Som ordfører for forespørgerne fremsatte Ninn-Hansen (KF) til begrundelse af forespørgslen en udførlig redegørelse, hvoraf gengives:

„Den 3. oktober sidste år indsendte Danmarks aktive Handelsrejsende i medfør af arbejdsløshedslovens § 7 en ansøgning til arbejdsdirektoratet om anerkendelse af den af dem oprettede arbejdsløshedskasse — en arbejdsløshedskasse, der var oprettet på foreningens årsmøde den 29.-30. august, og hvortil man senere havde fået den i lovens § 8 foreskrevne tilslutning.

Den 26. november modtog foreningen ansøgningen tilbage med påtegning om en udtalelse fra Handels- og Kontorfunktionærernes Arbejdsløshedskasse i Danmark, som gik ud på, at Handels- og Kontorfunktionærernes Arbejdsløshedskasse også varetog de handelsrejsendes interesser. Samme dag svarede Danmarks aktive Handelsrejsende arbejdsdirektoratet på denne skrivelse og imødegik det af Handels- og Kontorfunktionærernes Arbejdsløshedskasse fremhævede synspunkt.

Da foreningen ikke havde hørt fra arbejdsdirektoratet eller socialministeriet ved årets udgang, rettede man den 8. januar i år en ny henvendelse til arbejdsdirektoratet og medsendte en liste over 48 nye medlemmer — altså 48 medlemmer ud over det i loven foreskrevne minimumstal.

Den 20. januar anmodede jeg her i folketingets spørgetid den højtærede socialminister om at meddele, hvorvidt ministeren agtede at anerkende den af Danmarks aktive Handelsrejsende oprettede arbejdsløshedskasse. Ministeren svarede, at han endnu ikke havde fået sagen forelagt. Såvidt jeg ved, har den højtærede minister imidlertid modtaget sagen fra arbejdsdirektoratet med en udtalelse fra arbejdsnævnet i februar måned. Men alligevel har Danmarks aktive Handelsrejsende endnu ikke modtaget svar.

Som det viser sig gennem denne fremstilling, er der en uhyre forskel på den måde, hvorpå ansøgerne hurtigt har behandlet de henvendelser, der er rettet til dem, og den måde, hvorpå ministeriet har behandlet sagen.

Betingelserne for godkendelse er opstillet i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. § 7, som jeg vil bede om tilladelse til at citere. Der står i § 7, stk. 1.:

„Enhver arbejdsløshedskasse har ret til at få offentlig anerkendelse og den dermed forbundne støtte af det offentlige, når det efter indstilling fra direktøren godkendes af arbejds- og socialministeren, at den fyldestgør de i denne lov indeholdte forskrifter."

Det vil altså sige, at det er en ret for ansøgere at få godkendt arbejdsløshedskassen, hvis de opfylder lovens forskrifter.

Jeg vil gerne spørge den højtærede minister: er der i dette tilfælde nogen saglig begrundelse for at nægte de handelsrejsende anerkendelse af deres arbejdsløshedskasse? Har den højtærede minister, der jo fik sagen for trekvart år siden, indvendinger at gøre imod vedtægterne, imod fremgangsmåden, eller mener den højtærede minister, at foreningen fuldt og helt er gået frem efter den måde, loven anviser?

Yderligere står der i § 7:

„Findes der for vedkommende fag eller for det pågældende stedlige område allerede en anerkendt arbejdsløshedskasse, kan arbejds- og socialministeren dog i overensstemmelse med indstilling af arbejdsnævnet nægte anerkendelse af en ny faglig eller stedlig begrænset arbejdsløshedskasse.''

Jeg vil gerne spørge den højtærede minister: foreligger der en indstilling fra arbejdsnævnet, der går ud på, at arbejdsnævnet foreslår den højtærede minister at nægte anerkendelse af arbejdsløshedskassen? For hvis der ikke foreligger en sådan indstilling over for den højtærede minister, mener jeg ikke, at ministeren har ret til at afslå anmodningen."

