De grundlæggende bestemmelser om indkomst- og formuebeskatningen til staten findes i lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomst- og formueskat til staten (statsskatteloven).

Ved lov nr. 458 af 22. december 1939 om midlertidige ændringer i reglerne om påligning og opkrævning af indkomst- og formueskat til staten indførtes der visse ændringer i statsskatteloven. Disse bestemmelser, der kun havde gyldighed for skatteårene 1940-41 og 1941-42, er med talrige ændringer og tilføjelser gentaget i en række love, hvorved bestemmelsernes gyldighed blev udstrakt til de efterfølgende skatteår, til og med skatteåret 1961-62. Ved lov nr. 517 af 19. december 1942 foretoges der en opdeling af de pågældende bestemmelser, således at en del af disse fik gyldighed indtil videre, mens andre kun var gældende for et enkelt skatteår ad gangen. Loven af 19. december 1942 med senere tilkomne ændringer og tilføjelser er optrykt ved lovbekendtgørelser, sidst ved bekendtgørelse nr. 402 af 20. december 1960, der blev taget som udgangspunkt ved udarbejdelsen af forslaget til nærværende lov.

De midlertidige bestemmelser i denne lovbekendtgørelse findes i §§ 6, 16, 18-20, 22, 23 og 28. Da man har ment, at der ikke fortsat er grund til at opdele ligningsloven i midlertidige og varige bestemmelser, bestemmes det nu, at den ved nærværende lov på ny reviderede ligningslov (i det følgende citeret som lovbekendtgørelsen) skal have gyldighed for skatteåret 1962-63 og efterfølgende skatteår.

Der gøres i det følgende rede for de væsentligste af de ændringer, som den nye lovbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 206 af 13. juni 1961) indeholder i forhold til lovbekendtgørelsen af 20. december 1960, samt for en ændring, som man samtidig har benyttet lejligheden til at foretage i afskrivningsloven.

Ændringer i lovbekendtgørelsen.

Efter lovbekendtgørelsens § 2 er indsat følgende nye paragraf, hvis 1. stykke dog er overført fra § 2:

„§ 2 A. Ophør af skattepligt som følge af fraflytning til udlandet har virkning fra og med den nærmest efter fraflytningen følgende 1. april, 1. juli, 1. oktober eller 1. januar, og den del af det helårlige skattebeløb, der forholdsmæssigt vedrører tiden indtil dette tidspunkt, kan i så fald forlanges betalt inden bortrejsen.

Ophør af skattepligt som følge af dødsfald har virkning fra og med den nærmest efter dødsfaldet følgende 1. april, 1. juli, 1. oktober eller 1. januar. For personer, der har været sambeskattet med afdøde, indtræder skattepligt fra den nærmest efter dødsfaldet følgende 1. april, 1. juli, 1. oktober eller 1. januar. Hvis den med den skattepligtige sambeskattede hustru afgår ved døden i et af de tre første kvartaler af skatteåret, skal der foretages en fornyet ansættelse af den efterlevende ægtefælle med virkning fra den nærmest efter dødsfaldet følgende 1. juli, 1. oktober eller 1. januar. Ved den fornyede ansættelse stilles den efterlevende ægtefælle som familieforsørger."

Efter den hidtil gældende bestemmelse i statsskattelovens § 36, stk. 1, bortfaldt skattepligten for en person, der er afgået ved døden, med udløbet af det skattehalvår, hvori dødsfaldet fandt sted. Det bestemmes nu, at skattepligten i disse tilfælde skal ophøre med udløbet af det kvartal, hvori dødsfaldet er sket. Samtidig er foretaget en tilsvarende ændring, for så vidt angår skattepligten for personer, der har været sambeskattet med den afdøde. De to sidstnævnte punktummer i stk. 2 blev indføjet under sagens behandling i folketinget. I betænkningen fra det udvalg, hvortil lovforslaget var henvist, udtales herom:

„Efter de gældende regler får det ingen betydning for skattepligten for det løbende skatteår, at en skatteyders hustru afgår ved døden. Imidlertid foreslås det nu, at enkemænd skal have samme adgang som enker til at få skatteansættelsen nedsat i de tilfælde, hvor ægtefællens død medfører en indtægtsnedgang. For enker vil nedsættelsen få virkning fra det kvartal, der følger nærmest efter dødsfaldet, og det ny punktum tager sigte på, at enkemænd kan opnå nedsættelse fra samme tidspunkt."

