De grundlæggende bestemmelser om indkomst- og formuebeskatningen til staten findes i lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomst- og formueskat til staten (statsskatteloven).

Ved lov nr. 458 af 22. december 1939 om midlertidige ændringer i reglerne om påligning og opkrævning af indkomst- og formueskat til staten indførtes der visse ændringer i statsskatteloven. Disse bestemmelser, der kun havde gyldighed for skatteårene 1940-41 og 1941-42, er med visse ændringer og tilføjelser gentaget i en række love, hvorved bestemmelsernes gyldighed er udstrakt til de efterfølgende skatteår. Ved lov nr. 517 af 19. december 1942 foretoges der en opdeling af de pågældende bestemmelser, så at en del af disse fik gyldighed indtil videre, mens andre kun vedtoges som gældende for et enkelt skatteår ad gangen. Loven af 19. december 1942 med senere tilkomne ændringer og tilføjelser er optrykt ved lovbekendtgørelser, for skatteåret 1959-60 således ved bekendtgørelse nr. 338 af 9. december 1958, der er taget som udgangspunkt for nærværende lov.

De midlertidige bestemmelser i denne lovbekendtgørelse, der findes i §§ 6, 16, 18-20, 22, 23 og 28, opretholdes ved nærværende lov for skatteåret 1960-61 med en del ændringer. Herudover ændrer loven de gældende regler på flere punkter, som det vil fremgå af følgende oversigt over de bestemmelser i lovbekendtgørelsen af 1958, der er berørt af nærværende lov:

1) § 7, litra i, om fritagelse for indkomstbeskatning af personlige tillæg i henhold til lov om pension og hjælp til enker m. fl., 2) § 8 om fradrag ved indkomstopgørelsen for udgifter til rejser, reklame og lignende med det formål at opnå salg af varer m. v., 3) § 8 A om fradragsret for gaver til almenvelgørende formål, 4) § 9, stk. 2, om fradragsret for udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, 5) § 22 om ændring af nedslagsreglerne for folkepensionister m. fl., 6) § 23, stk. 2, om ændring af reglerne om børnefradrag, 7) § 25, stk. 1, pkt. 4, om ændring af forsørgerbegrebet, 8) § 26, stk. 1, om ændring af reglerne for selvstændig skatteansættelse af hjemmeværende børn og 9) § 33 om almindelig adgang til fradrag i den danske skat af skatter erlagt i udlandet.

Den ajourførte ligningslov er optaget i en ny lovbekendtgørelse, nr. 326 af 15. december 1959 (i det følgende citeret som „lovbekendtgørelsen"), og kommenteret i et cirkulære udsendt af skattedepartementet 17. december 1959.

Angående de ændringer, der er foretaget i de efter ligningsloven for 1959-60 gældende bestemmelser, anføres:

1) Ved en i lovbekendtgørelsens § 7, litra i, foretagen ændring fastslås det, at personlige tillæg i henhold til § 3, stk. 3, i lov nr. 70 af 13. marts 1959 om pension og hjælp til enker m. fl. ikke skal indkomstbeskattes.

Bestemmelsen herom indføjedes under sagens behandling i folketinget.

2) Udgifter til rejser, reklame og lignende med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser i udlandet har hidtil kun været anerkendt som fradragsberettigede, når den pågældende virksomhed allerede havde etableret et marked i det fremmede land. Efter en i lovbekendtgørelsens § 8 foretaget ændring åbnes der nu mulighed for fradrag af udgifter som de nævnte også i tilfælde, hvor nye markeder søges etableret. Bestemmelsen finder ikke anvendelse i de tilfælde, hvor den skattepligtige indkomst opgøres som en procentdel af en forenings formue efter reglerne i de årlige udskrivningslove.

3) I lovbekendtgørelsen er som ny § 8 A optaget en ny paragraf af følgende indhold:

„Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages gaver, som det godtgøres at den skattepligtige har ydet til foreninger, stiftelser, institutioner m. v., hvis midler anvendes i almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt øjemed til fordel for en større kreds af personer. Det er en forudsætning for fradrag, at gaven til den enkelte forening, stiftelse, institution m. v. i det pågældende indkomstår har andraget mindst 50 kr. Fradraget kan endvidere kun indrømmes for det beløb, hvormed de gaver, som herefter kommer i betragtning, tilsammen overstiger 100 kr. årligt, og det kan ikke udgøre mere end 1 000 kr.

