Om baggrunden for loven henvises til, hvad der er anført under omtalen af den i overskriften nævnte overenskomst af 24. august 1959 med Forbundsrepublikken Tyskland.

Efter at overenskomsten var ratificeret, hvilket ikke skete med enstemmig tilslutning i folketinget, måtte der træffes bestemmelse om, hvorledes det beløb på omkring 26 mill. kr. i danske penge, som modtoges fra Tyskland, skulle fordeles. Dette fordelingsspørgsmål, som var et indre dansk anliggende, løses ved nærværende lov.

Hvad loven går ud på, er i hovedsagen følgende:

Til danske statsborgere, der som følge af forhold som nævnt i § 37, stk. 1, i lov nr. 475 af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre (erstatningsloven) eller som følge af eftersøgning, fængsling, internering eller deportation af nationale eller politiske grunde eller på grund af deres afstamning har pådraget sig skade eller sygdom, hvorved erhvervsevnen er blevet forringet, ydes ifølge lovens § 2 et beløb én gang for alle således:

a) For så vidt erhvervsevnen er blevet forringet med 50 pct. eller derover: 12 000 kr.

b) For så vidt erhvervsevnen er blevet forringet med 25 pct. eller derover, men dog under 50 pct.: 6 000 kr.

Den af direktoratet for ulykkesforsikringen, respektive ulykkesforsikringsrådet, i henhold til afsnit 1 i erstatningsloven, jfr. lovens § 65, senest før 1. april 1960 ved kendelse fastsatte invaliditetsgrad lægges til grund ved bedømmelsen af størrelsen af den i stk. 1 omhandlede forringelse af erhvervsevnen.

Den nævnte ydelse kommer til udbetaling uanset, om den invaliderede oppebærer rente i henhold til erstatningslovens afsnit 1, eller om sådan rente er bortfaldet i henhold til lovens § 24 eller måtte være omsat til et kapitalbeløb i henhold til lovens § 28.

Til enker efter personer, der har mistet livet som følge af forhold af den nævnte art eller er afgået ved døden som følge af skade eller sygdom pådraget under sådanne forhold, ydes et beløb af 6 000 kr. én gang for alle.

Desuden har hvert barn af de pågældende afdøde personer krav på et beløb af 2 000 kr. én gang for alle, såfremt der til barnet pr. 1. april 1960 ydes rente i henhold til erstatningslovens afsnit 1.

Den del af de 26 mill. kr., der ikke medgår til udbetaling af disse engangsydelser, anvendes iflg. § 3 — efter at der er afsat 2,5 mill. kr. til ydelse af hjælp i særlige tilfælde til besættelsestidens ofre — til godtgørelse for lidelse og tort i anledning af frihedsberøvelse til tidligere fanger efter regler fastsat i § 4.

Berettiget til godtgørelse er efter sidstnævnte paragraf danske statsborgere, som af den tyske besættelsesmagt eller i øvrigt af politiske hensyn til tyske interesser har været underkastet frihedsberøvelse i Danmark eller er blevet deporteret til fængsel, koncentrations- eller arbejdslejr i udlandet på grund af afstamning, virksomhed her i landet til fordel for frihedsbevægelsen, medlemskab i eller tilknytning til det kommunistiske parti eller tjenesteforhold til det danske politi eller grænsegendarmeri eller i øvrigt af nationale eller politiske grunde eller af hensyn til tyske interesser. Det er en betingelse for retten til godtgørelsen, at pågældende, da frihedsberøvelsen blev iværksat, opholdt sig her i landet.

Godtgørelsen gradueres efter fangetidens længde og med hensyntagen til, om det har drejet sig om fangenskab her i landet (eventuelt med mishandling af alvorlig karakter) eller tillige deportation til tyske koncentrationslejre. Størrelsen af det samlede beløb, der kan anvendes hertil, er afhængig af, hvor meget der vil blive anvendt til engangsydelserne, og størrelsen af beløbet pr. fangeuge er derhos afhængig af, hvor mange der melder sig med ønske om denne godtgørelse. Der foreligger således en vis usikkerhed om fangetidsgodtgørelsens størrelse, men efter de foreliggende oplysninger kan det antages, at der vil blive tale om et beløb på ca. 75 kr. pr. uge ved deportation og halvdelen heraf ved internering her i landet. Godtgørelse for internering her i landet ydes — bortset fra særlige tilfælde — kun, når frihedsberøvelsen har varet i mindst 8 uger.

Den særlige hjælp, hvortil som nævnt 2,5 mill. kr. afsættes, vil iflg. § 6 kunne ydes til personer samt til enker og børn efter personer, som har været underkastet frihedsberøvelse som i § 4 omhandlet, eller som på anden måde har været genstand for overgreb eller forfølgelse foretaget af den tyske besættelsesmagt eller af med denne samarbejdende korps, organisationer eller enkeltpersoner her i landet.

