Mens størstedelen af de øvrige områder inden for person- og familieretten er reguleret ved lovgivning af nyere dato, har dette ikke hidtil været tilfældet med navneretten. Vigtige bestemmelser måtte søges i dåbsforordningen af 30. maj 1828 og i de administrative bestemmelser, der slutter sig hertil. Andre bestemmelser fandtes i navneforandringsloven af 22. april 1904, i ægteskabsloven, i adoptionsloven og i loven af 7. maj 1937 om børn uden for ægteskab (der for så vidt angår de navneretlige regler blev opretholdt ved lov nr. 200 af 18. maj 1960 om børns retsstilling, jfr. denne lovs § 22, stk. 3). En del af navneretten var ulovbestemt; det gælder således reglerne om navneforandring ved kongelig bevilling, der byggede på administrativ praksis.

Ved skrivelse af 20. marts 1952 nedsatte justitsministeriet et udvalg med den opgave at udarbejde forslag til en ny lov om personnavne. Tilsvarende udvalg nedsattes i Norge og Sverige i 1956. De tre udvalg afgav betænkning i 1960 med udkast til ny — i det væsentlige ensartet — lovgivning om personnavne i de tre lande.

Lovforslaget, der med visse ændringer svarede til udvalgets forslag, underkastedes under behandlingen i folketinget enkelte ændringer. Om lovens indhold bemærkes:

Kapitel 1 (§§ 1-9) omhandler erhvervelse af slægtsnavn.

§ 1 bestemmer om ægtebarns erhvervelse af slægtsnavn:

Ægtebarn får ved fødslen faderens slægtsnavn.

Gifter forældrene sig først med hinanden, efter at barnet er født, får det ved ægteskabet faderens slægtsnavn, såfremt det hidtil har båret moderens slægtsnavn. Er barnet fyldt 18 år ved ægteskabets indgåelse, sker der dog ingen ændring af navnet, medmindre der foretages anmeldelse herom til ministerialbogen (personregistret).

Ægtebarn, der bærer faderens slægtsnavn, kan — hvilket betegner noget nyt — ved anmeldelse til ministerialbogen (personregistret) antage moderens pigenavn.

§ 2 bestemmer om barn uden for ægteskab:

Barn uden for ægteskab får ved fødslen moderens slægtsnavn. Er moderens slægtsnavn erhvervet ved ægteskab, kan barnets navn ved anmeldelse til ministerialbogen (personregistret) ændres til hendes pigenavn. Er faderskabet fastslået, kan navnet på tilsvarende måde ændres til faderens slægtsnavn.

Reglen om, at barnet får moderens slægtsnavn, er ny. Efter hidtil gældende ret kunne et barn uden for ægteskab kun få hendes pigenavn.

§ 3 giver regler om adoptivbarns slægtsnavn, svarende til de hidtil i adoptionsloven indeholdte, bortset fra at der nu gives adgang til at bestemme, at adoptivbarnet skal bære adoptivmoderens pigenavn.

Ifølge § 4 får hustruen ved ægteskabets indgåelse mandens slægtsnavn, hvis hun ikke forinden over for vielsesmyndigheden har afgivet erklæring om, at hun ønsker at bære det navn, hun bar før ægteskabet, hvad enten dette er hendes pigenavn eller et ved tidligere ægteskab erhvervet navn. Ifølge det fremsatte lovforslag havde hustruen kun adgang til at afgive erklæring om, at hun ville bevare sit pigenavn, men bestemmelsen ændredes under behandlingen i folketinget.

En hustru, der ikke bærer sin mands slægtsnavn, kan under samlivet antage dette ved anmeldelse til vielsesmyndigheden.

Ophører ægteskabet, kan hustruen, der har båret mandens slægtsnavn, genantage sit pigenavn ved anmeldelse til vielsesmyndigheden.

§ 5 bestemmer:

I øvrigt meddeles navneforandring ved navnebevis, der udfærdiges af overøvrigheden. Ved navneforandringen kan det i almindelighed tillades, at det hidtidige slægtsnavn bevares som mellemnavn eller forbindes med det nye navn.

Bestemmelsen er en forenkling i forhold til hidtil gældende ret, hvorefter navneforandring i visse tilfælde skulle søges ved øvrighedsbevis i andre tilfælde ved kongelig bevilling.

Efter § 7 bibeholdes den hidtidige beskyttelse af navne, der er forbeholdt efter navneloven af 1904, og samme værn får nye navne, der erhverves ved navnebevis efter lovens ikrafttræden. Endvidere beskyttes visse navne, som indgår i indregistreret firma, varemærke eller foreningsnavn, visse kunstnernavne og pseudonymer.