Den i stk. 1 omhandlede fradragsret er betinget af, at finansministeren for det kalenderår, hvori gaven ydes, har godkendt den pågældende forening m. v. som berettiget til at modtage gaver med den virkning, at gavebeløbet kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i stk. 1. Godkendelse kan første gang meddeles med virkning for gaver ydet i kalenderåret 1960."

Mindstebeløbet var oprindelig foreslået fastsat til 200 kr., men nedsattes under sagens behandling i folketinget til 100 kr. Af praktiske grunde indføjede man i folketinget — ved 3. behandling — tillige bestemmelsen om, at nyordningen først får virkning for gaver ydet i kalenderåret 1960.

I betænkningen fra det folketingsudvalg, der behandlede sagen, anføres, at det havde været overvejet at oprette et særligt nævn, som skulle afgive indstilling til finansministeren i sager om godkendelse af de foreninger m. v., som skal kunne modtage gaver med den virkning, at gavebeløbet kan fradrages ved indkomstopgørelsen. „Udvalget har imidlertid fundet det mere hensigtsmæssigt at lade ligningsrådet få lejlighed til at udtale sig om disse sager, forinden endelig afgørelse træffes. Finansministeren har over for udvalget givet tilsagn om at ville følge en sådan fremgangsmåde ved sagernes behandling."

4) Ved en ændret affattelse af lovbekendtgørelsens § 9, stk. 2, hjemles der fradragsret for den skattepligtiges udgift til befordring mellem hjem og arbejdsplads, d. v. s. det sted, hvor den indtægtsgivende virksomhed, som befordringsudgiften vedrører, udøves. Fradrag gives dog kun i det omfang, udgiften overstiger 400 kr. (efter det oprindelige lovforslag 600 kr.). Kan befordringen ske med offentlige transportmidler, indrømmes fradrag højst med det beløb, hvormed udgiften ved benyttelse af disse befordringsmidler ville overstige 400 kr. (ligeledes oprindelig foreslået fastsat til 600 kr.). Hvis det ikke er muligt at benytte offentlige transportmidler, lægges den faktiske udgift til befordringen til grund ved fradragets beregning. Det er dog en forudsætning, at de faktiske udgifter ikke overstiger, hvad der må anses for rimeligt. Det efter foranstående regler opgjorte fradragsbeløb skal — iflg. en i folketinget indføjet bestemmelse — udgøre mindst 100 kr., for at fradrag kan foretages.

Hvor både den skattepligtige selv og personer, der er sambeskattet med ham, har udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, foretages fradragets beregning på grundlag af det samlede udgiftsbeløb for de sambeskattede personer. Udgør den skattepligtiges egne udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads ved anvendelse af offentlige transportmidler f. eks. 1 000 kr. og hans hustrus tilsvarende udgifter 200 kr., indrømmes fradrag med 800 kr.

Den skattepligtiges ret til det faste lønmodtagerfradrag påvirkes ikke af, at han opnår fradrag for udgifter af den foran omhandlede art. Det samme gælder fra og med skatteåret 1960-61 i modsætning til tidligere også fradrag for befordringsudgifter nødvendiggjort ved skiftende arbejdssted eller flere samtidige arbejdssteder samt det særlige fradrag for invaliders befordringsudgifter.

5) I lovbekendtgørelsens § 22 har man udvidet kredsen af personer, der kan opnå nedslag i indkomstansættelsen, til at omfatte skattepligtige, der ved begyndelsen af skatteåret 1960-61 oppebærer eller er kendt berettiget til at oppebære pension i henhold til lov nr. 70 af 13. marts 1959 om pension og hjælp til enker m. fl. Bestemmelsen herom blev indføjet under sagens behandling i folketinget.