Hjælpen kan ydes, såfremt der efter undersøgelse i hvert enkelt tilfælde skønnes at foreligge særlig vanskelige forhold for andrageren, såsom store forsørgerbyrder, særlige udgifter i forbindelse med sygdom, ringe beskæftigelsesmuligheder eller særlige uddannelsesbehov.

Størrelsen af hjælpen fastsættes af det i § 10 omhandlede fordelingsnævn efter et skøn over samtlige foreliggende omstændigheder. Hjælpen kan ydes i form af et engangsbeløb eller som en løbende ydelse ved køb af livrente eller på lignende måde efter fordelingsnævnets nærmere bestemmelse. Hjælpen kan i det enkelte tilfælde normalt ikke overstige 10 000 kr. eller, hvor hjælpen fastsættes som en løbende ydelse, 15 000 kr.

Hjælpen kan ydes samtidig med engangsydelse i henhold til § 2 og godtgørelse i henhold til §§ 3-5.

I §§ 7-9 bestemmes bl. a., at der i særlige tilfælde kan dispenseres fra kravet om dansk statsborgerret og om ophold her i landet da frihedsberøvelsen fandt sted, at personer, der under den tyske besættelse har udvist en nationalt uværdig optræden, ikke kan komme i betragtning og at godtgørelse efter lovens §§ 3-5 ikke kan ydes, hvor der for frihedsberøvelse er ydet godtgørelse i henhold til tysk lovgivning.

I § 10 bestemmes, at behandlingen af sager vedrørende engangsydelse i henhold til § 2, godtgørelse i henhold til §§ 3-5 og hjælp i henhold til § 6 henlægges til et jordelingsnævn bestående af en af socialministeren beskikket formand samt af 2 medlemmer, der ligeledes beskikkes af socialministeren. Socialministeren beskikker endvidere en suppleant for hvert af de to medlemmer; suppleanterne har adgang til at overvære alle nævnets forhandlinger. Nævnet er berettiget til at tilkalde særlige sagkyndige, der uden stemmeret kan deltage i nævnets forhandlinger.

Nævnets afgørelse af spørgsmålet om ydelse af engangsydelse i henhold til § 2 og godtgørelse i henhold til §§ 3-5 kan af pågældende indbringes for et ankenævn bestående af en dommer som formand og 2 andre medlemmer, der alle beskikkes af socialministeren. Anke skal være indgivet senest 8 uger efter, at fordelingsnævnets afgørelse er meddelt pågældende. Fordelingsnævnets afgørelse af spørgsmålet om ydelse af hjælp i henhold til § 6 er endelig.

Inden nævnet afslutter sin virksomhed, foretager det iflg. § 12 en opgørelse over de i henhold til §§ 2, 3-5 og 6 udbetalte ydelser. Det herefter resterende beløb overføres til en fond, hvis midler skal anvendes fuldt ud til fordel for besættelsestidens ofre. De nærmere regler for fondens virksomhed fastsættes af socialministeren.

Loven trådte i kraft den 1. juli 1960.

Lovforslaget fik i folketinget — uanset de principielle betænkeligheder ved overenskomsten af 24. august 1959, som flere talere gav udtryk for — en velvillig modtagelse. Forskellige spørgsmål ønskedes dog drøftet i det udvalg, der skulle behandle sagen.

Udvalgsarbejdet resulterede i en række ændringsforslag, der alle var stillet af socialministeren og tiltrådt af hele udvalget. Bl. a. foresloges det, at administrationsudgifterne skulle bæres af statskassen i stedet for at blive fradraget det beløb, som stod til rådighed til vdelse af hjælp i særlige tilfælde. Endvidere skal nævnes, at der i udvalget opnåedes enighed om en ændring af de i § 8 fastsatte værdighedsbetingelser og om, at personer, der har været eftersøgt eller underkastet frihedsberøvelse under betegnelsen „asociale" eller lignende, ikke skal kunne opnå godtgørelse efter § 2, hvorimod et til § 4 stillet ændringsforslag ikke udelukker, at de i begrænset omfang vil kunne opnå fangetidsgodtgørelse. Hvad fangetidsgodtgørelsen angår foreslog man lovforslagets regler ændret noget, så at denne godtgørelse forøges med en vis procent, når deportationen har strakt sig over et længere tidsrum.

Ved 2. behandling vedtoges ændringsforslagene, hvoraf kun de væsentligste her er omtalt, uden afstemning med undtagelse af ændringsforslaget vedrørende de „asociale", som kommunisterne stemte imod.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget i den ændrede affattelse enstemmigt.