Ved loven foretages nogle ændringer i lov vedrørende personlig skat til kommunen, jfr. lovbekendtgørelse nr. 67 af 9. marts 1959, som ændret ved lov nr. 77 af 27. februar 1960 og lov nr. 276 af 7. juli 1960.

Ligesom det er sket for statsindkomstskattens vedkommende, ophæves således kommuneskattelovens bestemmelser om børnefradrag, idet der i stedet for er indført nye regler om ydelse af børnebidrag, hvortil udgiften afholdes af staten (se herom side 138). Samtidig forhøjes det ved beregningen af kommuneskatten for forsørgere gældende personfradrag fra 4 000 kr. til 5 000 kr., ligesom der er foretaget ændringer i den for hovedstadsområdet gældende rateskala, der herefter har følgende satser:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1960-61, side 200]

Videre er der foretaget visse ændringer i reglerne om nedsættelse af indkomsterne efter lejligheden i de sognekommuner, der ikke beregner kommunal indkomstskat med fælles beskatningsprocent, samt indført bestemmelser om, at indkomster under en vis størrelse ikke kan beskattes i de nævnte kommuner.

Endelig indeholder loven nogle overgangsbestemmelser vedrørende beregningen af personfradraget i visse kommuner for skatteårene 1961-62 og 1962-63. Disse overgangsbestemmelser, der ændredes noget under sagens behandling i folketinget, har følgende affattelse:

I de af lov vedrørende personlig skat til kommunen § 9 a, stk. 6, omfattede kommuner samt i sognekommuner, hvor kommunalindkomstskat i medfør af nævnte lovs § 9 b, stk. 1, beregnes med fælles beskatningsprocent, kan kommunalbestyrelsen for skatteårene 1961-62 og 1962-63 beslutte at anvende personfradrag på 4 000 kr. eller 3 500 kr. for skatteydere, der ved beregning af skat til staten stilles som familieforsørgere; for andre skatteydere udgør personfradraget i så fald henholdsvis 2 500 kr. og 2 000 kr.

Angående lovforslagets indhold og begrundelse udtalte indenrigsministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„Ved ophævelsen af børnefradragene vil kommunernes beskatningsgrundlag forøges, navnlig i de kommuner, der benytter børnefradrag af samme størrelse som statens; det vil først og fremmest sige kommunerne i hovedstadsområdet og de kommuner, der udskriver med fælles beskatningsprocent, nemlig alle købstæderne, de større omegnskommuner samt de større bymæssige sognekommuner. I forbindelse med det den 12. januar 1961 fremsatte lovforslag vedrørende omlægning af den kommunale ejendomsbeskatning og ændring af byrdefordelingen mellem staten og kommunerne er det hensigten at lade staten overtage kommunernes direkte andel i udgifterne til folke- og enkepension. Også dette vil navnlig i København, på Frederiksberg og i købstæderne åbne mulighed for nedsættelse af den kommunale beskatning.

Skattelettelsen har regeringen ment i første række burde komme familieforsørgere med mindre indtægter til gode, og personfradraget for familieforsørgere foreslås derfor forhøjet fra de gældende 4 000 kr. til 4 500 kr. Derimod foreslås der ingen forhøjelse af personfradraget på 2 500 kr. for ikke-forsørgere. Forhøjelsen til 4 500 kr. vil komme til at gælde i København og Frederiksberg samt de københavnske omegnskommuner, alle købstæder og flækkerne samt i omegnskommunerne til disse kommuner; endvidere i sognekommuner med mindst 3 000 indbyggere i bymæssige bebyggelser og endelig i de sognekommuner, der frivilligt er overgået til beskatning med fælles beskatningsprocent.

For købstæder med under 4 000 indbyggere, omegnskommuner samt sognekommuner, der frivilligt går over til beskatning med fælles beskatningsprocent, blev der ved ændringen af kommuneskatteloven i februar 1960 indført den særregel, at de kunne anvende personfradrag på 3 000 kr. og 2 000 kr. henholdsvis for forsørgere og ikke-forsørgere. Denne særregel berøres ikke af nærværende forslag. Disse kommuner kan derfor, hvis de ønsker det, fortsat anvende fradrag på 3 000 kr. og 2 000 kr.

Endvidere foreslås det, at sognekommuner, som frivilligt er overgået til systemet med fælles beskatningsprocent, og som for indeværende skatteår anvender forsørgerfradrag på 4 000 kr., fortsat kan anvende fradrag af denne størrelse."

