Ved loven ændredes bestemmelserne om landbrugsministerens bemyndigelse til at lade opkræve afgifter ved salg af danske landbrugsvarer.

Medens bestemmelserne herom tidligere gik ud på, at der ikke kunne lægges højere afgifter på varer, der solgtes på hjemmemarkedet, end på tilsvarende varer til eksport, gennemførtes der allerede ved lov nr. 195 af 1961 en ændring heri, idet det da bestemtes, at der med det formål at forhøje hjemmemarkedsprisen på flæsk med indtil 50 øre pr. kg kunne lægges en højere afgift på svin, der slagtedes til hjemmemarkedet.

Ved den heromhandlede ændring af loven om afsætning af danske landbrugsvarer m. m. videreførtes denne linje, idet det bestemtes, at der for flæsk, oksekød, kalvekød, fjerkrækød og æg kan opkræves afgifter med det formål for øje at forhøje hjemmemarkedsprisen for de nævnte varer til et beløb, der er godkendt af monopoltilsynet, og disse afgifter kan uden forhandling med det i lovens § 1, stk. 2, nævnte kontaktudvalg pålægges af landbrugsministeren efter indstilling fra Landbrugsrådet, De samvirkende danske Landboforeninger og De samvirkende danske Husmandsforeninger.

Retningsgivende for monopoltilsynet med hensyn til, hvor høje hjemmemarkedspriser der kan godkendes, skal det ifølge bestemmelsen være, at landbruget i tiden indtil 1. juli 1963 skal kunne opnå en yderligere indtægtsforøgelse på 200 mill. kr. ud over den, der er hjemmel til ifølge den foran nævnte bestemmelse om forhøjelse af hjemmemarkedsprisen på flæsk.

De heromhandlede bestemmelser, der indsattes som to nye paragraffer (§§ 2 a og 2 b) i loven, er affattet på følgende måde:

§ 2 a. Uanset bestemmelserne i § 2 kan der for flæsk, oksekød, kalvekød, fjerkrækød og æg opkræves afgifter med det formål for øje at forhøje hjemmemarkedsprisen for de nævnte varer til et beløb, der er godkendt af monopoltilsynet, og disse afgifter kan uden forhandling med det i § 1, stk. 2, omhandlede udvalg pålægges af landbrugsministeren efter indstilling fra Landbrugsrådet, De samvirkende danske Landboforeninger og De samvirkende danske Husmandsforeninger. Ved monopoltilsynets godkendelse af førnævnte hjemmemarkedspriser skal der på landbrugets begæring åbnes adgang til for perioden indtil lovens udløb for de pågældende varegrupper tilsammen at opnå en indtægtsforøgelse, der i forhold til Det landøkonomiske Driftsbureaus regnskabsår 1961-62 — eksklusive landbrugets eget forbrug — andrager indtil 200 mill. kr. ud over den forhøjelse, der er hjemlet i slutningen af § 2, stk. 1. Såfremt den gennemsnitlige eksportpris for en eller flere af de nævnte varer er højere end den af monopoltilsynet godkendte, skal landbruget være berettiget til at opnå denne pris. Det overlades førnævnte organisationer ved den første prisgodkendelse selv at fordele totalbeløbet på rimelig måde på de enkelte varer. Denne fordeling kan dog senere på organisationernes begæring undtagelsesvis fraviges, såfremt markedsmæssige hensyn taler herfor. Ændringer af betydning efter 1. september 1962 i landbrugets produktionsomkostninger for de omhandlede varer korrigeres ved tilsvarende prisændringer. Monopoltilsynets afgørelser. i henhold til denne lov kan ankes i overensstemmelse med reglerne i § 18 i lov nr. 102 af 31. marts 1955 om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger.

Afgiftsbeløb tilvejebragt i medfør af stk. 1 indgår ikke i den i § 3 omhandlede fond, men anvendes — bortset fra afgifter af svin og produkter heraf — til fordel for producenterne inden for de enkelte produktionsområder i form af afregningstillæg eller på anden efter indstilling fra de i stk. 1 nævnte organisationer fastsat måde. Afgiftsbeløb tilvejebragt ved salg af svin og produkter heraf anvendes som angivet i § 3, stk. 1, sidste punktum.