I folketinget indføjedes samtidig en ny § 2 B af følgende ordlyd:

„§ 2 B. Enker eller enkemænd, der har levet i sædvanligt formuefællesskab med den afdøde ægtefælle, skal efter dennes død ansættes efter ægtefællernes fulde indkomst i det år, der lægges til grund for ansættelsen.

Dog skal den efterlevende ægtefælle i tilfælde, hvor det må forventes, at dennes indkomst i det pågældende skatteår som følge af den anden ægtefælles død vil blive mindre end den ansatte indkomst, kunne forlange tilsvarende nedsættelse i den ansatte indkomst i overensstemmelse med reglerne i nærværende lovs § 23, jfr. § 28, sidste stykke. Hvis skattepligten ved den første ansættelse af den efterlevende ægtefælle omfatter et kortere tidsrum end et år, afpasses den forventede indkomst således, at den kommer til at svare til et fuldt års indkomst. Ved opgørelsen af den forventede indkomst i skattepligtsperioden ses der bort fra tantieme, efterløn og lignende indtægt, der modtages fra den afdøde ægtefælles arbejdsgiver. Såfremt den efterlevende ægtefælle modtager pension fra den afdøde ægtefælles arbejdsgiver, skal i stedet for efterløn eller lignende medregnes et beløb svarende til pensionsindtægt for efterlønsperioden.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 træder i stedet for bestemmelserne i § 7, stk. 5 og 6, i lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomst- og formueskat til staten, således som denne lov er ændret ved lov nr. 102 af 31. marts 1933."

Herom bemærkes i udvalgsbetænkningen:

„Ved ændringsforslaget foreslås bestemmelsen i statsskattelovens § 7, stk. 5 og 6, ændret og overført til lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten.

Stk. 1 svarer — med en enkelt sproglig ændring — til statsskattelovens § 7, stk. 5.

Efter den gældende regel i statsskattelovens § 7, stk. 5, skal enker eller enkemænd, der har levet i sædvanligt formuefællesskab med afdøde, ved den første ansættelse efter den anden ægtefælles død ansættes efter ægtefællernes fulde indkomst i indkomståret. For enker gælder dog i henhold til statsskattelovens § 7, stk. 6, det særlige, at de kan begære nedsættelse af indkomstansættelsen, hvis det må antages, at deres indkomst på grund af mandens død vil blive mindre end den ansatte indkomst.

Man har fundet det rimeligt, at denne regel udvides til også at gælde for enkemænd, således at der tilvejebringes ligestilling mellem gifte kvinder og mænd med hensyn til beskatningen, når den ene ægtefælle er død.

Bestemmelsen i den foreslåede § 2 A i ligningslovbekendtgørelsen om, at efterlevende ægtefællers skattepligt skal indtræde kvartalsvis i stedet for halvårsvis, kan i visse tilfælde medføre en skærpelse af beskatningen for enker, der begærer ansættelse foretaget efter reglen i statsskattelovens § 7, stk. 6 (om ansættelse på grundlag af den „fremtidige indkomst"). For at undgå dette foreslås det, at der ved ansættelse i henhold til statsskattelovens § 7, stk. 6, skal ses bort fra tantiemebeløb, som modtages fra den afdødes arbejdsgiver, samt at efterløn og lignende indtægter kun skal medregnes i det omfang, hvori de træder i stedet for den eventuelle pensionsindtægt.

I lovbekendtgørelsens § 6 er indføjet en bestemmelse, hvorefter de i denne bestemmelse indeholdte regler om indkomstbeskatning af udloddet udbytte fra et aktie- eller andelsselskab ikke skal komme til anvendelse på udlodninger, der forfalder den 1. januar 1962 eller senere (jfr. herom nedenfor).

I lovbekendtgørelsens § 7 indføjedes under sagens behandling i folketinget i listen over ikke indkomstskattepligtige beløb: erstatninger udbetalt én gang for alle i henhold til lov nr. 179 af 7. juni 1958 om fordelingen af visse fra udlandet modtagne erstatninger, for så vidt erstatningerne udredes for legemsskade eller krænkelse af den personlige frihed.

