Om baggrunden for fremsættelsen af forslaget til nærværende lov anførte socialministeren i sin fremsættelsestale:

„Den 16. december 1960 fremsatte jeg for det høje ting forslag til lov om offentlig forsorg. [Se nærmest foregående sag]. Efter dette forslag ophæves ikke blot de forsørgelsesmæssige regler i den hidtidige forsorgslov, men også de i denne lov indeholdte regler om børne- og ungdomsforsorg. Efter forhandling med folketingsudvalget vedrørende forslaget til lov om offentlig forsorg fremsættes derfor forslag til en særskilt lov om børne- og ungdomsforsorg, i hvilket forslag jeg har samlet den gældende forsorgslovs regler herom.

Reglerne om børne- og ungdomsforsorgen var senest genstand for betydelige ændringer i 1958, og det blev ved den lejlighed bestemt, at loven skulle optages til revision i folketingssamlingen 1962-63. Det er ikke tanken med det forslag, der nu fremsættes, at foregribe denne revision, allerede fordi 1958-loven ikke har virket tilstrækkelig længe til, at erfaringerne kan danne grundlag for en sådan revision.

Forslaget svarer derfor i det store og hele til de gældende regler, idet det dog naturligvis har været nødvendigt at foretage mindre redaktionelle ændringer og omplaceringer af bestemmelserne."

Da loven således stort set svarer til de hidtidige regler i forsorgsloven, vil alene realitetsændringerne blive omtalt i det følgende.

Ifølge § 54, stk. 2, ydes til anerkendte rådgivningsklinikker for børn efter nærmere af socialministeren fastsatte regler tilskud af det offentlige med 90 pct. af de godkendte udgifter. Tilskuddet afholdes forskudsvis af staten, som endeligt bærer 6/10 heraf, medens 4/10 fordeles efter reglerne i forsorgslovens § 123 om mellemkommunal refusion.

Efter de hidtidige regler i forsorgslovens § 125 A ydedes tilskuddet af det offentlige ligeledes med 90 pct., men således at staten forskudsvis ydede 60 pct., hvoraf 3/20 dækkedes ved mellemkommunal refusion, mens den eller de kommuner, for hvilke klinikken var bestemt, ydede et tilskud på 30 pct. Såfremt klinikken var bestemt for flere kommuner fordeltes denne udgift på kommunerne efter folketal.

Denne fordeling af driftsudgifterne på de deltagende kommuner har ved forhandlinger om oprettelse af de fire klinikker, der foreløbig tænkes indrettet i København, Esbjerg, Ålborg og Odense, mødt alvorlig modstand fra nogle kommuners side. Der er bl. a. henvist til, at langt den største brug af rådgivningsklinikkerne må antages at ville blive gjort af de største købstæder i klinikkens område, specielt den by, hvori klinikken placeres, hvorfor det forekommer uacceptabelt for de mindre og navnlig de fjernere beliggende kommuner, at fordelingen af udgifterne sker efter folketal og ikke i forhold til brugen af pågældende klinik, således som forholdet er med hensyn til sygehusudgifter. Ved en sådan udgiftsfordeling må det imidlertid befrygtes, at klinikkens benyttelse begrænses i modstrid med det ønske om sagkyndigt grundlag for børneværnets arbejde, som lovændringerne i 1958 var udtryk for.

Den nu foretagne ændring indebærer, at statens andel af udgifterne forøges fra 51 pct. efter den gældende lov til 54 pct., og at den del, der dækkes ved mellemkommunal refusion, forhøjes fra 9 pct. til 36 pct.

For de fire planlagte klinikker budgetteres indtil videre med samlede udgifter på ca. 450 000 kr. årlig. Heraf vil statens tilskud andrage 243 000 kr. (efter hidtil gældende lov 229 500 kr.). Den mellemkommunale refusion vil andrage 162 000 kr. (efter hidtil gældende lov 40 500 kr.), mens de stedlige kommuner, der efter hidtil gældende lov skulle yde tilskud på 30 pct. eller 135 000 kr., ikke skal bidrage direkte.

§ 150 i den hidtidige forsorgslov om tiltalefrafald for unge anbragt i et opdragelseshjem eller udskrevet under tilsyn er ikke medtaget i loven, idet en tilsvarende bestemmelse nu er optaget i retsplejeloven ved lov nr. 164 af 31. maj 1961 om ændringer i lov om rettens pleje (se nedenfor under nr. 78).

I forbindelse hermed er i loven som § 72 optaget følgende bestemmelse:

„Fastsættes det som vilkår i en betinget dom eller et tiltalefrafald, at en ung inddrages eller forbliver under børne- og ungdomsforsorg og anbringes på nærmere angivet måde, og træffer børneværnsudvalget ikke beslutning om anbringelse i overensstemmelse med vilkåret, afgør direktøren for børne- og ungdomsforsorgen, hvor den pågældende skal anbringes."

Såfremt udvalget ikke inddrager den unge under forsorg i overensstemmelse med vilkåret, er der i § 88 (hidtidige lovs § 153) hjemmel for landsnævnet for børne- og ungdomsforsorg til at træffe den fornødne beslutning herom. En tilsvarende hjemmel har hidtil ikke eksisteret med hensyn til spørgsmålet, hvor anbringelse efter inddragelsen skal ske, idet dette spørgsmål i almindelighed ikke kan indbringes for højere myndighed.

Med den nu gennemførte bestemmelse skabes mulighed for, at direktøren kan træffe den fornødne afgørelse, såfremt udvalget enten slet ikke træffer nogen beslutning om anbringelsesmåden, eller dets beslutning er i strid med vilkåret. Det forudsættes herved, at direktøren, såfremt han tiltræder udvalgets opfattelse om, at vilkåret ikke kan opfyldes i den foreliggende form, optager forhandling med anklagemyndigheden om ændring af vilkåret eller sagens forelæggelse for retten.

Endelig er reglen i den hidtidige lovs § 65, stk. 10, om beregningen af tilskuddet til børneforsorgens pensionskasse ved lovens § 129, stk. 2, ændret under hensyn til, at tilskudssystemet efter den gældende lov har det før 1958 gældende løn- og pensionssystem som forudsætning.

Loven træder i kraft den 1. april 1962.

Under hensyn til, at lovforslaget som nævnt i det store og hele var en konsekvens af ophævelsen af de i forsorgsloven indeholdte regler om børne- og ungdomsforsorg, og til at reglerne skulle revideres i folketingssamlingen 1962-63, fik det en let gang igennem folketinget.

Det vedtoges ved 3. behandling enstemmigt.