Ved loven foretages følgende ændringer i lov nr. 154 af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd som ændret ved lov nr. 80 af 21. marts 1959, lov nr. 79 af 25. marts 1961 og lov nr. 108 af 26. april 1961:

1. Overensstemmende med forholdene på det private arbejdsmarked skal pristalsreguleringen af tjenestemændenes lønninger og pensioner m. v. fremtidig foretages med priserne i juli 1949 som basis. Beregnet på dette grundlag var pristallet for april 1961 150 mod 148 for januar 1961.

2. De 4 dyrtidstillægsportioner, som fra 1. april 1961 tilkom tjenestemændene, opretholdes ved loven med uforandrede beløb.

Stiger det på nyt grundlag beregnede lønregulerende pristal mindst 3 points over 148, skal der derudover ydes yderligere dyrtidstillæg efter nye regler. Ved en ændret affattelse af lønningslovens § 84, stk. 2, bestemmes herom:

For hver fulde tre points udsving i pristallet ud over 148 forhøjes eller nedsættes de i § 84 nævnte begyndelseslønninger med eventuelle alderstillæg og pensionsgivende tillæg med følgende beløb, idet overskydende points henstår til næste regulering [af skalaens i alt 39 trin anføres her kun ydertrinene og nogle få mellemliggende trin]:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1960-61, side 158]

Falder pristallet derimod under 148, skal — iflg. en anden ændring i § 87 — tjenestemændenes begyndelseslønninger med tillæg af eventuelle alderstillæg og pensionsgivende tillæg for hver fulde 2 points udsving i pristallet under 148 forhøjes eller nedsættes med 1 portion på fra 12 kr. til 468 kr. efter den hidtil gældende skala for dytidsportioner.

Om den i så henseende indførte nyordning anføres i bemærkningerne til det af finansministeren fremsatte lovforslag:

"Ved at fastsætte, at dyrtidstillægget ændres for hver fulde tre points udsving i op- og nedadgående retning ud over det for januar 1961 beregnede pristal, 148 med juli 1949 = 100, vil reguleringen ske ved ændringer i pristallet, der er halvanden gang så store som ændringer på seks points i det hidtil anvendte pristal, der har basis i juli 1914, og som beregnedes til 307 i juli 1949 og 454 i januar 1961.

I forbindelse med den sjældnere regulering, som overgangen til anvendelsen af det nye udgangspunkt og pristalsinterval medfører, vil det være nødvendigt at forhøje størrelsen af de portioner, hvormed tjenestemandslønningerne reguleres, for at undgå en forringelse af tjenestemændenes dyrtidsregulering.

Derudover foreslås en forhøjelse på lidt over fem procent af satserne under hensyntagen til de ændringer, der på det private arbejdsmarked er gennemført i dyrtidsreguleringen. Herved sker ingen principiel ændring i den for tjenestemændene hidtil gældende dyrtidsregulering, idet udsvingene i lønningerne stadig vil være forholdsvis mindre end udsvingene i pristallet.

Ved udsving i pristallet under 148 (1949 = 100) forudsættes at ske regulering for hver to points udsving, hvilket svarer til de hidtil anvendte seks points udsving i pristallet med juli 1914 som basis. Der foreslås ingen ændring i skalaen for dyrtidstillæg ved udsving under pristallet 148."

3. Ifølge tjenestemandslovens § 88, stk. 1, skulle overenskomsttillægsportioner første gang kunne ydes fra 1. oktober 1961. Denne bestemmelse er nu — i overensstemmelse med et fra tjenestemandsorganisationernes side fremsat ønske — ophævet, så at de nævnte tillæg kan ydes fra et tidligere tidspunkt.

4. Som ny § 89 A er indføjet følgende nye bestemmelse i lønningsloven:

I de tilfælde, hvor ydelse af overenskomsttillæg i medfør af § 88, jfr. § 89, medfører, at en pensionist, som ikke opfylder betingelserne for at opnå folkepensionens mindstebeløb, mister adgangen til allerede erhvervet indtægtsbestemt folkepension og derved lider nedgang i samlet offentlig efterlønsydelse, kan der efter finansministerens nærmere bestemmelse ydes den pågældende et personligt tillæg til hel eller delvis udligning af nedgangen i samlet indtægt fra det offentlige. Tillægget bortfalder fra det tidspunkt, da den pågældende opnår adgang til mindstebeløbet. Et tilsvarende personligt tillæg kan af finansministeren ydes i andre tilfælde, hvor forhøjelsen af pensionen med overenskomsttillæg måtte medføre nedgang i den af pensionisten allerede oppebårne samlede offentlige efterlønsydelse.

