Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

Med det formål at bringe den løbende konflikt inden for jern- og metalindustrien og transportfagene til øjeblikkeligt ophør opfordrer folketinget regeringen til

enten at fremsætte lovforslag, hvorved det af forligsmanden for de pågældende områder stillede mæglingsforslag ophøjes til lov,

eller at fremsætte lovforslag om nedsættelse af en voldgiftsdomstol, der endeligt kan afgøre den imellem parterne opståede tvist.

Som ordfører for forslagsstillerne indledte Erik Eriksen (V) sin fremsættelsestale med at konstatere, at det var en meget alvorlig situation, det danske samfund bevægede sig ind i. „Da vi mødtes her i går, havde forslagsstillerne egentlig ventet et regeringsinitiativ over for folketinget i anledning af den opståede alvorlige situation på arbejdsmarkedet. På det tidspunkt var arbejdet allerede standset en række steder, og det var meddelt offentligheden, at statsministeren ikke havde haft held med sit forsøg på at få parterne til at genoptage forhandlingerne. Regeringen foretog sig imidlertid ikke noget her i folketinget. Jeg ved, at betydende kræfter inden for såvel arbejdernes som arbejdsgivernes organisationer har gjort en meget stor indsats for at nå frem til et forlig, der sikrede arbejdsfreden. Disse kræfter er imidlertid af grunde, som jeg ikke her skal komme ind på, blevet underkendt."

Man stillede derfor det foreliggende forslag, hvis formål var at få konflikterne bragt til ophør. „Modsat måske enkelte andre er vi af den opfattelse, at tiden er inde til, at lovgivningsmagten viser dette initiativ. Det kan blive kostbart at udskyde det."

Afsluttende udtalte ordføreren, at man „ikke uden videre kan se bort fra, at lovgivningsmagten nu engang har skabt et præcedens, som sikkert har bevirket, at mange har slået sig til ro med, at det gik jo nok, og dette præcedens er skabt af lovgivningsmagten også uanset regeringens erklæring af 29. november 1960. Jeg minder om, at i tidligere tilsvarende situationer har lovgivningsmagten gang på gang grebet ind i konflikter mellem arbejdere og arbejdsgivere, således senest ved lov nr. 281 af 24. maj 1946, lov nr. 193 af 18. maj 1950, lov nr. 138 af 29. april 1954 og lov nr. 93 af 13. april 1956."

Ved 1. behandling afviste arbejdsministeren på regeringens vegne forslaget ud fra følgende synspunkt:

„Når det drejer sig om arbejdsmarkedets forhold, fremhæver man ofte vigtigheden af, at samfundets normale funktioner ikke bliver berørt; men man bør ikke glemme, at det også i høj grad er samfundsvigtigt at få fastslået, at aftalefriheden med hensyn til arbejdsforholdene ikke kun er en talemåde, men at aftalefriheden indebærer realiteter — behagelige eller ubehagelige.

Fra alle sider, også fra alle politiske partiers side, finder man det principielt ønskeligt, at parterne selv forhandler sig til rette om arbejdsvilkårene, og at parterne ved disse forhandlinger viser ansvarsbevidsthed. Men hvordan kan man vente en ansvarsbevidst holdning inden for de store organisationer — fra topforhandlere og ud til de brede medlemskredse — hvis regeringen eller folketinget i en konfliktsituation omgående griber ind med foranstaltninger, der fritager parterne for at tage konsekvensen af de standpunkter, de har forhandlet sig frem til eller har taget ved en afstemning?"

Efter at ordføreren for jorslagsstillerne havde repliceret, fik Hans Rasmussen (S) ordet. Han gik stærkt imod forslaget og stillede sammen med Baunsgaard (RV) følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Idet folketinget udtaler, at tinget må anse afslutningen af de løbende arbejdskonflikter for yderst vigtig, opfordrer tinget regeringen til at anmode arbejdsmarkedets to hovedorganisationer — Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark, De samvirkende Fagforbund — om gennem forhandlinger at fortsætte bestræbelserne for at bringe konflikterne til snarligt ophør. Tinget går derefter over til næste sag på dagsordenen."

Til dette forslag stillede Poul Sørensen (KF) — efter at have anbefalet forslaget til folketingsbeslutning til vedtagelse — sammen med Erik Eriksen følgende ændringsforslag:

„Efter ordene „yderst vigtig" i anden linje indføjes: „og idet tinget går ud fra, at arbejdsmarkedets to hovedorganisationer, Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen, De samvirkende Fagforbund, altid gør deres yderste for at bringe konflikter til snarligt ophør, fortsætter tinget behandlingen af den på dagsordenen opførte sag",

Resten udgår."

Baunsgaard fremhævede, at situationen ville have været en ganske anden, hvis kontaktmulighederne mellem parterne var helt udtømt. Såfremt der kun var en meningsløs udmattelseskrig at vente, ville folketinget handle ud fra andre forudsætninger, men sådan lå situationen ikke. „Det radikale venstre ønsker ikke at ødelægge mulighederne for at bringe konflikten til ophør. Vi har i disse dage kun det ene formål at tilstræbe med vor indflydelse at gøre skaderne for samfundet, erhvervslivet og de enkelte arbejdere så kortvarige og så små som muligt, og det er på denne baggrund, jeg kan anbefale, at man stemmer for den af det ærede medlem hr. Hans Rasmussen og mig foreslåede dagsorden. Jeg kan samtidig meddele, at jeg, da det reelle indhold af den tilføjelse, det ærede medlem hr. Poul Sørensen foreslog, var en afvisning af dette initiativ, selvsagt må anbefale, at man stemmer imod dette ændringsforslag."

Aksel Larsen (SF) gik afgjort imod forslaget til folketingsbeslutning og kunne tiltræde regeringspartiernes dagsordensforslag.

Iver Poulsen (Uafh.) var ligeledes betænkelig ved at lade folketinget gribe ind i konfliktsituationen, men kunne dog tiltræde forslaget til folketingsbeslutning navnlig ud fra den betragtning, „at der fra arbejderside offentligt i flere tilfælde er blevet klaget over, at urafstemningen var så dårligt forberedt og så slet tilrettelagt, at arbejderne mener at have ret til at påstå, at de ikke er blevet tilstrækkelig grundigt orienteret om det indviklede mæglingsforslags virkelige indhold. Hertil kommer, at man stadig fra arbejderside hævder, at afstemningen i mange tilfælde ikke er blevet gennemført på reglementeret vis, og selv herefter må det jo erkendes — som det også er nævnt af tidligere ærede ordførere i dag — at arbejdskonflikten hviler på et meget spinkelt grundlag."

Der førtes om sagen en langvarig debat, i hvilken også andre end de nævnte deltog. Ved forhandlingens slutning forkastedes ændringsforslaget til det stillede dagsordensforslag med 96 stemmer mod 73. Hans Rasmussens og Baunsgaards dagsordensforslag blev derefter vedtaget med 96 stemmer mod 72, idet 1 medlem afholdt sig fra at stemme.

Forslaget til folketingsbeslutning var dermed bortfaldet.