Loven, der træder i stedet for lov nr. 131 af 16. april 1935, har følgende indhold:

§ 1. Retslægerådets opgave er at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke myndigheder der over for rådet kan fremsætte begæring om afgivelse af skøn, og i hvilke sager dette kan ske.

§ 2. Rådet består af indtil 12 læger. Det arbejder i 2 afdelinger, af hvilke den ene behandler retspsykiatriske spørgsmål og den anden alle øvrige retsmedicinske spørgsmål.

Medlemmerne beskikkes af kongen. Justitsministeren udpeger blandt dem en formand og 2 næstformænd, en for hver afdeling.

Justitsministeren beskikker et antal sagkyndige, af hvilke rådet kan tilkalde en eller flere til deltagelse i en sags behandling.

Såfremt en sags behandling forudsætter en særlig sagkundskab, som rådets medlemmer og de i stk. 3 nævnte sagkyndige ikke i tilstrækkeligt omfang er i besiddelse af, kan rådet tilkalde andre sagkyndige til at deltage i sagens behandling.

Beskikkelse af medlemmer og de i stk. 3 nævnte sagkyndige sker for 6 år. Når omstændighederne taler derfor, kan beskikkelse dog ske for et kortere åremål.

§ 3. Justitsministeren beskikker et antal praktiserende læger, tandlæger, jordemødre, sygeplejersker, hospitalslaboranter, fysioterapeuter, apotekere og apotekermedhjælpere til at deltage i rådets behandling af de i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse § 5 og lov om apotekervæsenet § 19 nævnte sager.

Bestemmelsen i § 2, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.

§ 4. Justitsministeren fastsætter regler om rådets virksomhed.

§ 5. Lov nr. 131 af 16. april 1935 om retslægerådet ophæves.

Angående formålet med denne lovrevision anføres i bemærkningerne til lovforslaget:

„De gældende regler vedrørende retslægerådet er fastsat i lov nr. 131 af 16. april 1935 og bekendtgørelse nr. 150 af 30. april 1935.

Det foreliggende forslag indebærer kun 2 mere betydelige realitetsændringer i den gældende lov:

1) Efter lovens § 3 består rådet af 7 medlemmer, hvoraf de 3 skal have særlig indsigt i psykiatri; de øvrige 4 medlemmer skal have særlig indsigt i henholdsvis retsmedicin, fødselsvidenskab, kirurgi og intern medicin.

Siden lovens gennemførelse er der sket en meget betydelig stigning i antallet af psykiatriske sager, som forelægges rådet. Det har derfor været nødvendigt i medfør af lovens § 3, stk. 5, at beskikke 4 faste sagkyndige i psykiatri og at lade disse deltage i rådets behandling af de psykiatriske sager på lige fod med de 3 psykiatriske medlemmer. Denne ordning, hvorefter de 4 sagkyndige reelt indtager samme stilling som medlemmer, men ikke formelt er medlemmer, er utilfredsstillende.

Endvidere synes det ønskeligt, at der skabes mulighed for til medlem af rådet at beskikke en særlig sagkyndig i sager vedrørende spirituspåvirkede motorførere m. v. Disse sager udgør talmæssigt rådets største sagsgruppe.

Under hensyn hertil foreslås loven ændret, således at der åbnes mulighed for udnævnelse af indtil 12 medlemmer af rådet (forslagets § 2).

Det tilføjes, at de udvidelser af rådets medlemstal, hvorom der er spørgsmål, ikke vil medføre øgede udgifter for det offentlige.

2) Lovens § 4 bestemmer, at de sager, der forelægges rådet, i almindelighed skal behandles af 3 medlemmer. Undertiden er det dog tilstrækkeligt, at 2 medlemmer deltager i behandlingen, men dette gælder kun 1) i psykiatriske sager, når den person, sagen angår, umiddelbart forud er undergivet observation på sindssygehospital eller åndssvageanstalt, 2) i sager, hvor der tilkaldes en eller flere sagkyndige, og 3) i sager af mindre vigtighed.

Disse regler har i praksis vist sig at være for usmidige, og har navnlig medført utilfredsstillende konsekvenser med hensyn til rådets behandling af den største sagsgruppe, sagerne vedrørende spirituspåvirkede førere af motorkøretøjer. Disse sager behandles altid af en af de faste sagkyndige, som har særlig sagkundskab på dette sagsområde, men herudover er det efter lovens regel påkrævet, at 2 af rådets medlemmer deltager i behandlingen, uanset at ingen af rådsmedlemmerne har speciel sagkundskab med hensyn til disse sager.

Under hensyn hertil foreslås det, at lovens § 4 ophæves, således at spørgsmålet om, hvor mange medlemmer og sagkyndige der skal deltage i de forskellige sagers behandling, kan fastlægges gennem administrative bestemmelser og på grundlag heraf gennem rådets praksis.

I forbindelse med de ovennævnte realitetsændringer har man fundet det rettest, at der foretages en simplificering af loven, hvis regler forekommer unødigt detaillerede. Den nuværende ordning, hvorefter loven indeholder indgående regler (§§ 4-6) om rådets arbejdsform, betegner en fravigelse af den almindelige praksis vedrørende lovgivning om råd, nævn m. v., hvorefter der i loven kun angives vedkommende råds sammensætning og virksomhedsområde, medens rådets arbejdsform henskydes til regulering ved en forretningsorden.

Det foreslås derfor, at loven om retslægerådet udformes således, at den angiver rådets arbejdsområde (§ 1), sammensætning og struktur (§§ 2 og 3), medens arbejdsformen henskydes til regulering i en forretningsorden (§ 4)."

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis forhandlinger om sagen førte til, at forskellige tvivlsspørgsmål blev klarlagt, men ikke resulterede i ændringsforslag.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uændret og enstemmigt.