Ved loven forhøjedes de i § 194 i lov om offentlig forsorg fastsatte indtægtsgrænser for retten til at få underholdsbidrag til børn forskudsvis udbetalt af det offentlige med det fulde grundbeløb til 9 500 kr., hvilket beløb er pristalsreguleret i henhold til bestemmelsen i § 333. I modsætning til tidligere er denne indtægtsgrænse fastsat til samme beløb uanset den bidragsberettigedes bopæl. Ifølge forsorgslovens § 220, der henviser til § 194, er indtægtsgrænsen også gældende for retten til at få udbetalt med det fulde grundbeløb den i § 219 omhandlede understøttelse til enker og enkemænd som bidrag til udgifterne ved underhold og opdragelse af ægtebørn m. v.

Loven indeholder desuden forskellige bestemmelser, der går ud på at opretholde de hidtil gældende indtægtsgrænser med hensyn til beregning af børnetillæg til invalide- og folkepensionister i henhold til folkeforsikringslovens § 40, stk. 5, nr. 2), og lov nr. 238 af 10. juni 1960 om invalide- og folkepension § 4, stk. 4, nr. 2), samt til enker i henhold til § 3, stk. 2, nr. 2), i lov nr. 70 af 13. marts 1959 om pension og hjælp til enker m. fl. som ændret ved lov nr. 110 af 29. marts 1960. Da indtægtsgrænserne i disse bestemmelser hidtil havde været fastsat ved en henvisning til forsorgsloven, nødvendiggjorde ændringen af dennes § 194, at de hidtil gældende indtægtsgrænser fremtidig måtte anføres direkte i de lovbestemmelser, hvor de ønskedes opretholdt uændret.

Endelig indeholder loven forskellige redaktionelle ændringer af de nævnte love.

Loven, der trådte i kraft den 1. juli 1960, behandledes sammen med et af de kommunistiske medlemmer af folketinget fremsat forslag til lov om ændringer i lov om offentlig forsorg (vedrørende ophævelse af indtægtsgrænserne for enlige mødre samt forhøjelse af uddannelses- og underholdshjælp og kommunehjælp), der imidlertid forkastedes ved lovforslagenes 2. behandling.

Lovforslaget fremsattes af socialministeren under titlen: "Forslag til lov om ændring i lov om offentlig forsorg, lov om folkeforsikring, lov om pension og hjælp til enker m. fl. og lov om en særlig ydelse til enlige mødre (vedrørende adgang til forskudsvis udbetaling af underholdsbidrag m. v.)", men under behandlingen i folketinget ændredes titlen, ligesom lovforslaget fik et væsentlig ændret indhold.

Det fremsatte lovforslag indeholdt forslag om forhøjelse af de i forsorgslovens § 194 omhandlede indtægtsgrænser til henholdsvis 10 810 kr., 9 510 kr. og 8 000 kr. for de i bestemmelsen nævnte zoner.

Desuden indeholdt lovforslaget forslag til ændringer af forsorgslovens § 220, lov om folkeforsikring, lov om pension og hjælp til enker m. fl. og lov om en særlig ydelse til enlige mødre, hvorved de hidtil i disse bestemmelser med hensyn til børnetilskud og særlig ydelse gældende indtægtsgrænser tilsigtedes opretholdt uændret uanset ændringen af § 194.

Endvidere foresloges bestemmelsen i forsorgslovens § 224, stk. 3, ændret. Ifølge denne bestemmelse skulle de i § 224, stk. 2, omhandlede understøttelser til mødre i tilfælde, hvor faderskabet eller bidragspligt ikke havde kunnet fastslås, kun ydes, såfremt overøvrigheden skønnede, at omstændighederne talte derfor. Denne bestemmelse foresloges ændret, således at understøttelserne fremtidig ikke skulle ydes, såfremt overøvrigheden skønnede, at omstændighederne talte derimod.

Endelig foresloges forskellige redaktionelle ændringer af de nævnte love.

Som begrundelse for lovforslaget udtalte socialministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„Hovedændringen går ud på en forhøjelse af de indtægtsgrænser, som efter forsorgsloven er fastsat for adgangen til forskudsvis udbetaling af underholdsbidrag. Ændringerne i de øvrige love er konsekvenser af dette forslag og er af teknisk karakter ....

Det er hævdet, at disse indtægtsgrænser er for lave, idet de udelukker forsørgere — og i praksis drejer det sig jo mest om enlige kvinder — med relativt beskedne indtægter fra at få bidraget udbetalt fra det offentlige og derved vanskeliggør det for dem at klare børnenes forsørgelse. Ganske vist har de krav på at få bidraget betalt af den bidragsskyldige barnefader eller forhenværende ægtefælle, og dette sker naturligvis også i vidt omfang, men betalingen foregår ofte særdeles langsommeligt, eventuelt i form af mindre afdrag og måske endda først efter politiets mellemkomst. Det er indlysende, at en sådan betalingsform kan være til stor gene for moderen, og at det vil være langt mere værdifuldt såvel for hende som for børnene at have sikkerhed for, at det stipulerede bidrag virkelig kan ventes betalt ved forfaldstid.

En forhøjelse af indtægtsgrænserne vil ikke belaste det offentlige med en udgift svarende til den forøgede forskudsvise udbetaling. Principielt er der kun tale om, at det offentlige udlægger bidraget, idet man derefter og med betydelig effekt søger dette inddrevet hos de bidragsskyldige....