Endvidere er der sket en nedsættelse af de maksimalindkomstbeløb, som den skattepligtige indkomst ikke må overstige, hvis nedslag skal kunne opnås. Maksimalindkomsten udgør herefter:

I område A ................... 8 200 kr.
I område B ................... 7 600 -
I område C ................... 7 200 -

Samtidig er der for område A og B sket nedsættelse af selve nedslagsbeløbet, så at overgrænsen for nedslaget i alle tre områder udgør 3 000 kr.

Endelig er der sket ændringer i områdeinddelingen. Område A er udvidet med 9 københavnske omegnskommuner, og område B er udvidet til også at omfatte de omegnskommuner til købstæder m. v., som har mindst 500 indbyggere bosat i forstadsbebyggelser.

6) I det af finansministeren fremsatte lovforslag var den områdeinddeling, der lægges til grund ved gradueringen af børnefradrag i henhold til lovbekendtgørelsens § 23, foreslået ændret. Under sagens behandling i folketinget vedtoges det imidlertid helt at ophæve områdeinddelingen i så henseende og at fastsætte ensartede børnefradrag for hele landet på 500 kr. for 1 barn og 700 kr. for hvert barn ud over det første. Børnefradrag indrømmes ikke for børn, der har midler til at bekoste deres eget underhold, og den indtægtsgrænse, som er afgørende herfor, er nu fastsat til 600 kr. for hele landet.

De nye børnefradragsregler, som et mindretal fandt utilfredsstillende (jfr. nedenfor), betyder for nogle skatteydere en nedsættelse. Det bebudedes derfor i betænkningen fra det udvalg, der behandlede sagen, at man i udskrivningsloven ville sørge for, at familier med indkomster under en vis størrelse ikke stilles ringere i skattemæssig henseende end hidtil.

7) Ved en ændring af lovbekendtgørelsens § 25, stk. 1, pkt. 4, udvides det skattemæssige forsørgerbegreb til at omfatte alle skattepligtige, der bortset fra størrelsen af deres skattepligtige indkomst opfylder betingelserne for at opnå nedslag i skatteansættelsen i henhold til ligningslovens § 22.

Finansministeren havde oprindelig foreslået, at alle, der er fyldt 65 år ved begyndelsen af det kalenderår, hvori skatten ansættes, skulle beskattes som forsørgere, men bestemmelsen herom ændredes i folketinget.

8) I § 26 har man — ved en ændring af, hvad der oprindelig var foreslået — fastsat den indtægtsgrænse, som er afgørende for, om et hjemmeværende barn skal ansættes selvstændigt til skat, til 600 kr. for hele landet.

9) I en ny § 33 fastslås det, at der skal ydes her i landet skattepligtige personer og selskaber et nedslag i skatter af indkomst, erhvervet i udlandet, når der allerede i udlandet er betalt skat af samme indkomst.

Ved praktiseringen af bestemmelsen må den skattepligtige indkomst opgøres på sædvanlig måde, så at der i den samlede danske og udenlandske indkomst også ydes fradrag for den i udlandet betalte skat, og de danske skatter må beregnes på sædvanlig måde på grundlag af den således opgjorte indkomst. Herefter fradrages i medfør af bestemmelsen i de beregnede skatter den skat, der er betalt i udlandet af den dér oppebårne indkomst, dog højst med et beløb svarende til den del af den samlede danske skat, der efter forholdet mellem den i det fremmede land beskattede del af indkomsten og hele den i Danmark beskattede indkomst falder på førstnævnte del af indkomsten.

I tilfælde, hvor der mellem Danmark og vedkommende fremmede land er indgået en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, skal der dog aldrig gives fradrag med et større beløb end det, det pågældende land efter overenskomsten har et ubetinget krav på at oppebære.

Den nye bestemmelse finder iflg. en i folketinget indsat tilføjelse første gang anvendelse på skatter, som pålignes her i landet for skatteåret 1960-61.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte finansministeren bl. a.: „I de senere år er der fremsat en række ønsker om ændringer i indkomstbeskatningen. Regeringen har i år fundet det muligt at imødekomme en del af disse ønsker, og dette har givet sig udslag i en række af lovforslagets bestemmelser. En gennemførelse af disse bestemmelser vil betyde lempelser i beskatningen for forskellige grupper af skatteydere.

