Lovforslaget havde følgende indhold:
§ 1. For så vidt en anerkendt arbejdsløshedskasse træffer bestemmelse herom, ydes der som tillæg til understøttelsen til sådanne medlemmer, der i tidsrummet 1. oktober 1960-31. marts 1961, begge dage inklusive, har været afkontrolleret som ledige for mindst 90 dage, af kassen en ekstraordinær hjælp på 125 kr. til forsørgere og 85 kr. til andre forsikrede.
Der ydes kasserne refusion efter bestemmelserne i § 13 i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v.
På udbetalingen af den i stk. 1 nævnte hjælp finder bestemmelserne i § 15, stk. 9, 2. og 3. punktum, i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. tilsvarende anvendelse.
Klager over, at der er nægtet en arbejdsløshedsforsikret hjælp i henhold til denne lov, forelægges arbejdsnævnets afdeling angående arbejdsløshedsforsikring, hvis afgørelse er endelig.
§ 2. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, træder i kraft straks.
Som begrundelse for disse bestemmelser anførte ordføreren for forslagsstillerne, Chr. Madsen (SF), ved fremsættelsen:
„Selv om beskæftigelsen i året 1960 har været god, er der alligevel mange, der har gået ledige i lang tid. Den langvarige ledighed står for de flestes vedkommende i forbindelse med de særlige arbejdsløshedsramte områder, som endnu findes i vort land. Den officielle statistik viser en arbejdsløshedsprocent for arbejdsmændene i hele landet i 1960 på 8,5. For samtlige arbejdere var den 4,2. Arbejdsløsheden i Nordjylland viser til eks. procenter for november og december på henholdsvis 11,9 og 18,1 for samtlige arbejdere.
Opgørelsen af ledigheden i arbejdsløshedsramte områder giver andre alvorlige ledighedsprocenter. Erhvervskontoret i Pandrup har foretaget et rundspørge til 90 arbejdsmandsafdelinger i Nordjylland, hvoraf 45 afgav udtømmende svarmateriale. Heraf fremgår det, at arbejdsløsheden i 1959 i gennemsnit var 37 pct. og i 1960 39 pct. Hertil har man foretaget en beregning over, hvor meget der er mistet i arbejdsfortjeneste. Ved at gå ud fra en timeløn på 4 kr. 40 øre bliver resultatet en mistet arbejdsfortjeneste på ca. 17 mill. kr.
Med disse tal og arbejdsløshedsprocenter håber jeg at det høje ting vil være enig med os i, at der er behov for denne ekstrahjælp. Det er ikke alene Nordjylland, der har områder, hvor mennesker må leve af indkomster på understøttelsesniveau; de findes også andre steder i landet. Selv om arbejdsløshedsunderstøttelserne blev forhøjet i 1960, er der vel ingen der vil påstå, at understøttelserne er tilstrækkelige.
Da lovforslaget stort set er enslydende med et i folketingsåret 1958-59 vedtaget lovforslag [årbog 1958-59, side 319], og da det ikke kan koste staten ret mange penge — beskæftigelsen har jo været god, bortset fra de ramte områder — tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje ting."
Lovforslaget kunne ikke tiltrædes af socialministeren, der som begrundelse herfor ved 1. behandling udtalte:
„Som bekendt gennemførtes ved loven af 13. april 1960 en forhøjelse af satserne, samtidig med at der indførtes andre bestemmelser, som tog sigte på at effektivisere den offentlige arbejdsanvisning. Jeg mener derfor, at der ikke er et væsentligt behov for at yde en hjælp som den foreslåede; der foreligger ikke nogen anmodning fra Arbejdsløshedskassernes Samvirke. Der er jo ifølge forsorgslovens § 293 mulighed for at yde en supplerende hjælp i den enkelte kommune. Det er arbejdsløshedsloven og forsorgsloven, der skal bære de kommende situationer. Vi må, så vidt det overhovedet er gørligt, bort fra tillægslovene. Skal der ændres, må der ændres i hovedlovene.
Skulle der blive nedsat et udvalg, er jeg naturligvis villig til at tilstille det nærmere oplysninger vedrørende arbejdsløshedssatser, hjælpeformer m. v."
Heller ikke fra anden side fik lovforslaget den fornødne støtte til at kunne gennemføres. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der ikke afgav betænkning.