Loven tilsigter i første række at tilvejebringe hjemmel for ministeriet for offentlige arbejder til at udfærdige ny koncession for Det Store Nordiske Telegrafselskab på anlæg og drift af et nyt transatlantisk kabelanlæg til forbedring af den civile luftfarts kommunikationsforhold og dermed flyvningens sikkerhed i det stærkt trafikerede nordatlantiske område. De nye kabler vil forbinde Skotland, Færøerne, Island, Grønland og Canada, og det bliver første gang et transatlantisk kabelanlæg udføres med dansk deltagelse.

Ved loven gennemførtes desuden nogle mindre moderniseringer i den bestående lovgivning, hvorved denne blev bragt i overensstemmelse med moderne straffelovgivning og nyere retsplejeprincipper, ligesom bestemmelser, som ikke længere var af betydning, ophævedes.

Ministeren for offentlige arbejder anførte ved fremsættelsen af lovforslaget, at det under de forhandlinger, der havde været ført vedrørende kablets etablering, havde været en forudsætning, at der blev givet telegrafselskabet en 25-årig koncession med eneret for telegrafselskabet til varetagelse af kommerciel telekommunikationstrafik mellem Grønland og udlandet, dog således at eneretten ikke skulle være til hinder for, at den danske stat anlægger og driver de telekommunikationsforbindelser i og til Grønland, som måtte anses fornødne.

„I loven af 11. maj 1894 om telegrafer og telefoner er der i § 2 hjemmel til at give telefon- og telegrafkoncessioner for et tidsrum af 20 år ad gangen, og i praksis er det antaget, at sådanne koncessioner kan tillægge koncessionshaveren eneret inden for et bestemt område. Da loven imidlertid ikke antages at gælde for Grønland, og da det ikke vil være muligt administrativt at give Det Store Nordiske Telegrafselskab den ønskede eneret, bliver det nødvendigt at sætte den i kraft for Grønlands vedkommende og samtidig at ændre lovens bestemmelser om koncessionsperiodernes længde. Dette er i princippet tiltrådt af det grønlandske landsråd, og de hertil sigtende bestemmelser er optaget under punkterne 1 og 9 i § 1 i det foreliggende lovforslag under den form, at loven af 1894 ved kgl. anordning kan sættes i kraft i Grønland med de lempelser, der nødvendiggøres af de særlige grønlandske forhold. Der er herved navnlig tænkt på, at bestemmelserne i den kgl. anordning, hvortil udkast agtes forelagt det grønlandske landsråd i sommer, skal være i overensstemmelse med de særlige grønlandske forhold og principperne i de grønlandske retsregler, derunder den grønlandske kriminallov.

Ved forslaget tilstræbes der i øvrigt kun en realitetsændring i det legale grundlag for udfærdigelse af telekommunikationskoncessioner vedrørende anlæg, der forbinder dansk territorium med udlandet, og lovforslaget berører således ikke grundlaget for de gældende telefonkoncessioner, hvis forhold i øvrigt er reguleret ved to love af 30. juni 1919 og 13. marts 1922."

Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse af alle partiers ordførere, idet dog Alfred Jensen (DK) udtalte, at han hellere så, at staten påtog sig den opgave, der ifølge loven var tiltænkt telegrafselskabet.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uændret med 101 stemmer mod 5 (DK).