Da forslaget som nævnt hovedsagelig er begrundet med, at der principielt kun er tale om et udlæg for det offentlige, er det ikke tanken, at de højere indtægtsgrænser også skal finde anvendelse på de understøttelser af bidragsmæssig karakter, som efter loven endeligt afholdes af det offentlige. Inden for forsorgsloven er der her særlig tale om bidragene til enker og enkemænd og om bidraget til ugifte mødre, for hvis børn faderskabs- eller bidragspligt ikke har kunnet fastslås. For disse bidrags vedkommende skal de nuværende lavere indtægtsgrænser fortsat gælde, og det samme skal være tilfældet for børnetillæggene til folke-, invalide- samt enkepension, hvilket søges opnået gennem de foreslåede ændringer i folke- og enkepensionslovene. Da man ud fra samme grundsynspunkt heller ikke har ønsket at udvide adgangen til at oppebære den særlige ydelse til enlige mødre, der fuldt ud afholdes af staten, er der ligeledes foreslået en ændring i loven herom af 16. februar 1960.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i forsorgslovens § 224, stk. 3, står som nævnt i bemærkningerne i forbindelse med det af justitsministeren fremsatte forslag til en ny lov om børns retsstilling. Gennemførelsen af dette forslag, hvorefter begrebet bidragspligtige bortfalder, må forventes at ville medføre et større antal sager om bidragsunderstøttelse efter forsorgslovens § 224, stk. 2. For ikke at forværre de pågældende mødres retsstilling i forhold til nu søges det ved den foreslåede ændrede formulering præciseret, at bidragsunderstøttelse efter forsorgsloven som hovedregel skal ydes, hvor faderskab ikke kan fastslås. Det skal dog bemærkes, at denne ændring efter den lempelige praksis, der efterhånden følges ved anvendelsen af § 224, ikke vil medføre nogen større realitetsændring."

Lovforslaget mødte ved 1. behandling sympati fra alle partiers side.

Edel Saunte (S) anså en forhøjelse af grænserne i § 194 for nødvendig, men var ikke helt tilfreds med, at forhøjelsen kun skulle have virkning for § 194 og ikke for enkebørnspengene. Mange ville sikkert have vanskeligt ved at forstå dette. Også Søren Andersen (V) fandt en forhøjelse af grænserne i § 194 påkrævet, men det forekom ham, at grænserne var sat for højt i lovforslaget. Han ønskede oplyst, hvad ordningen ville koste det offentlige. Forskellen mellem de for de 3 kommunegrupper gældende beløb var nu blevet for stor, og man måtte se på dette spørgsmål i udvalget. Gertie Wandel (KF) udtalte sig på linje hermed. Hun havde dog intet imod, at det offentliges inddrivelse af bidrag blev stillet til rådighed for alle enlige mødre. Kirsten Gloertelt-Tarp (RV) kunne tiltræde forhøjelsen, men ikke ændringen af forsorgslovens § 224, stk. 3, som efter hendes mening ikke var en nødvendig konsekvens af forslaget til lov om børns retsstilling. Ayoë Herbøl (DR) udtalte sin velvilje over for forslaget. Hun opfattede § 224, stk. 3, som en urimelig straffebestemmelse over for mødre, der ikke havde givet rigtige oplysninger, og hun ønskede nærmere oplysninger herom i udvalget. Også Ragnhild Andersen (DK) udtalte tilfredshed over forslaget, selv om dette ikke helt ophævede indtægtsgrænserne, ligesom hun kunne have ønsket, at de forhøjede grænser havde fået virkning for større grupper. Zoneinddelingen ønskede hun helt ophævet.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, der i sin betænkning bl. a. udtalte:

„Udvalget har indgående drøftet inddrivelsen af såvel de forskudsvis udbetalte bidrag som de bidrag, der inddrives af overpræsidiet eller politiet. Udvalget finder, at inddrivelsen ikke fungerer fuldt ud tilfredsstillende, og såvel socialministeren som justitsministeren har afgivet løfte om udstedelse af cirkulærer, der indskærper de lokale myndigheder at gøre deres yderste for at gøre inddrivelsen mere effektiv og for at bistå de enlige kvinder på bedste måde og især med tilbørlig hurtighed.

Udvalget har endvidere drøftet muligheden af at give de sociale udvalg bemyndigelse til at pålægge uefterrettelige forsørgere at udrede et gebyr til hel eller delvis dækning af udgifterne ved den forskudsvise udbetaling og den efterfølgende inddrivelse. Justitsministeren har lovet at tage dette forslag med i sine overvejelser vedrørende eventuelle ændringer af reglerne om inddrivelse af bidrag.

Med hensyn til de foreslåede ændringer i de i loven fastsatte indtægtsgrænser, for så vidt angår retten til at få normalbidraget udbetalt med det fulde grundbeløb, har udvalget fundet, at den omhandlede indtægtsgrænse bør være ens for alle kommunegrupper, hvilket er tiltrådt af socialministeren.

Endelig finder udvalget, at personer, der får udbetalt bidrag i henhold til forsorgslovens §§ 224 og 229, bør være ligestillet med enker og enkemænd, for så vidt angår indtægtsgrænserne, hvorimod man har kunnet tiltræde socialministerens synspunkt, at pensionisternes forhold må ses under en helhedsbetragtning og derfor ikke bør ændres ved dette lovforslag."

I betænkningen fremsatte socialministeren med udvalgets tiltrædelse ændringsforslag om en helt ny affattelse af lovforslaget.

Ændringsforslaget afveg fra det oprindeligt fremsatte lovforslag ved de ovennævnte ændringer samt ved ikke at indeholde forslag til ændring i lov om en særlig ydelse til enlige mødre, hvilket indebar, at den forhøjede indtægtsgrænse i forsorgslovens § 194 også ville få virkning for denne lov.

Ændringerne i forsorgsloven vedtoges uden afstemning, mens ændringerne i de øvrige love vedtoges med alle stemmer mod 6.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt i den skikkelse, hvori det forelå efter afstemningen ved 2. behandling.