Loven har følgende indhold:
§ 1. Finansministeren bemyndiges til at optage statslån i udlandet til et samlet beløb af indtil 200 mill. kr. i udenlandsk valuta.
§ 2. De med gennemførelsen af denne lov forbundne udgifter bevilges på de årlige finanslove.
Bortset fra de første efterkrigsårs genopbygningslån og Marshall-lånene er der efter krigen siden 1957 optaget 4 udenlandske statslån. Af disse er to optaget med hjemmel i lov nr. 350 af 19. december 1958 om optagelse af statslån i udlandet, nemlig 5 3/4 pct. Interbanklån 1959-78 og 5 1/2 pct. Dollarlån 1959-74. Bemyndigelsen i henhold til denne lov er fuldt udnyttet. Låneoverenskomsten vedrørende Interbanklånet omfatter et beløb på 20 mill. dollars, hvoraf pr. 31. marts 1961 var trukket et beløb svarende til ca. 87 mill. kr. Provenuet af 5 1/2 pct. Dollarlånet var 20 mill. dollars. De øvrige to lån er optaget med hjemmel i lov nr. 148 af 13. maj 1959, ved hvilken finansministeren bemyndigedes til at optage statslån i udlandet til et samlet beløb af indtil 200 mill. kr. i udenlandsk valuta. Bemyndigelsen udnyttedes til optagelse i Schweiz af to lån, henholdsvis 4 1/2 pct. Dansk Statslån 1959-74 på 50 mill. sfrcs. og 4 1/2 pct. Dansk Statslån 1960-75 på 50 mill. sfrcs., svarende til ialt ca. 160 mill. kr. Den uudnyttede del af den ved sidstnævnte lov givne bemyndigelse er herefter ikke af en sådan størrelse, at den giver regeringen fornøden mulighed for med kort varsel at foretage realitetsovervejelser med hensyn til lånetilbud, der måtte fremkomme fra udlandet.
I finansårene 1957-58—1960-61 er der på statens udenlandske gæld afdraget ca. 308 mill. kr., og i finansårene 1961-62—1963-64 skal der på statens udenlandske lån præsteres afdrag til et samlet beløb af ca. 140 mill. kr. På anden offentlig gæld — d. v. s. lån optaget af hypotekbanken, Københavns kommune og telefonselskaber m. v. — forventes afdrag i samme tidsrum på ca. 55 mill. kr.
Efter vedtagelsen af nærværende lov androg finansministerens samlede lånebemyndigelse ca. 240 mill. kr.
Som begrundelse for den nye bemyndigelse anførte finansministeren ved fremsættelsen af lovforslaget bl. a.:
„I forbindelse med forelæggelsen af forslaget til låneloven af december 1958 bemærkede min forgænger, at de lån, som regeringen agtede at optage med hjemmel i loven — lånet i Den internationale Bank og markedslånet i New York — i første række tog sigte på at tilføre landet udenlandsk kapital med henblik på de da forestående store investeringer, særlig udbygningen af landets kraftværker.
Loven af 13. maj 1959, der gav adgang til optagelse af statslån i udlandet til et samlet beløb af indtil 200 mill. kr. i udenlandsk valuta, var i højere grad udslag af bestræbelserne for at styrke den almindelige valutariske likviditet. Min forgænger henviste ved lovforslagets fremsættelse til de ret betydelige kapitaludbetalinger til udlandet, som Danmark dengang stod over for, herunder navnlig afdrag på den ordinære udenlandske gæld, indbetalinger til Den internationale Valutafond og Den europæiske Fond.
Regeringen har med hjemmel i denne lov optaget to lån i Schweiz, hvert på 50 mill. sfrcs., svarende til ca. 160 mill. kr., som i forbindelse med landets øvrige løbende valutaindtægter har bidraget til opretholdelsen af den valutareserve på ca. 1450 mill. kr., som vi i øjeblikket har.
De betalinger til udlandet, som motiverede låneoptagelsen, er nu i det væsentlige afviklet, men der skal i de kommende år præsteres afdrag på den udenlandske gæld af betydelig størrelse.
Den valutabeholdning, der er oparbejdet gennem de sidste år, er imidlertid — set i forhold til Danmarks samlede udenrigsomsætning og andre landes valutareserver — så beskeden, at det ikke vil kunne undgås, at valutastillingen bliver væsentlig påvirket, såfremt de forestående kapitalbetalinger alene skal finansieres gennem de almindelige valutaindtægter.
Jeg må derfor anse det for rimeligt, at der optages nye lån i udlandet, når der fremkommer acceptable tilbud herom. Regeringen har ikke for tiden konkrete tilbud om ydelse af sådanne lån ......"
Lovforslaget mødte ikke tilslutning fra alle sider i folketinget. Det henvistes efter 1. behandling til finansudvalget, der indhentede en udtalelse om sagen fra nationalbanken. I denne udtalelse hedder det bl. a.:
„For så vidt angår det principielle spørgsmål om, hvorvidt staten bør optage lån i udlandet, er det nationalbankens synspunkt, at Danmark som et veludbygget land med en endog særdeles høj levefod normalt selv bør præstere den opsparing, som er fornøden til dækning af landets investeringsbehov samt til oparbejdelse af en passende valutareserve. Afvigelser fra denne linie vil muligvis kunne motiveres, dersom der i enkelte tilfælde måtte blive tale om exceptionelt store investeringer, f. eks. til anlæg af atomkraftværker, men dette synes ikke for tiden at være aktuelt.
For så vidt angår den i øjeblikket foreliggende situation, skal man anføre, at den umiddelbare virkning af optagelse af lån i udlandet vil være en tilsyneladende styrkelse af valutastillingen, som medfører risiko for en mindre alvorlig bedømmelse af udviklingen i betalingsbalancen og derfor kan vanskeliggøre gennemførelsen af den til styrkelse af denne fornødne økonomiske politik. Denne risiko bliver større, fordi et udenlandsk statslån samtidig forøger statens kronetilgodehavende i nationalbanken, hvad der kan svække forståelsen for nødvendigheden af den faste finanspolitik, som efter den seneste tids udvikling er blevet mere påkrævet end nogen sinde.
De i bemærkningerne til forslag til lov om optagelse af statslån i udlandet omtalte afdrag på offentlig udenlandsk gæld, inklusive lån optaget af hypotekbanken, Københavns kommune og telefonselskaber m. v., medfører en gennemsnitlig årlig afdragsbyrde på ca. 65 mill. kr. i de tre finansår 1961-62—1963-64. Da landets samlede betalinger til og fra udlandet andrager ca. 13 milliarder kr. årlig hver vej, repræsenterer de nævnte årlige afdragsbeløb kun ca. 1/2 pct. af Danmarks udenlandske betalinger. Efter bankens opfattelse er dette beløb for beskedent til at motivere, at staten optræder som lånsøger på det internationale kapitalmarked."
I den betænkning, som udvalget afgav, indstillede regeringspartiernes og socialistisk folkepartis udvalgsmedlemmer lovforslaget til vedtagelse mens man fra venstres og det konservative folkepartis side ikke kunne slutte sig hertil. „Mindretallet er", hedder det i betænkningen, „enigt med nationalbanken i de anførte betragtninger, og da finansministeren ikke hverken ved lovforslagets fremsættelse eller i samrådet med finansudvalget har angivet anden grund for lånets optagelse end styrkelse af valutastillingen, kan mindretallet .... ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse."
Også de uafhængige tog afstand fra lovforslaget, der ved 3. behandling vedtoges uændret med 82 stemmer mod 54.