Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

Folketinget beslutter at opfordre ministeren for offentlige arbejder til inden udgangen af februar 1961 at opsige telefonkoncessionerne af 31. august 1948 for at lade staten overtage Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab, Jydsk Telefon-Aktieselskab og Fyns kommunale Telefonselskab fra den 1. marts 1962 at regne.

Som begrundelse for forslaget gjorde ordføreren for forslagsstillerne, Aksel Larsen (SF), ved fremsættelsen bl. a. gældende, at den bestående ordning af telefonvæsenet medførte unødvendigt store administrationsomkostninger og i det hele taget var for uhensigtsmæssig og dyr for abonnenterne.

„Når dertil føjes, at i medfør af koncessionerne kan bestyrelserne i telefonselskaberne reelt intet foretage sig eller beslutte, uden at det godkendes af telefontilsynet eller ministeren, hvis forskrifter de også skal rette sig efter, at disse bestyrelser altså er lige så overflødige, som det er uhensigtsmæssigt, at vi har flere telefonselskaber og ikke en enhedstelefon, så behøver jeg vel ikke her ved fremsættelsen af vort forslag at motivere rimeligheden og nødvendigheden af en statsovertagelse yderligere. Det må være nok at fastslå, at det vil være i strid med alle forudsætninger — herunder tidligere kommissionsbetænkninger og folketingsbeslutninger — om telefonselskaberne skal fortsætte som private aktieselskaber ud over 1962.

Tre gange tidligere har staten haft adgang til at overtage alt telefonvæsen i landet, men er veget tilbage, fordi det ansås for vanskeligt at tilvejebringe den fornødne kapital hertil. Nu befinder vi os i en ganske anden situation med et bedre økonomisk klima. Vi rider på en højkonjunkturs bølgetop. Valutakassen er fyldt. Statsfinanserne har det så godt som ingen sinde. Og betingelserne for statsovertagelse er fikserede og rimelige.

KTAS har en aktiekapital på 150 mill. kr., hvoraf staten ejer 75.978.500 kr. JTAS har en aktiekapital på 75 mill. kr., hvoraf staten ejer 37.617.300 kr. De aktier, staten ved overtagelse skal indløse i de to selskaber, har et pålydende af
111.404.200 kr., og da overtagelseskursen er fastsat til 125, vil de koste staten 139.255.250 kr. Af FKTs andelsfond ejer staten 8.475.545 kr., men skal indløse kommunernes del med 12.687.329 kr. For 151.942.579 kr. kan staten altså overtage samtlige selskabers anlæg, ejendomme, lagerbeholdninger, aktiver og passiver.

Hertil kommer, at tidspunktet for statsovertagelse i anden henseende er det gunstigst mulige. En væsentlig del af de til udvidelser og tekniske fornyelser krævede investeringer er foretaget, så de kommende investeringskrav til staten bliver ikke uoverkommelige.

Jeg anbefaler derfor vort forslag til vedtagelse med den tilføjelse, at såfremt den højtærede minister her i tinget erklærer, at han agter at benytte den ham givne bemyndigelse til at opsige telefonkoncessionerne inden udgangen af februar, er vedtagelse af forslaget ingen nødvendighed, og vi skal i så fald være villige, til at lade det bortfalde ...

Ministeren for offentlige arbejder gjorde ved sagens 1. behandling opmærksom på, at han allerede for tre år siden havde rejst spørgsmålet om, hvorvidt det var rigtigt at forberede en opsigelse af de tre telefonkoncessioner for om muligt at gennemføre en enhedstelefon fra 1. marts 1962, eventuelt i form af statsdrift. „Men under den daværende regering anså jeg det for udelukket, at der kunne skabes samling om en opsigelse og så meget mindre om en statsovertagelse af selskaberne, ligesom den omstændighed, at vi skulle afholde folketingsvalg senest i maj måned 1961, altså umiddelbart efter at en bindende opsigelse i forholdet til de private aktionærer skulle være afgivet, gjorde det tvivlsomt for mig, hvorvidt det var rigtigt at binde en eventuel ny regering til en beslutning om opsigelse af koncessionerne eller om statsovertagelse af selskaberne. Jeg valgte derfor at nedsætte et embedsmandsudvalg, bestående af repræsentanter for ministeriet for offentlige arbejders departement, generaldirektoratet for post- og telegrafvæsenet, finansministeriet og telefontilsynet, som fik til opgave efter forhandling med repræsentanter for de tre telefonselskaber at fremkomme med en indstilling til regeringen om, på hvilke vilkår en eventuelt fortsat koncessioneret telefondrift skulle udøves i fremtiden.