Et par af de ny bestemmelser har til formål at lette erhvervsvirksomhedernes tilpasning til de ny markedsdannelser. Bestræbelserne for at udvide eksporten vil formentlig give sig udslag i, at mange virksomheder må afholde betydelige udgifter for at oparbejde ny markeder i udlandet. En del af de udgifter, der medgår hertil, vil efter de gældende beskatningsregler blive opfattet som anlægsudgifter. De vil derfor ikke kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dette gælder udgifter til rejser, reklame o. lign., når de afholdes for at opnå salg på markeder, hvor den pågældende virksomhed ikke tidligere har afsat sine varer. I praksis er det imidlertid ofte vanskeligt at afgøre, om sådanne salgsomkostninger skal anses som fradragsberettigede omkostninger eller som ikke-fradragsberettigede udgifter til etablering. Hvis de gældende regler på dette område opretholdes, må det antages, at denne sondring vil få større praktisk betydning, efterhånden som flere virksomheder må tilpasse deres afsætning til de ændrede markedsforhold. For at lette bestræbelserne for at udvide eksporten indeholder forslagets § 2 en ny bestemmelse. Herefter skal udgifter til rejse, reklame o. lign. kunne fradrages ved indkomstopgørelsen, når de er afholdt med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser. Det er i denne forbindelse ligegyldigt, om der er tale om det løbende eller senere indkomstår. Som bestemmelsen er formuleret, vil den også gælde udgifter af denne art, som afholdes for at oparbejde et nyt marked her i landet.

En anden af forslagets bestemmelser tager sigte på danske virksomheder, hvis indkomst helt eller delvis er indtjent i udlandet f. eks. fra udenlandske filialer. Sådanne indtægter beskattes som regel i det land, hvor de er indtjent. Desuden medregnes indtægten fra filialen i den skattepligtige indkomst her i landet, dog efter fradrag af den skat, der er betalt i udlandet. Ganske vist har Danmark indgået overenskomster til undgåelse af dobbeltbeskatning i sådanne tilfælde med en række lande; men når virksomhed drives i et land, som vi ikke har overenskomst med, fører de gældende regler til, at der først betales skat i udlandet af den pågældende indtægt og derefter skat her i landet af samme indtægt.

Bestemmelsen i forslagets § 9 har til formål at undgå dobbeltbeskatning i disse tilfælde. .....

Som følge af industriens udbygning og de nuværende boligforhold bor mange arbejdere og funktionærer i betydelig afstand fra deres arbejdsplads og har derfor større udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads end andre skatteydere. Disse merudgifter kan som hovedregel ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Fra og med skatteåret 1956-57 har der dog været adgang til bevillingsmæssigt at få nedsat den skattepligtige indkomst, når befordringsudgifterne må anses for ekstraordinært store, men kun hvis den skattepligtige som følge heraf er vanskeligt økonomisk stillet. Nedsættelsen kan ikke udgøre mere end det beløb, hvormed udgiften, når offentlige befordringsmidler benyttes, overstiger 600 kr. årlig.

For at fremme bevægeligheden på arbejdsmarkedet foreslås nu, at udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads — ud over den nævnte 600 kr.s grænse (grænsen blev i folketinget nedsat til 400 kr.) — skal kunne fradrages uden hensyn til skatteyderens almindelige økonomiske forhold. Det faste lønmodtagerfradrag skal efter forslaget ikke beskæres med dette befordringsfradrag og heller ikke med det befordringsfradrag, der i visse tilfælde indrømmes invalider."

