Loven, hvorved der gennemførtes nye bestemmelser om den kommunale ejendomsbeskatning, gennemførtes i forbindelse med følgende love:
a. lov om den amtskommunale beskatning (se nærmest foregående sag), ved hvilken der gennemførtes stærkt ændrede regler om den amtskommunale udskrivning,
b. lov om statens overtagelse af visse kommunale udgifter m. m. (se nærmest efterfølgende sag), hvorved staten overtog den købstad- og amtskommunerne påhvilende andel af udgifterne til mødrehjælp, beneficerede sager, afsoning af underholdsbidrag og omskrivning af realregistre samt af udgifterne i henhold til lovgivningen om smitsomme sygdomme hos husdyr,
c. lov om ændring i lov om invalide- og folkepension og lov om pension og hjælp til enker m. fl. (se nedenfor under nr. 57), hvorved staten overtog kommunernes direkte andele i folkepensionsudgifterne og enkepensionsudgifterne, og
d. lov om ændring i lov om afgift af spiritus, vin og øl (se ovenfor under nr. 16), hvorved staten overtog den kommunerne hidtil tilkommende andel af den nævnte afgift. Samtidig ophævedes en lang række af de hidtil gældende love og bestemmelser vedrørende den kommunale beskatning m. v.
Da der således i en vis forstand er tale om en reform, for så vidt angår den kommunale beskatning, skal der her først gives en summarisk oversigt over de ved reformen gennemførte hovedændringer, mens der derefter med støtte i indenrigsministeriets cirkulære af 20. februar 1961 gives en nærmere redegørelse for indholdet af nogle af de enkelte bestemmelser i ejendomsskatteloven.
Hovedændringerne er følgende:
a) Fiksering af ejendomsskylden i amts- og sognekommunerne.
b) Aftrapning af den fikserede ejendomsskyld i alle kommuner.
c) Omlægning af den amtskommunale beskatning således, at en del af amtskommunernes udskrivning lignes på de kommuner, i hvilke der svares grundskyld til amtskommunen.
d) Afskaffelse af 4 års perioderne for fastsættelse af grundskyldpromillen i bykommunerne og ligningsforholdet i sognekommunerne.
e) Fastsættelse af en overgrænse for den amtskommunale grundskyldpromille samt over- og undergrænser for den sognekommunale grundskyldpromille.
f) Sammenlægning af de ordinære og de ekstraordinære ejendomsskatter i bykommunerne.
g) Adgang for by- og sognekommunerne til at oppebære en særlig dækningsafgift af kontor-, forretnings-, hotel-, fabriks-, værksteds- og lignende ejendomme.
h) Adgang for sognekommunerne til at opkræve tillægsgrundskyld af visse landbrugsejendomme tilhørende personer eller selskaber, der ikke svarer indkomstskat til den pågældende kommune.
Der er endvidere ved affattelsen af ejendomsskatteloven lagt vægt på at tilpasse bestemmelserne til lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme, og der er i denne forbindelse foretaget såvel visse mindre realitetsændringer — især i fritagelsesbestemmelserne — som en række ændringer af redaktionel karakter.
I. Ved de nye bestemmelser er der kun gennemført forholdsvis begrænsede ændringer med hensyn til ejendomsbeskatningen i bykommunerne (København, Frederiksberg, købstæderne og flækkerne). Disse ændringer går ud på følgende:
1. Den ekstraordinære grundskyld optages i den ordinære grundskyld, og den kommunale grundskyld opkræves herefter med en fælles promille, der ikke kan fastsættes lavere end den samlede ordinære og ekstraordinære grundskyldpromille i skatteåret 1960-61, jfr. lovens § 2, stk. 1.
2. Grundskyldpromillen skal ikke mere fastsættes for 4 år ad gangen, men kan ifølge lovens § 2 fastsættes som gældende indtil videre eller for et af kommunalbestyrelsen fastsat åremål eller blot for et enkelt skatteår. Selv om promillen er fastsat for et bestemt åremål, kan kommunalbestyrelsen godt ændre promillen inden for det fastsatte åremål.