Ved sin besvarelse af forespørgslen udtalte socialministeren bl. a.:

„Den arbejdsløshedskasse, der her er tale om, er stiftet den 29. august 1959 af Danmarks aktive Handelsrejsende Foreningen af 1901 — stiftet, men ikke i virksomhed endnu. Foreningen indsendte den 2. oktober samme år andragende til arbejdsdirektoratet om, at der måtte blive meddelt kassen statsanerkendelse. I overensstemmelse med gældende praksis forelagde arbejdsdirektoratet sagen for den anerkendte arbejdsløshedskasse, hvis område spørgsmålet nærmest vedrørte, nemlig Handels- og Kontorfunktionærernes Arbejdsløshedskasse. Denne arbejdsløshedskasse udtalte, at den blandt sine medlemmer havde et større antal handelsrejsende og repræsentanter, at kassen i hele sin eksistens havde haft sådanne medlemmer, der er en bestanddel af fagets udøvere, og at kassen derfor ikke kunne anbefale anerkendelse af den nye arbejdsløshedskasse. Denne udtalelse fik Danmarks aktive Handelsrejsende lejlighed til at udtale sig om, og foreningen bemærkede, at kun et mindre antal, nemlig 13 pct., af samtlige handelsrejsende er medlemmer af Handels- og Kontorfunktionærernes Arbejdsløshedskasse, medens ca. 7 000 eller godt halvdelen af de handelsrejsende er medlemmer af Danmarks aktive Handelsrejsende. Det, for at bruge skrivelsens udtryk, mindre antal handelsrejsende, der er medlemmer af H. og K.s kasse, er 1711, og efter de oplysninger, jeg har fået fra Danmarks aktive Handelsrejsende, havde indtil den 8. januar 1960 229 indmeldt sig som medlemmer i den nye arbejdsløshedskasse, der som sagt iøvrigt endnu ikke er trådt i funktion.

Sagen blev herefter den 12. januar i år behandlet på et møde i arbejdsnævnets afdeling angående arbejdsløshedsforsikringen, og det blev her af et flertal vedtaget at udtale, at man ikke fandt, der var fornødent grundlag for at tage stilling til sagen, forinden der forelå et resultat af de undersøgelser, der blev foretaget af det i 1959 nedsatte udvalg vedrørende anerkendelse af arbejdsløshedskasser, således at sagens videre behandling i arbejdsnævnet blev udsat. Et mindretal på 2 af nævnets medlemmer var principielt stemt for, at arbejdsløshedskassen burde have anerkendelse. Det ene medlem — det var fhv. landstingsmand Melchior Kjeldsen — kunne dog som subsidiær løsning tilslutte sig flertallets opfattelse, at sagens behandling blev udsat. Et andet mindretal på 3 medlemmer var principielt imod, at der blev meddelt kassen anerkendelse. Dette mindretal havde dog intet imod, at nævnet ikke afgav nogen egentlig udtalelse, men ventede på afslutningen af udvalgets undersøgelser.

Den 1. februar i år blev sagen af arbejdsdirektoratet sendt til socialministeriet med oplysning om det passerede, men forinden havde det ærede medlem hr. Ninn-Hansen som nævnt bedt mig oplyse min stilling til andragendet. I mit svar til det ærede medlem nævnte jeg den mulighed, at jeg, når andragendet forelå, ville sende det til udtalelse i det før omtalte udvalg, og efter at jeg havde haft lejlighed til at sætte mig nøjere ind i sagen, anmodede jeg udvalgets formand, hr. departementschef Dreyer, om at foranledige anerkendelsesspørgsmålet af denne kasse inddraget i udvalgets overvejelser. Med hensyn til denne beslutning skal jeg bemærke følgende:

Det ærede medlem hr. Ninn-Hansen citerede en del af arbejdsløshedslovens § 7, stk. 1, men ikke hele stk. 1. Dette stykke lyder således:

„Enhver arbejdsløshedskasse har ret til at få offentlig anerkendelse og den dermed forbundne støtte af det offentlige, når det efter indstilling fra direktøren godkendes af arbejds- og socialministeren, at den fyldestgør de i denne lov indeholdte forskrifter. Findes der for vedkommende fag eller for det pågældende stedlige område allerede en anerkendt arbejdsløshedskasse, kan arbejds- og socialministeren dog i overensstemmelse med indstilling af arbejdsnævnet nægte anerkendelse af en ny fagligt eller stedligt begrænset arbejdsløshedskasse."

