Finanslovforslagets drifts- og anlægsbudget udviste ved fremsættelsen indtægter til beløb 7 621 mill. kr og udgifter til beløb 6 643 mill kr., så at der var budgetteret et overskud på 978 mill. kr. Disse beløb ændredes under sagens behandling i folketinget til henholdsvis 7 719 mill. kr., 6 707 mill. kr. og 1 012 mill. kr., hvorved det anslåede overskud forøgedes med 34 mill. kr.
Finanslovforslaget for 1961-62 fremsattes første gang i folketingsårets 1. samling (jfr. side 392) og genfremsattes i 2. samling uændret.
Ved den mundtlige fremsættelse i 1. samling påpegede finansministeren indledningsvis, at den finansielle udvikling i de sidste finansår havde udgjort en usædvanlig periode i dansk finanshistorie. Herhjemme havde man ikke i nyere tid været vidne til en så kraftig konsolidering af den finansielle stilling som den, vi havde oplevet siden 1958.
„Jeg skal nævne nogle få tal til belysning af den stedfundne styrkelse af statsbudgettet. Ser vi først på overskuddet på drifts- og anlægsbudgettet, så udgjorde dette i årene umiddelbart før 1959-60 500-600 mill. kr. årlig; i 1959-60 var overskuddet ca. 900 mill. kr., og i år vil det sandsynligvis overstige 1 milliard kr.
Ser man på stillingen på det samlede budget, såvel drifts- som kapitalposterne, var forholdet indtil 1958-59 det, at man stod over for at skulle finansiere nettoudbetalinger på 300-400 mill. kr. årlig; i fjor var der derimod et kasseoverskud på 300 mill. kr., og i år kan vi vel vente et kasseoverskud på omkring 450 mill. kr.
Den betydelige konsolidering af den finansielle stilling afspejles i bevægelserne i statsgælden. Fra 1951 til 1958 var gælden uafbrudt stigende — fra 7,4 til knap 9 milliarder kr. — men i de tre finansår fra 1958-59 til 1960-61 vil gælden, efter alt at dømme, være nedbragt med et mindst lige så stort beløb som det, den voksede med i de foregående syv år. Denne nedgang i gælden er især kommet til udtryk i et stærkt fald i gælden til nationalbanken og har dermed ført til en vis formindskelse i likviditeten i samfundet."
Konjunkturopsvinget havde medført en stigning i statens indtægter og blandt disse især i forbrugsafgifterne, som på tre år var forøget med godt 35 pct. „Vi har endvidere fra i år kunnet se, hvorledes væksten i de skattepligtige indkomster har medført et større provenu af indkomstskatten. Også andre statsindtægter er blevet forøget som følge af den almindelige økonomiske fremgang; det gælder således statsvirksomhedernes overskud og afdragene på statens udlån. Virkningerne på statens udgifter har vel i det hele været mindre udprægede, men de er dog på enkelte områder slående nok. Jeg kan her nævne, at statstilskuddet til arbejdsløshedskasserne fra 160 mill. kr. i 1957-58 er faldet til under det halve i indeværende finansår. Vilkårene på lånemarkedet har fremskyndet afviklingen af statsfinansieringen af boligbyggeriet, og nedgangen i statsgælden har medført et fald i renteudgifterne.
Det er værd at understrege, at denne styrkelse af statsfinanserne ganske overvejende er sket automatisk i kraft af den almindelige økonomiske fremgang, og det skyldes ikke nye finansielle indgreb. Tværtimod har vi i denne periode kunnet lempe skattepolitikken på en række områder. Jeg skal her bl. a. pege på de i 1957 gennemførte nye afskrivningsregler m. v., som i de første år — altså i de just gennemlevede år — måtte virke som en lempelse, nedsættelsen af satserne i indkomstskatten både i fjor og i år, nedsættelsen af formueskatten og lempelsen af nogle forbrugsafgifter, bl. a. motorbeskatningen. I samme tidsrum har man tillige kunnet tilbagebetale eller konvertere den bundne opsparing fra begyndelsen af 1950erne, ligesom der i disse dage finder en førtidig udlevering af stabiliseringsobligationerne sted.
Virkningen af disse forskellige forholdsregler kommer bl. a. til udtryk i, at de samlede statsindtægter til trods for progressionen i beskatningen og den stærke stigning i det afgiftsbelagte forbrug kun er steget uvæsentligt stærkere end befolkningens indkomster."
Finansministeren betegnede det som et meget stort gode, at vi havde kunnet opnå den stedfundne forøgelse af budgetoverskuddet direkte i kraft af højkonjunkturernes virkninger på statens indtægter. „Vi har derigennem kunnet undgå nye finansielle forholdsregler til imødegåelse af efterspørgselsstigningen, som ellers kunne være blevet påkrævet, og således også de uheldige overgangsvirkninger på produktion og omsætning, som sådanne indgreb meget let får. Jeg drager for mit vedkommende den konldusion af vore erfaringer i disse år, at vi i den fremtidige udformning af finanspolitikken må lægge stor vægt på at styrke statsbudgettets muligheder for selvstændigt, så at sige automatisk, at dæmpe udsvingene i den økonomiske aktivitet."
