Loven har følgende indhold:
§ 1. Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at bringe nedennævnte baneanlæg til udførelse:
1) En banelinje for elektriske tog fra København langs Køge Bugt til Vallensbæk (Køgebugtbanen), jfr. lov nr. 284 af 18. juni 1948.
2) En banelinje for elektriske tog fra Jægersborg til Lundtofte og Nærum (Lundtoftebanen) og de i denne anledning nødvendige arbejder vedrørende 3. og 4. spor på strækningen Gentofte-Lyngby, jfr. lov nr. 180 af 4. april 1951 og lov nr. 141 af 16. april 1947.
3) Ombygning af banen København L — Farum (Hareskovbanen) og anlæg af 2. spor i det omfang, det er nødvendigt for kørsel med elektriske tog, jfr. lov nr. 89 af 15. marts 1948, samt anlæg af en dobbeltsporet bane fra København L station til Svanemøllen S-station, der ombygges i fornødent omfang, således at elektriske tog på Hareskovbanen herved kan indføres i Boulevardbanen.
Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til for statsbanerne at erhverve — om fornødent ved ekspropriation efter reglerne i forordning af 5. marts 1845, jfr. lov nr. 6 af 10. januar 1928 — de arealer m. v., der udkræves til anlæg af den i stk. 1, punkt 3, nævnte bane fra København L station til Svanemøllen S-station.
§ 2. Udgifterne til de i § 1 nævnte anlæg bevilges på de årlige finanslove.
§ 3. Ministeren for offentlige arbejder nedsætter et udvalg bestående af en formand, 2 repræsentanter for Københavns kommune, 1 repræsentant for Frederiksberg kommune, 1 repræsentant for Tårnby kommune og 4 repræsentanter for statsbanerne til at undersøge mulighederne for en løsning af jernbanetrafikken i København, Frederiksberg og Tårnby kommuner, herunder ved anlæg af tunnelbaner, samt til at udarbejde et skitseforslag i overensstemmelse hermed og et skøn over de ved forslagets gennemførelse påløbende udgifter.
Ministeren nedsætter endvidere et udvalg, der skal søge gennemført de fornødne aftaler om finansieringen af de i stk. 1 nævnte tunnelbaner og i fornødent omfang udarbejde lovforslag herom.
§ 4. Såfremt der i tiden, indtil endeligt forslag til tunnelbaner kan være udarbejdet og vedtaget af folketinget, projekteres eller udføres bebyggelse eller andre anlæg og foranstaltninger, som af projekteringsudvalget, jfr. § 3, stk. 1, skønnes at ville vanskeliggøre eller væsentligt fordyre en senere gennemførelse af tunnelbaneanlæg, kan ministeren for offentlige arbejder efter udvalgets indstilling ved ekspropriation efter reglerne i forordning af 5. marts 1845, jfr. lov nr. 6 af 10. januar 1928, pålægge de pågældende ejendomme sådanne rådighedsindskrænkninger, som måtte være påkrævede for at undgå sådan vanskeliggørelse eller fordyrelse.
Medfører en rådighedsindskrænkning, at ejeren afskæres fra en efter ejendommens beliggenhed og øvrige beskaffenhed økonomisk rimelig og forsvarlig udnyttelse af denne, kan ejeren under ekspropriationsforretningen fordre, at ejendommen overtages af staten til eje.
Hvis erstatningen for en pålagt rådighedsindskrænkning må antages at komme til at stå i åbenbart misforhold til ejendommens værdi i handel og vandel, kan staten fordre ejendommen afstået til eje.
§ 5. Beløbene til bestridelse af de i § 3 nævnte udvalgs arbejde, herunder udgifter til tekniske forundersøgelser o. lign., samt udgifterne til de i § 4 omhandlede erhvervelser og foranstaltninger bevilges indtil videre på de årlige finanslove.
§ 6. Alle i forbindelse med den i nærværende lovs § 1, stk. 1, punkt 3, omhandlede bane fra København L station til Svanemøllen S-station samt de i § 3 omhandlede baneanlæg udfærdigede dokumenter, udskrifter, attester m. v. fritages for stempel- og tinglysningsafgifter samt alle andre afgifter til det offentlige.