3. Bestemmelserne om fritagelse for grundskyld i lovens §§ 7-9 adskiller sig noget fra de tilsvarende bestemmelser i 1933-lovens §§ 16-18, men ændringerne er hovedsagelig af redaktionel karakter. Det skal dog bemærkes, at den hidtidige fritagelse af de staten og andre kommuner tilhørende ejendomme, der henligger ubenyttede, er ophørt.
4. Den ekstraordinære ejendomsskyld optages i den ordinære ejendomsskyld, der herefter opkræves under ét med en fælles promille, jfr. lovens § 10. Denne promille aftrappes med 1/7 ved vurderingen i 1964 og hver efterfølgende vurdering, så hele ejendomsskylden i løbet af 28 år skulle være afviklet.
5. Fikseringen af ejendomsskylden på skattebeløb ændres i forbindelse med sammenlægningen af den ordinære og den ekstraordinære ejendomsskyld til en fiksering af promillerne og de afgiftspligtige værdier (fikseringsværdierne), jfr. lovens § 11. Der sker ikke herved nogen realitetsændring, og de beløb, der skal opkræves i skatteåret 1961-62, er de samme, som blev opkrævet i 1960-61, bortset fra de ændringer, der er en følge af reguleringer af den fikserede ejendomsskyld til staten og af den ændrede bestemmelse om fritagelse for ejendomsskyld for mindre ejendomme, jfr. lovens § 10, stk. 1, 2. punktum.
6. I lovens § 10, stk. 1, 2. punktum, er der — bortset fra ejendomme, for hvilke skattefritagelsen i henhold til byggestøttelovgivningen regnes fra et tidspunkt, der ligger inden for tidsrummet fra 1. april 1947 til 31. marts 1950 — indført en særlig bestemmelse om fritagelse for ejendomsskyld af ejendomme, for hvilke fikseringsværdien er under 7 150 kr. Samtidig bortfaldt bestemmelsen i § 3, stk. 3, i lov nr. 357 af 27. december 1958, hvorefter ekstraordinær ejendomsskyld for en ejendom ikke skulle opkræves, når den udgjorde mindre end 25 kr. pr. kvartal.
II. Ved loven foretages endvidere i forbindelse med loven om den amtskommunale beskatning en delvis omlægning af den amtskommunale udskrivning.
Ejendomsskylden fikseres således på grundlag af de afgiftspligtige forskelsværdier og de for skatteåret 1960-61 gældende promiller, jfr. lovens kap. II, afsnit C, og promillerne nedtrappes over en periode på 28 år til 0.
Af det beløb, der efter fradrag af indtægten ved ejendomsskyld ifølge amtskommunens overslag årlig skal tilvejebringes, udskrives halvdelen som grundskyld dog med den begrænsning, at grundskyldpromillen ikke kan udgøre mere end 14, jfr. § 1, stk. 2, i lov om den amtskommunale beskatning.
Den resterende del af det beløb, amtskommunen skal udskrive, pålignes de til amtsrådskredsen hørende kommuner, jfr. § 1, stk. 3, og § 2 i lov om den amtskommunale beskatning.
Om den amtskommunale ejendomsskyld, grundskyld og øvrige udskrivning anføres følgende hovedpunkter:
1. Amtskommunal ejendomsskyld svares fra og med skatteåret 1961-62 med den for skatteåret 1960-61 gældende promille af ejendommenes fikseringsværdi, jfr. § 16, stk. 1, i ejendomsskatteloven.
2. Fikseringsværdien er ifølge ejendomsskattelovens § 17, stk. 1, det beløb, hvoraf amtskommunal ejendomsskyld for skatteåret 1960-61 er beregnet. Grundlaget er således ejendomsværdien ved 11. almindelige vurdering pr. 1. september 1956 eller en senere vurdering (eller omvurdering), der er medtaget på årsomvurderingsfortegnelserne pr. 1. september 1957, 1958 eller 1959. I denne ejendomsværdi er ved ejendomsskyldens beregning for skatteåret 1960-61 fradraget det dobbelte af grundværdien ved samme vurdering samt det af amtsrådet for perioden 1. april 1959—31. marts 1963 fastsatte ensartede fradrag på 15 000-25 000 kr. og lejlighedsfradrag på 3 000 kr. pr. lejlighed ud over én.