Regeringen håbede dog, det skulle vise sig muligt at gå til en lempelse af beskatningen. Ved slutningen af sin fremsættelsestale anførte finansministeren efter at have udtalt sig herom:
„Vi må imidlertid til stadighed holde os for øje, at der med den høje økonomiske aktivitet og den stærke indre efterspørgsel ikke skal ske store forskydninger i de økonomiske forhold, før stabiliteten i valutaudviklingen kan bringes i fare. Der kan derfor ikke være nogen tvivl om, at vi fortsat må holde en meget forsigtig kurs i finanspolitikken. Dette kan — og vil rimeligvis — betyde, at vi også i det kommende finansår må bevare et betydeligt overskud på drifts- og anlægsbudgettet og dermed også et stort kasseoverskud. Regeringen er klar over, at et kasseoverskud af denne størrelse eventuelt kan udøve et uønsket pres på udviklingen i penge- og renteforholdene, og vil derfor — ligesom i år — i samarbejde med nationalbanken søge sådanne tendenser imødegået.
De internationale konjunkturer har hidtil altid vekslet fra tid til anden. Selv om anvendelsen af moderne finanspolitik i de store lande synes at gøre udslagene i konjunkturerne mindre end før, må vi se i øjnene, at vanskelige konjunkturer før eller senere vil kunne komme til os. Regeringen anser det for ønskeligt, at der til sådanne tider bevares rimelige valutareserver, således at man, næste gang dårligere tider kommer til os, lidt bedre kan imødegå en uheldig konjunktur bl. a. ved en skattenedsættelse og gennem den således forøgede købekraft afbøde nogle af dårlige konjunkturers virkninger herhjemme.
En endelig stillingtagen til finans- og kreditpolitikken kan først ske til foråret, når vi har bedre overblik over de ydre økonomiske vilkår og over investeringsaktiviteten og indkomstudviklingen her i landet. Det er regeringens håb, at vi da gennem en smidig tilpasning af den finansielle politik kan sikre en fortsættelse af den økonomiske fremgang, vi har kunnet glæde os over i de senere år."
Ved den skriftlige genfremsættelse af finanslovforslaget i folketingsårets 2. samling anførte finansministeren bl. a.:
"At fremsætte et forslag af denne art uforandret ville ikke være forsvarligt, såfremt der i mellemtiden var indtruffet væsentlige ændringer i forudsætningerne for forslaget. Dette kan imidlertid ikke siges at være tilfældet. Den i oktober gennemførte lovgivning har ganske vist medført visse merudgifter; der var imidlertid allerede i den på forslaget optagne reserve for tillægsbevillinger afsat et beløb til den gennemførte forhøjelse af folkepensionen m. v.; der vil derudover blive tale om visse kapitalbetalinger til den nye internationale sammenslutning for økonomisk udvikling, men størrelsen af de effektive udbetalinger kan endnu ikke afgøres med sikkerhed. Der er ikke i mellemtiden tiltrådt tillægsbevillinger. Den lille bevilling på forslagets § 8 C [den tidligere minister uden porteføljes kontorhold] må falde bort. At man for at foretage den nødvendige ændring på dette område skulle foretage en forsinkende og fordyrende omtrykning af lovforslaget, har forekommet mig mindre rimelig. Bevillingen må bortfalde ved et ændringsforslag.
Jeg har tillige overvejet, om der kunne være anledning til at ændre budgetteringen af provenuet af told- og forbrugsafgifterne. De senest foreliggende oplysninger har imidlertid bestyrket indtrykket, at fremgangen i disse indtægter ikke længere er så tydelig som tidligere på året; den usikkerhed, der knytter sig til skønnet over denne post, er fortsat så stor, at det forekommer mig mest hensigtsmæssigt at henskyde den endelige vurdering af det sandsynlige provenu til februar-marts, når skatteudskrivningen for det kommende finansår skal behandles.
Gennemførelsen er naturligvis tillige et udtryk for, at regeringen er af den opfattelse, at man må fastholde den hidtidige linje i finanspolitikken. Der er både i den i oktober fremsatte programerklæring og ved fremsættelsen af det tidligere finanslovforslag redegjort nærmere for regeringens syn på finanspolitikken. Jeg skal derfor ikke ved denne lejlighed på ny fordybe mig heri, men blot fremhæve, at den økonomiske udvikling i udlandet og her i landet ikke på det sidste har ændret sig på en sådan måde, at der kan være grund til at fravige den hidtidige linje. Tværtimod må den tiltagende usikkerhed om den internationale konjunkturudvikling i den kommende tid understrege nødvendigheden af, at vi såvel i finanspolitikken som i den økonomiske politik i det hele taget holder en forsigtig kurs, så vi undgår at komme ud i en situation med et stærkere indre efterspørgselspres, samtidig med at konjunkturen i udlandet dæmpes.
