Lovforslaget tog hovedsagelig sigte på at hindre, at danske virksomheder inden for hotel- og restaurationsbranchen ved en eventuel dansk tilslutning til fællesmarkedet kommer i økonomisk afhængighedsforhold til udenlandske leverandører.
Dets hovedbestemmelse gik ud på at give § 1 i beværterloven, lov nr. 207 af 7. juni 1958, følgende tilføjelse (nyt stk. 9):
„Indehavere af adkomst på beværter- eller gæstgivernæring må ikke uden tilladelse fra handelsministeren modtage lån, indskud eller usædvanlig kredit fra nogen, som fremstiller eller forhandler stærke eller svage drikke. Uden tilladelse fra handelsministeren må sådanne adkomsthavere heller ikke træffe aftale med nogen, som fremstiller eller forhandler stærke eller svage drikke, om, at der af denne stilles sikkerhed for forpligtelser, som de påtager sig eller har påtaget sig."
Om lovforslagets baggrund og nærmere indhold anføres:
Igennem en længere årrække har der hersket en frivilligt bekræftet sædvane, hvorefter bryggerier afholder sig fra at bidrage til finansiering af anlæg og drift af beværtninger og gæstgiverier. Denne ordning, der falder i tråd med de almindelige synspunkter, der her i landet anlægges på erhvervsudøvelsen inden for dette særlige felt, og som i øvrigt har vundet tilslutning fra alle sider inden for branchen, modsvares af det i beværterloven nedfældede princip, hvorefter det fulde retlige og økonomiske ansvar for disse virksomheders drift påhviler adkomsthaveren.
Den frivillige ordning havde vist sig at være af en sådan fasthed, at der ved revisionen af beværterloven i 1958 ikke var anledning til at foretage nogen yderligere sikring af de ved ordningen tilsigtede formål.
Imidlertid har man fra erhvervsside fremsat anmodning om, at der nu søges tilvejebragt en lovmæssig sikring af den etablerede faktiske tilstand. Handelsministeriet har drøftet spørgsmålet med de interesserede erhvervsorganisationer, og med undtagelse af en enkelt, Centralforeningen af Hotelvært- og Restauratørforeninger i Danmark, der dog ikke har stillet sig absolut afvisende, har ønsket om en lovsikret ordning vundet almindelig tilslutning.
Under hensyn til vanskelighederne ved at afgrænse kredsen af leverandører, som efter deres art ville være omfattet af den hidtil bestående ordning, har man fundet det rigtigt at søge forbuddet udvidet til at omfatte alle, såvel danske som udenlandske, leverandører af stærke og svage drikke. Ved denne udvidelse rammes også sådan finansiering, som hidtil i et vist omfang har været foretaget af firmaer inden for vinbranchen. Også denne branches organisationer har imidlertid erklæret sig indforstået med forslaget.
Forbuddet i den foreslåede tilføjelse til beværterlovens § 1 går ud på at forhindre, at beværtere og gæstgivere, direkte eller indirekte, gør sig afhængige af den omhandlede leverandørkreds gennem modtagelse af lån, indskud eller usædvanlig kredit eller ved påtagelse af forpligtelser mod sikkerhedsstillelse af de pågældende. Forbuddet er dog gjort dispensabelt, idet der vel kan forekomme tilfælde, hvor der ikke ud fra de hensyn, som loven er tænkt at skulle tilgodese, kan rejses indvendinger mod en sådan økonomisk bistandsydelse.
Forbuddet er tænkt at skulle omfatte enhver finansiering af den omhandlede art uden hensyn til, om beværtnings- eller gæstgiverivirksomheden udøves af fysiske eller juridiske personer, jfr. beværterlovens § 3, sidste stykke.
En anden af lovforslagets bestemmelser går i overensstemmelse hermed ud på at forhindre, at personer eller selskaber inden for den omhandlede leverandørkreds erhverver eller besidder aktier i danske aktieselskaber eller andele i andre selskaber med begrænset ansvar, der efter lovens ikrafttræden søger adkomst på beværter- eller gæstgivernæring. Til sikring heraf er det foreslået, at selskaber, der ønsker sådan adkomst, skal have gennemført vedtægtsmæssige bestemmelser om, at deres aktier (andelsbeviser) skal lyde på og noteres på navn.
Dette påbud kan selvsagt ikke gennemføres straks over for de selskaber, som ved lovens ikrafttræden ikke opfylder bestemmelserne. Det er derfor foreslået, at disses forhold først tages op til bedømmelse, når de løbende bevillinger skal fornys. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget tænkes fornyelse kun nægtet i undtagelsestilfælde, men det vil kunne stilles som vilkår, at leverandørkredsens kapitalandel ikke forøges, og at den bestående kapitalandel søges afviklet, efterhånden som muligheder herfor måtte frembyde sig.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte handelsministeren bl. a.:
„Der bliver efter forslaget ikke tale om nogen form for forskelsbehandling af danske og udenlandske firmaer. Forslaget vil således ikke stille udenlandske produkter i en svagere konkurrenceposition i forhold til danske produkter, men forslaget vil alene hindre, at konkurrencen antager former, som hidtil kun har haft ringe udbredelse på det danske marked.
Forslaget har været drøftet med alle interesserede organisationer, der alle, bortset fra hotel- og restaurationsbranchen, har tiltrådt gennemførelsen af en lovgivning som her foreslået. Hotel- og restaurationsbranchen har derimod givet udtryk for betænkelighed, navnlig ud fra den betragtning, at forslaget vil kunne vanskeliggøre finansiering af nyetableringer og ejerskifte.
De finansielle forbindelser mellem leverandører — det drejer sig her navnlig om enkelte firmaer inden for vinbranchen — og restaurationsvirksomheder, som allerede består, må i overensstemmelse med lovens almindelige formål efterhånden søges afviklet; men som det også fremgår af bemærkningerne til forslaget, er det ministeriets hensigt her at fare med lempe.
For at undgå omgåelser er det nødvendigt, at lovens bestemmelser også omfatter leverandører af svage drikke, idet adskillige leverandører af stærke drikke fremstiller og forhandler såvel svage som stærke drikke."
Der var i folketinget delte meninger om flere af lovforslagets bestemmelser og et almindeligt ønske om at få det grundigt overvejet i et udvalg.
Da disse overvejelser nødvendigvis måtte tage nogen tid, nåede man ikke til ende med sagens behandling inden folketingsårets slutning.