Dette udvalg har i december måned 1960 afgivet en foreløbig indstilling om, efter hvilken målsætning der bør arbejdes, men der har ikke i udvalget kunne skabes enighed om, hvorledes problemerne bør søges løst på kortere sigt, eller om, hvilke midler der bør bringes i anvendelse for at nå det mere langsigtede mål. I princippet er der dog i udvalget enighed om, at der bør tilstræbes en samling af det danske telefonvæsen i en enhed, og at spørgsmålet om, hvorvidt denne enhed tillige bør omfatte anden telekommunikationsvirksomhed end telefondrift, bør tages op til undersøgelse. Kun post- og telegrafvæsenets repræsentanter i embedsmandsudvalget har imidlertid været inde på, at en enhedsdrift af telefonvæsenet kunne ske i form af statsdrift.

Jeg har anset det for rigtigst at gå ind for udvalgsflertallets indstilling i sagen, idet jeg er af den opfattelse, at selv om staten ikke benytter sin adgang til i 1962 at overtage de tre koncessionerede telefonselskaber, vil det være muligt at tilvejebringe den enhedstelejonordning, som må komme, og som jeg tror at alle i det høje ting vil være interesseret i at få gennemført, selv om der kan blive diskussion om, hvorvidt det skal gøres på den ene eller på den anden måde ...

Selv om det af det ærede medlem hr. Aksel Larsens tale ved fremsættelsen af hans forslag fremgår, at han er en varm tilhænger af enhedstelefonen, tror jeg nu nok, det ærede medlem i højere grad lægger vægt på den del af forslaget, som forudsætter, at telefonvæsenet her i landet skal drives under statsdrift, og vi er hermed inde i den gamle problemstilling om, hvorvidt statsdrift, statskontrolleret drift eller ren privat drift giver de bedste resultater for samfundet som helhed.

Det skulle vel uden videre være klart, at statsdrift i sig selv sikrer, at alle landets borgere får del i den pågældende virksomheds udbytte, og der er også formodning for, at statsdrift af en virksomhed udelukker eventuel misbrug af en monopolstilling for virksomheden. Der er imidlertid andre måder at sikre samfundets interesser på end ved at lave statsovertagelse af samfundsvigtige virksomheder, og i det foreliggende tilfælde er samfundets interesser efter min opfattelse tilgodeset på den måde, at staten ejer godt halvdelen af kapitalen i Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab og Jydsk Telefon-Aktieselskab, og endvidere derved, at man igennem en lang række koncessions- og tilsynsbestemmelser har sikret sig afgørende indflydelse på den måde, hvorpå disse store selskaber drives.

Noget lignende gælder ikke fuldt ud med hensyn til det fynske telefonselskab, hvor staten kun ejer ca. 9 mill. kr. af en samlet andelskapital på ca. 24 mill. kr., men da den resterende del af andelskapitalen ejes af de fynske kommuner, og da det fynske telefonselskab i øvrigt er underkastet samme koncessions- og tilsynsbestemmelser som de to aktieselskaber, tror jeg, at de fynske abonnenter er lige så godt sikret som abonnenterne inden for de to store konces- sionsområder.

Når jeg har villet fremsætte nogle bemærkninger om problemet statsdrift kontra privatdrift af samfundsmæssige virksomheder, er det ikke for at lægge op til en storpolitisk debat om socialisme kontra privatkapitalisme. De tre telefonselskaber drives under en form, som intet har at gøre med privatkapitalisme i gængs politisk og økonomisk betydning. En eventuel opsigelse af telefonkoncessionerne og den derpå følgende indløsning af den ikke-statsejede kapital ville derfor heller ikke i princippet ændre statens indflydelse på se1skaberne ...."

Ministeren mente ikke, man skulle regne med, at telefonen blev bedre, fordi man gik over til enhedsdrift. „Når jeg alligevel går stærkt ind for, at der nu må tages effektive skridt i retning af enhedstelefonen, skyldes det, at der efter min opfattelse bør skrides til en afvikling af den resterende del af den dobbeltadministration og det dobbeltarbejde, som har gjort sig gældende på telefonområdet. Selv om man er kommet langt med denne afvikling, synes de senere års erfaringer at tyde på, at der nu skal et frisk initiativ til. Jeg kan ikke love telefonabonnenterne, at de ved gennemførelsen af en enhedstelefon opnåede besparelser vil kunne give sig udslag i takstnedsættelser, men det er klart, at den opnåede rationaliseringsgevinst vil komme abonnenterne til gode i form af, at tidspunktet for de takstforhøjelser, som måske viper sig nødvendige, f. eks. i forbindelse med lønstigninger, kan udskydes noget, eller ved at eventuelle nødvendige takstforhøjelser bliver mindre, end de ville være blevet under den nuværende opdeling af administrationen."

