Ved loven foretages nogle ændringer i ovennævnte lov nr. 65 af 9. marts 1959 (årbog 1958-59, side 192).

Disse ændringer går ud på:

1) at forlænge den gældende hovedstadsudligning for 2 år således, at Frederiksberg og Gentofte kommuners udligningstilsvar over for Københavns kommune i regnskabsårene 1962-63 og 1963-64 kommer til at udgøre samme beløb som i regnskabsåret 1961-62,

2) at ophæve 1959-lovens § 8, hvorefter indenrigsministeren kan nedsætte en voldgiftsret til at afgive indstilling om ændringer i lovgivningen vedrørende hovedstadsudligning, og

3) at udskyde fristen for lovens revision fra folketingsåret 1961-62 til folketingsåret 1963-64, således at den i 1959 gennemførte afløsningsordning for erhvervsskatten i 9 byområder opretholdes uændret i 2 år.

Ved fremsættelsen af forslaget til den heromhandlede lov anførte indenrigsministeren bl. a.:

„Først ved gennemførelsen i februar sidste år af de to love om den kommunale ejendomsbeskatning og den amtskommunale beskatning er der sket en afklaring af principperne for den fremtidige kommunale beskatning. Disse love har imidlertid kun haft virkning i skatteåret 1961-62, og det kan næppe antages, at de dermed fuldt har udtømt deres virkninger. Amtskommunernes og sognekommunernes tilpasning til det nye system er ikke tilendebragt. Før der stilles forslag om mere varige ordninger, vil det være ønskeligt at have overblik over virkningerne af de nye love for et par år.

En permanent ordning kan tænkes som en lokal eller landsomfattende udgifts- og/eller indtægtsudligning, og i denne forbindelse vil især spørgsmålene om de fremtidige virkninger af de i 1961 gennemførte skattelove have betydning. En varig løsning kan imidlertid også tænkes gennemført ved ændringer i kommunestrukturen, eventuelt i forbindelse med andre udlignende foranstaltninger. En sådan mere indgribende ændring vil det kræve en årrække at gennemføre.

Baggrunden for det foreliggende forslag om en forlængelse i 2 år af afløsningsordningen er således, at det ikke vil være muligt på indeværende tidspunkt at tilvejebringe en tilfredsstillende løsning af de problemer, der knytter sig til afløsningsordningen.

I den periode, afløsningsordningen har virket, er der sket en vis udligning af skattesatserne inden for afløsningsområderne. Som eksempel herpå kan jeg nævne, at udskrivningsprocenten for kommuneskatten i København 1959-60 — d. v. s. det første år under afløsningsordningen — var 96. I 1961-62 var udskrivningsprocenten faldet til 82. I Hørsholm kommune var udskrivningsprocenten i 1959-60 kun 85 mod 96 i København. Den er nu i 1961-62 82 ligesom i København. I Hvidovre kommune var udskrivningsprocenten i 1959-60 104. Den er i 1961-62 nedsat til 87 og har således nærmet sig den københavnske procent noget. Denne udlignende tendens har flere forskellige årsager. Jeg skal i denne forbindelse blot pege på, at forskellige lovforanstaltninger har bidraget til udligningen. De ekstraordinære ejendomsskatter i byerne og omlægningen af den amtskommunale beskatning har således bidraget til, at såvel indkomstbeskatningen som ejendomsbeskatningen i byerne og omegnskommunerne er blevet mere ensartet. Statens overtagelse af kommunernes direkte andel i folkepensionsudgifterne har også medvirket hertil.

De øvrige udlignende foranstaltninger har dog ikke virket så stærkt, at de har gjort afløsningstilsvarene overflødige ...

Men det, jeg her har sagt, kunne måske tale for en nedsættelse af afløsningstilsvarene. Der er imidlertid også andre forhold, der må tages i betragtning. I den periode, hvor afløsningsordningen har været gældende, har befolkningens indtægter været stigende, og der er sket en betydelig befolkningstilvækst i omegnskommunerne. Fra skatteåret 1958-59 til skatteåret 1960-61 er de skattepligtige indkomster til kommunen i de af afløsningsordningen omfattede omegnskommuner således steget med 23,3 pct. fra 2,7 milliarder kr. til 3,4 milliarder kr., medens de tilsvarende indkomster i centralkommunerne i samme periode kun er steget med 10,4 pct. fra 4,9 milliarder kr. til 5,4 milliarder kr. Dette kunne tale for, at man forhøjede tilsvarene i takt med denne udvilding. Dette ville imidlertid i nogle tilfælde virke uheldigt, fordi visse omegnskommuner i forvejen har en højere beskatning end centralkommunen ...

