Lovforslaget havde følgende indhold:
§ 1. Folkeopsparingskonti i henhold til denne lov kan oprettes i danske banker og sparekasser af personer, der har bopæl her i riget.
Finansministeren kan bestemme, at folkeopsparingskonti kan oprettes i andre under offentligt tilsyn stående pengeinstitutter.
§ 2. I pengeinstituttets bøger og i den til kontohaveren udstedte kontrabog skal en folkeopsparingskonto betegnes som sådan. Kontohaverens navn, fødselsdato og adresse skal fremgå af kontoen.
§ 3. Oprettelse af en folkeopsparingskonto sker ved tegning af rater. Over hver rate føres særskilt regnskab.
Når indbetalingerne på en rate med tillæg af tilskrevne renter udgør 900 kr., opskrives raten med 100 kr. og anses herefter for tegnet.
I det første tegningsår, jfr. § 4, skal en kontohaver, der ved dette tegningsårs udløb har påbegyndt, men ikke fuldført tegningen af første rate, dog være berettiget til en opskrivning med 50 kr., når hans indbetalinger med tillæg af tilskrevne renter udgør 450 kr. Raten anses i så fald for tegnet ved tegningsårets udløb. Det overskydende beløb betragtes herefter som indbetalt på anden rate.
Henstår beløbet på kontoen 5 år efter tegningen, kan det kræves forrentet i henhold til § 6, stk. 2.
§ 4. Raterne kan tegnes i tegningsårene 1961-62, 1962-63 og 1963-64. Tegningsåret løber fra 1. juli til 30. juni.
§ 5. For personer, der er fyldt 18 år, kan der i hvert tegningsår højst tegnes to rater. For personer under 18 år kan der i hvert tegningsår tegnes én rate. Udbetaling af det på kontoen indestående beløb med tillæg efter denne lov kan tidligst ske, når kontohaveren er fyldt 18 år.
Kontohaverens efterlevende ægtefælle eller livsarvinger kan uanset bestemmelserne i stk. 1 indtræde i en afdød kontohavers sted.
§ 6. I tiden indtil en rate er tegnet, skal det på kontoen indestående beløb forrentes med pengeinstituttets rentesats for bankbog eller for indskud på almindelige sparekassevilkår.
I den periode, i hvilken det på kontoen indestående beløb henstår i henhold til § 3, stk. 4, skal beløbet forrentes med pengeinstituttets højeste indlånsrente.
§ 7. Tilskrevne renter kan hæves på anfordring.
Såfremt en opsparingsrate i øvrigt hæves i løbet af 5 års perioden, udbetales det indestående beløb med fradrag af det i § 3 omhandlede opskrivningsbeløb. Pengeinstituttet er i så fald berettiget til at foretage sædvanlig rentedekort.
§ 8. Kontohaveren kan ikke overdrage, pantsætte eller på anden måde indgå retshandler med hensyn til indeståendet på en folkeopsparingskonto.
Opnår kontohaverens kreditorer fyldestgørelse i kontoens indestående, skal dette udbetales efter reglerne i § 7.
§ 9. Opskrivningsbeløbet i henhold til § 3 medregnes ikke i den skattepligtige indkomst.
§ 10. Opskrivningsbeløbet i henhold til § 3 refunderes pengeinstitutterne af statskassen efter udløbet af 5 års perioden.
§ 11. Finansministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for gennemførelsen af bestemmelserne i denne lov og til at afholde de med lovens gennemførelse forbundne udgifter, herunder udgifter til oplysning om opsparing.
§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan — for Færøernes vedkommende efter forhandling med det færøske hjemmestyre — ved kgl. anordning sættes i kraft på Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Ved fremsættelsen af lovforslaget omtalte finansministeren en række tidligere gennemførte opsparingsordninger, hvoraf de fleste var knyttet til indkomstskatteligningen, idet der på en eller anden måde blev ydet skattebegunstigelser. Ministeren gjorde derefter rede for den foreslåede ordning og sluttede sin redegørelse således:
„Som ved de øvrige opsparingsformer har jeg anset det for nødvendigt til en vis grad at begrænse adgangen til deltagelse i den her foreslåede præmierede opsparing. Begrænsningerne er imidlertid ikke knyttet til sparernes indtægts- eller formueforhold, ligesom det ikke skal dokumenteres, at en indbetaling på en opsparingskonto repræsenterer en nyopsparing. Erfaringerne fra tidligere har vist, at kontrolbestemmelser herom i praksis er meget vanskelige at administrere. Begrænsningen er i stedet knyttet til selve størrelsen af den opsparing, der kan foretages med begunstigelse i henhold til lovforslaget. Eventuel nødvendighed af yderligere begrænsninger kan der sikkert bedst forhandles nærmere om under udvalgsarbejdet.
Fra regeringens side har vi under forarbejdet med lovforslaget været inde på tanker om en pristalssikring af den opsparing, der omfattes af forslaget. Baggrunden herfor var ønsket om at finde en form, der kunne mindske folks frygt for, at deres opsparing skulle miste en del af sin værdi. Regeringens overvejelser herom er ikke medtaget i det her fremsatte forslag, men dette er ikke ensbetydende med, at tanken om en støtte til sikring af opsparingens værdi er opgivet. Dette problem fremsættes til åben og fri forhandling, og det er mit håb, at vi her i salen og i det udvalg, der vel bliver nedsat, kan få en frugtbar debat, der muliggør, at vi finder en vej til en effektiv fremme af den opsparing, som er en nødvendighed i det danske samfund."
Lovforslaget mødte i folketinget kun delvis tilslutning, idet de fleste af ordførerne havde kritiske bemærkninger at rette mod forskellige af dets bestemmelser.
Holger Eriksen (S) påpegede en række problemer, som måtte overvejes nærmere, og udtrykte håbet om, at det udvalg, som skulle behandle sagen, ville gå i dybden med sine undersøgelser, så resultatet blev en ordning, der uden at gøre uret fremmede nyopsparingen af kapital.
Foged (V) fandt ikke lovforslaget tilstrækkeligt, men mente, at det kunne tjene som grundlag for en drøftelse af problemerne, såfremt regeringspartierne var villige til det.
Haunstrup Clemmensen (KF) mente også, at der måtte arbejdes videre med sagen, for at man kunne nå frem til et tilfredsstillende resultat. Hans parti havde tillid til, at dette lod sig gøre, og ville lægge al sin samarbejdsvilje for dagen, for at man kunne finde en løsning af dette „store og afgørende og ganske uafviselige spørgsmål."
Axel Sørensen (RV) anbefalede lovforslaget til behandling i et udvalg, for at man kunne nå frem til en hensigtsmæssig opsparingsordning.
Skræppenborg-Nielsen (SF) fandt det urimeligt at præmiere opsparing ved hjælp af midler, der skulle tilvejebringes ad skattevejen, og rettede i det hele taget en række kritiske bemærkninger mod lovforslaget, som hans parti hverken kunne eller ville støtte.
Rimstad (Uafh.) gjorde gældende, at man kun burde præmiere nyopsparet kapital, og at renterne af sådan kapital burde være skattefri. Hans parti ville afvente resultatet af det udvalgsarbejde, som forestod, før man tog stilling til sagen.
Det udvalg, der fik sagen til behandling, afgav ikke betænkning, idet der i samlingens løb blev truffet aftale om gennemførelse af opsparingsfremmende foranstaltninger på et andet grundlag.