Som ordfører for forespørgerne henviste Thisted Knudsen (V) indledningsvis til, at statsrevisorernes betænkning vedrørende statsregnskabet for 1959-60 indeholdt følgende oplysning:

„Foranlediget af 3. revisionsdepartement ønsker statsrevisorerne vedrørende anvendelsen af politikassernes midler at bemærke, at man med justitsministeren har drøftet dette spørgsmål.

Det er herved blevet statsrevisorerne bekendt, at justitsministeriet agter at nedsætte et udvalg til overvejelse af politikassernes omfang og administration, i hvilket udvalg såvel revisionsdepartementet som finansernes centralstyrelse repræsenteres. Statsrevisorerne ønsker på den givne foranledning at udtale, at man agter at følge det nævnte udvalgs arbejde og senere vil vende tilbage til spørgsmålet."

Ordføreren omtalte derefter de i forespørgslen nævnte bladmeddelelser og bad justitsministeren om nærmere at gøre rede for sagen.

I sin besvarelse af forespørgslen udtalte justitsministeren bl. a.:

„Jeg vil gerne herom oplyse, at der gennem en halv snes år er ydet enkelte af ministeriets kontorchefer — og også ministeriets departementschef — lån af Københavns politikasse i forbindelse med anskaffelse af vogn til tjenstlig brug. Disse lån er ydet efter de retningslinjer, der følges ved ydelsen af tilsvarende lån af politikasser til tjenestemænd inden for politivæsenet, og det vil sige efter retningslinjer, der i det væsentlige svarer til principperne for udlån af statskassemidler til andre tjenestemænd til køb af vogn.

Der er af samme politikasse gennem nogle år ydet departementschefen i justitsministeriet en fast kørselsgodtgørelse, for tiden på 4 800 kr. årlig. Det er en ordning, der træder i stedet for den faste kørselsgodtgørelse af statskassen, der oppebæres af en række tjenestemænd, og den svarer til en ordning, der blev etableret i 1950 for den daværende departementschef i ministeriet, under hvem politivæsenet da sorterede.

Der foreligger fra finansministeriet en udtalelse, der er egnet til at belyse forholdet mellem de ydelser, der er omtalt i forespørgslen, og tilsvarende ydelser af statskassen. Udtalelsen, der er af 3. september i år, er indhentet af justitsministeriet i anledning af en brevveksling med 3. revisionsdepartement, en brevveksling, som jeg vil vende tilbage til. Finansministeriet udtaler — jeg beder om tilladelse til her og lidt senere at bruge enkelte citater —:

„Efter finansministeriets opfattelse er ydelsen af de nævnte lån til forskellige tjenestemænd i justitsministeriet sket efter retningslinjer, der harmonerer med den fremgangsmåde, som følges ved finansministeriets praktisering af den eksisterende udlånsordning i øvrigt, jfr. finansministeriets cirkulære af 20. oktober 1955 om anskaffelse m. v. af tjenesteautomobiler samt om lån til anskaffelse af motorkøretøjer til tjenstlig brug.

Endvidere finder man, at det efter omfanget og karakteren af de til departementschefembedet henlagte opgaver må anses for rimeligt og hensigtsmæssigt, dels at der er givet departementschefen tilladelse til regelmæssig benyttelse af eget befordringsmiddel til tjenesterejser, dels at der er tillagt ham en fast befordringsgodtgørelse. Men mener, at der herved må lægges vægt på ønskeligheden af, at departementschefen ud over den kørsel, som egentlige tjenesterejser giver anledning til, personlig har nøje føling med og kan indhente erfaring vedrørende de efterhånden meget komplicerede trafikale problemer. Den fastsatte godtgørelse svarer til en gennemsnitlig årlig kørsel på ca. 11 000 km honoreret med den ved finansministeriets cirkulære af 12. april 1960 fastsatte sædvanlige kilometertakst for regelmæssig benyttelse af eget befordringsmiddel på tjenesterejser, og finansministeriet finder ikke, at der kan rejses indvendinger mod et sådant beregningsgrundlag under hensyn til den særlige baggrund for fastsættelsen af befordringsgodtgørelsen i det foreliggende tilfælde."

Da jeg finder, at det er klart i ministeriets interesse, at dets departementschef har en vogn til disposition, er der herefter næppe for mig nogen grund til at føje noget til finansministeriets argumentation. Under disse omstændigheder har da to forskellige ordninger kunnet komme på tale. Man kunne stille en af politiets vogne til rådighed for departementschefen, eller man kunne træffe den i forespørgslen omhandlede ordning. Den sidste må antages at være den billigste for det offentlige."

I justitsministeriet havde man af grunde, som ministeren nærmere gjorde rede for, valgt at lade de omhandlede ydelser afholde af politikassen i stedet for af statskassen. Fra finansministeriet har man imidlertid i den nævnte brevveksling herom udtalt:

„Et andet spørgsmål er, om de omhandlede lån Og den nævnte befordringsgodtgørelse bør afholdes af politikassen. Herom mener finansministeriet, at ydelser af automobillån til tjenestemænd i justitsministeriets departement fremtidig bør ske på tilsvarende måde som for andre tjenestemænd uden for politietaten, jfr. finansministeriets ovennævnte cirkulære af 20. oktober 1955, samt at man, når man undtagelsesvis står over for spørgsmålet om ydelse af fast befordringsgodtgørelse, bør afholde sådan godtgørelse af finanslovkonto på samme måde, som det er tilfældet for en række andre tjenestemænd, der i medfør af lønnings- og pensionslovens § 97, stk. 1, er tillagt fast befordringsgodtgørelse."

Finansministeriet tilføjer:

„Finansministeriet finder intet at indvende imod, at de af politikassen ydede løbende lån til anskaffelse af motorkøretøjer til tjenstlig brug afvikles overensstemmende med de stipulerede vilkår, og vil også finde det rimeligt, at den omhandlede faste befordringsgodtgørelse indtil videre afholdes af politikassen, men man mener i øvrigt at burde henlede opmærksomheden på det efter finansministeriets opfattelse ønskelige i, at spørgsmålet om politikassernes omfang og administration i det hele gøres til genstand for overvejelse i et af justitsministeriet nedsat særligt udvalg, hvori 3. revisionsdepartement og finansernes centralstyrelse repræsenteres."

Justitsministeren bemærkede hertil, at finansministeriets henstilling vedrørende fremtidige ydelser af automobillån eller faste befordringsgodtgørelser til tjenestemænd i justitsministeriet ville blive fulgt i justitsministeriet.

Også revisionen af politikasseregnskaberne omtaltes af justitsministeren, der pegede på, at sagen kunne overvejes i det udvalg, som skulle beskæftige sig med politikassernes forhold.

Ordføreren fandt det tilfredsstillende, at dette og andre spørgsmål nu blev taget op til overvejelse, ligesom han anerkendte, at man allerede nu gennemførte de ændringer i ministeriets praksis, som der var truffet beslutning om.

Foruden ordføreren og ministeren havde under den fortsatte debat følgende ordet: Brodthagen (S), Ninn-Hansen (KF), Helge Larsen (RV) og Herluf Rasmussen (SF).