3. Såfremt det af amtsrådet for perioden 1. april 1959—31. marts 1963 fastsatte ensartede fradrag er mindre end 25 000 kr., kan amtsrådet ifølge ejendomsskattelovens § 17, stk. 4, vedtage at forhøje dette fradrag til højst 25 000 kr. med den virkning, at fikseringsværdien for alle ejendomme nedsættes med forskellen mellem det således forhøjede fradrag og det tidligere fastsatte fradrag. En sådan vedtagelse kan amtsrådet træffe med virkning fra og med skatteåret 1961-62, men amtsrådet kan også gøre det senere med virkning fra et af de følgende skatteår. Amtsrådet kan ligeledes vedtage at foretage den nævnte nedsættelse af fikseringsværdien gradvis. Fikseringsværdien kan alene nedsættes inden for de anførte grænser, og der kan hverken nu eller senere foretages en forhøjelse, selv om forhøjelsen alene går ud på at vende tilbage til fikseringsværdien forud for en tidligere nedsættelse.
4. For så vidt angår fritagelse for ejendomsskyld, henvises til ejendomsskattelovens §§ 20 og 21, hvorefter fritagelse trods redaktionelle ændringer i det store og hele tilstås i samme omfang som hidtil.
5. Halvdelen af det beløb, amtskommunen skal udskrive efter fradrag af indtægten ved ejendomsskyld og dækningsafgift, udskrives som grundskyld. Grundskyldpromillen fastsættes således årligt i tilknytning til vedtagelsen af overslaget, men kan i henhold til § 5 i ejendomsskatteloven og § 1, stk. 2, i lov om den amtskommunale beskatning ikke fastsættes højere end 14.
6. Til nedsættelse af den amtskommunale grundskyld for landbrugsejendomme ydes tilskud af samme størrelsesorden og efter samme regler som hidtil, jfr. ejendomsskattelovens § 6.
7. Bestemmelserne om fritagelse for grundskyld i ejendomsskattelovens §§ 7-9 adskiller sig noget fra de tilsvarende bestemmelser i 1933-lovens §§ 16-18, men ændringerne er hovedsagelig af redaktionel karakter. Det skal dog bemærkes, at den hidtidige fritagelse af de staten og andre kommuner tilhørende arealer, der henligger ubenyttede, ikke er opretholdt.
8. Den del af amtskommunens udskrivning, der ikke tilvejebringes ved opkrævning af ejendomsskyld, dækningsafgift og grundskyld, skal ifølge reglerne i § 1 i loven om den amtskommunale beskatning dækkes ved en udskrivning på kommunerne, d. v. s. sognekommunerne i amtsrådskredsen. Fordelingen på kommunerne foretages med halvdelen i forhold til summen af de skattepligtige indkomster i kommunerne i det foregående skatteår og halvdelen i forhold til summen af de afgiftspligtige grundværdier.
III. I sognekommunerne fikseres ejendomsskylden ligesom i amtskommunen fra og med skatteåret 1961-62, og der beregnes ikke ejendomsskyld på grundlag af de ved 12. almindelige vurdering eller senere vurderinger foretagne ansættelser. Nyordningen vil i øvrigt for sognekommunernes vedkommende i hovedtræk betyde følgende:
1. Sognekommunal ejendomsskyld svares fra og med skatteåret 1961-62 med den for skatteåret 1960-61 gældende promille af ejendommenes fikseringsværdi, jfr. § 12, stk. 1, i ejendomsskatteloven. Dette vil sige, at ejendomsskyld til kommunen normalt — hvis der ikke foretages den under punkt 3 omtalte almindelige nedsættelse af fikseringsværdierne — af den enkelte ejendom skal svares med samme beløb som i skatteåret 1960-61 indtil 1964, hvorefter den nedtrappes efter samme regler som i by- og amtskommunerne.
