L 24 Lov om ændringer i lov om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd.

Af: Finansminister Hans Knudsen (S)
Samling: 1961-62
Status: Stadfæstet
Lov nr. 128 af 13-04-1962
Ved loven ændres enkelte bestemmelser i lov nr. 154 af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd, som ændret ved lov nr. 80 af 21. marts 1959, lov nr. 79 af 25. marts 1961, lov nr. 108 af 26. april 1961 og lov nr. 147 af 20. maj 1961.

Der foretages således en forhøjelse af de i lønningslovens § 5, stk. 1, fastsatte lønninger til medhjælpere, der uddannes til ansættelse i assistentstilling (8. lønningsklasse), samt adgang til i særlige tilfælde at afkorte den 3-årige elevuddannelse.

Det bestemmes nu i lønningslovens § 5, stk. 1, at „elever og medhjælpere, der uddannes til ansættelse i assistentstilling (8. lønningsklasse), lønnes således:

Elever 1. år 40 pct.
— 2. år 50 -
— 3. år 55 -
Medhjælpere 1. år 90 pct.
— 2. år og flg. 95 pct.

af begyndelseslønnen for assistenter på samme tjenestested. Ingen kan overgå til medhjælperstilling før efter 3 års tilfredsstillende elevtid samt bestået fagprøve, for så vidt fagprøve er indført i pågældende etat. I sådanne etater, hvor antagelsen som elev er betinget af forudgående særlig uddannelse, kan der dog med lønningsrådets tilslutning ske afkortning af den 3-årige elevtid. Overgang til assistentstilling sker efter 2 års tilfredsstillende tjeneste som medhjælper, dog tidligst ved det fyldte 21. år."

De øvrige bestemmelser i nærværende lov tager hovedsagelig sigte på at forbedre lønnings- og pensionsreglerne m. v. for statsansatte sygeplejersker.

Gennem længere tid har der bestået den ordning, at Sygehusforeningen i Danmark, Københavns kommune og staten, der tilsammen repræsenterer den altovervejende del af sygehusvæsenet her i landet, hver for sig har fastsat sygeplejerskernes løn- og øvrige ansættelsesvilkår. Denne ordning har i praksis vist sig uhensigtsmæssig, ikke mindst under den herskende mangel på sygeplejersker.

På denne baggrund har der igennem længere tid været ført forhandlinger mellem Dansk Sygeplejeråd på den ene side og sygehusforeningen og staten på den anden side med Københavns kommune som observatør. Forhandlingerne resulterede i et forslag om en ændret lønordning for statens sygeplejerskepersonale samt om forskellige andre ændringer vedrørende ansættelsesvilkårene for dette personale med henblik på tilvejebringelse af ensartede regler for sygeplejersker i og uden for staten. I overensstemmelse med dette forslag tilsigter de pågældende bestemmelser i nærværende lov, at alle overordnede stillinger bevares som tjenestemandsstillinger, mens der for bundstillingerne skal bestå valgfrihed mellem ansættelse i henhold til overenskomst med særlig pensionsordning og som tjenestemand.

Mens de af nyordningen følgende ændringer i normeringen og klassificeringen af statstjenestemandsstillingerne for sygeplejersker er optaget på normeringsloven for finansåret 1962-63, tilvejebringes der ved nærværende lov hjemmel for gennemførelse af de til koordineringen nødvendige bestemmelser med hensyn til tildeling af lønningsanciennitet ved ansættelse i tjenestemandsstilling samt ændringer i pensionsordningen og forskellige særlige ydelser.

Angående afskedigelsesalderen er i lønningslovens § 53 indsat følgende bestemmelser som stk. 3 og 4:

„Overjordemødre, overplejere, plejere og plejersker skal afskediges, når de er fyldt 65 år, og kan forlange sig afskediget med pension, når de er fyldt 60 år. De nævnte tjenestemænd kan efter det fyldte 60. år afskediges uden iagttagelse af bestemmelsen i § 8, stk. 4 [vedr. adgang for den forhandlingsberettigede tjenestemandsorganisation og tjenestemanden selv til at udtale sig i sagen].

Sygeplejersker kan forlange sig afskediget med pension, når de er fyldt 65 år. De kan efter denne aldersgrænse afskediges uden iagttagelse af bestemmelsen i § 8, stk. 4."

Endvidere skal anføres, at § 56, stk. 1, der angår pensionsberegningen, har fået følgende affattelse:

„Ved pensionsberegningen for overjordemødre, overplejere, plejere og plejersker regnes hvert tjenesteår efter det tidspunkt, da pensionsalderen er 18 år, for 2 år. For sygeplejersker med en pensionsalder på over 20 år er pensionsprocenten:

Ved en pensionsalder

fra 20-21 år .............. 62 pct.

- 21-22 år ................. 64 -

- 22-23 år ................. 66 -

- 23-24 år ................. 68 -

- 24-25 år ................. 69 -

- 25-26 år ................. 70 -

- 26-27 år ................. 71 -

- 27-28 år ................. 72 -

- 28-29 år ................. 73 -

- 29-30 år ................. 74 -

på 30 år og derover ... 75 - "

For sygeplejersker, som den 1. april 1962 var ansat i stillinger som plejemoder, oversygeplejerske, fængselsoversygeplejerske, afdelingssygeplejerske, fængselssygeplejerske eller sygeplejeassistent, og som på dette tidspunkt var fyldt 45 år, gælder den overgangsbestemmelse, at de kan forlange sig afskediget med pension beregnet efter de tidligere gældende regler, når de fylder 60 år.

Lovens bestemmelser var alle tiltrådt af lønningsrådet. De vedtoges i folketinget enstemmigt med en enkelt formel ændring.
Partiernes ordførere
Holger Eriksen (S), Viggo Hauch (V), Hans Baagø-Hansen (KF), Grethe Philip (RV), Erik A. Jensen (SF) og Axel Grøndahl (U)