5. Mens tjenestemændenes bestillingstillæg og de på finansloven opførte honorarer hidtil kun har været reguleret for hver 12 points udsving i pristallet, skal reguleringen fremtidig ske efter følgende regel (ændret affattelse af lønningslovens § 90):

Til bestillingstillæg og de på finansloven opførte honorarer ydes et tillæg på 120 pct. af grundbeløbet [det lovbestemte tillæg pr. 1. april 1961].

For hver fulde tre points udsving over eller under pristallet 148 forhøjes eller nedsættes det i stk. 1 anførte tillæg med 4 pct., idet overskydende points henstår til næste regulering. [Om en forhøjelse af tillægget, som ydes fra 1. april 1961, se nedenfor].

Nyordningen vil medføre, at dyrtidsreguleringen efter § 87 og § 90 — under hensyn til den sjældnere dyrtidsregulering for lønningerne — fremtidig sker i takt med udsving i pristallet over 148. Mens reguleringen hidtil er sket i portioner à 5 pct. af grundbeløbet, vil den foreslåede procentsats på 4 medføre, at dyrtidsreguleringen for honorarer og bestillingstillæg finder sted i samme forhold som lønningernes dyrtidsregulering.

6. Tilsvarende ændringer skal gælde for en række andre i lovgivningen fastsatte honorarer.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte finansministeren bl. a.: ,,Da lønglidningen på arbejdsmarkedet har været stærkere end forudset ved lønningslovens vedtagelse i 1958, må det forekomme rimeligt, at der allerede nu optages forhandlinger med tjenestemandsorganisationerne om deres fremtidige lønningsforhold. Det har da også været min hensigt, at sådanne forhandlinger skulle være foregået i april måned. Det kan imidlertid forekomme rimeligt, at lønsituationen inden for det private erhvervsliv skulle være afklaret, inden disse forhandlinger kunne gå i gang. Forhandlingerne er derfor blevet udskudt.

Da det imidlertid må være hensigtsmæssigt, at der foretages en tilpasning af dyrtidsreguleringen, svarende til de ændringer, der er foretaget på arbejdsmarkedet, stiller jeg af hensyn til folketingets arbejde hermed forslag herom, skønt forhandlingerne om de øvrige spørgsmål endnu ikke er påbegyndt.

Ændringsforslaget til lønningsloven vedrører dennes kapitel 5 om regulering af lønninger og pensioner m. v. Den første del af forslaget drejer sig om dyrtidsreguleringen, der hidtil har bygget på udsving i det pristal, som beregnes med juli 1914 som basis. På baggrund af de ændringer, der med virkning fra marts i år vil ske for så vidt angår dyrtidsreguleringen på det private arbejdsmarked, har statstjenestemændenes centralorganisationer og Danmarks lærerforening over for mig fremsat ønske om en omlægning af tjenestemændenes dyrtidsregulering, således at denne ligesom på det private arbejdsmarked sker på grundlag af et pristal med udgangspunkt i juli 1949 og til samme tidspunkter.

Jeg har fundet dette forslag rimeligt, idet man ud fra flere synspunkter må finde det praktisk, at dyrtidsreguleringen for såvel tjenestemændene som for det store flertal af de øvrige lønmodtagere sker på samme tidspunkter.

Som følge af den sjældnere regulering ved prisudsving over niveauet i januar i år stilles samtidig forslag om en forhøjelse af størrelsen af dyrtidstillægsportionerne ved sådanne udsving. Under hensyntagen til de ændringer, mæglingsforslaget indebærer for det private arbejdsmarked, foreslås portionsstørrelserne forhøjet med lidt over fem procent, ud over, hvad der var nødvendigt for at undgå en forringelse af tjenestemændenes dyrtidsregulering. Jeg vil dog gerne fremhæve, at der heri ikke ligger nogen principiel ændring i tjenestemændenes dyrtidsordning, idet ændringerne i lønningerne som følge af ændringerne i pristallet stadig vil være forholdsvis mindre end udsvinget i pristallet.