2. Fikseringsværdien er ifølge ejendomsskattelovens § 13, stk. 1, det beløb, hvoraf sognekommunal ejendomsskyld for skatteåret 1960-61 er beregnet. Grundlaget er således ejendomsværdien ved 11. almindelige vurdering pr. 1. september 1956 eller en senere vurdering (eller omvurdering), der er medtaget på årsomvurderingsfortegnelserne pr. 1. september 1957, 1958 eller 1959.
3. Såfremt det af sognerådet i medfør af loven af 15. februar 1957 for perioden 1. april 1959— 31. marts 1963 fastsatte ensartede fradrag er mindre end det for kommunen gældende maksimale fradrag (35 000 kr. i kommuner med mindst én bymæssig bebyggelse med over 3 000 indbyggere og 20 000 kr. i andre kommuner), kan kommunalbestyrelsen ifølge ejendomsskattelovens § 13, stk. 4, vedtage at forhøje det nævnte fradrag til højst henholdsvis 35 000 kr. og 20 000 kr. med den virkning, at fikseringsværdien for alle ejendomme nedsættes med forskellen mellem det for kommunen ifølge 1957-loven gældende maksimale fradrag og det tidligere fastsatte fradrag. En sådan vedtagelse kan kommunalbestyrelsen træffe med virkning fra og med skatteåret 1961-62, men kommunalbestyrelsen kan også gøre det senere med virkning fra et af de følgende skatteår. Kommunalbestyrelsen kan ligeledes vedtage at foretage den nævnte nedsættelse af fikseringsværdien gradvis. Fikseringsværdien kan alene nedsættes inden for de anførte grænser, og der kan hverken nu eller senere foretages en forhøjelse, selv om forhøjelsen alene går ud på at vende tilbage til fikseringsværdien forud for en tidligere nedsættelse.
4. Bestemmelserne i ejendomsskattelovens § 14 om nedsættelse af fikseringsværdien i særlige tilfælde får især betydning i det første skatteår efter en almindelig vurdering, det vil bl. a. sige skatteåret 1961-62.
Ifølge paragraffens stk. 1 skal fikseringsværdien fra og med skatteåret 1961-62 nedsættes til 0, dersom ejendommens forskelsværdi — d. v. s. ejendomsværdien ÷ grundværdien — ved 12. almindelige vurdering pr. 1. september 1960 er mindre end 5 pct. af ejendommens grundværdi ved samme vurdering.
I paragraffens 2. stk. bestemmes det, at hvor forskelsværdien ved en senere vurdering udviser en nedgang i forhold til tidligere uden dog at komme ned under 5 pct. af grundværdien, skal fikseringsværdien nedsættes med samme beløb, når nedgangen skyldes, at ejendommens areal enten er formindsket eller steget i værdi.
Endelig er der i paragraffens 3. stk. givet en til statsejendomsskattelovens § 77, 2. punktum, svarende bestemmelse om nedsættelse af fikseringsværdien efter andragende herom.
5. Reglerne om fritagelse for ejendomsskyld, der indeholdes i §§ 20 og 21, er trods redaktionelle ændringer i det store og hele uændrede i forhold til tidligere.
6. Ved bestemmelserne om grundskyld og ligningsforhold er i den nye ejendomsskattelov opretholdt det hovedprincip, at skatteudskrivningen i sognekommunerne fordeles mellem udskrivning på fast ejendom og på indkomst efter et ligningsforhold. Den hidtidige ordning er dog ændret på forskellig måde. For det første får visse større bymæssige sognekommuner adgang til at forlade ligningsforholdssystemet. Dernæst er selve reglerne om ligningsforholdets indhold og fastsættelse ændret, og endelig er der indført grænser for grundskyldpromillens størrelse, der kan medføre fravigelse af ligningsforholdet.
I de københavnske omegnskommuner og visse større bymæssige kommuner er der ved lovens § 3 åbnet adgang til, at kommunen i stedet for at fordele skatteudskrivningen efter et ligningsforhold kan anvende en fast grundskyldpromille på samme måde som i købstæderne, således at hele det resterende skattebehov udskrives på indkomster.