Som begrundelse herfor anføres i folketingsudvalgets betænkning:

„Under behandlingen af forslaget til ligningslov for skatteåret 1961-62 blev der rejst spørgsmål om den skattemæssige behandling af erstatninger for krigsskade fra Japan og andre lande. De omhandlede erstatninger uddeles efter reglerne i lov nr. 179 af 7. juni 1958 om fordelingen af visse fra udlandet modtagne erstatninger. Erstatningerne udbetales med beløb én gang for alle, og det drejer sig dels om erstatninger for legemsskade og internering, dels om erstatninger for skader på og tab af formuegenstande.

Det må anses for rimeligt, at der indrømmes skattefrihed for erstatningerne for legemsskade og internering, ligesom det er sket med hensyn til tilsvarende erstatninger fra Tyskland, jfr. ligningslovens § 7 l. Erstatninger for skader på og tab af formuegenstande vil herefter blive behandlet efter de gældende regler. Dette vil medføre skattefrihed i det omfang, erstatningerne ydes for indbogenstande."

I lovbekendtgørelsens § 16 bestemmes, at tab på omsætning af værdipapirer i spekulationsøiemed alene kan fradrages inden for en til indkomsten medregnet spekulationsfortjeneste på værdipapirer. Reglen herom skal fremtidig ikke gælde tab, der konstateres den 1. januar 1962 eller senere.

Dette står i forbindelse med, at følgende nye paragraffer angående beskatningen af aktionærer og andelshavere er blevet indføjet efter § 16:

§ 16 A. Ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer eller andelshavere, med undtagelse af friaktier og friandele samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses.

Finansministeren kan tillade, at beløb, der udloddes i forbindelse med en nedsættelse af aktiekapitalen eller andelskapitalen i et selskab, der ikke er under likvidation, fritages for beskatning efter reglerne i stk. 1. Fortjeneste eller tab ved den pågældende udlodning medregnes i så fald i den skattepligtige almindelige indkomst eller den skattepligtige særlige indkomst efter samme regler som fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier og andelsbeviser til andre end det selskab, der har udstedt de pågældende værdipapirer.

§ 16 B. Afstår en aktionær eller andelshaver aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer samt tegningsret til sådanne værdipapirer til det selskab, der har udstedt de pågældende værdipapirer, medregnes afståelsessummen i hans skattepligtige almindelige indkomst.

Finansministeren kan dog tillade, at afståelsessummen fritages for beskatning. Fortjeneste eller tab ved afståelsen medregnes i så fald i den skattepligtige almindelige indkomst eller den skattepligtige særlige indkomst efter samme regler som fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier og andelsbeviser til andre end det selskab, der har udstedt de pågældende værdipapirer.

Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt aktier eller andelsbeviser m. v. afstås til et selskab i likvidation i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses.

§ 16 C. Ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst medregnes fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer samt tegningsret til sådanne værdipapirer, såfremt de pågældende værdipapirer er erhvervet som led i den skattepligtiges næringsvej eller på et tidspunkt, der ligger mindre end to år forud for afståelsen.

Ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst medregnes fortjeneste eller tab ved udlodning af likvidationsprovenu fra aktieselskaber og andelsselskaber, såfremt udlodningen foretages i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses, og de pågældende aktier eller andelsbeviser m. v. er erhvervet som led i den skattepligtiges næringsvej eller på et tidspunkt, der ligger mindre end to år forud for udlodningen.

I de i stk. 1 nævnte tilfælde finder bestemmelserne i §§ 4 og 5 i lov om særlig indkomstskat m. v. tilsvarende anvendelse.

I de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde opgøres fortjeneste eller tab efter reglerne i § 7 i lov om særlig indkomstskat m. v.

Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse i de tilfælde, hvor hele afståelsessummen for aktier og andelsbeviser m. v. i medfør af § 16 B, stk. 1, skal medregnes i den skattepligtige almindelige indkomst.

