Loven, der har til formål at bistå dansk erhvervsliv ved løsningen af de omstillingsproblemer, som vil melde sig i forbindelse med de kommende års økonomiske udvikling under de nye markedsforhold, erstatter en del af bestemmelserne i lov om foranstaltninger til fremme af danske erhvervsinteresser, der udløb med udgangen af marts 1960. Den adskiller sig fra den hidtil gældende lovgivning dels ved, at den ikke indeholder bestemmelser om udlån til industri- og håndværksvirksomheder, dels ved væsentlige nydannelser.
Blandt disse nydannelser er bestemmelserne i lovens kap. I (§§ 1 og 2) om oprettelsen af Danmarks erhvervsfond. Denne fond oprettes til støtte for eksporten og til fremme af erhvervenes effektivitet og konkurrenceevne. Til fonden, der bestyres af handelsministeren, henlægges som grundkapital dels den hidtidige eksportkreditfond (ca. 18 mill. kr.), dels de gennem dollarpræmieringsordningen opsamlede beløb (ca. 200 mill. kr.). Denne grundkapital udgør fundamentet for lovens øvrige bestemmelser, idet den dels tjener til sikkerhed for de af det i lovens kap. II omhandlede eksportkreditråd afgivne garantier og kautioner, dels ved sin forrentning muliggør afholdelsen af de i lovens kap. III omhandlede udgifter til eksportfremmende formål.
Ved bestemmelserne i lovens kap. II (§§ 3-11) om eksportkreditrådet og dettes opgaver gennemføres en nyordning af eksportkreditinstitutionen såvel med hensyn til dens organisatoriske forhold som reglernes materielle indhold.
Ændringen i de organisatoriske forhold giver sig først og fremmest udtryk i, at eksportkreditinstitutionen får en mere selvstændig stilling i forhold til ministeren, end tilfældet har været under den hidtil bestående ordning. Således nedsættes til erstatning for det hidtidige eksportkreditudvalg ifølge § 3 et eksportkreditråd med repræsentation fra alle de hidtil repræsenterede ministerier og erhvervsinteresser, men med beføjelse til selv at afgøre de foreliggende andragender. Da visse sager imidlertid kan have en særlig handelspolitisk betydning eller indebære en så stor økonomisk risiko, at rådet vanskeligt vil kunne træffe afgørelse uden tilslutning af en politisk ansvarlig minister, er der dog tillagt handelsministeren bemyndigelse til i rådets forretningsorden at fastsætte, at sådanne sager forelægges ham til afgørelse.
For de af eksportkreditrådet bevilgede garantier og kautioner hæfter staten i det omfang, erhvervsfondens midler ikke måtte være tilstrækkelige til at dække opståede tab (§4).
De nærmere bestemmelser i §§ 5-8 om ydelse af garantier og kautioner indeholder dels regler om forsikring af forskellige risici i forbindelse med eksport, dels regler om ydelse af kaution for lån i eksportøjemed (finansieringsgaranti). Ved formuleringen af disse regler er der lagt vægt på en udvidelse af eksportkreditordningens forsikringsmæssige side, så at danske eksportører kan opnå tabsdækning på lige fod med andre landes eksportører. Der tages således ved formuleringen af §§ 5 og 6 sigte på at muliggøre det for eksportørerne at forsikre forskellige tabsrisici allerede fra det tidspunkt, da eksportøren påbegynder fremstillingen af en eksportvare. De risici, der skal kunne dækkes i produktionstiden, er ikke alene solvensrisiko og transfereringsrisiko, men også risikoen for, at den vare, der er under produktion, rammes af importstop i køberens land, samt risiko for, at en given indførselstilladelse tilbagekaldes.
Som bestemmelserne er formuleret, er der også mulighed for at forsikre fordringer, der hidrører fra arbejds- og tjenesteydelser, hvilket særlig har betydning for danske ingeniørfirmaers kontrakter om udførelse af entreprenørarbejder.
