Loven har følgende indhold:

§ 1. I hvert finansår kan der af handelsministeren på statskassens vegne inden for et beløb af 10 mill. kr. ydes lån til modernisering og rationalisering af håndværksvirksomheder og mindre industrivirksomheder.

§ 2. Lån ydes på indtil 15 år og forrentes med 6 pct. p. a. Lån vil kunne ydes som afdragsfrie i de første 2 år. For lån skal der stilles en i hvert enkelt tilfælde godkendt sikkerhed.

§ 3. Til bistand ved behandling af ansøgninger nedsætter handelsministeren et udvalg, bestående af en af handelsministeren udnævnt formand, en repræsentant for handelsministeriet, en repræsentant for finansministeriet og en repræsentant for arbejdsministeriet.

Udvalget tiltrædes af dertil af handelsministeren udpegede repræsentanter for sagkundskab på det pågældende område.

Handelsministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.

Handelsministeren udpeger et antal håndværkerrepræsentanter, for hvem de fra håndværkere indkomne ansøgninger kan forelægges til udtalelse.

§ 4. Denne lov træder i kraft den 1. april 1962. Samtidig ophæves lov nr. 144 af 4. april 1960 om lån og garantier til visse erhvervsvirksomheder, jfr. lov nr. 333 af 24. november 1961.

Lovforslaget begrundedes ved fremsættelsen således af handelsministeren:

"Hjemmelen til at yde bistand til modernisering og rationalisering af håndværks- og mindre industrivirksomheder indeholdes for tiden i lov nr. 144 om lån og garantier til visse erhvervsvirksomheder af 4. april 1960, jfr. lov nr. 333 af 24. november 1961. Nævnte lov afgiver endvidere hjemmel for at yde bistand fra statens side til industrivirksomheder, men hjemmelen herfor er nu foreslået optaget i det for nylig fremsatte forslag til lov om egnsudvikling m. v. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt at ophæve fornævnte lov nr. 144 af 4. april 1960 i dens helhed og at tilvejebringe særlig hjemmel for ydelse af lån til håndværks- og mindre industrivirksomheder.

I overensstemmelse hermed tilsigter lovforslaget at videreføre den gennem en længere årrække opretholdte adgang til at yde statslån til håndværksvirksomheder. De i lovforslaget indeholdte regler svarer i øvrigt til de hidtil gældende regler.

Begrundelsen for, at man i lovforslaget kun har foreslået adgangen til at yde direkte udlån opretholdt, er, at garantiformen ikke kan anses for praktisk, når bistanden til de enkelte virksomheder er af begrænset omfang, og at direkte statslån er den mest effektive hjælp til de pågældende virksomheder. Der er da heller aldrig efter den gældende lov blevet ydet statsgarantier til virksomheder af den her omhandlede art, så forslaget betyder ingen ændring i praksis."

Lovforslaget støttedes i folketinget af ordførerne for regeringspartierne, ligesom også venstre og socialistisk folkeparti kunne tiltræde det, omend med reservationer. Det konservative folkeparti og de uafhængige tog derimod afstand fra det.

Fanger (KF) udtalte herom: „Vi mener for det første, at der med Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk er kommet et nyt og vægtigt middel til finansiering inden for disse områder. For det andet er erhvervene jo i fuld gang og vel nærmest overbeskæftigede. For det tredje må man sige, at når der kan gives lån til nogle, er der andre, som må undvære lån, idet der kun er en vis pengemængde til rådighed, og oven i købet kan man sige, at de, der ikke får noget, må bidrage til denne finansiering gennem deres skatter. For det fjerde virker disse 10 mill. kr. som en dråbe i havet i forhold til de store investeringer, som er nødvendige. Og for det femte bliver det et lotterispil, hvem der får disse lån. Derfor kan vi ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse."

Rimstad (Uafh.) mente ligeledes, at statsstøtte på dette område kunne virke uheldigt. „For det første bliver en statsstøtte, der ydes direkte til det private erhvervsliv, meget let den spagfærdige indledning til en sådan statsdominans i erhvervslivet, at det socialistiske endemål: produktionsmidlernes overgang til staten, kommer til syne i horisonten.

For det andet betyder en statsstøtte kastet ind i den ligevægt, som en sund konkurrence holder enhver branche i, at denne balance på en uheldig og for det samlede erhverv skadelig måde tabes. Det kan aldrig være rigtigt, at den mindre dygtige hjælpes frem af staten til en midlertidig ligestilling med den dygtige konkurrent, og det kan heller ikke være rigtigt, at forspringet for den dygtige forøges gennem tilskud fra statens midler. Endelig kan det ikke være rigtigt, at den ene af to ens stillede konkurrenter hjælpes frem gennem statsstøtte, mens hans i tilskudslotteriet uheldige konkurrent bliver tilbage.

Dernæst kommer disse tilskudsordninger alt for ofte til at virke som en hund i et spil kegler i forhold til de private pengeinstitutters afgørelser af låneværdigheden. Vi tror ikke på, at staten, d. v. s. handelsministeriets fine udvalg, der skal nedsættes i henhold til dette forslag, er en bedre bedømmer af, hvad der er sundt eller ikke sundt i erhvervslivet, end lederne af de lokale pengeinstitutter, der må træffe deres afgørelse under et forretningsmæssigt ansvar for de penge, deres institut har til disposition. Vi tror tværtimod, at statens støtte på grund af manglende lokalt kendskab netop vil få karakteren af en lotterigevinst, og endelig mener vi, at det er helt uforståeligt og også helt uforsvarligt, at man vil yde statsstøtte til erhvervene i en tid, hvor overbeskæftigelsen er så kraftig, at mestre inden for et bestemt fag, der i går var samlet til møde, karakteriserer arbejdskraft som en „bukkevare"."

Efter en kort udvalgsbehandling vedtoges lovforslaget uændret med 106 stemmer mod 18 (KF og Uafh.).