Bestemmelser angående værnepligtiges anvendelse til civilt statsarbejde fastsattes i lov nr. 625 af 13. december 1917, som afløstes af loven af 20. maj 1933, der er ændret ved lov af 23. april 1952. De ændringer, der er foretaget, har væsentligst drejet sig om tjenestetidens længde, mens selve principperne for de civile værnepligtiges arbejdsforhold stort set er uændret siden 1917.

Af medlemmer af socialistisk folkeparti stilledes nu forslag om nogle ændringer af principiel karakter, hvorom bemærkes:

1. Forslagsstillerne fandt det rimeligt, at retten til fritagelse for militær tjeneste også kom til at omfatte ret til fritagelse for tjeneste i civilforsvaret, idet man gjorde gældende, at denne tjeneste for flere værnepligtige kan være uforenelig med samvittigheden, fordi tjenesten opfattes som værende af delvis militær art.

2. En af de væsentligste bestemmelser i lovforslaget gik ud på, at det arbejde, som de civile værnepligtige skal udføre, bliver af produktiv, samfundsgavnlig karakter, som f. eks. deltagelse i nationalmuseets arkæologiske udgravninger eller andet videnskabeligt arbejde, arbejde for Hedeselskabet, statsskovvæsenet, landvindingsarbejde, arbejde for vandbygningsvæsenet eller deltagelse i internationalt hjælpearbejde.

3. I den gældende lovs § 2, stk. 3, fastsættes, at begæring om overførelse til civilt arbejde ikke kan fremsættes, mens vedkommende aftjener sin værnepligt. Denne bestemmelse foresloges ophævet.

4. Samtidig foresloges det, at indenrigsministeren skulle træffe bestemmelse om kvarter, forplejning, lønning o. lign. for arbejdspligtige personer, uden at det i loven var fastsat, at disse bestemmelser skulle være af samme art som inden for militæret.

5. Tjenestetiden skulle efter lovforslaget være den samme som ved militæret med et tillæg af 2 måneder. Videre foresloges følgende bestemmelse indsat i loven: „Sker overførelse til civilt arbejde, efter at den værnepligtige har aftjent en del af sin militære værnepligt, forkortes den civile tjenestetid med den ved militæret aftjente tid."

I tilslutning hertil foresloges, at civilt arbejde i 2 måneder (efter loven 3 måneder) skulle træde i stedet for militær genindkaldelse i sådanne tilfælde, hvor overførelse til civilt arbejde er sket, efter at den pågældende har aftjent militær værnepligt ved første indkaldelse.

6. Den arbejdspligtige, der gør sig skyldig i ulydighed, forsømmelse eller andet slet forhold, kan efter loven idømmes disciplinær straf af husarrest, ekstraarbejde eller berøvelse af fritid: Efter lovforslaget skulle alene ekstraarbejde kunne anvendes som disciplinærstraf.

I tilslutning hertil foresloges følgende bestemmelse indføjet i lovens § 7 som stk. 3:

„Indenrigsministeren udarbejder regler, hvorefter de arbejdspligtige vælger tillidsmænd, der kan optage forhandlinger med arbejdsledelsen og indenrigsministeren om de arbejdspligtiges forhold. I alle sager af den i stk. 2 nævnte art [sager vedrørende idømte disciplinærstraffe] skal tillidsmændene høres."

7. Civilarbejdslovens bestemmelser om fængselsstraf for arbejdspligtige i tilfælde af arbejdsvægring eller alvorlige forseelser af anden art foresloges ligeledes lempet.

Ud over det nævnte indeholdt lovforslaget nogle ændringer, som var konsekvenser af andre ændringer.

Lovforslaget fremsattes på forslagsstillernes vegne af O. Mathiasen (SF), der efter at have redegjort for dets indhold bl. a. udtalte:

„Jeg kan sige med sikkerhed, at vi med dette lovforslag aldeles ikke er ude efter at hyppe partipolitiske kartofler, men at vi fremsætter det, fordi det ligger os stærkt på sinde at få det gennemført, idet vi mener, at det stemmer 100 pct. overens med sund dansk fornuft og tankegang, med frisind og de demokratiske menneskerettigheder. Jeg mener at have konstateret, at der i det høje ting er mange ærede medlemmer, som er enige med mig i, at der er god mening i tankerne i det fremsatte lovforslag; det fremgår af tidligere forhandlinger her i tinget om den samme sag."

Indenrigsministeren kunne ikke tiltræde lovforslaget, som han rettede forskellige indvendinger imod. Ministeren fandt dog, at visse af dets bestemmelser indeholdt tanker, som der kunne være grund til at overveje i et udvalg.

Også fra anden side erklærede man sig villig til at deltage i en udvalgsbehandling af sagen. Else-Merete Ross (RV) gav således udtryk for, at lovforslaget på visse punkter var i overensstemmelse med radikale synspunkter, især angående anvendelse af de unge til produktivt samfundsnyttigt arbejde.

Det udvalg, som fik lovforslaget til behandling, afgav ikke betænkning.