Garanti kan endvidere ydes mod tab ved udlæggelse af lagre i salgsøjemed af danske varer i udlandet samt efter omstændighederne mod tab i forbindelse med andre salgsfremmende foranstaltninger i eksportøjemed (§7).
Endelig bestemmes det i § 8, at kaution kan ydes for lån i eksportøjemed til her i landet hjemmehørende virksomheder samt til finansiering af danske arbejds- og tjenesteydelser i udlandet og af de i § 7 omhandlede salgsfremmende foranstaltninger. Denne bestemmelse er efter sin ordlyd mere vidtgående end de regler, hvorefter der tidligere ydedes en sådan finansieringsgaranti, idet disse kun hjemlede kaution for lån til finansiering af konkrete eller dog sandsynliggjorte eksportordrer.
Højestegrænsen for de samlede garanti- og kautionsforpligtelser i henhold til denne og tidligere lovgivning er i § 9 fastsat til 11½ milliard kr.
Risikopræmien, der skal betales for en given garanti eller kaution, fastsættes af eksportkreditrådet (§ 10), og det bestemmes, at de betalte risikopræmier skal anvendes til imødegåelse af tab og til dækning af administrationsudgifter. Fremkommer der herudover et overskud, henlægges dette til erhvervsfonden. I bemærkningerne til § 10 i lovforslaget var der dog givet den almindelige retningslinje, at erhvervslivet ikke måtte belastes med større risikopræmier end nødvendigt, men at det på den anden side måtte gælde, at der i det lange løb måtte være balance mellem præmieindtægterne og eksportkreditrådets udgifter, herunder de tab, der lides ved ydelse af garanti og kaution.
Endelig indeholder lovens kap. III (§12) en bestemmelse om, at handelsministeren i samråd med finansministeren af fonden kan afholde udgifter til eksportfremmende og produktivitetsfremmende foranstaltninger. Denne bestemmelse er, hvad indholdet angår, i det store og hele udformet i overensstemmelse med de hidtil gældende regler, men det fremgår såvel af bemærkningerne til lovforslaget som af ministerens udtalelser ved fremsættelsen, at der er lagt vægt på en væsentlig udbygning af den finansielle ramme for gennemførelsen af de eksportfremmende og produktivitetsfremmende foranstaltninger. Mens den hidtidige bevillingsramme har andraget 800 000 kr. om året, er der således nu skabt mulighed for en væsentlig udvidelse, idet et beløb svarende til erhvervsfondens årlige rentetilskrivninger vil kunne anvendes til disse foranstaltninger.
Endelig indeholder loven i et særligt kap. IV (§§ 13-16) overgangsbestemmelser, straffebestemmelser og revisionsbestemmelser.
Lovforslaget blev både ved 1. og 2. behandling i folketinget genstand for en ret indgående debat, idet venstre og det konservative folkeparti fremsatte ønsker om ændringer på en række punkter. Således ønskede de to partier principielt, at erhvervene og pengeinstitutterne selv løste eksportkreditproblemerne, men denne tanke blev dog opgivet, efter at handelsministeren over for udvalget havde redegjort for de hermed forbundne vanskeligheder.
Derimod stillede de to partier i udvalgets betænkning en række ændringsforslag, der havde til hensigt at give fonden stilling og ansvar som en selvejende institution samt at fastslå, at fondens midler (ca. 218 mill. kr.) skulle indsættes i nationalbanken og forrentes af denne, og at det skulle være denne renteindtægt, der skulle udgøre grundlaget for de i kap, III omhandlede eksportfremmende og produktivitetsfremmende foranstaltninger. Endelig foresloges det, at fondens administration skulle kunne dækkes af indtægterne fra risikopræmierne.
Disse ændringsforslag forkastedes dog ved afstemningen efter 2. behandling, hvorefter de to partier i erkendelse af, at en lovgivning som den omhandlede ikke kan undværes, og under henvisning til, at de ved deres ændringsforslag havde vist, hvorledes loven efter deres opfattelse burde formuleres, ved 3. behandling stemte for lovforslaget, der herefter vedtoges enstemmigt med 140 stemmer.