Den anden del af forslaget tilsigter at gøre det muligt at yde tjenestemændene overenskomsttillæg på et tidligere tidspunkt end den 1. oktober 1961, således som det er fastsat i lønningslovens § 88. Tjenestemandsorganisationerne har fremsat ønske herom under hensyntagen til lønudviklingen i det private erhvervsliv siden vedtagelsen af lønningsloven i 1958. Under mine rent orienterende forhandlinger med repræsentanter for statstjenestemændenes centralorganisationer og Danmarks lærerforening har jeg gjort det klart for tjenestemændene, at der ikke kan blive tale om realitetsforhandlinger om overenskomsttillægget, før lønforholdene på det private arbejdsmarked er mere afklarede. På den anden side har jeg ikke ment at burde afvise muligheden af, at tillægget ydes fra et tidligere tidspunkt end 1. oktober 1961, og dette er baggrunden for denne del af ændringsforslaget.

Den tredje del af forslaget, der vedrører virkningen af overenskomsttillæg til visse pensionister, må ses i sammenhæng med forslaget til ændring i lov nr. 81 af 21. marts 1959 om pensioner, der er fastsat i henhold til de før 1. april 1958 gældende pensionslove ..."

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse og vedtoges enstemmigt uden forudgående udvalgsbehandling.

Ved lovforslagets 3. behandling gav finansministeren følgende redegørelser for udfaldet af nogle forhandlinger, han havde ført med tjenestemandsorganisationerne:

„Ifølge tjenestemandslovens § 88 kan der — med hjemmel i tillægsbevillingsloven — for nærmere fastsatte perioder ad gangen, første gang fra 1. oktober 1961, ske forhøjelse af lønningerne med en eller flere af de såkaldte overenskomstportioner.

Således som det fremgik af min fremsættelsestale, har det imidlertid forekommet regeringen rimeligt, at man overvejede at give sådanne overenskomstportioner fra et tidligere tidspunkt. Man har først og fremmest tænkt på, at man kunne give dem fra den 1. april i år. I den anledning har jeg i denne uge i løbet af mandag, tirsdag og onsdag ført forhandlinger med tjenestemandsorganisationerne. Disse forhandlinger er nu sluttet.

Under forhandlingerne har jeg afgivet et tilbud om, at der skulle ydes tjenestemændene 40 af disse overenskomstportioner. Dette svarer til en lønforhøjelse på ca. 14 pct. For at give et indtryk af lønforhøjelsens størrelse kan jeg nævne, at en tjenestemand, for hvem hver portion er på 48 kr., ved denne lønforhøjelse vil få 1 920 kr. mere om året eller, for at sammenligne det med en ugeløn, ca. 39 kr. mere om ugen. Når jeg nævner denne gruppe, er det, fordi den er typisk for en meget, meget stor del af tjenestemændene. Samtidig gik mit tilbud ud på, at der skulle ydes til alle honorarer 5 pct.s forøgelse. [De 5 pct. lægges til grundbeløbet. Totalbeløbet stiger derved pr. 1. april med 11 pct.]. Dette blev tilbudt med gyldighed fra 1. april. Omkostningerne for staten ville blive 240 mill. kr. for hvert finansår.

Fra tjenestemandsorganisationernes side blev der stillet krav om for perioden fra 1. januar 1961 til 1. april 1962 43 portioner, medens man fra 1. april 1962 frem til 1. april 1963 ønskede 49 portioner. Man har beregnet, at udgifterne for staten, dersom disse ønsker skulle have været opfyldt, i alt for disse to år ville være blevet på 616,5 mill. kr. eller 136 mill. kr. mere end det, som tilbuddet lød på fra min side.

Det viste sig desværre under de forholdsvis lange forhandlinger ikke muligt at nå frem til et forlig. Jeg har derfor i dag sendt en anmodning til finansudvalget om, at der på tillægsbevillingsloven må gives en bevilling i overensstemmelse med mit forslag."

Ministeren for offentlige arbejder fremsatte derefter en udtalelse om en af københavnske postbude iværksat 1 dags arbejdsstandsning, som stod i forbindelse med de stedfundne lønforhandlinger. Ministeren havde over for formændene for Dansk Postforbund og Københavns Postbudeforening på regeringens vegne forlangt, at arbejdsstandsningen øjeblikkeligt blev bragt til ophør, og gjort opmærksom på, at den ville få konsekvenser for de postbude, som havde deltaget i arbejdsstandsningen.

Ministerens udtalelser gav anledning til en debat, der navnlig drejede sig om poststrejken.