Finansministeren omtalte derefter den foreslåede adgang til i et vist omfang at få gaver til foreninger med almennyttige formål anerkendt som fradragsberettigede og fortsatte:

„I de senere år er der gennemført en række ændringer i indkomstbeskatningen til stat og kommune, hvorved skatten af de laveste indkomster er nedsat eller helt bortfaldet. Denne udvikling bevirker, at det efterhånden bliver mindre nødvendigt at give særlige regler om nedslag i indkomstansættelserne for folke- og invalidepensionister m. fl. Forslagets § 5 indeholder derfor bestemmelser om en mindre stramning af nedslagsreglerne. Hvis de udskrivningsregler, der gælder for indeværende skatteår, også fik gyldighed for det kommende skatteår, ville ændringen af nedslagsreglerne medføre mindre skattestigninger for en del af de skatteydere, der hidtil har fået nedslag. Ved beregningen af kommuneskatten for det kommende skatteår vil der i byerne og de bymæssige kommuner ske en forhøjelse af personfradragene. Denne forhøjelse vil helt fritage et betydeligt antal skatteydere med lave indkomster for at betale indkomstskat. Samtidig vil den bevirke, at en gruppe personer med lidt højere indkomster får forholdsvis store skattenedsættelser. For statsindkomstskattens vedkommende er det hensigten ved forslaget til udskrivningslov at foreslå visse ændringer, der ligeledes vil lette beskatningen for personer med små indkomster, og disse ændringer vil yderligere bidrage til at afbøde virkningerne af den nu foreslåede stramning af nedslagsreglerne."

Videre omtaltes forslagene om at stille visse enlige skatteydere som forsørgere i skattemæssig henseende samt om ændringer i ligningslovens områdeinddeling.

Lovforslaget undergaves i folketinget en indgående udvalgsbehandling, der resulterede i de ovenfor omtalte ændringer, som med en enkelt undtagelse var tiltrådt eller foreslået af udvalget som helhed. Undtagelsen drejede sig om børnefradragene, der af venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer foresloges fastsat til 600 kr. for 1 barn, 1 300 kr. for 2 børn og 800 kr. for hvert barn ud over 2 børn.

Mindretallet stillede yderligere et par ændringsforslag, hvorom det hedder i betænkningen:

„Der er under udvalgets forhandlinger foretaget en drøftelse af bestemmelsen i § 27 i lovbekendtgørelse nr. 338 af 9. december 1958 om etableringslempelse, idet mindretallet har ønsket at bibeholde disse regler.

Finansministeren har henledt opmærksomheden på, at der efter den gældende bestemmelse kan indrømmes etableringslempelse, når etableringen eller overtagelsen har fundet sted efter den 1. april 1954, men inden den 1. november 1959. Det vil sige, at der for skatteåret 1960-61 principielt vil være samme adgang til at opnå etableringslempelse som for de forudgående skatteår. Også for skatteåret 1961-62 og de følgende fire skatteår vil der efter den nævnte bestemmelse være mulighed for etableringslempelse for skatteydere, som har etableret sig før 1. november 1959. Disse skatteydere får således lejlighed til at opnå etableringslempelse de første 5-6 skatteår efter etableringen. Finansministeren fremhævede, at reglerne om etableringslempelse hidtil i overvejende grad er anvendt ved skatteansættelsen for landbrugere, men disse har jo efter de nye afskrivningsregler mulighed for i de nærmeste år efter etableringen at nedbringe den skattepligtige indkomst i et sådant omfang, at der ikke længere er samme trang som tidligere til at indrømme etableringslempelse. Finansministeren gav tilsagn om, at han til brug ved behandlingen af forslaget til ligningslov for skatteåret 1961-62 ville lade foretage en undersøgelse af behovet for en yderligere forlængelse af den gældende ordning om etableringslempelse.

Mindretallet finder imidlertid, at regler om etableringslempelse bør fastholdes, også hvor etableringen finder sted efter 1. november 1959, og stiller derfor ændringsforslagene nr. 10 og 11."