Udgifter i forbindelse med opkrævning af afgifter, der har til formål at forhøje hjemmemarkedsprisen, afholdes af de gennem afgifterne tilvejebragte beløb.

§ 2 b. Afgifter i henhold til §§ 2 og 2 a kan i tilfælde af manglende betaling inddrives ved udpantning.

Om lovforslaget, der ved fremsættelsen ikke indeholdt de nærmere direktiver for monopoltilsynet med hensyn til prisgodkendelsen, udtalte landbrugsministeren ved fremsættelsen bl. a. følgende:

„Hvad specielt bemyndigelsesloven angår, kan bemærkes, at landbrugets ønske var, at der i loven blev fastsat hjemmemarkedspriser for flæsk, okse- og kalvekød, fjerkrækød og æg, der lå 1 % kr. pr. kg over de gældende.

Regeringen ønskede ikke at gå med til en sådan lovmæssig fastsat pris, der ville kunne medføre mange uheldige bivirkninger, og jeg foreslog derfor, at landbrugserhvervet selv under ansvar over for monopoltilsynet skulle fastsætte priser på hjemmemarkedet i forhold til produktionsomkostningerne, således som det blev gennemført i praksis i januar 1961 for mælk og mejeriprodukter.

Efter lovforslaget bemyndiges landbrugsministeren til efter indstilling fra Landbrugsrådet, De samvirkende danske Landboforeninger og De samvirkende danske Husmandsforeninger at opkræve afgifter på flæsk, oksekød og kalvekød, fjerkrækød og æg med det formål for øje at gennemføre hjemmemarkedspriser for de nævnte varer, der er godkendt af monopltilsynet. Det er tanken at fastsætte afgifterne i samråd med monopoltilsynet.

Monopoltilsynet afgør ligesom på andre erhvervsområder, hvilken pris det kan godkende, og lovforslaget tilsigter alene at give landbruget den tekniske bistand, som er nødvendig for at opnå den godkendte pris ved hjælp af afgiftsordninger. Landbruget vil ikke uden disse have mulighed for på nogen af de produktionsområder, der her er tale om, at forhøje hjemmemarkedsprisen. Jeg er under udvalgsbehandlingen rede til at drøfte de spørgsmål, som vil rejse sig i forbindelse med monopoltilsynets godkendelse af hjemmemarkedspriser, der er omtalt i lovforslaget."

Efter lovforslagets henvisning til udvalgsbehandling viste det sig imidlertid, at monopoltilsynet ikke mente at have tilstrækkeligt grundlag for at fastsætte, hvilke prisforhøjelser det kunne godkende, uden at der i selve lovteksten blev givet nærmere kriterier for enten selve prisansættelsen eller dennes maksimale højde. Udvalgsarbejdet kom derved til at strække sig ud over den mødeperiode, der afsluttedes den 15. juni, og det blev derfor nødvendigt at indkalde folketinget til en ekstra mødeperiode i dagene 28.-30. august.

Ved 2. behandling fik det af landbrugsministeren stillede ændringsforslag om indføjelse af en bestemt beløbsramme som overgrænse for de prisforhøjelser, der kunne godkendes af monopoltilsynet, tilslutning fra såvel regeringspartierne som venstre og det konservative folkeparti, men motiveringerne herfor var ikke sammenfaldende.

Carl Petersen (S) anbefaldede kort den foreslåede hjemmemarkedsordning og tilføjede:

„ Ingen kan være i tvivl om, at det, vi her er i færd med at gennemføre, kan få uheldige konsekvenser på områder, som er meget følsomme over for prisstigninger i det hele taget. Derfor vil jeg sige til dem, der nu får ansvaret for prisansættelserne: gør det varsomt, således at prisstigningerne kommer til at betyde en virkelig forbedring af landmændenes samlede indtægt og ikke kun fører til, at de fryder sig over, at nu må forbrugerne i byen da endelig betale den rigtige pris ... .

De fødevaregrupper, der her er tale om, er følsomme over for prisstigninger, og blot en forholdsvis lille nedgang i afsætningen på hjemmemarkedet kan få mærkbare konsekvenser på et i forvejen overfyldt eksportmarked med det slutresultat, at den samlede indtægt for landbrugserhvervet ikke bliver større, men måske tværtimod lavere end før forhøjelsen af priserne på hjemmemarkedet.