Ved anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 og 2 betragtes friaktier, friandele samt tegningsret til aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer, der tildeles et selskabs aktionærer eller andelshavere, som erhvervet samtidig med den aktie eller det andelsbevis, hvortil de nævnte rettigheder er knyttet. Det samme gælder nye aktier og andelsbeviser, som aktionærer eller andelshavere i et selskab tegner ved udnyttelse af en dem tildelt tegningsret. Hvor en skattepligtig ejer aktier eller andelsbeviser af samme art, men erhvervet på forskellige tidspunkter, anses de først erhvervede aktier eller andelsbeviser for de først afståede, medmindre andet godtgøres at være tilfældet.

§ 16 D. Bestemmelserne i §§ 16 A, 16 B og 16 C finder anvendelse på indtægter, der erhverves, og tab, der konstateres den 1. januar 1962 eller senere, og bestemmelserne træder fra nævnte dato i stedet for bestemmelserne i statsskattelovens § 4 e og § 5 a om udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer samt om fortjeneste og tab på de nævnte værdipapirer.

De i den nye § 16 B fastsatte bestemmelser om den skattemæssige behandling af aktionærer, som sælger aktier til det selskab, der har udstedt aktierne, er forskellige fra, hvad der oprindelig var foreslået. Man fandt det imidlertid i folketinget hensigtsmæssigt, at reglerne kom til at svare til, hvad der skal gælde i de tilfælde, hvor et selskab indløser en del af aktiekapitalen ved udlodning til aktionærerne. I begge tilfælde bliver hovedreglen herefter, at de beløb, som aktionærerne modtager fra selskabet, fuldt ud skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst. Finansministeren kan dog tillade, at beløbene behandles på samme måde som beløb indvundet ved salg til tredjemand af de til selskabet afståede aktier eller af den aktieret, som aktionæren giver afkald på som følge af nedskrivningen. Finansministeren har ifølge udvalgsbetænkningen over for udvalget oplyst, at dispensationsbestemmelserne vil blive benyttet, når det sandsynliggøres, at aktiesalget eller kapitalnedskrivningen ikke sker med det formål at undgå at udlodde de af selskabet indtjente midler som udbytte, der er indkomstskattepligtigt hos aktionærerne.

I lovbekendtgørelsens § 17 har stk. 1 fået følgende affattelse, som afviger noget fra, hvad der oprindelig var foreslået:

"Renter af gæld til afkom (børn, børnebørn m. v.) kan ikke bringes til fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i det omfang den skattepligtige har påtaget sig gælden som en gave eller et arveforskud til afkommet. Ved bestemmelsens anvendelse sidestilles adoptivforhold, stedbarnsforhold og plejeforhold med naturligt slægtskab. Tilsvarende begrænsning af fradragsretten gælder, såfremt ydelsen tillægges en af de foranstående personers ægtefælle."

Den hidtil gældende regel i ligningslovbekendtgørelsens § 17, stk. 1, tog alene sigte på tilfælde, hvor giveren i stedet for at udrede f. eks. et kontant beløb har påtaget sig en gældsforpligtelse direkte over for gavemodtageren, f. eks. hvor en fader udsteder et gældsbevis og overdrager dette som gave til sønnen. „Giverens skattebesparelse ved fradrag af renterne af et sådant gældsbevis vil", hedder det i udvalgsbetænkningen, „som regel være væsentlig større end modtagerens skattebyrde ved beskatningen af disse renter, og det må antages, at mange skatteydere tidligere har påtaget sig gældsforpligtelser af denne art udelukkende for at opnå en skattebesparelse. Dette er særlig betænkeligt, fordi det ofte vil være let for yderen at opnå frigørelse for forpligtelsen, hvis parternes økonomiske forhold ændrer sig. Reglerne finder ikke anvendelse i de tilfælde, hvor giveren optager et lån hos tredjemand — f. eks. i et pengeinstitut — og forærer provenuet til gavemodtageren.

Ændringsforslaget har alene til formål at klargøre dette forhold."

Efter de hidtil gældende regler kunne en hustru, som inden 3 måneder efter ægteskabets indgåelse opgiver sin erhvervsvirksomhed, eller som mister indtægtsnydelser som følge af ægteskabet, begære sin skatteansættelse nedsat med et beløb svarende til de bortfaldne indtægter. Dette gjaldt dog kun, hvis ægteskabet var indgået i første skattehalvår, og nedsættelsen indrømmedes i så fald i hustruens ansættelse for andet skattehalvår. Efter en nu foretaget ændring i lovbekendtgørelsens § 24 vil hustruen kunne opnå nedsættelse af ansættelsen i alle tilfælde, hvor ægteskabet er indgået i de tre første kvartaler af skatteåret, og nedsættelsen vil få virkning fra det kvartal, der følger nærmest efter ægteskabets indgåelse.