Altså „i overensstemmelse med indstilling fra arbejdsnævnet". Denne hjemmel for socialministeren til i visse tilfælde at hindre, at der oprettes nye arbejdsløshedskasser på områder, der allerede er forsikringsmæssigt dækket, har været at finde i arbejdsløshedslovgivningen lige siden 1907. Bestemmelsen blev da af folketingsudvalget foreslået indsat i loven med den motivering, at man herigennem kunne hindre oprettelse af alt for mange små arbejdsløshedskasser, hvis bæreevne var ringe. Der blev i denne forbindelse henvist til de erfaringer, man havde indhøstet på et andet område af den sociale forsikring, nemlig inden for sygekassevæsenet.

Den her nævnte lovbestemmelse blev foreslået ophævet ved det i marts måned 1959 af medlemmer af partiet venstre og det konservative folkeparti fremsatte lovforslag, men som det vil erindres, fandt forslaget ikke fornøden tilslutning. I sin betænkning over forslaget udtalte folketingsudvalgets flertal, at man ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse, idet resultatet af en vedtagelse kan blive en opspaltning i mange arbejdsløshedskasser, hvoraf en del formentlig vil få stor ledighed med deraf følgende krav om større tilskud fra det offentlige — Folketingstidende 1958-59, tillæg B. sp. 1087. Som det vil ses, begrunder folketingsudvalgets flertal sin afstandtagen fra forslaget om bestemmelsens ophævelse på ganske samme måde, som man et halvt århundrede tidligere havde motiveret bestemmelsens indsættelse i loven. I betænkningen henstillede folketingsudvalgets flertal til socialministeren at nedsætte et snævert udvalg med den opgave at overveje det i lovforslaget rejste spørgsmål om adgang til statsanerkendelse af arbejdsløshedskasser på funktionærområdet og andre spørgsmål vedrørende arbejdsløshedsforsikringen, som det måtte vise sig nødvendigt at optage til overvejelse i forbindelse hermed.

Jeg vil gerne her pege på, at det hverken efter betænkningens formulering eller efter de bemærkninger, der faldt under behandlingen af lovforslaget, var tanken, at dette udvalgs eneste eller dog væsentligste opgave skulle være at stille forslag om ændringer i arbejdsløshedsloven. Den opgave, udvalget skulle løse, var at foretage en tilbundsgående undersøgelse af behovet for arbejdsløshedskasser på funktionærområdet, således at udvalgets undersøgelser eventuelt kunne blive grundlaget for anerkendelse af sådanne arbejdsløshedskasser, for hvilke der konstateredes et virkeligt behov.

Af et antal udtalelser under anden behandling af det af partiet venstre og det konservative folkeparti fremsatte lovforslag om ændringer i arbejdsløshedslovens § 7, stk. 1, fremgår det efter min mening med tydelighed, at det var tanken, at det udvalg, som folketingsudvalgets flertal henstillede til mig at nedsætte, skulle foretage en realitetsundersøgelse og en realitetsbehandling af spørgsmålet om adgang til statsanerkendelse af arbejdsløshedskasser på funktionærområdet, og at der først, når udvalget havde afgivet sin betænkning, skulle træffes afgørelse om anerkendelse eller ikke anerkendelse af de funktionærarbejdsløshedskasser, fra hvilke der forelå ansøgning om anerkendelse."

Socialministeren sluttede sin svartale således:

„Når udvalgets redegørelse om et par måneder foreligger, vil den blive tilstillet offentligheden og straks tilsendt arbejdsnævnet til afgivelse af indstilling, den indstilling, som ifølge loven er den nødvendige forudsætning for, at den til enhver tid værende minister kan træffe en beslutning."

Forespørgslen gav anledning til en indgående debat, i hvilken — foruden ordføreren for forespørgerne og ministeren — følgende deltog: Hans Rasmussen (S), Henry Christensen (V), Baunsgaard (RV), Niels Andersen (DR) og Alfred Jensen (DK).