Det næste, der i denne forbindelse er grund til at nære bekymring for, er, at avancerne i butikkerne stiger som følge af ordningen. Vi skulle nødig opleve, at forbrugerne, for at vi kan skaffe landbruget indtil 200 mill. kr., kommer til at betale 300 mill. kr., hvilket altså vil sige, at resten går i de handlendes lommer. Jeg må derfor henstille til regeringen at følge dette spørgsmål med megen opmærksomhed, og at man er parat til at gribe hurtigt og effektivt ind, hvis der skulle vise sig tendenser i denne retning. Ja, jeg vil forstærke denne min henstilling med det spørgsmål til regeringen, om man har forberedt det nødvendige over for en sådan situation, og jeg vil gerne have et svar."

Jens Chr. Christensen (V) gav tilslutning ud fra den betragtning, at der herved gaves landbruget mulighed for en omend meget beskeden så dog hårdt tiltængt indtægtsforøgelse. Han udtalte i øvrigt:

„Det er venstres opfattelse, at folketinget i stedet for det, vi nu er ved at vedtage, burde have gennemført en lovgivning, hvorefter det var muligt for landbrugserhvervet at opnå produktionsprisen plus en rimelig avance for den del af produktionen, der afsættes på hjemmemarkedet. Derved ville erhvervet have opnået ligeberettigelse med andre erhvervsgrupper i samfundet. Man må nok spørge: hvilke andre erhvervsgrupper turde regering og folketing byde sådanne vilkår, som man nu her byder landbrugserhvervet? For mig at se er det ganske urimeligt, at fordi de lande, hvor dansk landbrugseksport skal afsættes, ofrer kæmpesummer i tilskud og subsidier for at holde fødepriserne nede til skade for de priser, dansk landbrugseksport kan opnå, skal den danske forbruger fremdeles kunne købe sine fødevarer til bundpriser. Det er at føje spot til skade. Enhver må forstå, at selv om landbruget fik dækning for produktionsprisen på hjemmemarkedet, ville det kun betyde dækning for ca. en tredjedel af landbrugets produktion; de to tredjedele, der går til eksport, ville fremdeles være undergivet verdensmarkedets vilkår, hvor vi ikke konkurrerer med andre landes fødevareproducenter, men med andre landes statskasser."

Heller ikke H. C. Toft (KF) var tilfreds med det loft, der ved ændringsforslaget var lagt over de prisforhøjelser, som kunne godkendes af monopoltilsynet. Han tilkendegav sit partis stilling til sagen med bl. a. følgende bemærkninger:

„Vi stod også positivt over for landbrugsministerens oprindelige forslag. Ved tidligere lejligheder har vi sagt, at det er landbrugets selvfølgelige ret at tage de priser på hjemmemarkedet, som monopoltilsynet kunne godkende, fuldt ud på linje med andre erhvervsgrupper, og at vi også ville give bistand hertil fra lovgivningsmagten for landbrugets vedkommende, når landbruget var i vanskeligheder og ikke selv gennem sine egne organisationer formåede at gennemføre sådanne særlige hjemmemarkedsordninger.

Når vi nu virker med til det af landbrugsministeren stillede ændringsforslag, må der ikke heri lægges, at vi har anerkendt den afvisning, der er kommet fra monopoltilsynet, idet det formentlig ville være sådan, at hvis landbruget selv formåede at ordne spørgsmålet om hjemmemarkedspriserne, måtte monopoltilsynet tage stilling til disse priser, og så måtte man da også formode, at monopoltilsynet kunne tage stilling hertil under de foreliggende omstændigheder, hvis lovgivningsmagten ville beslutte, at landbrugets priser skulle behandles på samme måde, som hvis landbruget havde et monopol på hjemmemarkedet og kunne udnytte denne monopolstilling.

Vi forstår, at den vej ikke lader sig betræde, idet regeringen — og dermed flertallet i salen — efter mange og svære overvejelser i regeringspartierne nu har lagt sig fast på det stillede ændringsforslag, og det er da den politisk farbare vej."