Om nogle andre spørgsmål, som drøftedes i udvalget, anføres i betænkningen:

„Der har i udvalget endvidere været rejst spørgsmål om, hvorvidt der bør indføres en begrænsning i adgangen for ikke-landmænd til at fratrække underskud ved landbrugsvirksomhed i anden indtægt. Hensigten med en sådan regel skulle være at formindske byboeres efterspørgsel efter landbrugsejendomme, hvilket i visse egne af landet i væsentlig grad bidrager til stigning i priserne på disse ejendomme. Under drøftelsen af dette forslag har der i udvalget været rejst tvivl om, hvorvidt der er tilstrækkeligt grundlag for at indføre sådanne regler, ligesom man har overvejet de tekniske muligheder for en sådan lovgivning. Om det sidste spørgsmål har finansministeren udtalt, at det i praksis vil være overordentlig vanskeligt at afgøre, om en ejer af en landejendom skal betragtes som landmand eller som ikke-landmand. En anden mulighed ville være at give almindelige regler om en vis begrænsning i retten til at fradrage underskud ved landbrugsvirksomhed i skatteyderens øvrige indtægt. En sådan ordning ville forudsætte, at man for et stort antal skatteydere måtte foretage særskilt opgørelse af landbrugsindtægten og den øvrige indtægt, og sådanne opgørelser vil rejse en række problemer bl. a. med hensyn til, hvorledes renter af gæld og henlæggelser til investeringsfonds skal behandles. Finansministeren gav tilsagn om, at han inden fremsættelsen af forslag til ligningslov for skatteåret 1961-62 ville lade foretage en undersøgelse af mulighederne for en praktisk løsning af disse spørgsmål.

Udvalget har ligeledes overvejet den skattemæssige behandling af de skatteydere, hvis indtægt går ned, fordi de på grund af alder opgiver deres stilling eller erhverv. Disse skatteydere må i det første par år, efter at deres indtægt er gået ned, betale skat på grundlag af deres tidligere, højere indkomst. De økonomiske vanskeligheder, dette kan føre til, har man hidtil i et vist omfang afbødet ved bevillingsmæssig lempelse. Man har drøftet muligheden for at give almindelige lovregler om den skattemæssige behandling i disse tilfælde, ligesom det har været drøftet, om adgang til forudbetaling af det følgende års skat kunne formindske de uheldige virkninger af de bestående forhold.

Finansministeren har imidlertid givet udtryk for, at der vil være store vanskeligheder ved at udforme sådanne lovregler, og har i denne forbindelse udtalt, at en tilfredsstillende løsning antagelig vil forudsætte, at man går over til at opkræve skat af årets indtægt. Så længe en sådan ordning ikke er gennemført, må man fortsat benytte bevillingsmæssige lempelser. Finansministeren gav tilsagn om, at der i samråd med ligningsrådet vil blive udsendt en vejledning til de lokale myndigheder om behandlingen af disse sager. Det skal være formålet med denne vejledning at tilvejebringe større ensartethed i de bevillingsmæssige afgørelser og at søge gennemført en lempeligere praksis end den, skattedepartementet hidtil har fulgt.

Mindretallet har ikke ment at kunne akkviescere herved. Der bør efter mindretallets opfattelse nu drages omsorg for gennemførelse af sådanne lovregler på dette område, at de pågældende personer ved, hvilke skattemæssige regler der gælder for dem, og ikke skal være afhængige af bevillingsmæssige lempelser. Mindretallet vil foranledige, at folketinget under lovforslagets 2. behandling får lejlighed til at træffe beslutning herom."

Endelig oplyses, at udvalget har drøftet bestemmelsen i § 9, stk. 3, i lovbekendtgørelse nr. 338 af 9. december 1959, hvorefter beløb, der er godtgørelse for udgifter til rejse, herunder til ophold og fortæring under rejsen, ikke skal medregnes ved indkomstopgørelsen i det omfang, de er medgået til dækning af merudgifter ved rejsen. „Bestemmelsen medfører, at den skattepligtige får adgang til at fratrække de nævnte merudgifter, uden at dette beskærer hans faste lønmodtagerfradrag. Reglen kan kun finde anvendelse, når der udbetales en nærmere fastsat godtgørelse til dækning af merudgifterne. Er dette ikke tilfældet, kan merudgifterne ganske vist fradrages ved indkomstopgørelsen, men den skattepligtige kan ikke herudover opnå det faste lønmodtagerfradrag. „Danmarks aktive Handelsrejsende, Foreningen af 1901" har i sin henvendelse til udvalget anmodet om, at reglen må blive ændret, således at retten til det faste lønmodtagerfradrag bevares fuldt ud også for de handelsrejsende, der ikke får udbetalt særlig godtgørelse til dækning af deres udgifter til rejse m. v. Udvalget har nærmere overvejet denne henvendelse, og finansministeren har givet udtryk for, at dét vil være betænkeligt at indføre en ordning, hvorefter visse udgifter, der afholdes af den skattepligtiges sædvanlige aflønning, holdes uden for det faste lønmodtagerfradrag. Finansministeren har dog lovet at fortsætte drøftelserne med de handelsrejsendes organisationer for om muligt at nå frem til en løsning af det rejste spørgsmål."

