Reglerne for Færøerne om hjælp til personer, der ikke kan klare sig selv, har hidtil i det væsentligste været indeholdt i lov af 10. april 1895 om fattigvæsenet på Færøerne og lov af 29. april 1913 om kommunale hjælpekasser. Loven af 20. maj 1933 om offentlig forsorg, jfr. lovbekendtgørelse nr. 329 af 19. november 1958, gav en bemyndigelse for regeringen til at sætte loven i kraft for Færøerne, eventuelt med ændringer, men denne bemyndigelse blev kun benyttet i meget begrænset omfang.

Efter at der ved to love af 11. juni 1959 for Færøerne om henholdsvis folkepension og ændring i loven om invalideforsikring var gennemført en folkepensions- og invalidepensionsordning efter de retningslinjer, der gælder i den tilsvarende lovgivning for det øvrige land, anså regeringen — i overensstemmelse med Færøernes landsstyre — det for ønskeligt, at der blev foretaget en ajourføring af den øvrige færøske sociallovgivning, og der nedsattes derfor af socialministeriet i juli 1959 et udvalg med repræsentanter fra socialministeriet og fra færøske myndigheder med den opgave at gennemgå den øvrige færøske sociallovgivning og at fremsætte forslag til ændringer med det formål i videst muligt omfang at bringe denne i overensstemmelse med den tilsvarende lovgivning i det øvrige land. Udvalget afgav betænkning i december 1959 med udkast til 3 love om offentlig forsorg, om børnebidrag til enlige forsørgere og om børneforsorg. Ved udarbejdelsen af udkastet blev der taget hensyn til erfaringerne ved administrationen af forsorgsloven, til det ønskelige i en simplificering af reglerne og til de særlige forhold på Færøerne.

Lovforslagene fremsattes af socialministeren i folketinget med nogle få ændringer. De havde på forhånd været forelagt det færøske hjemmestyre og var godkendt af dette i den form, i hvilken de blev fremsat.

Lovforslagene blev af folketinget vedtaget uændret, bortset fra en mindre ændring i forslaget vedrørende offentlig forsorg, hvilken ændring foretoges på færøsk foranledning.

I loven om offentlig forsorg fastslås det, at det offentlige er forpligtet til at komme enhver til hjælp, som ikke er i stand til at skaffe sig og sine det fornødne til livets ophold, samt til at yde den, der ikke selv kan afholde udgiften, hjælp til kur og pleje i sygdomstilfælde og hjælp i andre tilfælde, i hvilke loven hjemler det.

Loven indeholder i øvrigt regler om den enkeltes forsørgelsespligt over for det offentlige for børn og ægtefælle, der i det store og hele svarer til reglerne i loven om offentlig forsorg for den øvrige del af riget.

I kapitel II er det fastslået, hvilken kommune der som en persons forsørgelsessted skal være med til at bære udgifterne ved den hjælp, han modtager.

Kapitel III omhandler forsørgelsesmåden. Der indføres her to hovedformer for hjælp, en almindelig hjælp til underhold m. v., der principielt skal tilbagebetales, og hjælp, der ydes i en række i loven angivne særlige tilfælde, og som ikke er forbundet med tilbagebetalingspligt. Denne hjælpeform ydes f. eks. under sygdom — med særlige regler for alvorligere sygdomme, navnlig tuberkulose og børnelammelse — og i anledning af fødsel. Endvidere ydes hjælp af denne art til særforsorgspatienter.

Loven indeholder en regel om hjælp til kronisk syge, der ikke er sygeforsikret, samt særlige regler om hjælp til enker og enlige mødre og om en egentlig enkepension svarende til de regler, der gælder for den øvrige del af riget.

På grund af øernes særlige forhold har man ikke ment at kunne give forskrifter i loven for oprettelse af bestemte kategorier forsorgsinstitutioner, således som det er sket i forsorgsloven for den øvrige del af riget. Man har derfor blot indsat en bestemmelse, hvorefter socialministeren efter forhandling med Færøernes landsstyre kan meddele godkendelse af institutioner til optagelse af personer, der søger hjælp efter loven eller er berettiget til ydelser efter anden færøsk sociallovgivning, f. eks. folke- eller invalidepension.

Ved udarbejdelsen af de administrative bestemmelser i kapitel IV har man haft for øje, at mange færøske kommuner er så små, at det ikke ville være rimeligt at belaste dem med administrationen af lovens bestemmelser. Det bestemmes derfor, at kun kommuner med 2 000 indbyggere og derover selv administrerer de almindelige regler om hjælp, dog med adgang til anke til rigsombudsmanden. For andre kommuner træffes afgørelserne af rigsombudsmanden, der i øvrigt i alle tilfælde har afgørelsen på visse specielle områder, f. eks. med hensyn til enkepension.

Efter de hidtil gældende regler ydede staten et tilskud til kommunernes udgifter til de kommunale hjælpekasser på 1/10 af denne udgift. Tilskudsbeløbet har ligget på omkring 7 500 kr. årligt. Man har anset det for rimeligt, at staten i noget højere grad deltager i udgifterne ved den offentlige forsorg på Færøerne, og det bestemmes derfor, at staten refunderer 1/4 af den almindelige hjælp.

Ifølge lov af 15. marts 1939 om statstilskud til særforsorq for personer bosat på Færøerne afholdt staten 3/4 af udgifterne til sindssyge, åndssvage m. fl., mens resten dækkedes fra færøsk side. Reglen bliver nu den, at staten som for den øvrige del af riget overtager hele udgiften ved denne forsorg.

Udgifterne til pension til enker m. fl. skal deles lige mellem staten og de færøske myndigheder. Dette svarer omtrent til fordelingsnormen med hensyn til folkepensionen.

Lovforslaget vedtoges enstemmigt efter en kortvarig udvalgsbehandling.