Jeg skal slutte med at nævne, at der ligesom i fjor vil blive udsendt en af det økonomiske sekretariat udarbejdet oversigt over den statsfinansielle stilling, som jeg håber kan give en nyttig baggrund for den kommende debat."
Ved finanslovforslagets 1. behandling fik — under hensyn til at der lige havde været afholdt folketingsvalg — først partiernes politiske ordførere og derefter statsministeren ordet. Senere blev der lejlighed for de finanspolitiske ordførere og andre medlemmer til at udtale sig. I alt havde foruden de politiske ordførere 20 medlemmer og en række ministre ordet.
Efter at lovforslaget var overgået til 2. behandling, henvistes det til finansudvalget, hvis betænkning indeholdt svarene på en række skriftlige spørgsmål til ministrene samt oplysning om samråd, der havde været afholdt med ministrene. Arbejdet med gennemførelsen af en hensigtsmæssig og ensartet opstilling af finanslovens driftsbudgetter var blevet fortsat og havde givet sig udslag i en række ændringsforslag, der var stillet af de pågældende ministre og tiltrådt af udvalget. De fra ministrene i øvrigt modtagne ændringsforslag ville som tidligere af tekniske grunde blive stillet som ændringsforslag til lovforslagets 3. behandling.
Socialistisk folkepartis repræsentant i udvalget erklærede i betænkningen, at hans parti ved 2. behandling ville stemme imod § 21 (forsvarsministeriet), og at han tog forbehold over for § 13 (indenrigsministeriet), for så vidt angik udskrivningsvæsenet og civilforsvaret.
Ved 2. behandling havde kun få medlemmer ordet, idet alle de stillede ændringsforslag var af formel karakter. Efter at ændringsforslagene og paragrafferne var vedtaget (SF stemte som bebudet imod § 21, mens 3 medlemmer af de uafhængige afholdt sig fra at stemme), henvistes lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling.
Mellem 2. og 3. behandling afgav finansudvalget en tillægsbetænkning med i alt 708 ændringsforslag. Af disse var 692 stillet af ministrene og tiltrådt af hele udvalget eller i nogle tilfælde af et flertal inden for udvalget, mens 6 ændringsforslag var stillet af et mindretal bestående af venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer og 10 ændringsforslag stillet af socialistisk folkepartis repræsentant i udvalget.
Ved 3. behandling førtes der først en forhandling om ændringsforslagene, som derefter sattes til behandling i nummerorden. Resultatet blev, at samtlige af ministrene stillede ændringsforslag vedtoges, mens de øvrige forkastedes.
Den afsluttende debat, der fandt sted 2 dage senere, blev ganske kort, idet kun 2 talere havde ordet.
Ved afstemningen vedtoges finanslovforslaget enstemmigt med 125 stemmer, idet 11 medlemmer (SF og Uafh.) afholdt sig fra at stemme.
Som begrundelse for, at SF hverken stemte for eller imod, havde Skræppenborg-Nielsen forud for afstemningen udtalt:
„Vi for vort vedkommende er helt på det rene med, at et land, en stat, behøver en finanslov. Da det forslag til finanslov, vi nu behandler, imidlertid indeholder så meget, som mit parti ikke kan godkende, og på den anden side også indeholder meget, som vi kan godkende, skal jeg her til slut på mit partis vegne meddele, at vi ved den endelige afstemning om finanslovforslaget hverken kan stemme for eller vil stemme imod, men at vi vil afholde os fra at stemme."
I tilslutning hertil skal anføres følgende udtalelse af Rimstad (de uafh.):
„Som jeg på mit partis vegne allerede ved første behandling af finanslovforslaget sagde, vil vi af flere grunde ikke kunne stemme for lovforslaget.
Vi har særlig hæftet os ved lovforslagets voldsomme overbudgettering og ved de uhyre udgifter til folkepension, der ydes på forsørgelsesbasis, men som burde hvile på et forsikringsprincip, der ville gøre udgifterne for den enkelte overkommelig og hindre ethvert politisk misbrug af loven forud for et valg.
Også en række af de tilskudsordninger, som lovforslaget er udtryk for, finder vi urimelige og skadelige for vort samfund. Der er ingen mening i, at velhavere skal have tilskud til deres børn fra staten; noget sådant kan ikke længere anses for at være tiltrængt; det er ensbetydende med en fordelingspolitik, hvis endemål er at gøre os alle lige, d. v. s. alle lige fattige."