Lovforslaget tilsigtede i princippet at udskille skatter og lignende offentlige afgifter af det pristal, hvorefter statstjenestemændenes og en række andre lønmodtageres lønninger i de senere år er dyrtidsreguleret.

Dets § 1 havde følgende ordlyd:

I lov nr. 154 af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd, som ændret ved lov nr. 80 af 21. marts 1959, foretages følgende ændringer:

Til § 85.

1. Stk. 1, sidste punktum, affattes således:

„Desuden indhentes oplysninger vedrørende huslejen for beboelseslejligheder, om priserne på de almindeligste beklædningsgenstande og om kontingenter samt andre oplysninger, der er nødvendige for beregning af et detailpristal."

2. I stk. 3 indføjes efter 1. punktum:

„Ved beregningen af dette pristal bortses i videst muligt omfang fra skatter og andre tilsvarende offentlige afgifter."

Til § 86.

3. Ordene „ , jfr. dog § 3 i lov nr. 162 af 14. juni 1957," udgår.

Ifølge § 2 skulle loven træde i kraft straks.

Som begrundelse for lovforslaget udtalte forslagsstillernes ordfører, Henry Christensen (V), ved fremsættelsen bl. a.:

„Kravet om, at skatterne skal udgå af pristallet, har nu været drøftet i tinget i adskillige år, men trods stigende velvilje er der stadig intet afgørende sket. Da vi i 1958 behandlede tjenestemandsloven, enedes vi om, at en reform i givet fald skulle have virkning fra de nye overenskomsters begyndelsestidspunkt den 1. april 1961, netop fordi formålet i øvrigt måtte være på dette tidspunkt at søge frem mod at skabe et grundlag, der var så ens som muligt på lønområdet, hvad enten det drejede sig om statens tjenestemænd eller andre, der ønskede at anvende pristallet som regulator.

Man enedes endvidere, som det vil være det høje ting bekendt, om at lade spørgsmålet kulegrave endnu en gang i et særligt udvalg, hvor foruden de politiske partiers repræsentanter også arbejdsmarkedets parter og den statistiske sagkundskab var repræsenteret. Det fremgår af den betænkning, der blev afgivet af dette udvalg, at der var enighed om, at i hvert fald de direkte skatter burde udgå, medens repræsentanter for venstre, det konservative folkeparti, det radikale venstre, Landbrugets Arbejdsgiverforening og de sagkyndige medlemmer fra det statistiske departement alle mente, at også de indirekte skatter burde udgå. Også den højtærede finansminister har bl. a. i det høje ting givet udtryk for sin enighed i dette synspunkt, ligesom den højtærede statsminister i hvert fald har udtrykt både forståelse og en vis velvilje herfor.

Alene ud fra statistisk saglige betragtninger må det anses for urimeligt, at skatterne indgår i et lønregulerende detailpristal. Dette synspunkt har sin begrundelse deri, at skatterne i moderne tid jo ikke på nogen måde kan opfattes blot som udtryk for en pris på en bestemt vare; skatterne fastsættes jo ud fra helt andre synspunkter. Endvidere må man ud fra en statistisk sagkyndig vurdering erkende, at det faktisk ikke er muligt på et sikkert grundlag at foretage en beregning af skatternes lønvirkning i det grundlag, som detailpristallet alene skal omfatte. Desuden indgår skatterne jo i vor tid i høj grad som et led i den økonomiske politik ud over at skulle tilfredsstille den opgave at tjene som dækning for statens betalingsbehov; og i samme omfang skatterne indgår i den almindelige økonomiske politik, i samme omfang opstår også urimeligheden ved skatternes indregning i pristallet. Ofte har vi netop oplevet sådanne situationer, hvor den økonomiske politik, man bl. a. over statens finanser forsøgte at føre, blev modvirket af den omstændighed, at skatterne blev indregnet i pristallet.

Det tredje hovedargument, der kan anføres til støtte for det lovforslag, vi her fremsætter, er endelig dette, at med skatternes indregning i pristallet er stillingen rent faktisk den, at grupper i samfundet med ensartet indkomstniveau bliver forskelligt behandlet, forskelligt stillet med hensyn til virkningerne af ændringer i skatten, hvad enten skatten reguleres op eller ned."

Lovforslaget afvistes ikke af finansministeren, der fandt de foreslåede bestemmelser rimelige. „Jeg tror ikke", udtalte han, „at nogen økonom eller statistiker vil mene, at det vil være rigtigst til et sådant formål at medregne skatterne, så ud fra et konjunkturpolitisk synspunkt må man give forslagsstillerne medhold. I en tid, hvor skatterne bruges til at påvirke den økonomiske aktivitet, må det være rigtigt, at skatterne holdes uden for pristallet. Ændringer i skatterne er flere gange blevet anvendt til at bremse forbruget, og det kan i en sådan situation ikke være rimeligt, at de grupper, der er pristalsreguleret, ikke skal bære deres del af forbrugsbegrænsningen. Denne betragtning har da også ført til, at man gentagne gange har holdt forbrugsafgifterne uden for pristallet.

Der er således en del, der kan tale for, at man lader skatterne gå ud af pristallet. På den anden side må man også erkende, at det ikke har stor praktisk betydning, om skatterne er med i pristallet, eller de ikke er det. Studerer man de seneste års udvikling, vil man finde, at pristallet ville have været praktisk taget det samme, selv om skatterne ikke havde været med i pristallet."

Meget kunne i øvrigt tale for, at man anvendte det samme pristal ved reguleringen af arbejdsmarkedets lønninger som ved reguleringen af tjenestemændenes lønninger. „Arbejdsmarkedets parter har ikke udtrykt ønske om, at man skulle opgive, at skatterne medregnes i det pristal, der anvendes ved pristalsreguleringerne. Der skal nu, formentlig i april måned, føres forhandlinger med tjenestemændene om deres lønningsforhold; vi får da se, om der er stemning for at gå over til en anden form for regulering. Det er klart, at noget sådant kun bør ske efter forhandling med tjenestemændene; det følger allerede af tjenestemandslovens § 22.

Jeg ser gerne, at man kommer frem til den af oppositionen ønskede reguleringsmåde. Jeg finder imidlertid ikke, at det, det her drejer sig om, er noget stort spørgsmål. Det er en selvfølge, at de tanker, der ligger bag oppositionens forslag, vil indgå i de nu forestående forhandlinger om tjenestemandslønningerne."

Lovforslaget mødte — foruden fra de to partier, der stod bag det, ubetinget tilslutning fra de uafhængige, mens regeringspartiernes ordførere var mere reserverede overfor det og Erik A. Jensen (SF) gik imod det. Fra alle sider var man dog villig til i et udvalg at overveje de principper, som lå til grund for pristalsberegningen.

Det udvalg, hvortil sagen henvistes, afgav ikke betænkning.