Forslaget til loven fremsattes første gang i folketingsåret 1959-60, hvor det ved 1. behandling henvistes til behandling i et udvalg, som imidlertid ikke nåede at tilendebringe sit arbejde. Vedrørende lovforslagets indhold og baggrunden for dets fremsættelse henvises til omtalen i årbog 1959-60, side 470-73.
Det genfremsatte lovforslag var af samme ordlyd som det oprindeligt fremsatte forslag, bortset fra at tidspunktet for lovens revision ifølge det genfremsatte lovforslags § 7 var udskudt fra 1965-66 til 1966-67. Lovforslagets § 1 blev imidlertid ændret under folketingsbehandlingen, og bestemmelsen fik i loven følgende ordlyd:
„§ 1. Med det formål at bistå de kommuner i området langs Køge Bugt, som må forventes at blive omfattet eller berørt af en kommende bydannelse i området, med at tilvejebringe et grundlag for de enkelte kommuners byplanlægning, at samordne byplanlægningen af området med hensyn til dets anvendelse m. v. og at sikre områdets udbygning i en hensigtsmæssig tidsfølge bemyndiges boligministeren til for området langs Køge Bugt i Glostrup, Brøndbyernes, Vallensbæk, Torslunde-Ishøj, Greve-Kildebrønde, Karlslunde-Karlstrup, Havdrup-Solrød og Jersie-Skensved kommuner at nedsætte et udvalg. Med tilslutning af byplannævnet, jfr. § 4 i bekendtgørelse nr. 242 af 30. april 1949 af lov om byplaner, kan områder i andre kommuner, der berøres af den pågældende bydannelse, inddrages under udvalget.
Boligministeren beskikker udvalgets formand.
Til at indtræde i udvalget udpeger hver af de i stk. 1 nævnte kommunalbestyrelser 1 medlem samt Københavns og Roskilde amtsråd hver 2 medlemmer.
Boligministeren udpeger efter indstilling fra statslige og andre myndigheder medlemmer af udvalget uden stemmeret.
Til udvalget knyttes den fornødne teknisk sagkyndige bistand."
Baggrunden for denne ændring var indvendinger, der under udvalgsbehandlingen i folketinget fra udvalgets side rettedes mod den oprindeligt foreslåede formulering af bestemmelsen, der ikke indeholdt nogen regel om, at de af boligministeren beskikkede medlemmer af udvalget ikke havde stemmeret. Det hedder herom i udvalgets betænkning:
„Udvalget har drøftet, hvorvidt de i lovforslagets § 1, stk. 2, nævnte medlemmer, der udpeges efter indstilling fra statslige og andre myndigheder, burde have stemmeret. For at sikre de kommunale repræsentanter størst mulig indflydelse på de afgørelser, der skal træffes, er udvalget enedes om, at stemmeret i det i § 1, stk. 1, nævnte udvalg alene bør tilkomme formanden samt de kommunale repræsentanter. Hensynet til en styrkelse af koordinerende bestræbelser inden for udvalget taler imidlertid for, at der tildeles Københavns og Roskilde amtsråd en øget repræsentation. Ved ændringsforslag nr. 1 og 2, der er tiltrådt af ministeren, foreslår udvalget § 1 ændret i overensstemmelse hermed. Ifølge ændringerne skal hver af de i § 1, stk. 1, nævnte kommunalbestyrelser udpege 1 medlem og Københavns og Roskilde amtsråd hver 2 medlemmer."
Lovforslaget blev ved 1. behandling modtaget med velvilje af ordførerne for regeringspartierne og for socialistisk folkeparti. Ordførerne for venstre og det konservative folkeparti anerkendte vigtigheden af den opgave, som lovforslaget søgte at løse, men Axel Kristensen (V) fandt ikke den foreslåede løsning god. Det burde overvejes, om man ikke burde søge at skabe en overinstans for hele det storkøbenhavnske område. Han henviste i øvrigt til sine bemærkninger ved det tilsvarende lovforslags 1. behandling i folketingsåret 1959-60. Gottschalck-Hansen (KF) var især betænkelig ved lovforslagets § 5, der efter hans mening gav staten afgørende indflydelse på, hvem der skal erhverve jord i det pågældende område. Rimstad (Uafh.) fandt, at lovforslaget kun var egnet til at skabe skel mellem hovedstaden og det øvrige land. Hans parti kunne ikke stemme for forslaget, fordi det tog alt for vidtgående hensyn til hovedstaden på bekostning af det øvrige lands tarv.