Grundskyldpromillen behøver i så tilfælde ikke at fastsættes for en bestemt periode, men kan fastsættes som gældende indtil videre, for et åremål eller blot for et enkelt skatteår. Selv om promillen måtte blive fastsat for et bestemt åremål, kan kommunalbestyrelsen alligevel ændre promillen inden for det fastsatte åremål.
I de øvrige kommuner og i de af de foran nævnte kommuner, der ikke overgår til anvendelse af fast grundskyldpromille, skal udskrivningen af grundskyld og dermed fastsættelse af promillens størrelse ske på grundlag af et for kommunen fastsat ligningslorhold.
Dette ligningsforholds indhold er imidlertid ændret i forhold til tidligere, idet ejendomsskylden nu er fikseret og ikke længere kan ændres efter udskrivningsbehovet. Ejendomsskylden skal derfor fremtidig ikke indgå i det beløb, der efter ligningsforholdet skal fordeles mellem udskrivning på fast ejendom og udskrivning på indkomst. Ligningsforholdet skal herefter ifølge lovens § 4, stk. 1, alene angive, hvorledes udskrivningen skal fordeles på grundskyld og indkomstskat.
Fastsættelsen af ligningsforholdet foretages som hidtil af amtsrådet efter indstilling af kommunalbestyrelsen, men nu ikke mere for 4 år ad gangen, idet det kan fastsættes som gældende indtil videre eller for blot et eller flere skatteår. Som noget helt nyt er der i lovens § 4, stk. 2, givet kommunalbestyrelsen adgang til at indanke amtsrådets fastsættelse af ligningsforholdet for et af indenrigsministeren nedsat ankenævn.
Når det med anvendelse af det således fastsatte ligningsforhold er fastlagt, hvilket beløb der skal udskrives som grundskyld, beregnes grundskyldpromillen på grundlag af dette beløb og de afgiftspligtige grundværdier.
Med hensyn til grundskyldpromillens størrelse gælder ifølge § 2, stk. 1, at den for København, Frederiksberg, købstæderne, Marstal Handelsplads og de sønderjyske flækker ikke kan fastsættes lavere end den for skatteåret 1960-61 gældende grundskyldpromille, heri indbefattet ekstraordinær grundskyldpromille i henhold til lov nr. 377 af 27. december 1958. For de øvrige kommuner gælder ifølge § 3, stk. 1, og § 4, stk. 4, at den ikke kan fastsættes højere end 40 eller lavere end 10, dog gælder ifølge § 34 en særlig overgangsregel, hvorefter grundskyldpromillen for skatteåret 1961-62 ikke behøver at nedsættes med mere end 10 i forhold til den for skatteåret 1960-61 gældende promille; fra og med skatteåret 1962-63 skal promillen derefter nedsættes med mindst 2 årlig, indtil den er højst 40. I de tilfælde, hvor den beregnede grundskyldpromille for 1961-62 viser sig at blive mindre end 10, gælder der ingen særlige overgangsregler, og promillen må derfor forhøjes til 10, og de beregnede udskrivningsbeløb reguleres som foran anført.
7. Bestemmelserne om fritagelse for grundskyld i lovens §§ 7-9 adskiller sig noget fra de tilsvarende bestemmelser i 1933-lovens §§ 16-18, men ændringerne er hovedsagelig af redaktionel karakter. Det skal dog bemærkes, at den hidtidige fritagelse af de staten og andre kommuner tilhørende arealer, der henligger ubenyttede, ikke er opretholdt.
8. Ifølge lovens § 24 kan kommunalbestyrelsen i en sognekommune bestemme, at der af landbrugsejendomme skal svares en tillægsgrundskyld på indtil 10 promille, dersom ejendommens ejer eller — såfremt ejendommen er bortforpagtet — forpagteren ikke fra skatteårets begyndelse er pligtig at svare skat i henhold til lov vedrørende personlig skat til kommunen til den kommune eller en af de kommuner, hvori ejendommen er beliggende. Ejes ejendommen af flere, svares tillægsgrundskyld kun, dersom ingen af ejerne er pligtig at svare skat som foran nævnt.
