Loven tager først og fremmest sigte på at bringe § 21, stk. 3, i lov nr. 284 af 30. juni 1922 om kirkers brug, sognebåndsløsning m. m., jfr. lovbekendtgørelse nr. 456 af 23. september 1947 (i det følgende citeret som 1947-loven), i overensstemmelse med en ny bestemmelse, der indførtes ved § 26 i lov nr. 155 af 7. juni 1958 om folkekirkens lønningsvæsen m. v. (se nedenfor under punkt 8). Samtidig har man benyttet lejligheden til i 1947-loven at foretage en del andre ændringer, af hvilke adskillige dog kun drejer sig om ajourføringer eller tydeliggørelser.
Om de væsentligste af nærværende lovs bestemmelser anføres:
1. Efter den hidtidige ordning havde kun sognepræster, residerende kapellaner og de i henhold til § 43 i lov om menighedsråd (lovbekendtgørelse nr. 167 af 8. juni 1957) ansatte andenpræster en ubetinget, selvstændig ret til brug af de kirker, ved hvilke de er ansat, hvorimod kaldskapellaner og faste hjælpepræster kun havde denne ret under visse forudsætninger, jfr. 1947-lovens § 1, stk. 2. Da man i betragtning af den ligestilling, som kaldskapellaner og faste hjælpepræster ved lov nr. 155 af 7. juni 1958 om folkekirkens lønningsvæsen m. v. lønningsmæssigt har fået med andre præster, har anset det for lidet rimeligt, at disse præster eventuelt skal være afskåret fra i fuldt omfang at bruge de kirker, ved hvilke de er ansat, er bestemmelsen i 1947-lovens § 1 nu blevet formuleret således, at fremtidig alle faste præster har fri adgang til brug af de kirker, ved hvilke de er ansat, til de i § 1 nævnte formål.
2. I 1947-lovens § 1 nævnes de formål, hvortil præster er berettiget til at bruge kirkerne på egen hånd. Endvidere nævner § 7 en del formål, hvortil kirkerne kan benyttes med vedkommende menighedsråds eller biskops samtykke. Det er fastslået i praksis, at præsterne har ret til brug af kirkerne i videste omfang til møder o. lign. med opbyggeligt indhold, jfr. også at man i 1947 indføjede ordene „kirkelige møder o. lign." Der hjemles i overensstemmelse hermed nu præsterne adgang til frit at benytte kirkerne også til ekstraordinære gudstjenester, som afviger fra den sædvanlige form. Det bemærkes, at den foreslåede ændring ikke berører de ordinære (faste) gudstjenester, der fremdeles skal holdes i nøje overensstemmelse med gældende ritualer.
Endvidere har man anset det for overflødigt i bestemmelsen at opretholde det ret uklare og forældede udtryk „gudelige forsamlinger", som under alle omstændigheder må være omfattet af udtrykket „kirkelige møder o. lign."
3. Iflg. 1947-lovens § 2, stk. 2, kan sognepræsten, den residerende kapellan og andenpræsten tilstede ikke præsteviede, der efter de hidtil gældende regler har adgang til prædikestolen, at bruge den kirke, ved hvilken han er ansat, til prædiken og katekisation. Derefter hed det i den hidtidige formulering af stk. 3: "Andre ikke præsteviede kan med tilladelse af en af de fornævnte præster og under hans ansvar tale i kirken fra kordøren eller prædikestolen uden for de sædvanlige gudstjenester".
Denne sidste bestemmelse blev under lovforslagets behandling i folketinget ændret til: "Andre ikke præstevidede kan med tilladelse af en af de fornævnte præster og under hans ansvar tale i kirken fra kordøren eller prædikestolen ved gudstjenester og kirkelige møder, ved de faste gudstjenester dog kun under forudsætning af, at vedkommende præst selv prædiker over dagens tekst."
4. Ved en ændring af 1947-lovens § 5, der fik sin endelige formulering i folketinget, ligestilles præster fra den finske kirke med præster fra de andre nordiske lande i henseende til brug af folkekirkens kirker.
I overensstemmelse hermed bestemmes det nu i § 20, at de pågældende præster, uden at biskoppens tilladelse skal indhentes, kan benytte sig af ethvert af de nordiske sprog i kirken.
5. Ved loven ophæves 1947-lovens § 7, stk. 2, der havde følgende ordlyd: „Til afsyngelse af salmer og kirkelige sange og deres ledsagelse af orgel såvel som til udførelse af kirkelig musik på orglet kan menighedsrådet meddele samtykke efter indstilling fra sognepræsten eller distriktspræsten, når der ingen betaling tages for adgangen til kirken". Fremtidig kan præsterne herefter benytte kirkerne til de anførte formål uden at skulle indhente samtykke dertil fra menighedsrådet.
