Ifølge § 23 i lov nr. 153 af 31. maj 1961 om sygehusvæsenet skulle loven forelægges folketinget til revision i folketingsåret 1961-62.
Om baggrunden herfor henvises til den betænkning, som den 5. maj 1961 blev afgivet af det af folketinget nedsatte udvalg angående forslag til den nævnte lov, og som herom indeholder følgende udtalelse.
„Udvalget har peget på, at fordelingsgrundlaget for tilskuddene ikke kan betegnes som tilfredsstillende, og udvalget opfordrer derfor indenrigsministeren til at søge frem til nye retningslinjer, inden loven næste år skal revideres.
Det er udvalgets opfattelse, at de kommuner, hvis sygehuse er moderne og godt udbyggede, i højere grad bør tilgodeses ved tilskudsfordelingen.
Udvalget må understrege, at den hjælp, der efter nedenstående ændringsforslag nr. 3 ydes visse kommuner (d. v. s. det i § 21 i loven af 31. maj 1961 om sygehusvæsenet omhandlede særlige tilskud til kommuner, der efter de almindelige tilskudsregler i finansåret 1961-62 ikke opnår en dækning på mindst 55 pct. af de tilskudsberettigende nettoudgifter i regnskabsåret 1960-61), kun er en rent midlertidig foranstaltning, som må ventes afløst ved nye retningslinjer for en fremtidig fordeling."
På denne baggrund anmodede indenrigsministeriet i juni 1961 sygehusrådet om at overveje og fremkomme med forslag til et ændret tilskudssystem — eventuelt således at de kommuner, hvis sygehuse er moderne og godt udbyggede, ville få større andel i tilskuddet.
Spørgsmålene om beregningsgrundlaget for sygehustilskuddet og dettes fordeling blev derefter gjort til genstand for indgående overvejelser i sygehusrådet. Resultatet heraf blev, at rådet i forståelse med Sygehusforeningen i Danmark, der deltog i disse overvejelser, foreslog at der søgtes gennemført visse ændringer i sygehuslovens tilskudsregler, hvorved kommuner med særligt udbygget sygehusvæsen fik større andel i statstilskuddet end efter de hidtil gældende bestemmelser.
I overensstemmelse med disse synspunkter, som regeringen kunne tiltræde, udarbejdede indenrigsministeriet forslaget til nærværende lov, der af folketinget blev tiltrådt uændret.
Det årlige statstilskud til kommunernes drift af sygehuse blev i sygehusloven af 1961 fastsat til 60 pct. af kommunernes samlede nettoudgifter til sygehusvæsenet i det nærmest foregående regnskabsår. Af det således beregnede tilskudsbeløb ydedes der hver kommune 30 kr. pr. indbygger i kommunen, mens den resterende del af tilskudsbeløbet fordeltes mellem de enkelte kommuner i forhold til antallet af sygedage i det nærmest foregående regnskabsår.
Yderligere indeholdt sygehusloven en kun for finansåret 1961-62 gældende bestemmelse, hvor de amts- og købstadkommuner, der i nævnte finansår — i medfør af de almindelige tilskudsregler — ikke opnåede en dækning på mindst 55 pct. af nettoudgifterne i 1960-61, samt Københavns og Frederiksberg kommuner skulle have et supplerende tilskud.
Det samlede statstilskud for 1961-62 kom herved op på ialt 286,9 mill. kr., hvoraf 4,5 mill. kr. skyldtes det supplerende tilskud.
Ved nærværende lov forhøjes det almindelige statstilskud fra 60 pct. til 65 pct. af kommunernes samlede nettoudgifter til sygehusvæsenet i det nærmest foregående regnskabsår, mens de supplerende tilskud bortfalder.
Af det således beregnede statstilskud fordeles en tredjedel mellem de enkelte kommuner i forhold til antallet af indbyggere i kommunen. Indbyggertallet opgøres efter det af det statistiske departement pr. 1. juli i det regnskabsår, i hvilket tilskuddet ydes, beregnede registerfolketal, der er reguleret efter den sidste almindelige folketælling; tilskuddet pr. indbygger afrundes opad til nærmeste ørebeløb, der er deleligt med 5. Ved fastsættelsen af indbyggertallet anses Marstal Handelsplads og de sønderjyske flækker, der er i fællesskab med en amtskommune, som hørende til vedkommende amtskommune.