9. Ifølge lovens § 23, stk. 1, skal der som hidtil af kommunerne i henhold til vedtægter stadfæstet af indenrigsministeriet kunne opkræves dækningsafgift af offentlige ejendomme, som er fritaget for at svare kommunal grundskyld og ejendomsskyld, men bestemmelserne herom er undergået mindre ændringer.
Endvidere er der som noget nyt ved lovens § 23, stk. 2-4, indført adgang for alle kommuner — bortset fra amtskommunerne — til at opkræve en dækningsafgift på indtil 5 promille af forskelsværdien af ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik og værksted, ligeledes i henhold til vedtægter stadfæstet af indenrigsministeriet.
10. Endelig skal det også her nævnes, at der i henhold til loven om den amtskommunale beskatning pålignes sognekommunerne bidrag til amtskommunen. Dette bidrag påhviler kommunen som en almindelig udgift og skal derfor sammen med kommunens øvrige udgifter dækkes gennem den almindelige skatteudskrivning. Det påhviler kommunen at erlægge bidraget med det fulde af amtsrådet pålignede beløb, og kommunen bærer selv risikoen for beløbets tilvejebringelse ved udskrivningen på skatteyderne. Det bestemmes i øvrigt i § 2, stk. 2, i loven om den amtskommunale beskatning, at det i skattekvitteringerne til skatteyderne skal anføres, hvor stor en procentdel af kommunens samlede udskrivning bidraget til amtskommunen udgør.
Indenrigsministeren gav ved lovforslagets fremsættelse en oversigt over sammenhængen mellem dette og de øvrige af regeringen i samme forbindelse fremsatte lovforslag. Om den til grund for reformen liggende målsætning udtalte han bl. a.:
„Det almindelige krav om en reform af ejendomsbeskatningen uden for byerne har vel sit udgangspunkt i ønsket om en ændring af landbrugets beskatningsforhold, men spørgsmålet er også aktuelt ud fra andre synspunkter. Den stigende udbygning af forstadskommunerne og andre bymæssige bebyggelser i landkommunerne og industriens udflytning fra byerne har forøget presset på den sogne- og amtskommunale udskrivning og samtidig i nogen grad udvisket forskellene i byernes og landkommunernes struktur og dermed baggrunden for forskellene i beskatningen i de forskellige områder.
Det, der efter regeringens opfattelse især kan ankes over ved det bestående system, er for det første amtskommunernes begrænsede beskatningsgrundlag, for det andet den store uensartethed i den sognekommunale ejendomsbeskatning, der yderligere forøges gennem den amtskommunale ejendomsbeskatning, og for det tredje forskellene mellem ejendomsbeskatningen i by og på land. Det foreliggende kompleks af lovforslag tager i første række sigte på at afhjælpe disse mangler."
Lovforslaget var i øvrigt forsynet med meget fyldige bemærkninger, hvori der blev givet følgende ret stærkt sammentrængte oversigt over forslagenes økonomiske virkninger:
„I skatteåret 1959-60 blev der udskrevet i alt 166,9 mill. kr. som amtskommunal ejendomsskat — heraf 122,5 mill. kr. som grundskyld og 44,4 mill. kr. som ejendomsskyld. Endvidere ydedes et statstilskud til nedsættelse af landbrugsejendommenes grundskyld på 25,2 mill. kr. og et statstilskud på 3 mill. kr. til nedsættelse af ejendomsskylden i Københavns amtskommune, jfr. § 4 i lov nr. 100 af 25. marts 1959 om ændring i lov om sygehusvæsenet m. v. Det samlede udskrivningsbehov var således 166,9 + 25,2 + 3 = 195,1 mill. kr. Heraf blev 73,7 mill. kr. udskrevet som grundskyld på landbrugsejendommene.
