L 39 Lov om beskyttelse af forædlerrettigheder for planter.

Af: Landbrugsminister Karl Skytte (RV)
Samling: 1961-62
Status: Stadfæstet
Lov nr. 205 af 16-06-1962
Ved loven, der gennemførtes i forbindelse med lov om salg af visse mindreværdige plantenyheder, gives der under hensyn til de ofte store omkostninger, der er forbundet med forædling af planter, og til den betydning, det har, at der stadig kan foregå et effektivt forædlingsarbejde, en række bestemmelser, hvorefter planteforædlere kan opnå dels en beskyttelse af de af dem frembragte plantenyheder, dels en indtægt, der muliggør en fortsættelse af forædlingsarbejdet.

Forædlerbeskyttelsen gives dog ikke som en eneret for forædlerne; men disses interesser tilgodeses derved, at de, så længe beskyttelsen består, kan opkræve en afgift af enhver, der erhvervsmæssigt opformerer plantenyheden.

Anerkendelse og registrering af plantenyheder foretages af et af landbrugsministeren nedsat plantenyhedsnævn, men de med nævnets virksomhed forbundne udgifter forudsættes dækket af de afgifter, der betales af forædlerne, idet lovens økonomiske hovedprincip er, at hele ordningen skal hvile i sig selv.

Loven, der bygger på den af landbrugsministeriets udvalg vedrørende planteforædlingsbeskyttelse den 1. marts 1962 afgivne betænkning, er udformet således, at Danmark på grundlag heraf vil kunne tilslutte sig den af repræsentanter for Vesttyskland, Belgien, Frankrig, Italien og Holland den 2. december 1961 i Paris underskrevne internationale konvention om beskyttelse af plantenyheder.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 142 stemmer.
Partiernes ordførere
Chr. Thomsen (S), Jens Peter Dalsgaard (V), Niels Ravn (KF), Morten Lange (SF), Aage Fogh (RV) og H. Mose Hansen (U)