6. Ved en ændring af 1947-lovens § 8, stk. 2, bestemmes det, at alle faste præster uden undtagelse skal kunne modtage sognebåndsløsere. Tidligere havde kaldskapellaner og faste hjælpepræster kun adgang hertil, når betjeningen af et sogn eller distrikt væsentligt var overdraget dem.
Samtidig har man foretaget en ændring i § 17, hvorefter sognemenighedernes medlemmer — uden at der etableres sognebåndsløsning — kan slutte sig til en hvilken som helst af de stedlige præster. Tidligere gjaldt der her en tilsvarende begrænsning som ovenfor nævnt for kaldskapellaner og faste hjælpepræster.
7. Mens det tidligere i § 17 var fastsat, at distriktsdeling inden for et sogn skal finde sted, hvis sognet har over 10 000 indbyggere og der er ansat både sognepræst og residerende kapellan eller kaldskapellan, har bestemmelsen herom nu fået følgende affattelse:
„Sådan distriktsdeling skal i almindelighed finde sted, hvor der i et sogn på over 10 000 indbyggere er ansat flere faste præster. Endvidere kan kirkeministeren efter indstilling fra vedkommende biskop træffe bestemmelse om distriktsdeling, når særlige omstændigheder taler derfor."
8. Den bestemmelse, der gav anledning til fremsættelsen af forslaget til nærværende lov, findes i 1947-lovens § 21 og drejer sig om, i hvilket omfang kirkernes betjente har pligt til at medvirke ved udførelsen af kirkelige handlinger.
Efter den hidtil gældende ordning havde kirkens betjening kun pligt til at gøre tjeneste, når den kirkelige handling blev udført af en af sognets egne præster eller af andre på deres vegne. Denne regel har man nu suppleret med en bestemmelse om, at kirkens betjening skal have pligt til at gøre tjeneste ved udførelsen af kirkelige handlinger for beboere inden for pastoratets eller i købstæder og landkommuner med flere pastorater inden for den pågældende kommunes grænser eller for dermed ligestillede personer, uanset hvilken præst der udfører handlingen. Med denne ændring — der i øvrigt er i overensstemmelse med en af lønningskommissionen under udarbejdelsen af forslaget til loven om folkekirkens lønningsvæsen fremsat henstilling, se udvalgsbetænkning nr. 198 1958, pag. 59-60 — vil § 21, stk. 3, komme til at svare til § 26 i nævnte lønningslov, hvori det er fastsat, at kirkebetjente (ligesom også præsterne) ikke må modtage vederlag for embedshandlinger, der udføres for beboere inden for nævnte område (pastoratet eller eventuelt kommunen) eller for medlemmer af folkekirken, som uden at have bopæl i pastoratet eller kommunen har en særlig tilknytning til vedkommende sogn. Når det i nærværende lov siges, at ikke blot beboerne i pastoratet eller eventuelt kommunen har krav på kirkebetjeningens medvirken, men at „dermed ligestillede personer" skal have samme ret, tænkes der på den kreds af personer, som kan siges at have den i lønningslovens § 26 omtalte „særlige tilknytning". Der er hermed bl. a. tænkt på personer, som i en årrække har boet i sognet, eller som — hvad enten de selv har boet i sognet eller ej — har nære pårørende (forældre og børn) boende i sognet.
Lovforslaget henvistes i folketinget til et udvalg, hvis arbejde med sagen resulterede i enkelte ændringsforslag, som det fremgår af foranstående redegørelse. I udvalgets enstemmige betænkning hedder det bl. a.:
„Efter en drøftelse i udvalget vedrørende organisationers brug af kirker i særlige tilfælde ønsker udvalget at tilkendegive, at det i et cirkulære bør udtrykkes, at en sådan brug bør finde sted med de mindst mulige udgifter for de pågældende foreninger.
Udvalget har endvidere drøftet spørgsmålet om sognebåndsløseres valgret og valgbarhed i særlige tilfælde, jfr. lovens § 11, stk. 2. Herom har ministeren erklæret sig rede til at stille ændringsforslag til menighedsrådsloven.
Endvidere har udvalget drøftet betimeligheden af at indføje en lovbestemmelse, hvorefter menighedsrådets godkendelse er en forudsætning, når andre end de ansatte kirkefunktionærer skal forrette tjeneste. Ministeren og udvalget er enige om, at en sådan bestemmelse senere kan indføjes i loven, når der skulle vise sig vanskeligheder."
Efter at de stillede ændringsforslag var tiltrådt uden afstemning vedtoges lovforslaget enstemmigt.