Kirkegaard (RV) anbefalede ordningens gennemførelse, men advarede mod at tro, at ændringer i hjemmemarkedets priser løser landbrugets problemer, dertil var de for mangeartede og for komplicerede. Det, der for ham og hans parti var det vigtigste i denne sag, var, at det efter hans opfattelse nu endelig kunne betragtes som afgjort, at landbruget har samme ret som andre erhverv her i landet til at få dækning for stigende produktionsomkostninger for den del af produktionen, som sælges på hjemmemarkedet.

Morten Lange (SF) gik derimod imod en sådan hjemmemarkedsordning, som han fandt ville være til skade også for landbruget. Han havde som sit partis repræsentant i udvalget allerede i betænkningen givet udtryk for bl. a. følgende synspunkter:

„Prisstigninger på fødevarer vil medføre et betydeligt pres fra lønmodtagernes side for at opnå kompensation. Lønstigningerne vil ramme landbruget såvel direkte som indirekte og yderligere udhule provenuet. Men endnu større skade vil disse prisstigninger volde ved, at levefoden i Danmark generelt nedsættes, samtidig med at de inflatoriske tendenser forstærkes betydeligt og industriens konkurrenceevne daler.

Den eneste befolkningsgruppe, der kan forvente en betydelig gevinst af loven, er engros- og detailhandlende i fødevarebranchen, der sikkert vil fastholde avanceprocenterne."

Også Mose Hansen (Uafh.) gik imod, hvilket han bl. a. begrundede på følgende måde:

„Mit parti kan ikke stemme for lovforslaget og de foreliggende ændringsforslag — for det første fordi det er en til dels af fagforeninger og andre kredse uden for folketinget politisk bestemt særordning for landbruget, som nødvendigvis vil blive efterfulgt af nye særordninger og offentlige debatter om landbrugets forhold, efterhånden som pristalsskruen igen forykker forholdet mellem landbrugets indtægtsmuligheder og omkostningsniveau — for det andet fordi beløbsrammen på 200 mill. kr. ikke løser landbrugets problemer, men kun er en narresut, der vil give anledning til forhånelse af landbruget som et tilbagegangserhverv, der skal have socialhjælp og for det tredje fordi en gennemførelse af lovforslaget vil betyde nye prisstigninger og, som det har vist sig, ganske urimelige og uopfyldelige lønkrav med nye omkostningsstigninger til følge, hvorved landbruget som allerede nævnt kommer fra asken i ilden og landets hele økonomiske situation vil blive yderligere forværret."

Mose Hansen sluttede i øvrigt sit indlæg med at fremsætte følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Idet folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om pris-, løn- og avancestop med øjeblikkelig virkning, gældende i 2 år eller indtil 6 måneder efter Danmarks eventuelle indtræden i det europæiske fællesmarked, samt forslag om ophævelse af landbrugets faste skatter fra kommende finansårs begyndelse,

går tinget over til næste sag på dagsordenen."

(Dette forslag forkastedes ved afslutningen af forhandlingerne med 161 stemmer mod 6 [Uafh.]).

Uden for ordførernes kreds talte også Hans Rasmussen (S) og Holger Eriksen (S), der begge ville undlade at medvirke til lovforslagets gennemførelse, medens Anders Andersen (V) anbefalede, idet han dog gav udtryk for skuffelse på landbrugets vegne.

Efter at landbrugsministeren havde besvaret ordførernes og de øvrige diskussionsdeltageres indlæg, tog handelsministeren på foranledning af spørgsmål herom ordet og meddelte, at regeringen havde besluttet at lade udarbejde lovforslag, der kunne tjene ti] at modvirke uberettigede avancer som følge af hjemmemarkedsprisernes forhøjelse m. v. Endelig tog også den fungerende statsminister (J. O. Krag) ordet og erklærede, at han var enig med landbrugsministeren og de ordførere, der havde peget på, at det på længere sigt blev regeringens og folketingets opgave at finde frem til en langsigtet og konstruktiv landbrugspolitik: men så længe markedsforhandlingerne ikke var afsluttet og der ikke var skabt klarhed over landbrugseksportens vilkår, måtte man finde frem til de efter omstændighederne mest lempelige og for alle parter mest praktiske midlertidige foranstaltninger.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 144 stemmer mod 17 (SF og Uafb.), medens 4 medlemmer (Holger Eriksen, Victor Gram, Hans Rasmussen og Robert Sørensen) undlod at stemme.