I § 8 gives regler for, hvornår der kan udfærdiges navnebevis på slægtsnavn, der er forbeholdt eller i øvrigt unddraget fra tilegnelse efter §§ 6 og 7. Der er i det væsentlige tale om kodifikation af regler, som har været fulgt i hidtidig bevillingspraksis. Foruden specielle bestemmelser i punkterne 1-6 om udfærdigelse af navnebevis på navne, der har været båret af ansøgerens forældre eller bedsteforældre, stedforældre eller plejeforældre, bestemmes det generelt i punkt 7:

Kan en person i øvrigt påvise en ganske særlig tilknytning til et navn, kan han få tilladelse til at føre dette navn som slægtsnavn.

§ 9 indeholder regler om, hvilke personer der som bipersoner erhverver slægtsnavn i egenskab af børn, adoptivbørn eller hustruer, når en person — hovedpersonen — erhverver et slægtsnavn.

Kapitel 2 (§§ 10-12) omhandler fortabelse af slægtsnavn ved ophævelse af adoptionsforhold og omstødelse af ægteskab.

I det oprindelige lovforslag fandtes her tillige en bestemmelse, hvorefter en ægtemand i visse tilfælde kunne få hustruens barn, som var avlet under ægteskabet, men som han ikke var fader til, frakendt retten til hans slægtsnavn. Endvidere fandtes regler, hvorefter det på mandens forlangende kunne bestemmes ved et ægteskabs opløsning ved skilsmisse, at hustruen ikke længere måtte føre det slægtsnavn, hun havde fået ved ægteskabet, og endelig var det fastsat, at hustruens ret til at bære mandens navn efter ægteskabets ophør i almindelighed bortfaldt, hvis hun giftede sig på ny.

Alle disse bestemmelser bortfaldt ifølge ændringsforslag ved 2. behandling, stillet af det nedsatte udvalg og tiltrådt af justitsministeren.

Kapitel 3 (§§ 13-16) indeholder bestemmelser om fornavne.

Ifølge § 13 skal et barn have et eller flere fornavne.

§ 14 bestemmer:

Som fornavn må ikke vælges navne, der ikke efter deres karakter er egentlige fornavne. Det skal dog være tilladt som mellemnavn at tillægge et barn faders eller moders mellemnavn eller et navn, der efter § 8, nr. 1, kunne tillægges barnet ved navnebevis.

Som fornavn må ej heller vælges et navn, der kan befrygtes at blive til ulempe for bæreren.

Ved ændring af slægtsnavnet efter §§ 1 og 2 kan det hidtidige slægtsnavn bevares som mellemnavn. Bæres det nye slægtsnavn allerede som fornavn, bortfalder dette ved navneændringen.

Ifølge § 15 kan forandring af fornavn ske ved navnebevis eller ved adoptionsbevilling.

I kapitel 4 (§§ 16-20) indeholdes forskellige bestemmelser.

§ 16 bestemmer, at såfremt ægtefæller fører samme slægtsnavn, kan det fælles navn under samlivet kun ændres, hvis begge andrager derom. § 17 indeholder straffebestemmelser og § 18 bemyndiger justitsministeren til at give nærmere regler til lovens gennemførelse. Efter § 20 bemyndiges regeringen til at indgå overenskomster med fremmede stater om beskyttelse her i riget af udenlandske navne.

Ifølge § 20 træder loven i kraft 1. januar 1962. Loven kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som forholdene måtte tilsige. Paragraffen indeholder tillige bestemmelse om ophævelse af ældre love.

Ved 1. behandling modtoges lovforslaget med velvilje fra alle partiers ordførere. Der fremsattes dog forskellige ønsker om ændringer eller tilføjelser.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, stillede i sin betænkning som tidligere anført ændringsforslag, hvorefter bestemmelse om, at hustruens barn uden for ægteskab kunne frakendes retten til at bære ægtemandens slægtsnavn, udgik. Endvidere var udvalget af den opfattelse, at der burde gives hustruen en ubetinget ret til at bevare et ved ægteskab erhvervet slægtsnavn uanset skilsmisse og uanset nyt ægteskabs indgåelse, og udvalget stillede ændringsforslag om, at bestemmelser af modsat indhold udgik. Yderligere stillede udvalget forskellige ændringsforslag, der var konsekvenser af de nævnte, eller som var af redaktionel karakter. Justitsministeren, der tiltrådte udvalgets ændringsforslag, stillede med udvalgets tilslutning ændringsforslag om en ny affattelse af lovens ikrafttrædelsesbestemmelse, hvorefter loven også skulle kunne komme til at gælde for Grønland.

Ved 2. behandling vedtoges de stillede ændringsforslag, og efter en fornyet udvalgsbehandling, der ikke gav anledning til ændringsforslag, vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling.