De tidligere hovedbestemmelser om luftfart fandtes i lov nr. 175 af 1. maj 1923 om luftfart, således som den var ændret ved lov nr. 124 af 7. maj 1937, og endvidere i kgl. anordning om luftfart af 11. september 1920, der begge byggede på den i Paris den 13. oktober 1919 afsluttede konvention om regulering af international lufttrafik.
Danmarks ratifikation af den i Chicago i 1944 vedtagne konvention om international civil luftfart havde imidlertid gjort det nødvendigt at foretage ændringer af visse af de tidligere bestemmelser, og da hertil kom, at den meget hurtige udvikling af luftfarten — især den internationale luftfart — havde medført, at der var opstået et kraftigt behov for nye eller reviderede lovregler også for rent nationale forhold, nedsatte ministeriet for offentlige arbejder i 1950 et udvalg, der fik til opgave at udarbejde forslag til at bringe luftfartslovgivningen i overensstemmelse med Chicagokonventionen og nutidens krav til bestemmelser om luftfart.
Udvalget skulle endvidere revidere de bestemmelser, som var udfærdiget i henhold til luftfartsloven og luftfartsanordningen, samt sådanne bestemmelser, der ville blive berørt af en revision af luftfartsloven, ligesom udvalget fik til opgave at overveje, hvilke nye bestemmelser der skulle udarbejdes i tilslutning til en ny lov.
Den foreliggende lov er et resultat af dette udvalgsarbejde, der er udført i nøje samråd med tilsvarende udvalg, der blev nedsat i Finland, Norge og Sverige. Det er ved det internordiske samarbejde lykkedes i alt væsentligt at opnå overensstemmelse mellem de 4 nordiske landes lovforslag, således at der kun på enkelte punkter er forskelligheder i affattelsen, hidrørende fra, at retstilstandene ikke er ens.
Der har mellem de nordiske lande været enighed om, at selve loven kun skulle indeholde de mere almindelige og faste regler, der ikke kan påregnes at blive væsentlig påvirket af den stærke udvikling inden for luftfarten, mens de mere detaljerede og tekniske regler skulle udfærdiges administrativt i henhold til loven, så at de lettere kan ændres, efterhånden som forholdene måtte gøre det påkrævet.
Loven er bygget anderledes op end den tidligere lov, idet den er delt op i tre afsnit. Afsnit I (kapitel 1-14) omhandler civil luftfart og indeholder bestemmelser om registrering og mærkning af luftfartøjer samt om luftdygtighed, bemanding, lufttrafik og lufthavne, endvidere ansvarsregler, havariregler, straffebestemmelser samt almindelige og supplerende bestemmelser. Afsnit II (kapitel 15) omhandler militær eller anden ikke-erhvervsmæssig statsluftfart, medens afsnit III (kapitel 16) indeholder ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
Loven bygger således på en sondring mellem civil luftfart og militær og anden ikke-erhvervsmæssig statsluftfart. Ved civil luftfart forstås al luftfart, bortset fra luftfart med militære og andre statsluftfartøjer, der ikke anvendes erhvervsmæssigt. Af denne beskrivelse vil det fremgå, at civil luftfart ikke er brugt som modsætning til statsluftfart, idet luftfart, som drives for statens regning, må anses for civil, såfremt den udøves erhvervsmæssigt.
For at lette offentligheden adgangen til at sætte sig ind i luftfartslovgivningen har man søgt at foretage en kodifikation af denne. Man har derfor i loven optaget lov nr. 411 af 12. juli 1946 om sikring af indflyvningen til offentlige lufthavne og landingspladser samt lov nr. 123 af 7. maj 1937 om befordring med luftfartøj. For den øvrige lovgivning har man foretaget henvisning til de pågældende love, så at man i loven om luftfart i hvert fald får en oversigt over den pågældende lovgivning.
For så vidt angår de internationale konventioner vedrørende luftprivatret, har man — i lovens kapitel 9 — optaget sådanne regler vedrørende befordring med luftfartøj, at det vil blive muligt at ratificere de i Haag i 1955 vedtagne ændringer af Warszawakonventionen af 1929 om visse ensartede regler for international luftbefordring i spørgsmål om erstatning for skade på person eller gods i luftfartøjer.
Endvidere har man i kapitel 10 — med de fornødne redaktionelle ændringer — optaget de i den tidligere luftfartslov indeholdte bestemmelser om erstatning for skade på person eller ting uden for luftfartøjet, idet man endnu ikke har kunnet tage endelig stilling til de lovgivningsforanstaltninger, som en i Rom under 7. oktober 1952 vedtagen international konvention om dette spørgsmål ville medføre.
Mens de i de to nævnte konventioner omhandlede erstatningsansvarsregler er indeholdt i loven, har man efter aftale med justitsministeriet ladet de til muliggørelse af en ratifikation af en i Geneve vedtagen konvention om international anerkendelse af rettigheder i luftfartøjer fornødne lovregler optage i forslag til lov om registrering af rettigheder over luftfartøjer, der vedtoges af folketinget den 17. marts 1960 (se nedenfor under nr. 116).
Ifølge lovens § 157 kan den ved kgl. anordning sættes i kraft helt eller delvis.
Ved sagens 1. behandling mødte lovforslaget almindelig tilslutning fra alle partiers side, og en række spørgsmål vedrørende forskellige detailregler besvaredes af ministeren for offentlige arbejder.
A. C. Normann (RV) udtalte dog tvivl med hensyn til bestemmelsen i lovforslagets § 150, stk. 6, hvorefter luftfartsvæsenets administrative foreløbige inddragelse af retten til at gøre tjeneste på et luftfartøj i anledning af forskellige overtrædelser af bestemmelserne ikke skulle kunne underkendes separat af domstolene, før der var gået 3 måneder fra inddragelsen. Ligeledes fandt han straffebestemmelserne i § 149 for generelt affattet. Med hensyn til bestemmelsen i lovforslagets § 50 om en alkoholkoncentration i blodet på 0,4 promille som absolut maksimum for såvel det flyvende personel som jordpersonellet kunne det diskuteres, om denne regel ville medføre øget sikkerhed. Måske burde man afvente resultatet af en af justitsministeren bebudet undersøgelse.
Lovforslaget henvistes til et udvalg, der i sin enstemmige betænkning bl. a. udtalte:
„Udvalget har modtaget skriftlige henvendelser fra Kongelig Dansk Aeroklub, Erhvervsflyvningens Sammenslutning og Dansk Flyvebesætningsforening. Udvalget har endvidere modtaget deputationer fra de nævnte organisationer....
Udvalget har i denne forbindelse drøftet et af organisationerne fremsat forslag om oprettelse af et sagkyndigt luftfartsnævn, men har fundet denne form mindre hensigtsmæssig. Imidlertid finder udvalget under hensyn til den rivende udvikling, som præger luftfarten, at det vil være af betydning, at nye væsentlige problemer på luftfartsområdet optages til drøftelse direkte mellem de berørte organisationer og luftfartsdirektoratet.
Udvalget har derfor henstillet til ministeren at foranledige, at sådanne forhandlinger med organisationerne finder sted, når problemer af særlig interesse for disse måtte foreligge. Ministeren har givet tilsagn herom ...
For så vidt angår den i § 50 foreslåede promilleregel, er det udvalgets opfattelse, at der alene er tale om en særregel for luftfartens område."
I betænkningen stillede ministeren for offentlige arbejder med udvalgets tiltrædelse forslag om ændring af straffebestemmelserne i lovforslagets § 149, hvorved disse bragtes i bedre overensstemmelse med almindelig praksis, ligesom den af A. C. Normann under 1. behandling kritiserede bestemmelse i § 150, stk. 6, foresloges ændret, således at den administrative foreløbige inddragelse af retten til at gøre tjeneste på et luftfartøj straks kunne prøves af domstolene. Endvidere foresloges forskellige ændringer af redaktionel karakter.
Ved sagens 2. behandling, hvor Gottschalck-Hansen (KF) forbeholdt sig til 3. behandling at stille forslag om ændring af promillereglen i § 50, vedtoges de stillede ændringsforslag uden afstemning, og lovforslaget henvistes til fornyet udvalgsbehandling.
I udvalgets tillægsbetænkning stillede et flertal (N. Chr. Christensen, Holger Eriksen, Per Federspiel, Gottschalck-Hansen, Henry L. W. Jensen, K. Axel Nielsen, Ninn-Hansen, A. C. Normann, Paabøl og H. K. Sørensen) ændringsforslag om bortfald af promillebestemmelsen i § 50 og udtalte i tilslutning hertil, at man ønskede den fri bevisbedømmelse bibeholdt også på dette specielle område.
„Flertallet er af den opfattelse, at en promilleregel ikke ubetinget vil medføre en strengere bedømmelse af spirituspåvirkede piloter end en lov, der bygger på fri bevisbedømmelse, ligesom flertallet anser indførelsen af en promilleregel for et betænkeligt brud på de principper, som dansk ret i øvrigt bygger på.
Flertalet ønsker at præcisere, at dets principielle stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en promilleregel skal indføres, ikke kan tages til indtægt for den opfattelse, at ændringsforslaget medfører en lempelse af flyvepersonellets ansvar ...."
Et mindretal (Alsing Andersen, Jensen-Broby, Horn, Kolbjørn, Lars M. Olsen, Axel Ivan Pedersen og J. M. Pedersen) henholdt sig til „det synspunkt, som er udtrykt i udvalgets betænkning s. 2-3 vedrørende en fast promillegrænse som foreslået i § 50, stk. 1, og som går ud på, at denne bestemmelse er at betragte som en isoleret bestemmelse alene gældende for lufttrafik, hvilket ministeren for offentlige arbejder har bekræftet både over for udvalget og i tinget ved lovforslagets 2. behandling.
Mindretallet er stadig af den opfattelse, at begrundelsen i de bemærkninger, som ledsager bestemmelsen i det fremsatte forslag, er så stærk, at man bør indføre promillegrænsen, således som den er anbefalet af retslægerådet og det udvalg, som har forberedt lovforslaget.
Disse synspynkter støttes tillige af, at SAS og andre luftfartsselskaber har sådanne — ja, endog videregående — regler for personalet, hvorved bestemmelsen i realiteten er en lovfæstelse af praksis i den væsentligste del af lufttrafikken, ligesom det flyvende publikum har grund til at gå ud fra, at der for luftfart gælder strengere regler end i anden trafik ...."
Ved sagens 3. behandling udtalte ministeren for offentlige arbejder, Horn (S), J. M. Pedersen (DR), Lynnerup Nielsen (DK), Helga Pedersen (V), Axel Ivan Pedersen (S) og Vagn Bro (7) sig imod udvalgsflertallets ændringsforslag, der blev anbefalet af Gottschalck-Hansen (KF), A. C. Normann (RV) og K. Axel Nielsen (S). Efter at udvalgsflertallets ændringsforslag var forkastet med 87 stemmer mod 48, idet 2 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod, vedtoges det ved 2. behandling ændrede lovforslag enstemmigt med yderligere en af ministeren for offentlige arbejder foreslået redaktionel ændring.