Såfremt nærværende forslag og de samtidigt fremsatte forslag til lov om den amtskommunale beskatning og til lov om statens overtagelse af visse kommunale udgifter m. m. havde været gældende i skatteåret 1959-60, ville amtskommunernes udskrivningsbehov som følge af statens overtagelse af de i sidstnævnte forslag omhandlede udgifter have været 2,9 mill. kr. mindre end ovennævnte 195,1 mill. kr., altså 192,2 mill. kr. Heraf ville uforandret 44,4 mill. kr. have været dækket af den amtskommunale ejendomsskyld. Halvdelen af det resterende behov på 147,8 mill. kr. eller 73,9 mill. kr. ville i henhold til lovforslaget om den amtskommunale beskatning være blevet udskrevet på sognekommunerne, medens den direkte udskrivning af amtskommunal grundskyld ville have udgjort 73,9 mill. kr. med fradrag af statstilskuddet til nedsættelse af landbrugsejendommenes grundskyld. Dette tilskud ville uforandret have udgjort ovennævnte 25,2 mill. kr. Den amtskommunale grundskyld ville altså have udgjort 73,9 ÷ 25,2 = 48,7 mill. kr., hvoraf 24,2 mill. kr. ville være blevet udskrevet på landbrugsejendommene. Den faktiske i skatteåret 1959-60 udskrevne grundskyld udgjorde som ovenfor nævnt 122,5 mill. kr. Lettelsen i den amtskommunale ejendomsbeskatning ville altså have været 73,8 mill. kr. For landbrugsejendomme ville lettelsen have været 49,5 mill. kr. — fra 73,7 mill. kr. til 24,2 mill. kr.
De amtskommunale grundskyldpromiller i skatteåret 1959-60 ifølge gældende regler og ifølge forslaget er angivet i bilag 1 såvel for landbrugsejendomme som for andre ejendomme.
Udskrivningen på sognekommunerne ville som nævnt have udgjort 73,9 mill. kr. Den sognekommunale grundskyld og indkomstskat ville imidlertid ikke være blevet forøget med dette beløb, idet på den ene side det samtidigt fremsatte forslag om statens overtagelse af kommunernes direkte andel af folkepensions- og enkepensionsudgifterne ville have medført lettelse i de sognekommunale udgifter, der for 1959-60 skønsmæssigt kan anslås til 46,7 mill. kr., medens på den anden side sognekommunernes indtægter ville være blevet formindsket med 3,4 + 2,4 = 5,8 mill. kr., dersom sognekommunerne ikke havde haft andel i henholdsvis forlystelsesafgift og afgift af stærke drikke, jfr. de samtidigt fremsatte lovforslag om statens overtagelse af disse andele. Forøgelsen af den sognekommunale beskatning, hvis forslagene havde været gældende i skatteåret 1959-60, kan herefter opgøres til 73,9 ÷ (46,7 ÷ 5,8) = 33,0 mill. kr.
Tages amts- og sognekommunerne under ét, ville den samlede lettelse i beskatningen i skatteåret 1959-60 have været 73,8 ÷ 33,0 = 40,8 mill. kr.
Den nævnte forøgelse af den sognekommunale beskatning på 33 mill. kr. ville i skatteåret 1959-60 have forøget den samlede sognekommunale grundskyld og indkomstskat fra 900,9 mill. kr. til 933,9 mill. kr. eller med ca. 4 pct.
Den samlede forøgelse ville dog have dækket over store udsving fra amt til amt, idet den nuværende amtskommunale udskrivning er meget forskellig, jfr. til belysning heraf den som bilag 1 optagne tabel. Også fra kommune til kommune inden for den enkelte amtsrådskreds ville der have været store udsving, navnlig fordi lettelsen i udgifterne som følge af statens overtagelse af den kommunale andel af folkepensionsudgifterne fordeler sig anderledes end bidragene til amtskommunerne.
I bykommunerne (København, Frederiksberg, købstæderne og de sønderjyske flækker) ville alene de fremsatte lovforslag om statens overtagelse af kommunernes direkte andel i folke- og enkepensionsudgifterne og statens overtagelse af visse kommunale udgifter m. m. samt om statens overtagelse af kommunernes andel i forlystelsesafgift og afgift af stærke drikke have haft virkning. Dersom de to førstnævnte forslag havde været gældende i skatteåret 1959-60, ville bykommunerne være blevet lettet for udgifter på henholdsvis 50,3 og 4,2 mill. kr. eller i alt 54,5 mill. kr., medens på den anden side de to sidstnævnte forslag ville have medført indtægtsnedgang på henholdsvis 12,6 og 8,2 mill. kr. eller i alt 20,8 mill. kr. Nedsættelsen af disse kommuners udskrivningsbehov ville således have udgjort 54,5 ÷ 20,8 = 33,7 mill. kr.