Hvis man skulle regulere afløsningstilsvarene, kan man således ikke uden videre regulere alle kommuners tilsvar på samme måde. Hvis en eventuel regulering skal virke udlignende, må de enkelte kommuners tilsvar reguleres under hensyn til, hvorledes beskatningsforholdene i denne kommune forholder sig til beskatningsforholdene i de andre kommuner i byområdet. En sådan individuel regulering vil blive meget kompliceret og vil foregribe en mere varig løsning. Regeringen har derfor fundet det rigtigst at foreslå afløsningstilsvarene opretholdt uændret.

Forslaget om ændring i lov om erhvervsskattens afløsning m. v. går som nævnt tillige ud på at forlænge fikseringen af udligningsordningen mellem de 3 „gamle" hovedstadskommuner uændret. Denne ordning, der blev indført i 1937 til erstatning for erhvervsskatten mellem de 3 kommuner, byggede på meget komplicerede sammenlignende beregninger over kommunernes udgifter og indtægter, og loven blev regelmæssigt ændret i takt med de ændringer, der gennem lovgivningen eller på anden måde skete i de 3 kommuners økonomiske vilkår. I forbindelse med den væsentlige omlægning af beskatningsforholdene og byrdefordelingen, der skete i foråret 1959, var det nødvendigt at foretage en fiksering af udligningstilsvarene, idet det måtte anses for udelukket at foretage de ændringer i udligningsloven efter de hidtil gældende principper, der måtte anses for en nødvendig følge af den nye lovgivning. Udligningstilsvarene blev derfor fikseret således, at de i regnskabsåret 1959-60 udgjorde 105 pct. og i regnskabsårene 1960-61 og 1961-62 100 pct. af de for regnskabsåret 1957-58 beregnede tilsvarsbeløb.

Selv om det ville have været muligt i hovedstadsvoldgiftsretten på forligsmæssig basis at nå frem til en ændring af beregningsreglerne for udligningstilsvarene efter de hidtil gældende principper, således at fikseringen kunne ophæves fra og med regnskabsåret 1962-63, må det forekomme uhensigtsmæssigt at vende tilbage til disse komplicerede regler på et tidspunkt, hvor man sigter på en mere rationel løsnings af problemerne for hele hovedstadsområdet. Det har derfor forekommet naturligt at forlænge den stedfundne fiksering af udligningstilsvarene på samme måde, som afløsningstilsvarene er foreslået forlænget.

Under hensyn til at der sigtes på en mere varig ordning af forholdene i hovedstadsområdet, er det næppe tænkeligt, at der vil blive behov for at nedsætte hovedstadsvoldgiftsretten på ny, og det er derfor foreslået, at bestemmelsen om nedsættelse af voldgiftsretten udgår."

Lovforslaget blev i folketinget tiltrådt af regeringspartierne og socialistisk folkeparti, mens venstre, det konservative folkeparti og de uafhængige ikke kunne stemme for det.

Efter at lovforslaget havde været undergivet en kort udvalgsbehandling, der ikke resulterede i ændringsforslag, anbefalede Ove Hansen (S) lovforslaget til vedtagelse.

Jens Chr. Christensen (V) beklagede, at lovforslaget var fremkommet på et så sent tidspunkt. „Da vi for 3 år siden gennemførte den nugældende lov om erhvervsskat, var alle enige om, at vi ikke havde fundet frem til det, der var det rigtige. Men da gennemførte man den altså for 3 år og mente så, at der ville være tid til at finde frem til en virkelig løsning. Det er rigtigt, som det ærede medlem hr. Ove Hansen siger, at vi ikke uden videre kan ophæve erhvervsskatten. Der er mange problemer, som skal gennemarbejdes, der er mange ting, som skal drøftes. Det hørte vi for øvrigt i udvalget af de to deputationer, der var inde hos os. Men vi fra vor side finder, at det er urigtigt at køre videre med den erhvervsskatteordning, vi har."

Som stedfortrædende ordfører beklagede også Asger Jensen (KF), at regeringen ikke var kommet med et endeligt udarbejdet lovforslag angående denne sag.

Axel Sørensen (RV) anbefalede, at man vedtog den foreslåede forlængelse og derved gjorde det muligt at forberede en revision af erhvervsskatteordningen.

Også Herluf Rasmussen (SF) støttede lovforslaget, mens Mose Hansen (Uafh.) gav udtryk for betænkelighed ved at forlænge loven uændret i 2 år.

Lovforslaget vedtoges med 76 stemmer uden modstemmer, idet 63 medlemmer (V, KF og Uafh.) afholdt sig fra at stemme.