Om baggrunden for loven skal efter bemærkningerne til lovforslaget anføres:

Lovforslaget byggede på en i februar 1959 afgivet betænkning af det i 1948 nedsatte udvalg angående forsorgen for de i forsorgslovens kapitler XXIV—XXVII omhandlede personer, det såkaldte anstaltsudvalg. Udvalgets opgave var at iværksætte en nærmere undersøgelse af den kritik, der fra forskellig side var fremsat mod de foranstaltninger, som efter den gældende lovgivning kunne anvendes med hensyn til arbejdsmodvillige personer, alkoholister, løsgængere og i øvrigt personer, som viser asociale træk.

Den nævnte betænkning af februar 1959 beskæftiger sig med de centrale spørgsmål vedrørende den almindelige anstaltsforsorg og de hertil knyttede problemer. I tilslutning hertil indeholder betænkningen udkast til forslag om ændringer af de herhenhørende bestemmelser i forsorgsloven.

I sin betænkning har udvalget påpeget vanskelighederne ved gennem forebyggende foranstaltninger at modvirke den sociale deroute, der slutter med arbejdsanstaltsophold. Udvalget fremhæver imidlertid betydningen af, at de relevante organer og institutioner udfolder effektive resocialiseringsbestræbelser. Der peges herunder særlig på den indsats, der kan ydes gennem socialkontorerne, idet man herved også gør opmærksom på værdien af den fra enkelte større kommuner kendte sociallægeordning.

For det klientel, for hvilket anstaltsforsorg stadig må anses for påkrævet, lægger udvalget afgørende vægt på, at der finder en udbygning sted af behandlingsmulighederne inden for denne forsorg, og der stilles forslag om en hertil sigtende ændring af forsorgsloven.

I denne forbindelse henvises til den under nr. 55 omtalte lov om ændring i sygehusloven vedrørende behandlingsinstitutioner for alkoholskadede, der bygger på en anden af udvalget afgivet betænkning.

Se endvidere den under nr. 75 omtalte lov om ændring i forsorgsloven vedrørende alkoholistforsorg
m. v.

Der foreslås endvidere gennemført ændrede takst- og refusionsbestemmelser, hvorved udgifterne kommer til at hvile på et bredere grundlag, hvortil kommer enkelte andre forslag.

Lovforslaget svarede i det væsentlige til det af udvalget udarbejdede forslag. Under folketingets behandling foretoges enkelte ændringer, hvorved bl. a. ordene „arbejdsanstalt", „forsørgelsesanstalt" og „anstalt" overalt i forsorgsloven erstattes af „forsorgshjem" og „hjem".

Lovens hovedbestemmelse går ud på en ny affattelse af forsorgslovens § 36.

Ifølge dennes stk. 2 kan et forsorgshjem inddeles i flere afdelinger. Bestemmelsen indeholder i øvrigt kun det hidtidige minimumskrav, nemlig at der skal findes sygestuer.

Ifølge stk. 3 kan socialministeren imidlertid i forbindelse med godkendelsen stille fordringer med hensyn til hjemmets nærmere indretning m. v., herunder om eventuel opdeling i flere afdelinger. På hjemmene skal være mulighed for at give de indlagte en passende beskæftigelse, og til hjemmene skal knyttes personale, der har forudsætninger for at udføre et forsorgsarbejde blandt de indlagte.

Socialministeren drager ifølge stk. 4 omsorg for, at der ved enkelte forsorgshjem kan drives en særlig lægelig og social behandling. Det hertil fornødne personale skal i det omfang, hvori det er muligt, tillige drive en rådgivende virksomhed for de øvrige forsorgshjem. Endvidere drager socialministeren omsorg for, at der ved nogle forsorgshjem indrettes lukkede aldelinger til modtagelse af de personer, der i medfør af denne lov skal anbringes i en sådan afdeling.

Loven vil med hensyn til ændring af behandlingsmulighederne ikke medføre radikale omlægninger af den bestående institutionsforsorg. Man har været af den opfattelse, at det relativt lille klientel ikke finansielt kan begrunde en fuldstændig omlægning af anstaltsforsorgen. Det forudsættes derfor, at man også fremtidig i hovedsagen skal anvende de bestående anstalter, så at den fornødne udbygning med henblik på den foran nævnte forbedring af behandlingsmulighederne sker inden for disse rammer. Der må herved bl. a. lægges større vægt end hidtil på den social-psykiatriske behandling, således at der ansættes forsorgsmedarbejdere og endvidere til et par af arbejdsanstalterne knyttes et mere omfattende behandlingsapparat, bl. a. omfattende ansættelse af en psykolog og en psykiater. Disse skal også stå til rådighed for de øvrige anstalter, og i øvrigt må anstalterne ved bygning af værksteder etc. sættes bedre i stand til at give beskæftigelsesmuligheder med henblik på resocialisering.

Anstalterne foreslås nu drevet som åbne anstalter, hvorfor forsorgslovens krav om opdeling i arbejds- og forsørgelsesafdelinger ophæves, så at det fremtidig beror på de særlige forhold på den enkelte anstalt, om der skal finde en opdeling sted.