Om den virkning, forslagene i en række bykommuner med forskellige beskatningsforhold ville have haft i skatteåret 1959-60, henvises til den som bilag 2 optagne tabel.
Om den samlede virkning, forslagene ville have haft i skatteåret 1959-60 for kommunegrupperne, henvises til den som bilag 3 optagne tabel.
For statskassen ville forslagene i året 1959-60 have haft følgende samlede virkning:
[Se tabel i Folketingsårbogen, 1960-61, side 218-19]
Med hensyn til oversigten over virkningerne for statskassen kan anføres, at da et af finansministeren fremsat forslag til lov om ændring i lov om afgift af forlystelser ikke gennemførtes, men toges tilbage af finansministeren, bortfalder den i oversigten budgetterede merindtægt for staten på 16 mill. kr., hvorved de samlede udgifter for staten — under i øvrigt uforandrede forudsætninger — kommer op på 90,5 mill. kr. i stedet for 74,5 mill. kr.
Lovforslaget opnåede under behandlingen i folketinget kun tilslutning fra regeringspartierne.
Partierne venstre og det konservative folkeparti stillede derimod i udvalgets betænkning en række ændringsforslag, hvis vigtigste indhold var, at grundskyldens udskrivningsgrundlag foresloges fastlåst til de før 12. alm. vurdering pr. 1. september 1960 gældende grundværdier, og at grundskyldpromillen i de alm. sognekommuner blev undergivet to begrænsninger, idet den dels ikke måtte være højere end 25, dels ikke overstige den for skatteåret 1960-61 gældende promille.
Socialistisk folkeparti gav derimod i betænkningen udtryk for, at man kunne tiltræde adskillige af de tanker, som lovkomplekset som helhed gav udtryk for, men der udtaltes samtidig betænkelighed ved den del, der tog sigte på en lempelse for de større landbrugsejendomme, ligesom der ytredes tvivl om amtskommunernes berettigelse som administrative, bevilgende organer.
Efter at venstres og konservatives ændringsforslag var blevet forkastet ved lovforslagets 2. behandling, fremdrog de to partier under den fortsatte udvalgsbehandling nogle ønsker, der af Fællesudvalget for Landbrugets arbejdsøkonomiske Spørgsmål var blevet fremført over for regeringen. Disse ønsker gik ud på følgende:
1. en fuldstændig afløsning af statsejendomsskatterne på landbrugets faste ejendomme,
2. en fuldstændig afløsning af de amtskommunale skatter, uden at dette medfører højere personlige skatter eller højere faste sognekommunale skatter, og
3. en fiksering af de sognekommunale skatter på fast ejendom på det nuværende niveau, dog at der ønskes en aftrapning for de kommuners vedkommende, hvis satser ligger over det nuværende gennemsnit.
Heroverfor udtalte udvalgets flertal (S og RV) i tillægsbetænkningen:
„.... da disse ønsker dels er sammenfaldende med nogle af de af mindretallet stillede ændringsforslag, der forkastedes ved lovforslagenes 2. behandling, dels (for så vidt angår spørgsmålet om statsejendomsskatterne) vedrører forhold, der ikke omfattes af de til udvalget henviste lovforslag, må man henvise de anførte spørgsmål til fortsat forhandling mellem statsministeren og Fællesudvalget for Landbrugets arbejdsøkonomiske Spørgsmål."
Lovforslaget, der i øvrigt ikke undergik principielle ændringer under udvalgsbehandlingen, vedtoges herefter ved 3. behandling med 81 stemmer (S og RV) mod 11 (Uafh.) samt venstremanden Foged og de konservative medlemmer Juul Madsen, Poul Møller, Reedtz-Thott, Thestrup og Gertie Wandel), medens 44 medlemmer undlod at stemme.