Videre bestemmes det, at en tredjedel af statstilskuddet fordeles mellem de enkelte kommuner i forhold til antallet af tilskudsberettigende sygedage i det nærmest foregående regnskabsår. Tilskuddet pr. sygedag afrundes opad til nærmeste ørebeløb, der er deleligt med 5.
Den sidste tredjedel af statstilskuddet fordeles i forhold til kommunernes samlede tilskudsberettigende bruttoudgifter (d. v. s. nettoudgiften iflg. sygehuslovens § 9 med tillæg af indtægter for kur og pleje og for ambulant behandling).
Det årlige tilskud til en kommune kan dog ikke overstige kommunens samlede tilskudsberettigende nettoudgifter i det nærmest foregående regnskabsår opgjort efter reglerne i sygehuslovens § 9, uanset om det samlede tilskud til nedbringelse af kommunernes sygehusudgifter herved bliver mindre end 65 pct. af nettoudgifterne.
I sygehuslovens § 8, stk. 3, 1. og 2. punktum, fandtes en særlig regel, hvorefter det årlige tilskud til en kommune ikke kunne overstige 85 pct. af kommunens samlede nettoudgifter i det nærmest foregående regnskabsår, når disse omregnedes således, at indtægten for kur og pleje af indlagte patienter ved beregning af driftsindtægterne blev ansat til 2 kr. 50 øre pr. sygedag. Da denne regels betydning var stærkt svindende, og da reglen har betydet et omfattende beregningsarbejde såvel for de enkelte sygehuse som for indenrigsministeriet, er den ikke opretholdt i nærværende lov.
Loven får første gang virkning for regnskabsåret 1962-63. For dette regnskabsår udgør det foreløbige tilskud, jfr. lovens § 13, stk. 2, et beløb svarende til det endelige tilskud, som vedkommende kommune ville have modtaget i regnskabsåret 1961-62, hvis nærværende lovs § 1 havde været gældende.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte indenrigsministeren bl. a.:
„Den foreslåede tilskudsfordeling ville — såfremt man bevarer en tilskudsprocent på 60 — betyde, at der til visse kommuner, navnlig sådanne, som har et udbygget sygehusvæsen, ydes et større tilskud end efter de nu gældende regler, medens en række kommuner ville gå ned i tilskud. For finansåret 1961-62 ville 23 amtskommuner og 55 købstæder have fået i alt 8,4 mill. kr. mindre i tilskud. Da det må anses for mindre rimeligt, at de pågældende kommuner skulle gå ned i tilskud, foreslås det i overensstemmelse med sygehusrådets indstilling, at statens samlede tilskud til kommunernes drift af sygehuse — samtidig med gennemførelsen af den foreslåede ændrede tilskudsfordeling — forhøjes fra 60 til 65 pct. af de tilskudsberettigende nettoudgifter. Ved en sådan forhøjelse vil hensigten: at der ydes større tilskud til kommuner med stærkt udbygget sygehusvæsen, opnås, uden at andre kommuner — i nævneværdig grad — vil gå ned i tilskud, og uden at det er nødvendigt at etablere en kompliceret overgangsordning for disse kommuner.
En forhøjelse af tilskuddet til 65 pct. af udgifterne ville i regnskabsåret 1961-62 have medført en merudgift på ca. 23,4 mill. kr. Ved bedømmelsen af denne merudgift må man dog erindre det førnævnte midlertidige „55 pct.-tilskud", som i finansåret 1961-62 har udgjort 4,5 mill. kr., et beløb, som i særlig grad er tilfaldet kommuner med moderne og godt udbyggede sygehuse.
I regnskabsåret 1962-63 vil den foreslåede tilskudsordning — under forudsætning af en stigning i de tilskudsberettigende sygehusudgifter på 10 pct. — føre til, at det samlede tilskud kommer til at udgøre 336,4 mill. kr."
Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse fra alle sider. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis arbejde med sagen ikke resulterede i ændringsforslag.
Vedtagelsen var enstemmig.