På baggrund af det meget lille klientel, som hidtil efter de gældende bestemmelser har måttet anbringes på tvangsarbejdsanstalter, og under hensyn til, at anstalterne i øvrigt skal drives som åbne anstalter er det ikke fundet rimeligt at opretholde tvangsarbejdsanstalterne. Loven ophæver derfor forsorgslovens § 40. Da der stadig vil være et vist behov for anbringelse på lukket afdeling — enten som en direkte følge af den indlagtes forhold eller som disciplinær foranstaltning — bestemmes det, at sådanne kan indrettes på enkelte anstalter.

Ifølge en ny affattelse af § 41, stk. 5, bemyndiges socialministeren til at yde tilskud til statsanerkendte arbejdskolonier. Udgifterne hertil afholdes efter de i § 70 A, stk. 3, fastsatte bestemmelser, jfr. herom nedenfor.

Der har ikke hidtil været meddelt godkendelse af arbejdskolonier i medfør af forsorgslovens § 41, stk. 1. Udvalget indstillede imidlertid, at der blev meddelt godkendelse af to eksisterende hjem, hvis klientel er beslægtet med arbejdsanstalternes, og som derfor må antages at aflaste disse. På denne baggrund er det fundet rimeligt, at der nu gives direkte hjemmel til at yde offentlig støtte til godkendte arbejdskolonier.

Ifølge et nyt stk. 6 bemyndiges socialministeren til at yde tilskud til institutioner, der har til formål at modtage personer, der ikke har kunnet tilvænne sig det normale samfundsliv, og som derfor i almindelighed ville være henvist til offentlig forsørgelse, når institutionen ved iværksættelse af sociale hjælpeforanstaltninger skønnes at fremme de pågældendes muligheder for at føre en regelmæssig og ordnet tilværelse. Tilskud til sådanne institutioner afholdes efter de i § 70 A, stk. 3, fastsatte bestemmelser.

Bestemmelsen tager sigte på institutioner, der som Kofoeds skole i København tager sig af et klientel, som, hvis der ikke blev grebet ind i tide, før eller siden ville kunne forventes at komme under forsorg på arbejdsanstalter.

Efter de hidtil gældende bestemmelser i forsorgsloven fastsatte socialministeren takster for opholdet på arbejdsanstalterne. Denne takstmæssige betaling skulle erlægges til anstalten af den kommune, for hvis regning den indlagte forsørges, og anmeldes til refusion efter samme regler som ydet kommunehjælp. Den øvrige — og efter den gældende praksis for takstfastsættelse langt overvejende — del af udgifterne fordeltes efter folketal på amtsrådskredsen og de i forbindelse med denne stående købstæder.

De til grund for denne betalingsordning liggende forudsætninger var efter udvalgets opfattelse ikke til stede mere. En del af arbejdsanstalterne er, efterhånden som mange af disse er blevet nedlagt, i højere grad blevet landsdelsanstalter. Det er de områder og kommuner, inden for hvilke disse anstalter ligger, der i langt overvejende grad kommer til at bære udgifterne ved anbringelserne på anstalt. For anstaltskommunerne i almindelighed gør det forhold sig gældende, at trangen til anbringelsen, skønt den har foreligget forinden, ofte først konstateres ved den pågældendes henvendelse til denne kommune, der så må udrede den takstmæssige betaling for opholdet.

På denne baggrund er som en ny paragraf i forsorgsloven indsat følgende bestemmelser:

„§ 70. A. Af de takster for ophold på forsorgshjem, der fastsættes af socialministeren i medfør af § 43, og som skal dække 9/10 af hjemmenes driftsudgifter, refunderer statskassen 3/10 til hjemmene, medens de øvrige 7/10 fordeles på landets kommuner i overensstemmelse med reglerne i nærværende lovs § 77.

De med bestemmelserne i § 36, stk. 4, forbundne udgifter til behandling m. v. og til lukkede afdelinger på forsorgshjem afholdes af statskassen i det omfang, hvori de ikke dækkes af den i medfør af § 43 fastsatte takst for opholdet.

Tilskud ydet i henhold til bestemmelserne i § 41 afholdes med 3/10 af statskassen, medens de øvrige 7/10 fordeles på landets kommuner i overensstemmelse med reglerne i nærværende lovs § 77."

Ved en tilføjelse til forsorgslovens § 298 er for personer under 25 år gennemført en lempelse i lovens principielle forbud mod at yde rejsehjælp.

Da bestemmelsen kun kan anvendes efter de pågældendes egen anmodning, er der ikke herved tale om en genoplivelse af den ældre lovgivnings regler om hjemsendelse.

Loven trådte i kraft den 1. april 1960, således at de nye refusionsregler første gang har virkning for den refusion, der ydes for finansåret 1960-61.

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse i folketinget. Det ønskelige i lovens hovedformål — at give bedre muligheder for helbredelses- og resocialiseringsarbejdet med arbejdsanstalternes (forsorgshjemmenes) klientel — anerkendtes fra alle sider ligesom rimeligheden i de ændrede regler for udgifternes fordeling.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 136 stemmer.