Forslaget til loven fremsattes første gang i folketingsåret 1959-60, hvor det ved 1. behandling henvistes til behandling i et udvalg, som imidlertid ikke nåede at tilendebringe sit arbejde, jfr. årbog 1959-60, side 473-476, hvortil der henvises med hensyn til baggrunden for lovforslagets fremsættelse.
Det genfremsatte lovforslag fik ved 1. behandling stort set en velvillig modtagelse af alle partiers ordførere med undtagelse af Rimstad (Uafh.), der ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse, idet han fandt det tvivlsomt, om den københavnske nærtrafik kunne siges at være en statsopgave. Den københavnske bytrafik var efter hans opfattelse i hvert fald ikke statens sag. Flere af ordførerne stillede sig tvivlende over for det hensigtsmæssige i at påbegynde arbejdet sideløbende på de 3 S-banestrækninger, og såvel Gottschalck-Hansen (KF) og Else-Merete Ross (RV) som Arne Larsen (SF) anbefalede, at man begyndte med anlægget af Køgebugtbanen. Gottschalck-Hansen (KF) rejste tillige det spørgsmål, om man ikke burde overveje at anlægge en ringbane uden om hovedstaden.
Ministeren for offentlige arbejder kunne i og for sig anerkende rigtigheden af det synspunkt, at banerne ud fra en strengt saglig betragtning ikke burde bygges samtidig. Ministeren forudså imidlertid, at der i folketinget ikke ville kunne opnås enighed om en bestemt rækkefølge, hvorfor han havde foreslået, at bygningen af de 3 baner i princippet foretoges samtidig. Dette kunne volde vanskeligheder med hensyn til arbejdskraft, hvorfor man kunne blive nødt til på visse områder at gå stærkere frem på én bane end på de andre. Hvis der imidlertid kunne opnås enstemmighed om en rækkefølge, ville han gerne tilsige sin medvirken dertil. Spørgsmålet om en ringbane ville han gerne se nærmere på.
Lovforslaget, der i sin oprindelige form er gengivet i årbog 1959-60, side 474-475, henvistes til behandling i et udvalg, og ved lovforslagets 2. behandling vedtoges forskellige ændringsforslag, der var stillet i udvalgets betænkning.
Således indføjedes i lovforslagets § 1, punkt 3, en bemyndigelse for ministeren for offentlige arbejder til at anlægge en dobbeltsporet bane fra Københavns L station til Svanemøllens S-station og ombygge denne sidstnævnte station i fornødent omfang, således at elektriske tog på Hareskovbanen kan indføres i Boulevardbanen. Der udtaltes herom i udvalgets betænkning:
„I samråd med ministeren for offentlige arbejder har man fra udvalgets side udtalt, at det af hensyn til en tilfredsstillende trafikmæssig betjening af beboerne ved Hareskovbanen må anses for ønskeligt, at banen bliver indført til Boulevardbanen over Svanemøllens S-station, ligesom en sådan indføring formentlig vil være afgørende for, om banens driftsøkonomi kan blive tilfredsstillende. Udvalget har endvidere over for ministeren givet udtryk for, at en modernisering af Boulevardbanens automatiske sikringsanlæg, som kan øge udnyttelsen af denne banestrækning, formentlig vil blive påkrævet inden for en overskuelig fremtid, hvorfor udvalget forudsætter, at statsbanerne i fornødent tempo påbegynder moderniseringen.
Ministeren for offentlige arbejder har erklæret sig enig i de således fremførte synspunkter og har herefter stillet de nedennævnte ændringsforslag ...."
Endvidere foretoges en ændring af lovforslagets § 3, hvorved det tilsigtedes at stille det i denne bestemmelse omhandlede udvalg mere frit over for de forskellige muligheder for løsning af Storkøbenhavns trafikproblem. Samtidig ændredes bestemmelsen om udvalgets sammensætning.
Venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget fandt det uheldigt, at folketinget ifølge bemærkningerne til lovforslaget skal være repræsenteret i det i lovforslagets § 3, stk. 2, omhandlede udvalg, hvori enighed om finansiering af baneanlæggene skal søges opnået mellem de forskellige interessegrupper. Da folketinget bør stå fuldstændig frit over for et eventuelt lovforslag vedrørende finansieringen, foreslog disse medlemmer derfor § 3, stk. 2, ophævet. Ændringsforslaget forkastedes ved 2. behandling med 78 stemmer mod 42.