Ændring i afskrivningsloven.

Ved ændringen gives der § 31 i lov om skattefri afskrivninger m. v. (lovbekendtgørelse nr. 232 af 4. juni 1958 som ændret ved lov nr. 256 af 11. juni 1960 og lov nr. 401 af 20. december 1960) følgende affattelse:

§ 31. Erhvervelse af formuegoder ved arv, arveforskud eller gave sidestilles i denne lov med køb. Som købesum betragtes i disse tilfælde det beløb, der er lagt til grund ved beregningen af arveafgift, gaveafgift eller indkomstskat af den pågældende erhvervelse. Har denne ikke været afgifts- eller indkomstskattepligtig, betragtes som købesum det pågældende formuegodes værdi i handel og vandel på erhvervelsestidspunktet.

Overdragelse af formuegoder som gave eller arveforskud sidestilles i denne lov med salg af de pågældende formuegoder. Som salgssum betragtes den værdi, der lægges til grund ved beregningen af gaveafgift eller indkomstskat i forbindelse med overdragelsen eller — såfremt denne ikke er afgifts- eller indkomstskattepligtig — værdien i handel og vandel på overdragelsestidspunktet.

Ændringen går ud på udtrykkeligt at fastslå, at arveforskud sidestilles med gaver ved bestemmelsens anvendelse.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte finansministeren indledningsvis:

„Under behandlingen af forslaget til ligningslov for skatteåret 1961-62 blev det fra flere sider her i tinget fremhævet, at de årlige ligningslove blev fremsat for sent. Normalt fremsættes ligningslovforslaget i løbet af november måned og vedtages omkring midten af december. Det betyder, at mange vigtige regler om, hvorledes indkomsten skal opgøres, først foreligger, når indkomståret — eller i hvert fald den væsentligste del af dette — er udløbet. Den sene vedtagelse har også gjort det vanskeligt at få selvangivelserne færdige og de nødvendige vejledninger udarbejdet i rette tid.

For at imødekomme denne kritik fremsættes nu forslag til den ligningslov, der skal gælde for skatteåret 1962-63. Dette vil for de fleste skatteydere sige, at reglerne skal gælde for den indkomst, der tjenes i løbet af året 1961. Hvis lovforslaget bliver færdigbehandlet i løbet af kort tid, vil de fleste skatteydere således have kendskab til de nye ligningsregler i størstedelen af den periode, hvori indkomsten tjenes.

Bestemmelserne i de hidtidige ligningslove har for nogles vedkommende været gældende for ét skatteår ad gangen, medens andre bestemmelser efter deres indhold var permanente. Sondringen har imidlertid ikke haft større praktisk betydning. De såkaldte midlertidige bestemmelser er som regel gentaget uforandret fra år til år, medens der i vidt omfang er ændret i de permanente regler. Sondringen er derfor opgivet i det nu fremsatte lovforslag. Efter dettes § 1 skal ligningslovens bestemmelse principielt gælde fra og med skatteåret 1962-63. Det skulle herefter ikke længere være nødvendigt, at der hvert år fremsættes en ligningslov."

Videre udtalte ministeren bl. a.:

„De vigtigste nyheder i ligningslovforslaget vedrører beskatningen af aktionærer og andelshavere. Sidste år gennemførtes en ny selskabsskattelov, der træder i kraft fra og med skatteåret 1962-63. Samtidig ændredes loven om særlig indkomstskat m. v. således, at vi fik nye regler om beskatning af fortjeneste bl. a. ved afståelse af aktier og ved likvidation af aktieselskaber. Disse regler havde til forudsætning, at der på ligningsloven for skatteåret 1962-63 indførtes ændrede bestemmelser om beskatning af aktionærer med almindelig indkomstskat, bl. a. om aktionærers indkomstskattepligt med hensyn til modtagne friaktier, likvidationsprovenu m. m. Bestemmelser herom er optaget i forslaget til ligningslov. Under udarbejdelsen af disse bestemmelser har det vist sig påkrævet at foreslå ændringer i enkelte af bestemmelserne i loven om særlig indkomstskat. Disse ændringer er optaget i det andet af de i dag fremsatte lovforslag — forslaget til lov om ændring i lov om særlig indkomstskat m. v."

