Loven har følgende ordlyd:

Valgretsalderen til folketinget fastsættes til 21 år.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte indenrigsministeren bl. a. „Under forfatningskommissionens behandling af valgretsbetingelserne kunne der, som det vil erindres, ikke opnås enighed om, hvorvidt valgretsalderen skulle være 21 eller 23 år, og man besluttede derfor at lade spørgsmålet afgøre ved en folkeafstemning. Denne fandt sted den 28. maj 1953, og resultatet blev som bekendt en valgretsalder på 23 år. Det er imidlertid regeringens opfattelse, at befolkningens stilling til spørgsmålet om valgretsalderen efterhånden har ændret sig så meget, at det nu synes rimeligt og naturligt at søge valgretsalderen nedsat til 21 år, således at den fremtidig falder sammen med den almindelige myndighedsalder.

Ifølge grundlovens § 29 kan et lovforslag, der ændrer den valgretsalder, der blev resultatet af afstemningen i 1953, først stadfæstes af kongen, når bestemmelsen om ændring af valgretsalderen har været undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens bortfald. Såfremt folketinget vedtager det nu fremsatte lovforslag om 21 års valgretsalder, skal lovforslaget altså ud til folkeafstemning, og det er derfor som nævnt fundet mest hensigtsmæssigt at udforme et selvstændigt lovforslag om valgretsalderen, der kort og klart gør befolkningen bekendt med, hvad der skal stemmes om, medens de øvrige ændringer i folketingsvalgloven, som regeringen stiller forslag om, er optaget i et almindeligt forslag om ændring af folketingsvalgloven.

I grundlovens § 29 er det endvidere bestemt, at den folkeafstemning, der skal afholdes, skal finde sted i overensstemmelse med reglerne i grundlovens § 42, stk. 5, hvorefter der ved folkeafstemningen stemmes for eller imod lovforslaget, således at der til lovforslagets bortfald kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende folketingsvælgere, dog mindst 30 pct. af samtlige stemmeberettigede, har stemt mod lovforslaget. Det fremgår altså af denne bestemmelse, at det er folketingsvælgerne, der stemmer, således at de personer, der er mellem 21 og 23 år, ikke kan deltage i afstemningen. I 1953 gjaldt ifølge den særlige i grundlovens § 29 omtalte lov af 25. marts 1953 den ordning, at også de 21-24-årige kunne deltage i afstemningen om valgretsalderen, men en tilsvarende ordning er nu ifølge grundloven udelukket ved den folkeafstemning, der skal finde sted, såfremt folketinget vedtager det fremsatte lovforslag.

Den pågældende folkeafstemning skal også omfatte vælgerne på Færøerne og i Grønland, og ifølge grundlovens § 42, stk. 8, skal de nærmere regler for folkeafstemning gives ved lov. Medens der allerede i lov om valg til folketinget og i lov om folketingsvalg på Færøerne er givet sådanne regler, savnes der i øjeblikket tilsvarende regler for Grønlands vedkommende, men det er regeringens hensigt snarest at forelægge det høje ting et forslag til lov om folkeafstemning i Grønland [jfr. den nedenfor under nr. 73 omtalte lov].

Den pågældende folkeafstemning bør bl. a. af hensyn til overholdelsen af tidsfristen i grundlovens § 22 afholdes samtidig i hele riget."

Lovforslaget mødte i folketinget ubetinget tilslutning fra ordførerne for socialdemokratiet, det konservative folkeparti, det radikale venstre og socialistisk folkeparti, mens venstre ikke enstemmigt kunne tiltræde det og de uafhængiges ordfører gik imod det.

Resultatet af udvalgsbehandlingen blev, at lovforslaget indstilledes til vedtagelse i uændret affattelse. Et mindretal (Erik Eriksen (V) og Harald Nielsen (V)) udtaler imidlertid i betænkningen:

„Som nævnt blev det ved lovforslagets første behandling tilkendegivet, at adskillige i venstres folketingsgruppe er tilhængere af valgretsalderens fastsættelse til 21 år, medens andre finder, at man bør blive ved den lidt højere valgretsalder, som fastsattes i henhold til en vejledende folkeafstemning for 8 år siden, men ingen i partiet har noget imod, at lovforslaget vedtages, så det kan sendes ud til befolkningens godkendelse eller forkastelse. Uanset de delte meninger om, hvad valgretsalderen bør være, er der i venstre fuld enighed om, at en ny folkeafstemning om valgretsalderen bør holdes i forbindelse med de kommunale valg i foråret 1962. Derved undgår man ekstra udgift og ulejlighed og sikrer samtidig en så stor stemmedeltagelse, at afstemningen kan blive et klart og fuldgyldigt udtryk for befolkningens stilling til dette spørgsmål. Det er med beklagelse, at vi må konstatere, at ingen i udvalget har villet støtte dette efter vor opfattelse særdeles rimelige og fornuftige forslag."

Det fremgår i øvrigt af betænkningen, at udvalget havde drøftet tidspunktet for den i henhold til grundlovens § 29, stk. 2, nødvendige folkeafstemning, og det var blevet oplyst, at regeringen agtede at ansætte tidspunktet til den 30. maj 1961.

Med hensyn til folkeafstemningen i Grønland var der enighed om at henstille til regeringen, at den enten fastsattes til en tidligere dato eller til samme dato som i den øvrige del af riget.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 118 stemmer mod 4 (medlemmer af de uafhængige), idet 5 venstremænd (Harald Nielsen, Heilesen, Foged, Viggo Hauch og Finn Poulsen) samt 1 uafhængig (Mose Hansen) afholdt sig fra at stemme.

Efter at lovforslaget den 25. april var endeligt vedtaget af folketinget, undergaves det tirsdag den 30. maj i henhold til grundlovens § 29, stk. 2, en folkeafstemning, der gav følgende resultat:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1960-61, side 223]

I forhold til det samlede vælgertal, der er opgjort til 2 870 337, er der således afgivet 16,69 pct. nej-stemmer.

Af de ugyldige stemmesedler — i alt 9 299 — har efter de foreliggende oplysninger 1 526 været blanke, mens 7 773 er blevet kasseret af valgbestyrelserne.

Da betingelserne for lovforslagets ophøjelse til lov dermed var opfyldt, fandt stadfæstelsen sted 16. juni 1961.