Endelig ændredes formuleringen af § 4 efter forslag i betækningen af udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlem. Ændringerne indebærer bortfald af lovforslagets § 4, stk. 1. Denne bestemmelse vedrørte foranstaltninger, der først skal træffes efter endelig godkendelse af tunnelbaneanlæg, mens lovforslaget med hensyn til tunnelbaneanlæg i øvrigt kun omhandler udarbejdelse af skitseprojekt og gennemførelse af aftaler om banernes finansiering. Da anlæg af en tunnelbane først kan påbegyndes efter vedtagelse af lovforslag herom, forekom det rimeligt at lade bestemmelsen i lovforslagets § 4, stk. 1, afvente dette nye lovforslag.
Den i lovforslagets § 4, stk. 2, indeholdte særlige hjemmel til under forberedelsen og projekteringen af anlæggene at foretage ekspropriationer for at undgå vanskeliggørelse og fordyrelse ved gennemførelsen af de kommende anlæg begrænsedes således, at der alene gives adgang til at pålægge en ejendom rådighedsindskrænkninger, hvorimod egentlige ejendomserhvervelser ikke kan ske, idet det ikke på forhånd kan fastslås som aldeles nødvendigt at foretage sådanne for at nå det tilsigtede formål, og tilvejebringelse af en hjemmel til at foretage egentlige ejendomserhvervelser fandtes derfor at burde udskydes, indtil der viser sig at være et klart behov herfor.
Den således ændrede affattelse af ekspropriationsbestemmelserne foranledigede udvalgets flertal til i ændringsforslagets formulering af § 4, stk. 2, at præcisere, at der dog kan forekomme tilfælde, hvor en afståelse af en ejendom til eje alligevel er den naturlige løsning, nemlig hvor indholdet af en pålagt rådighedsindskrænkning er så byrdefuldt for ejeren, at en fornuftig og sædvanlig udnyttelse af ejendommen hindres, og det blev derfor foreslået lovfæstet, at en ejer under nærmere angivne omstændigheder skal kunne fordre, at staten overtager ejendommen til eje. Hermed tilsigter man ikke at gå ud over, hvad bestående ekspropriationspraksis allerede antages at føre til, jfr. herved også princippet i § 26, stk. 1, 2. pkt., og i § 37, stk. 1, i lov nr. 95 af 29. marts 1957 om bestyrelsen af de offentlige veje og § 57, stk. 1, i byggelov nr. 246 af 10. juni 1960 for købstæderne og landet.
Som modstykke til den således foreslåede lovfæstelse af ejerens adgang til under de nævnte særlige omstændigheder at forlange ekspropriationen udvidet optoges som § 4, stk. 3, en regel om, at også eksproprianten, når erstatningen bliver så stor, at den kommer til at stå i åbenbart misforhold til ejendommens værdi, bør kunne kræve en egentlig ejendomsafståelse, men ej heller denne regel tilsigter at give hjemmel for andet, end hvad der i bestående praksis må anses anerkendt.
Et mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) var enig med flertallet i, at lovforslagets § 4, stk. 1, kan udgå, og at en ejer i visse tilfælde skal have ret til at kræve ekspropriation af hele sin ejendom i stedet for rådighedsindskrænkning eller ekspropriation af en del af ejendommen. Mindretallet fandt det imidlertid utilstrækkeligt, at areal- eller bygningserhvervelser kun skal kunne ske i den i ændringsforslagets formulering af § 4, stk. 3, beskrevne ganske specielle situation, og ønskede derfor princippet i lovforslagets § 4, stk. 2, opretholdt. Mindretallet foreslog i overensstemmelse hermed en ændret formulering af lovforslagets § 4.
Flertallets forslag vedtoges, efter at mindretallets forslag var forkastet, med 113 stemmer mod 9.
Ved 3. behandling vedtoges det ændrede lovforslag enstemmigt med 140 stemmer. 5 medlemmer (Uafh.) undlod at stemme.