Efter færdselsloven (lov nr. 153 af 24. maj 1955) gælder ingen almindelig, bestemt hastighedsbegrænsning for personmotorkøretøjer. Lovens hovedsynspunkt, der indeholdes i § 35, er, at hastigheden til enhver tid skal være afpasset efter forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed. Lokale hastighedsbegrænsninger er fastsat i medfør af § 57, stk. 4, hvorefter bestemmelse af varig karakter om særlig begrænsning af kørehastigheden træffes for strækninger, hvor omstændighederne, herunder tæt bebyggelse, tilsiger det, eller hvor der erfaringsmæssigt køres med en efter forholdene for stor hastighed.

Den foreliggende lov går ud på, at der i færdselslovens § 35 indsættes følgende nye bestemmelse:

„Justitsministeren kan fastsætte midlertidige bestemmelser, hvorefter kørehastigheden ikke må overstige bestemte grænser. Sådanne bestemmelser kan fastsættes, at alle landets veje, for visse kategorier af veje eller for enkelte vejstrækninger."

Ved en tilføjelse til færdselslovens § 77, som indsattes ved 2. behandling, fastsættes, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 35 kun har gyldighed indtil den 31. januar 1962.

Baggrunden for loven er de senere års betydelige stigning i antallet af færdselsulykker. Tallene for færdselsuheld er erfaringsmæssigt særlig store omkring helligdags- og ferieperioder, således jul, påske og pinse. Det er derfor nødvendigt, at der omkring disse perioder træffes særlige foranstaltninger med henblik på forebyggelse af trafikuheld. Dette er hidtil sket gennem øget propaganda og øget indsats fra politiets side. Da disse foranstaltninger ikke har virket tilstrækkelig effektivt, syntes det påkrævet at supplere dem med andre. Fastsættelse af en maksimalgrænse for hastigheden ville efter justitsministeriets opfattelse være et egnet middel til nedbringelse af trafikulykkerne — og navnlig de alvorligste ulykker — i de pågældende perioder.

Denne vurdering af midlertidige hastighedsgrænsers betydning støttedes af de erfaringer, man har gjort i Vesttyskland og Sverige i de seneste år.

Hvilke hastighedsgrænser der burde fastsættes, var der ifølge justitsministerens udtalelser ved fremsættelsen endnu ikke taget endelig stilling til, men ministeren var tilbøjelig til at mene, at en grænse på 100 km i timen for motorveje og 80 km i timen for andre veje ville være rigtig.

Ved 1. behandling tiltrådtes lovforslaget af Victor Gram (S), Else-Merete Ross (RV) og Herluf Rasmussen (SF). Helga Pedersen (V) var ret forbeholden over for lovforslaget, som hun ønskede grundigt overvejet. Marie Antoinette von Lowzow (KF) kunne kun gå med til ét forsøg i den førstkommende påske. Rimstad (Uafh.) kunne acceptere hastighedsbegrænsning på almindelige veje, men ikke på motorveje.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, hvis flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer samt Vagn Bro (V) og Hanne Budtz (KF)) indstillede lovforslaget til vedtagelse i en af justitsministeren foreslået ændret affattelse, der begrænsede lovændringen til 31. januar 1962. Flertallet udtalte bl. a.:

„Efter flertallets opfattelse bør der inden for dette tidsrum kun fastsættes hastighedsgrænser i dagene omkring påske, bededag, pinse, jul og nytår samt omkring et mindre antal — højst 3 — søndage i sommertiden. Justitsministeren har over for udvalget erklæret sig enig i denne opfattelse.

Flere medlemmer af udvalget har ønsket i lovteksten at fastsætte de enkelte forsøgsdage, men dette har ministeren ikke kunnet tiltræde.

Ministeren erklærede, at det var hans hensigt at offentliggøre resultaterne af forsøgene så hurtigt som muligt. Når folketinget atter samles i oktober måned, vil det på basis af det statistiske materiale, som til den tid foreligger, og som ministeren har lovet at gøre folketinget bekendt med, kunne afgøres, om sådanne bestemmelser om hastighedsbegrænsninger som de nu foreslåede bør være permanente, eller om ulykkestallene bedre bekæmpes ved øget propaganda, mere politi på vejene m. v."

Et mindretal (Dalsgaard (V), Holmberg (V) og Marie Antoinette von Lowzow (KF)) stillede ændringsforslag om en affattelse, hvorefter justitsministeren bemyndigedes til i påsken og pinsen 1961 at fastsætte midlertidige hastighedsbegrænsninger på 100 km i timen for hovedveje og 80 km i timen for andre veje.

Mindretallet forudsatte, at ministeren endvidere lod foretage forsøg på ved tilsvarende propaganda og opbud af politi på vejene som i påsken og pinsen, men uden hastighedsbegrænsning, at nedbringe ulykkestallene omkring bededag. Derved ville man kunne få et bedre grundlag for vurdering af hastighedsbegrænsning som ulykkesformindskende faktor sammenlignet med propaganda og politi.

I anledning af det sidstnævnte forslag fra mindretallet bemærkedes, at der i hele udvalget var enighed om, at det vil være hensigtsmæssigt på passende tidspunkter at foretage forsøg af denne karakter, og justitsministeren havde erklæret sig villig hertil, når den nu planlagte forsøgsperiode var udløbet.

Et andet mindretal (Reedtz-Thott (KF)) var imod indførelse af hastighedsbegrænsning — selv midlertidig — ud over den, der hjemles i færdselslovens § 35.

Et udvalgsmedlem (Helga Pedersen (V)) var bortrejst ved betænkningens afgivelse.

Ved 2. behandling forkastedes mindretallets ændringsforslag med 84 stemmer mod 36 (1 medlem undlod at stemme), mens det af flertallet tiltrådte ændringsforslag vedtoges med 83 stemmer mod 36.

Lovforslaget henvistes derefter til fornyet udvalgsbehandling. I tillægsbetænkningen anførtes, at udvalget var af den opfattelse, at en udvidelse af færdselspolitiet var nødvendig, hvorfor udvalget opfordrede justitsministeren til at søge færdselspolitiet udvidet.

Et flertal (12 medlemmer) indstillede lovforslaget til endelig vedtagelse, mens et mindretal (Dalsgaard (V), Holmberg (V), Marie Antoinette von Lowzow (KF) og Reedtz-Thott (KF)) ikke kunne medvirke til gennemførelsen.

Ved 3. behandling udtalte Iver Poulsen (Uafh.), at hans parti ikke kunne give tilslutning til hastighedsbegrænsning på motorveje og i øvrigt fandt, at bemyndigelsen til ministeren var for vidtgående, hvorfor partiet ville stemme mod lovforslaget.

Efter at et af justitsministeren stillet ændringsforslag om, at lovforslaget kunne stadfæstes straks efter vedtagelsen, var godkendt, vedtoges lovforslaget med 89 stemmer mod 24, idet 22 medlemmer undlod at stemme.