På dette punkt undergik lovforslaget som nævnt en ændring, om hvilken det udvalg, der behandlede sagen, skriver i sin betænkning:

„Det må antages, at en del af de af kommuneskattelovens § 9 a, stk. 6, omfattede kommuner — købstæder m. v. med under 4 000 indbyggere og omegnskommuner til sådanne kommuner — samt en del af de kommuner, der frivilligt er overgået — eller ønsker at overgå — til beskatningssystemet med fælles procent, ønsker at anvende højere personfradrag end de gældende minimumsfradrag, men på den anden side ikke for tiden mener at kunne anvende det forhøjede personfradrag for forsørgere på 4 500 kr. Indenrigsministeren har derfor foreslået den nævnte overgangsbestemmelse ændret, således at sådanne kommuner i en overgangsperiode, nemlig skatteårene 1961-62 og 1962-63, skal have adgang til at benytte såvel det nuværende maksimale forsørgerfradrag på 4 000 kr. som et forsørgerfradrag på 3 500 kr.; disse fradrag foreslås kombineret med henholdsvis det største og det mindste fradrag for ikke-forsørgere — henholdsvis 2 500 kr. og 2 000 kr."

Om andre af lovens bestemmelser udtalte indenrigsministeren i sin fremsættelsestale:

„I forbindelse med afskaffelsen af børnefradragene foreslås det, at den 14 pct.s beskatning, der hidtil er gået op til 20 000 kr., kommer til at gælde alle skalaindkomster op til 30 000 kr., hvilket vil sige, at skatteydere med skalaindkomster mellem 20 000 kr. og 30 000 kr. får en lettelse af grundbeløbene på indtil 600 kr., nemlig 6 pct. af 10 000 kr. Størrelsen af denne skattelettelse vil dog afhænge af udskrivningsprocentens størrelse. Kun hvis udskrivningsprocenten er netop 100 og forbliver uændret, vil lettelsen blive 600 kr. for en skalaindkomst på 30 000 kr. Med hensyn til beskatningen af skalaindkomster over 30 000 kr. er der alene foretaget den ændring af skalaen, som er en umiddelbar følge af forhøjelsen af proportionalbeskatningen fra 20 000 kr. til 30 000 kr. de steder, hvor man benytter rateskala.

I de sognekommuner, der fortsat ligner efter lejligheden, er små indtægter ikke automatisk fritaget for kommuneskat, men det er overladt til sognerådenes egen afgørelse, hvorvidt sådanne indtægter skal fritages helt eller delvis. Regeringen har imidlertid fundet det rigtigst og rimeligt, at de mindste indtægter sikres fuld skattefritagelse — sådan som tilfældet jo er i byerne — og det foreslås derfor, at indtægter under 1 800 kr. og 1 200 kr. for henholdsvis forsørgere og ikke-forsørgere skal være fritaget for kommuneskat i de kommuner, der fortsat anvender det gamle beskatningssystem. Den økonomiske baggrund for dette forslag er, at der også i disse kommuner sker en udvidelse af beskatningsgrundlaget ved børnefradragenes bortfald, selv om børnefradragene dér ikke altid har den samme størrelse som i købstæderne.

I sognekommuner har indkomster mellem 1 200 kr. og 1 300 kr. hidtil kunnet nedsættes med 90 pct. og indkomster mellem 1 300 kr. og 1 500 kr. med 80 pct. Intervallerne for de to indkomstgrupper, der altså nu udgør henholdsvis 100 kr. og 200 kr. foreslås — dog kun for så vidt angår familieforsørgere — forhøjet til henholdsvis 200 kr. og 300 kr., det vil sige, at indkomster mellem 1 800 kr. og 2 000 kr. kan nedsættes med 90 pct. og indkomster mellem 2 000 kr. og 2 300 kr. med 80 pct.

Der sker altså i disse kommuner følgende 3 ændringer: børnefradragene bortfalder, indkomster under en vis grænse fritages helt for kommunal indkomstskat, og de intervaller, inden for hvilke der kan ske en særlig stor nedsættelse af indkomsten, udvides for familieforsørgeres vedkommende.

I øvrigt er reglerne om beskatningen i sognekommuner, der ligner efter lejligheden, uændret."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier. Det undergaves en kortvarig udvalgsbehandling, der resulterede i det nævnte ændringsforslag, som var tiltrådt af hele udvalget.

I den ændrede affattelse vedtoges lovforslaget enstemmigt, idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.