Lov nr. 54 af 16. marts 1956 om visse foranstaltninger til støtte for privatbanerne samt om ændring i lov nr. 187 af 12. april 1949 om dækning af vanskeligt stillede privatbaners underskud (årbog 1955-56, side 314) gav ved bestemmelserne i §§ 1-3 hjemmel til, at staten påtog sig at udrede 85 pct. af privatbanernes udgifter til reguleringstillæg og andre konjunkturbestemte tillæg til pensionister under forudsætning af, at vedkommende kommuner samtidig påtog sig at udrede de resterende 15 pct.
Sådanne aftaler mellem staten og kommunerne er afsluttet for alle i betragtning kommende privatbaner.
De nævnte lovbestemmelser og de i henhold til disse afsluttede overenskomster har til forudsætning det for privatbanerne ved lovens gennemførelse gældende lønnings- og pensionssystem, der i princippet svarer til bestemmelserne i statstjenestemandsloven af 1946. Gennemførelsen af lov nr. 154 af 7. juni 1958 om lønninger og pensioner m. v. til statens tjenestemænd affødte derfor et ønske fra privatbanetjenestemændene om, at deres ansættelsesvilkår måtte blive gjort til genstand for forhandling med henblik på en tilsvarende revision.
I et af ministeriet for offentlige arbejder med deltagelse af stats- og kommunalrepræsentanter derefter nedsat forhandlingsudvalg blev der mellem parterne opnået enighed om, at der ved privatbanerne indføres et i princippet til det i statstjenesten gældende nyt lønnings- og pensionssystem, alt under hensyntagen til privatbanernes særlige forhold.
Som nærmere begrundet i den 1. betænkning fra lønningskommissionen af 1954 har man ved dette system fastsat lønningerne pr. 1. april 1958 til bruttobeløb, der inkluderer hidtidige grundlønninger, reguleringstillæg og andre midlertidige tillæg, og da pensionerne beregnes på grundlag af lønningerne, vil de nyindførte pensionssatser dermed også blive bruttobeløb omfattende tidligere grundpensioner og tillæg.
En tilpasning af pensionskassernes forpligtelser og af statens og kommunernes garantiforpligtelser til det nye lønnings- og pensionssystem blev derved nødvendig, og det nævnte forhandlingsudvalg stillede under henvisning hertil forslag til en ordning, hvis bestemmelser blev optaget i forslaget til nærværende lov, hvilket forslag vedtoges af folketinget uden ændringer. De til grund for denne ordning liggende hovedprincipper går ud på, at omfanget af pensionskassernes forpligtelser i pengebeløb ikke forøges pr. 1. april 1958, at en konvertering af de bestående garantiforpligtelser for staten og kommunerne i princippet ikke bør pådrage garanterne øgede byrder, samt at de nye bruttopensionsbeløb — i lighed med, hvad der hidtil har været tilfældet med hensyn til de forskellige dele af de hidtidige pensionsydelser — enten omfattes af pensionskassernes forpligtelser eller dækkes af garantioverenskomsternes gyldighedsområde.
En aktuarmæssig statusopgørelse for Danske Privatbaners Pensions- og Enkekasse af 1898, der omfatter de fleste privatbaner, viser, at omfanget af kassens bestående forpligtelser vil svare til 31,2 pct. af de nye bruttopensioner, og man har derfor fastsat kassens fremtidige tilsvar i overensstemmelse hermed, hvorved bemærkes, at kassen da — under forudsætning af indbetaling af et løbende pensionsbidrag på 10 pct. af de nye lønninger — vil være solvent. Den resterende anpart af pensionerne (68,8 pct.) skal dækkes af garantioverenskomsterne, der endvidere som hidtil skal omfatte 100 pct. af fremtidige regulerings- og overenskomsttillæg.
Der skulle herved ikke ske nogen reel udvidelse af de bestående garantiforpligtelser, hvorved bl. a. må henses til, at sandsynligheden taler for, at en lønforhøjelse og dermed en forhøjelse af pensionerne, formentlig ved en regulering af de midlertidige tillæg, ville være sket pr. 1. april 1958, hvis den stedfundne revision af lønsystemet ikke var gennemført, ligesom det ved en vurdering af den samlede masse af fremtidige pensionsforpligtelser må tages i betragtning, at de nye pensionssatser er udarbejdet under hensyntagen til den nu lovhjemlede adgang for koncessionerede selskabers tjenestemænd til at opnå folkepension.
Som nævnt har udvalget ved udarbejdelsen af sit forslag haft det udgangspunkt, at garantiforpligtelserne ikke ved selve konverteringen bør forøges. Udvalget har imidlertid fundet det rimeligt, at garantioverenskomsterne udvides på den måde, at man under garantien inddrager de godtgørelser, som tilkommer en tjenestemand ved afsked uden pension — en opfattelse, som ministeriet for offentlige arbejder har kunnet tiltræde, og som har fundet udtryk i lovens § 1 b.
Bortset fra udtrædelsesgodtgørelsernes virkning tilsigter loven intet principielt nyt, men kun en godkendelse af den omlægning af statens garantiforpligtelser, som forholdene har nødvendiggjort.
Lovforslaget undergaves i folketinget en kortvarig udvalgsbehandling, der ikke resulterede i ændringsforslag. I udvalgets enstemmige betænkning anføres:
„En deputation fra Fællesrepræsentationen for danske Privatbaner har over for udvalget fremsat ønske om, at maksimumsgrænsen for statens andel i det ved lov nr. 187 af 12. april 1949 omhandlede tilskud til dækning af vanskeligt stillede privatbaners underskud forhøjes fra 70 pct. til 75 pct., for så vidt angår privatbaner, der af underskudsudvalget er fundet levedygtige.
Udvalget har drøftet dette spørgsmål og forelagt det for ministeren for offentlige arbejder. Ministeren har imidlertid over for udvalget udtalt, at han ikke kunne give noget tilsagn i denne anledning, hvilket udvalget har taget til efterretning."
Lovforslaget vedtoges enstemmigt.