Lovforslaget blev — tillige med det samtidig behandlede lovforslag om ændring i loven om særlig indkomstskat (jfr. nærmest efterfølgende sag) — undergivet en indgående 1. behandling og derefter henvist til et udvalg, hvis betænkning indeholdt et stort antal ændringsforslag. Af disse var nogle tiltrådt af udvalget eller et — større eller mindre — flertal, mens andre stilledes enten af et mindretal, bestående af venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer, eller af socialistisk folkepartis repræsentant i udvalget alene.

Det nævnte mindretal (V og KF) stillede for det første underændringsforslag om, at 3. punktum i den foreslåede nye § 2 B, stk. 2, skulle affattes således:

„Såvel ved opgørelsen af den forventede indkomst i skattepligtsperioden som ved senere ansættelser af den efterlevende ægtefælle ses der bort fra tantieme, efterløn og lignende indtægt, der modtages fra den afdøde ægtefælles arbejdsgiver."

Efter et andet af mindretallets ændringsforslag skulle stk. 2 i den nye § 16 A formuleres således:

„Hvor udlodning finder sted i forbindelse med nedskrivning af aktiekapitalen eller andelskapitalen, beskattes dog kun fortjenesten ved udlodningen. Fortjenesten opgøres som forskellen mellem udlodningen og anskaffelsessummen for det aktie- eller andelsbeløb, hvormed kapitalen nedskrives; hvis handelsværdien af dette aktie- eller andelsbeløb umiddelbart før udlodningen er større eller mindre end det udloddede beløb, skal dog handelsværdien og ikke udlodningen lægges til grund ved beregningen af den skattepligtige fortjeneste."

Videre foresloges det at give den nye § 16 B følgende affattelse:

„Afstår en aktionær eller andelshaver aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer samt tegningsret hertil til det selskab, der har udstedt de pågældende værdipapirer, skal fortjeneste eller tab herved medregnes i den skattepligtige særlige indkomst eller almindelige indkomst efter samme regler som fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier eller andelsbeviser til andre end det pågældende selskab. Hvis en sådan afståelse til det udstedende selskab indebærer en udlodning som omhandlet i § 16 A, stk. 2, såsom hvor selskabets erhvervelse af aktierne har til forudsætning, at afhænderen har andre aktier i selskabet, eller afståelsesvederlagets størrelse er fastsat under hensyn hertil, finder reglerne i § 16 A, stk. 2, dog tilsvarende anvendelse."

Endelig stillede mindretallet ændringsforslag om tilføjelse af en ny paragraf, hvorefter loven om indkomstbeskatning af aktieselskaber skulle undergå en ændring. Herom udtales i betænkningen:

„Medens den særlige indkomstskat for personer udgør 30 pct. af det beløb, hvormed den særlige indkomst overstiger 1 000 kr., skal efter de gældende regler aktieselskaber betale fuld indkomstskat af de tilsvarende indtægter, altså 44 pct. af hele beløbet, dog at halvdelen af skatten kan fradrages i det følgende år. Disse indtægter beskattes altså langt hårdere hos aktieselskaber end hos personer, og da denne forskelsbehandling må forekomme ganske umotiveret, tilsigter ændringsforslaget samt ændringsforslagene nr. 4-6 til forslag til lov om ændring i lov om særlig indkomstskat at ligestille de to grupper af skatteydere på dette punkt."

Om de ændringsforslag, som stilledes af socialistisk folkepartis udvalgsmedlem, udtaler forslagsstilleren i betænkningen:

„Ændringsforslaget under nr. 6 tilsigter at begrænse fradragsretten for udgifter til salgsfremmende foranstaltninger, idet disse set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt nu har antaget et betænkeligt omfang. Medens man bl. a. gennem lovgivningen søger at tilskynde befolkningen til opsparing og mådeholdent forbrug, er det reklamens opgave at suggerere til størst muligt forbrug. Reklameindustrien lægger herved beslag på betydelige produktionskræfter, og en stor del af reklamen er ikke blot varefordyrende, men fuldstændig nytteløs for forbrugerne og for samfundet som helhed. Hvis en beskatning af de nævnte salgsfremmende foranstaltninger virker dæmpende på deres benyttelse, vil man opnå en økonomisk gevinst og en begrænsning af reklamens uheldige sociale og kulturelle virkninger.

