom må henvises til forhandlingerne.

Ved første behandling kunne Bladt (S) give tilslutning til lovforslaget. Han betonede i øvrigt, at det måtte være en central opgave at fremme bevægeligheden i arbejdskraften mest muligt gennem en effektivisering af arbejdsanvisningen — et synspunkt, der også fremhævedes af andre ordførere.

Aage Fogh (RV) var ligeledes velvilligt indstillet over for lovforslaget, men fremdrog en række problemer om arbejdsløshedskassernes struktur og administration, som han ønskede drøftet i udvalget.

Såvel Søren Andersen (V) som Asger Jensen (KF) var betænkelige ved en del af de foreslåede bestemmelser. Sidstnævnte rejste bl. a. det principielle spørgsmål om adgangen til at oprette arbejdsløshedskasser.

Chr. Madsen (SF) gik ind for betydeligt større forbedringer end dem, der var indeholdt i lovforslaget.

Grøndahl (Uafh.) kunne ikke støtte lovforslaget.

I den af udvalget afgivne betænkning hedder det bl. a.:

„I samråd med ministeren har udvalget bl. a. drøftet spørgsmålet om arbejdsanvisningen, og ministeren har erklæret sig enig med udvalget i det principielle synspunkt, at jo mere arbejdsløshedsforsikringssystemet udbygges, des vigtigere er det at sikre sig størst mulig effektivitet i arbejdsanvisningssystemet. Hertil kommer, at hvis Danmark tilslutter sig fællesmarkedet, vil dette forhold i sig selv stille forøgede krav til arbejdsanvisningsapparatets ydeevne, både hvor det gælder medvirken ved arbejdskraftens bevægelser inden for Danmarks grænser og vedrørende vandringer over grænserne. Men også bortset herfra må man påregne voksende behov for at kunne bistå ved arbejdskraftens tilpasning til ændret erhvervsstruktur, tekniske omlægninger og forskydninger i erhvervslivets geografiske fordeling over landet.

Arbejds- og socialministeren har på denne baggrund over for udvalget erklæret sig rede til i tilslutning til de nu foreslåede ændringer i arbejdsanvisningsloven at fremskynde en sakgyndig undersøgelse af, om den danske arbejdsanvisnings struktur, funktioner og virkemidler er tidssvarende."

Herefter indstillede et flertal (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med den ovenfor omtalte ændring.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) stillede yderligere en række ændringsforslag.

Disse gik, hvad lovforslagets bestemmelser angår, ud på at bevare de hidtidige refusionsregler (80 pct. af de sociale ydelser), at opretholde de hidtidige reguleringsbestemmelser (pristalsregulering) og at opretholde de hidtidige karenstidsbestemmelser.

Herudover foreslog mindretallet at dphæve bestemmelsen i lovens § 7, stk. 1, 2. punktum, hvorefter ministeren efter indstilling fra arbejdsnævnet kan nægte anerkendelse af en ny fagligt eller stedligt begrænset arbejdsløshedskasse, såfremt der for vedkommende fag eller for det pågældende stedlige område allerede findes en anerkendt arbejdsløshedskasse. I forbindelse hermed foresloges det at forhøje det nu krævede medlemstal som betingelse for offentlig anerkendelse fra 100 til 500. Endelig foresloges det i loven at fastslå, at kontingent til arbejdsløshedskassen ikke må fastsættes højere for medlemmer, der står uden for vedkommende faglige organisation, end for sådanne, der tillige er medlemmer af denne.

Et andet mindretal (Chr. Madsen) stillede ændringsforslag om forhøjelse af dagpengesatser og maksimumsbeløbet for huslejehjælp.

Som bilag til betænkningen er optrykt en oversigt over bestemmelser i overenskomster mellem statsinstitutioner og fagforbund om antagelse af arbejdsløshedsforsikrede og besvarelse af nogle spørgsmål stillet af udvalget til ministeren.

Ved anden behandling forkastedes de af mindretallene stillede ændringsforslag.

Uden for ordførernes kreds stillede Ninn-Hansen (KF) en række spørgsmål til finansministeren angående overenskomstmæssige forhold.

Finansministeren gav ved tredje behandling en redegørelse for disse spørgsmål.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt med 95 stemmer (S, RV og SF); 51 medlemmer (V, KF og Uafh.)tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.