Lovforslaget henvistes til et udvalg, der i sin betænkning gav udtryk for en række principielle synspunkter vedrørende den fremtidige lovgivning om egnsplanlægning for Københavnsegnen. Der anføres herom i betænkningen:
„Udvalget har ført forskellige drøftelser af spørgsmålet om planlægningen for Københavnsegnen på længere sigt.
En tilrettelægning heraf forekommer påkrævet under hensyn til den forventede udvikling af både eksisterende og nye byområder. Det er af afgørende betydning, at denne byudvikling sker på en sådan måde, at der tilvejebringes byplanmæssigt tilfredsstillende forhold efter tilsvarende retningslinjer, som er anført i bemærkningerne til det foreliggende lovforslag.
Ved planlægningen bør det således tilstræbes, at byenhederne får en sådan størrelse, at de byder beboerne en tidssvarende og alsidig bymæssig service og tillige er velegnede til løsning af administrative og tekniske opgaver.
Planlægningen bør foretages på en sådan måde, at der inden for passende områder opstår det rette forhold mellem beboelses- og erhvervsområder, bl. a. således at beboerne så vidt muligt undgår dyre, tidrøvende og trættende rejser mellem bolig og arbejdssted.
Planlægningen bør omfatte alle de for en bymæssig bebyggelse nødvendige fællesanlæg såsom forretningskvarterer og institutioner, veje og andre trafikanlæg samt de til bebyggelsens forsyning med elektricitet, gas og vand samt afledning af spildevand fornødne anlæg.
Planlægningen skal endvidere omfatte forslag til tilvejebringelse af friarealer i et omfang, der svarer til det fremtidige behov, samt forslag — udarbejdet i samarbejde med fredningsmyndighederne — til bevaring af områder, som på grund af deres skønhed, beliggenhed eller ejendommelighed har væsentlig betydning for almenheden.
Det bør tilstræbes, at udviklingen af trafik- og vejlinjer, kloakering og tilvejebringelsen af andre fælles anlæg m. v. afpasses efter en planmæssig udbygning af Storkøbenhavn som helhed.
Det er derfor påkrævet, at der etableres et politisk og administrativt apparat, som muliggør en rationel tilrettelægning og gennemførelse af storbyens vækst.
Udvalget har overvejet, om det burde fremkomme med forslag til foranstaltninger i så henseende, men det har ikke været muligt at opnå enighed om dette spørgsmål.
Ud fra det synspunkt, at udarbejdelsen af et forslag til de nævnte foranstaltninger må forudsætte ret omfattende overvejelser og forhandlinger har et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) tiltrådt det af boligministeren fremsatte synspunkt, at behovet for snarest at få etableret et planlægningsorgan som det foreslåede for Køge Bugt-området er så påtrængende, at lovforslaget bør gennemføres nu, også under hensyn til at repræsentanterne for de berørte kommuner er interesserede heri.
Flertallet finder dog, at spørgsmålet om en bedre tilrettelægning af Københavnsegnens udvilding snarest må tages op.
Flertallet finder i denne forbindelse anledning til at fremhæve, at en egnsplanlægning for Københavnsegnen må foreligge som en målsætning for området for at kunne danne baggrund for de enkelte planlægningsenheders eller planlægningsorganers virksomhed, at planlægning af Københavnsegnen må finde sted under en form, der tilgodeser hensynet til egnen som en helhed, og at der i takt med planlægningen må træffes foranstaltninger til gennemførelsen, herunder finansieringen af den planlagte udvikling.
Flertallet opfordrer boligministeren til at fremkomme med forslag til formen og organerne for planlægningen og dennes gennemførelse, således at både de lokale og de regionale hensyn tilgodeses. Det må indgå i overvejelserne, i hvilket omfang fællesopgaver bør henlægges til særlige organer, der repræsenterer de kommunale (herunder de amtskommunale) og statslige interesser samt den fornødne sagkundskab."