„Det er", udtalte ministeren ved slutningen af sin udførlige redegørelse, „næppe muligt i dag at sige noget sikkert om, hvor langt man vil nå med hensyn til samling af den indenrigske telefontrafik i et enhedsselskab, inden der næste gang skal tages stilling til spørgsmålet om fortsat koncessioneret telefondrift, nemlig den 1. marts 1966. Dette må først og fremmest afhænge af de direkte implicerede parters gode vilje inden for det forestående samarbejde, og det er derfor klart, at hvis en sådan vilje viser sig ikke at eksistere, må de fornødne beslutninger tages vedrørende spørgsmålet om fortsat koncessioneret drift kontra overgang til statsdrift.

Regeringen har for nylig truffet beslutning om, at spørgsmålene vedrørende vilkårene for den fremtidige telefondrift skal gøres til genstand for nærmere detailundersøgelse i det udvalg, der er nedsat til forhandling med telefonselskaberne om koncessionsforholdene."

Ordførerne for socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti, det radikale venstre og de uafhængige gik alle imod forslaget til folketingsbeslutning, der efter forhandlingens slutning henvistes til behandling i et udvalg. Såvel Peter Kristensen (Ålborg) (S) som Ib Thyregod (V) gav udtryk for tilfredshed med, at sagen ville blive nærmere overvejet i en kommission. Sidstnævnte tog imidlertid på forhånd afstand fra statsovertagelse af telefonvæsenet. Det samme gjorde Jørgen Jørgensen (Ullerup) (KF), der kunne tænke sig telefonselskabernès aktiekapitaler udvidet ved udstedelse af folkeaktier. Aage Fogh (RV) tiltrådte i få ord ministerens redegørelse, mens Iver Poulsen (Uafh.) ønskede, at staten skulle opgive sin indblanding i de koncessionerede selskabers forhold og sælge sine aktier i disse selskaber.

I betænkningen fra det folketingsudvalg, der behandlede sagen, indstillede kun socialistisk folkepartis repræsentant forslaget til vedtagelse, mens de øvrige udvalgsmedlemmer gik imod det.

Ved 2. behandling stillede Aksel Larsen følgende forslag til motiveret dagsorden:

„Idet folketinget udtaler, at ministeren for offentlige arbejder bør foranledige, at telefonselskaberne udmelder sig af Arbejdsgiverforeningen, fortsætter tinget behandlingen af forslag til beslutning om opsigelse af telefonkoncessionerne."

Det var hans opfattelse, at når staten havde aktiemajoriteten eller — for Fyns kommunale telefonselskabs vedkommende — i hvert fald en betydelig kapital i selskaberne, burde det kræves, at disse ikke var medlemmer af Arbejdsgiverforeningen og betalte kontingent til den.

Ministeren svarede hertil, at hverken det københavnske eller det jyske telefonselskab var ordinære medlemmer af Arbejdsgiverforeningen. „Disse to meget store selskaber beskæftiger 15.000 funktionærer og arbejdere, og det er derfor klart, at der her som alle andre steder, hvor der er tale om arbejdsgivere og arbejdere, kan opstå forskellige spørgsmål, som skal klares. Telefonselskaberne har derfor følt, at det var naturligt og nødvendigt, at de fik en vis konsulentassistance fra Arbejdsgiverforeningen, således at de i sådanne spørgsmål kunne være orienteret. Det er altså denne konsulenttjeneste, som også kommer til udtryk, når der er tale om at føre faglige sager ved den faste voldgiftsret, hvilket også kan forekomme i forbindelse med almindelige lønoverenskomster mellem arbejdsgivere og arbejdere. Telefonselskaberne har altså følt, at de her måtte have en vis assistance, fordi de ikke kunne være sagkyndige på dette område. Men der er ikke tale om medlemskab i almindelig forstand, hvorved man kan komme ud i konflikter."

Ved 2. behandling drøftedes i øvrigt en række spørgsmål, som havde været fremme under udvalgsbehandlingen.

Efter forhandlingens slutning forkastedes dagsordensforslaget med 122 stemmer mod 7 (SF) og forslaget til beslutning med 124 stemmer mod 7 (SF). I begge tilfælde undlod et grønlandsk medlem at stemme.