L 92 Lov om ændring i kriminallov for Grønland.

Af:
Samling: 1959-60
Status: Stadfæstet
Lov nr. 67 af 24-02-1960
Ved loven udskydes fristen for optagelse af kriminallov for Grønland nr. 55 af 5. marts 1954 til revision fra folketingsåret 1959-60 til folketingsåret 1962-63.

Som begrundelse for denne udskydelse anføres i bemærkningerne til det af ministeren for Grønland fremsatte lovforslag:

„I kriminallov for Grønland nr. 55 af 5. marts 1954 § 121, stk. 2, er det bestemt, at loven skal optages til revision i folketingsåret 1959-60, og at revisionsforslaget skal være ledsaget af en på regelmæssige undersøgelser grundet beretning om, hvorledes loven har virket i den forløbne periode. En tilsvarende bestemmelse er indsat i lov nr. 152 af 11. maj 1954 for Grønland om ægteskabs indgåelse og opløsning § 6.

Statsministeren nedsatte den 14. januar 1955 et alsidigt sammensat udvalg — nu benævnt "Udvalget for samfundsforskning i Grønland" — som fik til opgave på videnskabelig basis at planlægge og lede de undersøgelser, der skønnes fornødne for at sikre lovgivningsmagten og administrationen et solidt grundlag for det videre arbejde til fremme af en rolig og harmonisk kulturel udvikling i Grønland fra gammelt til nyt. Det blev overdraget udvalget at foretage de nødvendige undersøgelser over virkningerne af den grønlandske kriminallov og ægteskabslov og udarbejde en beretning herom, der tillige skulle indeholde forslag til eventuel revision af de nævnte love.

Forskellige forhold medførte, at udvalget først forholdsvis sent kom i gang med sit arbejde, således at indsamlingen i Grønland af det grundlæggende materiale for undersøgelserne først er blevet foretaget i 1958 og 1959. Der henvises herom til skrivelse fra udvalget til ministeriet for Grønland af 27. november 1959, der vedlægges som bilag.

Som det fremgår af udvalgets skrivelse, har man fundet det påkrævet at anlægge undersøgelserne på et bredt grundlag, da de to love må anses for at være af grundlæggende betydning såvel for det enkelte individ som for samfundet som helhed. Udvalget har derfor ikke alene beskæftiget sig med de direkte virkninger af de nævnte love, men har under sit arbejde tillige inddraget undersøgelser af psykologisk, sociologisk, sproglig, etnologisk, erhvervsøkonomisk og kriminologisk art, hvorved man tilsigter at belyse den baggrund, lovene har virket på. Udvalget har i sin skrivelse nærmere redegjort for karakteren og omfanget af de undersøgelser, der er foretaget indtil i dag.

Som følge af at udvalget kom så forholdsvis sent i gang med sit arbejde, har det endnu ikke været muligt for udvalget at udarbejde en beretning til brug ved forelæggelse for folketinget af forslag om revision af kriminalloven og ægteskabsloven. Det af udvalget i 1958 og 1959 indsamlede materiale, som er temmelig omfattende, er for tiden genstand for en systematisk bearbejdelse, som ikke vil blive afsluttet før i løbet af 1960. Udvalget forventer til juli 1960 at kunne aflevere oversigtsrapporter vedrørende undersøgelsesresultaterne med forslag om ændring af de to love.

Den af udvalget afgivne betænkning skal efter at være underkastet behandling i ministeriet for Grønland og justitsministeriet for kriminallovens vedkommende forelægges straffelovskommissionen til udtalelse. Det samlede materiale skal derefter forelægges Grønlands landsråd, hvilket tidligst vil kunne ske under dettes samling i sommeren 1961.

Forslag om revision af de to love vil således i hvert fald ikke kunne forelægges for folketinget før i folketingssamlingen 1961-62. Da sagen under sin behandling skal passere flere led, kan det tænkes, at forberedelsen af lovforslagene vil kræve mere tid, end det kan forudses i dag. For at have en vis margen med henblik herpå foreslås det, at de omhandlede revisionsbestemmelser i de to love ændres således, at lovene skal optages til revision senest i folketingssamlingen 1962-63. Ministeriet for Grønland er i øvrigt sindet at søge forelæggelsen af lovforslagene fremskyndet mest muligt."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det gennemførtes uden udvalgsbehandling og vedtoges enstemmigt.
Partiernes ordførere
Victor Gram (S), Poul Hartling (V), Erik Ninn-Hansen (KF), Hermod Lannung (RV), Kristian Kristensen (DR) og Alfred Jensen (DKP)