Venstres medlemmer af udvalget kunne ikke tiltræde lovforslaget, men opfordrede boligministeren til i stedet for lovforslaget at udarbejde forslag til en lov om regulering af byudviklingen inden for Københavns, Roskilde og Frederiksborg amter. De nævnte medlemmer af udvalget gav i betænkningen udførlige retningslinjer for den planlægning, som dette lovforslag skulle sikre.
En planlægning alene for det af det fremsatte lovforslag omfattede område kunne efter mindretallets opfattelse ikke være rationel, idet planlægningen måtte berøres af, hvad der foretoges i den øvrige del af Københavns omegn i videste betydning.
Mindretallet mente derfor, at lovgivningen burde omfatte de tre amter omkring København: Københavns amt, Roskilde amt og Frederiksborg amt, og at det burde være folkevalgte forsamlinger for disse områder, der lod foretage en planlægning, og som traf bindende beslutninger med hensyn til planlægningens udførelse.
Der ville ved den af mindretallet foreslåede lovgivning ske dels en nødvendig koordinering og dels en forenkling i forhold til den gældende lovgivning, idet det overlodes de respektive amter, eventuelt i fællesskab, at foretage både planlægningen og beslutning herom og om zoneinddelingen. Endvidere ville amtet få beføjelser til ikke alene at planlægge trafik og forsyning, men også at sikre udførelsen af disse planer, ligesom der var skabt mulighed for et effektivt samarbejde mellem amter og købstæder. Desuden var der i mindretallets udtalelse givet retningslinjer for den udvilding, der måtte tilstræbes, ikke mindst for at undgå det store menneskelige og økonomiske spild ved skabelse af de såkaldte sovebyer.
Endelig tog mindretallet i sin udtalelse stilling til byggezoneordningen. Efter den af mindretallet skitserede lovgivning skulle zonerne for boligbyggeri ved en zonefastlæggelse altid ansættes til så stort et areal, at det på ansættelsens tidspunkt skønnedes at slå til i 15 år. Udviklingen skulle derefter stadig følges, og skønnede man på noget tidspunkt, at der ikke var byggearealer til mere end 7 år, skulle byggezonerne udvides til et areal, der skønnedes tilstrækkeligt til 15 år. På samme måde skulle der forholdes for erhvervszoner, her var tidsrummene dog 10 og 25 år.
Et andet mindretal (det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) var enig i en række af disse bemærkninger. Især under hensyn til, at de af lovforslaget berørte kommuner stærkt havde betonet nødvendigheden af, at lovforslaget gennemførtes snarest, mente dette mindretal imidlertid at burde medvirke til en løsning af de mest påtrængende problemer ved at foreslå lovforslagets §§ 2-6 ændret.
I anledning af det konservative ændringsforslag til lovforslagets § 5, hvorefter de arealer, der skulle kunne erhverves af boligministeren efter indstilling af det i lovforslaget omhandlede udvalg, kun skulle være sådanne arealer, som ved planlægningen reserveredes for offentlige formål, udtalte udvalgets flertal i betænkningen:
"Flertallet mener at måtte fastholde § 5 i dens nuværende skikkelse for derved at fremme mulighederne for en aktiv grundpolitik, således at der skabes basis for en planlægning og effektivisering af bestræbelserne for den tidsmæssigt rette udvikling af området og grundspekulationen modvirkes."
Ved lovforslagets 2. behandling anerkendte boligministeren det saglige sigte i de synspunkter, som venstres medlemmer af udvalget havde givet udtryk for i betænkningen. Når ministeren ikke kunne tilslutte sig synspunkterne, var det især, fordi deres gennemførelse ville betyde en fuldstændig ændring af de kommunale forhold i Københavnsområdet, og det var efter ministerens opfattelse hverken rimeligt eller forsvarligt at tage dette problem op til behandling gennem et nyt lovforslag, så længe forudsætningerne herfor ud fra kommunalpolitiske og økonomiske synspunkter ikke var klarlagt i fornødent omfang. Heller ikke det konservative mindretals ændringsforslag kunne ministeren tiltræde, og ved afstemningen forkastedes disse. Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 114 stemmer mod 4 (Uafh.), mens 18 medlemmer (V og 2 grl. medlemmer) undlod at stemme.