Uden for betænkningen stillede Alfred Jensen m. fl. (DK) et underændringsforslag, hvorefter grænsen for adgangen til at opnå befordringsfradrag skulle nedsættes fra 400 kr. til 100 kr. Samtidig stillede disse medlemmer ændringsforslag om:

1) Indføjelse i lovbekendtgørelsens § 22 af følgende bestemmelse: „Ved skatteansættelsen for skatteåret 1960-61 af personer med en skattepligtig indkomst på 15 000 kr. og derunder skal der i selve ansættelsen gives et nedslag på 1 000 kr. For indkomster over 15 000 kr., men under 19 000 kr. gives der et nedslag på en fjerdedel af forskellen mellem den skattepligtige indkomst og 19 000 kr."

2) Udvidelse af adgangen til under visse forudsætninger at opnå nedslag i skatteansættelsen i henhold til lovbekendtgørelsens § 22 til også at gælde enlige mødre med børn.

3) Forhøjelse af hustrufradraget i henhold til lovbekendtgørelsens § 23, stk. 1, til hustruens fulde indkomst ved erhvervsvirksomhed af den i bestemmelsen nævnte art, dog højst 4 000 kr.

4) Forhøjelse af børnefradragene efter lovbekendtgørelsens § 23, stk. 2, til 1 500 kr. for hvert barn.

5) Indføjelse i statsskattelovens § 37, stk. 1, af følgende nye punktum:

„For arbejdsløshed ud over 30 dage vil der altid være at eftergive et beløb svarende til skatten for ledighedsperioden."

Endelig stillede Aksel Larsen (SF) ændringsforslag om, at de nye bestemmelser vedrørende fradrag af udgifter til gaver til almennyttige formål skulle udgå, og om, at udgifter, som i forbindelse med den skattepligtiges erhverv er anvendt til traktering, gaver og andre opmærksomheder, kun skulle kunne fradrages efter fuld dokumentation og med halvdelen af det dokumenterede udgiftsbeløb. Samme begrænsning i fradragsretten foresloges indført for reklameudgifter til præmiekonkurrencer og lotterier.

I overensstemmelse med, hvad der var bebudet i betænkningen, stillede Foged (V) og Poul Møller (KF) ved lovforslagets 2. behandling følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget henstiller til finansministeren at lade udarbejde og fremsætte for tinget lovforslag, hvorefter personer, der på grund af alder ophører med at indtjene normale arbejds- og erhvervsindkomster, får ret til at blive sat i skat i forhold til deres fremtidige indtægter, fortsætter tinget behandlingen af ligningslovforslaget."

Til dette forslag stillede Aksel Larsen et ændringsforslag, hvorefter ordene „på grund af alder" skulle udgå.

Efter at dette ændringsforslag var vedtaget med 91 stemmer mod 45 (2 medlemmer stemte ikke), kunne venstre og det konservative folkeparti ikke længere støtte dagsordensforslaget, som de øvrige partier derimod stemte for. Ved afstemningen vedtoges det med 88 stemmer, idet 47 medlemmer (V og KF samt Djurhuus og Rosing) undlod at stemme.

Tinget forkastede derefter samtlige mindretalsændringsforslag til lovforslaget, mens de øvrige ændringsforslag vedtoges.

Til 3. behandling stilledes kun det tidligere nævnte ændringsforslag, hvorefter de nye regler om lempelser for gaveydere først får virkning for gaver ydet i kalenderåret 1960. Efter at dette ændringsforslag var vedtaget uden afstemning, vedtoges lovforslaget enstemmigt.