Ved loven foretages nogle ændringer i lov nr. 109 af 7. april 1936 om kreditforeninger, jfr. lovbekendtgørelse nr. 139 af 15. april 1957.

Det bestemmes således, at området for de foreninger, der yder lån i østifterne, skal udvides til også at gælde Færøerne.

Samtidig bemyndiges boligministeren til at meddele dispensationer fra lovens bestemmelser i det omfang, dette måtte være påkrævet i forbindelse med långivning på Færøerne.

Endelig indsættes i kreditforeningslovens § 30 følgende bestemmelse som nyt stk. 4:

Det samlede beløb af en kreditforenings pantebreve i ejendomme på Færøerne må hverken i løbende eller senere åbnede serier overstige 5 pct. af den pågældende series kasseobligationsgæld, men kan dog, så længe medlemmerne af en sluttet serie i medfør af § 22, stk. 2, er solidarisk ansvarlige for de af den åbne serie udstedte kasseobligationer, andrage indtil 400 000 kr.

Om baggrunden for og formålet med loven anføres i bemærkningerne til det af boligministeren fremsatte lovforslag:

„I 1955 afgav et af statsministeriet nedsat udvalg betænkning angående realkreditten i fast ejendom på Færøerne. Udvalget forudsatte, at en udbygning af realkreditten i fast ejendom på Færøerne i hvert fald foreløbig måtte hvile på de færøske sparekasser, hvis evne til ydelse af sådanne lån fremover skulle blive væsentligt forøget, idet der samtidig blev skabt muligheder for udlån til kommunerne fra Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, ligesom der samtidig blev oprettet et specielt realkreditinstitut med den opgave at yde lån i færøske fiskerfartøjer.

Etableringen af en egentlig realkreditordning for belåning af fast ejendom måtte efter udvalgets opfattelse forudsætte en registrering af de eksisterende ejendomme samt indførelse af et tinglysningssystem i lighed med det i det øvrige Danmark gældende system, ligesom det efter udvalgets opfattelse måtte være naturligt at vente med etablering af en realkreditordning for fast ejendom, indtil det nyoprettede realkreditinstitut, der foreløbig kun skulle yde lån mod pant i fiskerfartøjer, bliver i stand til også at yde lån mod pant i fast ejendom.

Under forhandlinger mellem regeringen og Færøernes landsstyre i foråret 1959 vedrørende Færøernes investeringsbehov blev det konstateret, at realkreditudvalgets forudsætninger om sparekassernes og andre færøske pengeinstitutters forøgede mulighed for at yde lån i fast ejendom ikke havde holdt stik, og at det måtte anses for nødvendigt at fremskaffe lånemidler andetsteds fra til dette formål.

På initiativ af Færøernes landsstyre blev der herefter indledt forhandling med Østiftemes Kreditforening om mulighederne for udlån i færøske ejendomme. Østifternes Kreditforening har under disse forhandlinger erklæret sig villig til at udvide sin långivning til Færøerne under forudsætning af, at der på Færøerne gennemføres en tinglysningslov svarende til den i det øvrige Danmark gældende, samt at der kun ydes lån, hvor der er gennemført en matrikulering eller registrering af fast ejendom.

Der er den 15. februar 1962 i det færøske lagting fremsat forslag til lagtingslov om tinglysning og til lagtingslov om matrikulering. Når disse forslag er gennemført, er de anførte forudsætninger for kreditforeningslångivning på Færøerne til stede.

Østifternes Kreditforening har under forhandlingerne understreget, at det vil være naturligt at betragte udlånet som en midlertidig ordning, der på et senere tidspunkt, når de økonomiske forhold måtte tale for det, kan afløses af udlån formidlet af det færøske realkreditinstitut og de færøske pengeinstitutter."

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt uden forudgående udvalgsbehandling.