Loven gennemførtes i forbindelse med lov nr. 207 af 16. juni 1961 om ændring af valgretsalderen til folketinget (se nærmest foregående sag), der fastslog, at valgretsalderen til folketinget skal være 21 år. I overensstemmelse hermed ophæves ved nærværende lov den i valglovens § 1, stk. 2, indeholdte bestemmelse, hvorefter valgretsalderen var den, der var vedtaget i overensstemmelse med bestemmelserne i lov om folkeafstemninger i 1953. (Ved den den 28. maj 1953 afholdte folkeafstemning fastsattes valgretsalderen til 23 år). I stedet for den således udgåede bestemmelse er der nu i selve valglovens § 1, stk. 1, indsat en bestemmelse, der direkte angiver, at valgretsalderen for fremtiden er 21 år.

Herudover foretoges ved en ændring af valglovens § 43, stk. 1, 1. punktum, en ændring i de krav, som partierne må opfylde for at kunne få andel i tillægsmandaterne. Tidligere skulle et parti for at kunne få andel i tillægsmandaterne enten have opnået et kredsmandat eller i landet som helhed have opnået mindst 60 000 stemmer eller inden for hvert af de tre områder (hovedstaden, øerne og Jylland) have opnået mindst lige så mange stemmer, som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer, der i området taget som en helhed var afgivet pr. kredsmandat. I stedet for kræves det nu, at partierne enten 1) har opnået mindst ét kredsmandat eller 2) inden for hvert af to af de omhandlede tre områder har opnået mindst lige så mange stemmer som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer, der i området er afgivet pr. kredsmandat, eller 3) i hele landet har opnået mindst 2 pct. af de afgivne gyldige stemmer.

Foruden de foran omhandlede ændringer af valgretsalderen og de såkaldte spærreregler foretoges yderligere nogle mindre ændringer, hvoraf den betydningsfuldeste var, at ingen for fremtiden kan være stiller for kandidater for mere end et parti.

I det af indenrigsministeren oprindeligt fremsatte lovforslag var der ikke medtaget noget forslag om ændringer i valglovens spærreregler; bestemmelser herom indsattes under udvalgsbehandlingen. Der var derimod medtaget en lang række forslag om andre ændringer i valgloven, specielt om ændringer i valgkredsfortegnelsen. Der var imidlertid i udvalget enighed om at udskyde drøftelsen af disse ændringer, indtil der havde været lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om en videregående ændring i valgloven med det formål at afskaffe tillægsmandatsystemet. Det fremsatte lovforslag deltes derfor i to selvstændige forslag, hvoraf det, der indeholdt de foran omtalte ændringer i valgretsalderen og spærrereglerne m. m., vedtoges, mens den del, der indeholdt forslaget om ændringer i valgkredsfortegnelsen, henvistes til yderligere behandling i udvalget (se side 394).

Den vedtagne del af lovforslaget gennemførtes alene med tilslutning fra regeringspartierne og socialistisk folkeparti, mens de øvrige oppositionspartier samt Holger Eriksen (S) på grund af spærrereglernes ændring gik imod. Harald Nielsen (V) udtalte ved 2. behandling bl. a.:

„Venstre står meget uforstående over for, at denne ændring af valgloven skal gennemføres som hastesag. Da lovforslaget var til første behandling, måtte vi forstå af fremsættelsen, at her ikke var noget, der hastede; nu skulle vi have lejlighed til at kulegrave valgloven og alle de problemer den rejser. Herunder gjorde venstre opmærksom på, at vi meget vel kunne tænke os at være med til at afskaffe den nugældende spærreregel ved ganske simpelt at afskaffe tillægsmandaterne, således at man kun arbejdede med kredsmandater... Vi mener ikke, vi er færdige med arbejdet, vi mener ikke, vi er færdige med den undersøgelse, vi skulle have med hensyn til spørgsmålet om afskaffelse af tillægsmandaterne, og vi kan derfor ikke være med til på nuværende tidspunkt at ændre noget som helst ved spærrereglen, som venstre finder er meget mild, og som heller ikke har betydet den mindste hindring for, at nye partier kunne bane sig vej ind i folketinget."

Poul Sørensen (KF), der talte som ordfører for sit parti, tog ligeledes afstand fra ændringen af spærrereglerne og gav udtryk for, at han fandt den ændrede regel for svag. Hans partifælle Poul Møller fandt ikke de nye regler ideelle, men de var efter hans skøn bedre end de hidtil gældende, hvorfor han ville stemme for lovforslaget. Iver Poulsen (Uafh.), der sammen med sine partifæller havde fremsat et lovforslag indeholdende en ophævelse af spærrereglerne (se side 401), var ikke tilfreds med den foreslåede ændring og udtalte bl. a.:

„Da, som jeg har nævnt, de foreliggende ændringsforslag ikke bringer valgloven i overensstemmelse med grundloven ved at fjerne de efter min opfattelse grundlovsstridige og udemokratiske spærreregler, men kun ombytter et tilfældigt tal med et andet tilfældigt tal, som ved en passende lejlighed af et politisk flertal kan ændres til et tredje ganske tilfældigt tal, kan mit parti ikke stemme for de foreliggende ændringsforslag."

Ved lovforslagets 3. behandling vedtoges dette med 80 stemmer (S, RV, SF samt Poul Møller (KF), Rosing (Grl) og Hans Schmidt (SI) mod 59 (V, KF og Uafh.).