Ved ændringsforslagene under nr. 7 og 8 foreslås dels ophævelse af retten til fradrag for visse gaveydelser, dels en ajourføring af lønmodtagerfradraget [dette foresloges sat op fra 400 kr. til 600 kr.].

Endelig foreslås ved ændringsforslag nr. 11, at retten til fradrag for betalte personlige skatter skal bortfalde. Denne skattefradragsret har været et vist værn imod højere beskatning af de største indkomster, men den har ikke kunnet værne de små indkomster og mellemindkomsterne, hvorimod dens fastholdelse har bevirket, at skatterne skal beregnes med højere procentsatser, end ellers ville være nødvendige. Den straffer stigende indtægter og frembringer utilsigtede og uoverskuelige resultater, når indtægterne er svingende fra år til år, og endelig gør dens eksistens skattesystemet kompliceret og hindrer forudberegning af den enkeltes skattevilkår. Afskaffelsen af dette princip, der i øvrigt er ukendt i andre landes skattelovgivning, og som har vundet indpas i vort skattesystem ved en tilfældighed, er en let gennemførlig reform, der vil bidrage væsentligt til den forenkling af skattesystemet, alle er enige om at tilstræbe."

De ændringsforslag, som hele udvalget eller et flertal stod bag, fremgår af foranstående redegørelse for lovens indhold, idet enkelte ændringsforslag af tydeliggørende art dog er ladt ude af betragtning.

Angående et par forhold, hvorom der ikke stilledes ændringsforslag, udtales i udvalgsbetænkningen:

„Der har i udvalget været rejst kritik af de gældende regler om skattefri afskrivninger på bygninger og om beskatning af fortjeneste ved salg af bygninger, der har været genstand for afskrivning. Hvis en bygning alene har været genstand for almindelig afskrivning, skal fortjenesten ved et eventuelt salg af bygningen i almindelighed ikke beskattes. Dette gælder også for den del af fortjenesten, der svarer til de afskrivninger, sælgeren har foretaget i sin besiddelsestid. Finansministeren har givet tilsagn om at overveje, hvorvidt der er grund til at ændre de gældende afskrivnings- og avancebeskatningsregler vedrørende bygninger.

I forbindelse med behandlingen af den i § 10 foreslåede ændring af afskrivningslovens § 31 har udvalget drøftet værdiansættelsen af fast ejendom ved beregningen af arveafgift og gaveafgift. Efter arveafgiftsloven skal fast ejendom ved beregningen af disse afgifter ansættes til salgsværdien. I udvalget har der været rejst spørgsmål om altid at tillade den ved den seneste ejendomsvurdering ansatte ejendomsværdi lagt til grund for beregningen. Finansministeren har udtalt, at dette spørgsmål vil kunne overvejes i forbindelse med en eventuel revision af arveafgiftsloven."

Under lovforslagets 2. behandling stillede Foged (V) og Poul Møller (KF) følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget under hensyn til den inflationsfare, landet befinder sig i, opfordrer regeringen til i indeværende folketingssamling at lade udarbejde og fremsætte forslag, der kan medføre en betydelig vækst i den frivillige, private opsparing, fortsætter tinget behandlingen af ligningslovforslaget."

Forslaget kunne ikke tiltrædes af finansministeren, der måtte afvise det „allerede af den grund, at der ikke kan være tale om at gennemføre noget sådant på den korte tid."

Efter forhandlingens afslutning forkastedes dagsordensforslaget med 86 stemmer mod 58 (V, KF og Uafh.).

De af udvalget eller et flertal tiltrådte ændringsforslag blev derefter vedtaget, mens de øvrige forkastedes.

Til 3. behandling stillede finansministeren i udvalgets tillægsbetænkning nogle redaktionelle ændringsforslag, som var tiltrådt af hele udvalget, og som blev vedtaget uden afstemning.

I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget med 89 stemmer mod 59 (V, KF og Uafh.).