De ved loven gennemførte ændringer i forsorgsloven er dels affødt af visse forslag i betænkningen af 1958 fra anstaltsudvalget om forsorgen for alkohollidende, dels står de i forbindelse med lov om ændring i sygehusloven (vedrørende behandlingsinstitutioner for alkoholskadede) (se ovenfor under nr. 55), med lov om revalidering (se ovenfor under nr. 71), med lov om invalide- og folkepension (se ovenfor under nr. 69), samt med lov om den offentlige sygeforsikring (se ovenfor under nr. 70).

Uanset at alkoholistbehandlingen ved den nævnte lov om ændringer i sygehusloven principielt er henlagt under sundhedsvæsenet, vil en række vigtige spørgsmål vedrørende alkoholistforsorgen fremdeles henhøre under socialministeriet.

De væsentligste af lovens herhenhørende bestemmelser er følgende:

De hidtidige bestemmelser om alkoholister i forsorgslovens kapitel XXVI (§§ 315-317) ophæves og erstattes af et nyt stk. 5 i § 30 og en ny § 265 A.

Reglerne om adgang til tvangsmæssig behandling er optaget i § 30 og tilsigter en vis effektivisering af de hidtidige regler.

Dette viser sig navnlig ved, at også henvendelse fra en læge (eller hospital) kan begrunde, at det sociale udvalg tager stilling til spørgsmålet om tvangsmæssig behandling. Endvidere vil i modsætning til tidligere en sådan sag kunne forfølges, blot det må antages, at pågældende ikke vil kunne klare sig uden hjælp, såfremt en hidtil privat ydet hjælp bortfalder. Endelig kan den pågældende ikke længere unddrage sig reglerne blot ved at afgive en erklæring om at ville lade sig behandle frivilligt.

Anbringelsestiden (hidtil højst 1 1/2 år) er nedsat til højst 1/2 år, i gentagelsestilfælde 1 år. Den hidtidige adgang til anbringelse på arbejdsanstalt eller tvangsarbejdsanstalt forud for eller efter behandlingen er bortfaldet.

Efter de hidtil gældende regler afholdtes udgifterne ved indlæggelse af alkoholikere til observation eller på afvænningshjem som fattighjælp, hvad enten indlæggelsen var frivillig eller tvangsmæssig, ved frivillig indlæggelse dog kun med begrænsede virkninger.

Ved den nye bestemmelse i § 265 A ydes den nævnte hjælp som særhjælp, hvad enten der er tale om frivillig eller tvangsmæssig behandling. Dette er en konsekvens af det synspunkt, at det her drejer sig om en speciel sygdomsbehandling, som samfundet er interesseret i at søge gennemført. Der kan endvidere ydes særhjælp til patientens familie under indlæggelse, såfremt sådan er nødvendig, og til en patient, der har været indlagt, i indtil 3 måneder efter udskrivningen, forudsat at han overholder de af den behandlende læge givne forskrifter og er under fortsat kontrol. Også denne hjælp er der adgang til at yde såvel i forbindelse med frivillige behandlinger som ved tvangsmæssig anbringelse.

Bestemmelsen i § 42 om socialministerens godkendelse af afvænningshjem m. v. er ophævet, dog i forbindelse med en vis overgangsordning. Dette hænger sammen med, at indenrigsministeren fremtidig skal godkende ambulatorier og behandlingsinstitutioner.

En ændring i § 45, stk. 3, giver hjemmel for, at det sociale udvalg om fornødent kan kræve politiets bistand til at gennemføre en tvangsmæssig anbringelse af alkoholikere, og en ændring i § 52 tilvejebringer hjemmel for, at bestemmelser om tvangsmæssig anbringelse af alkoholikere i lighed med anden administrativ frihedsberøvelse kan indbringes for domstolene.

Som følge af revalideringslovens bestemmelser om forskellige former for hjælp og bistand til erhvervshæmmede er der foretaget enkelte ændringer i forsorgslovens §§ 30, 60 og 256.

Efter lov om sygeforsikring bortfalder — dog bortset fra dagpengehjælpen — den hidtil gældende begrænsning i varigheden af sygekassernes ydelser. Som følge heraf ophæves nu bestemmelserne i forsorgslovens §§ 241-246 om fortsat sygekassehjælp, idet det ikke skønnes rimeligt af hensyn til dagpengenes tidsbegrænsning at opretholde de nævnte særbestemmelser.

Efter loven om invalide- og folkepension bortfalder reglen om, at medlemskab af invalideforsikringen knyttes til medlemskab af sygeforsikringen, og reglen om, at personer med hyppigt tilbagevendende eller uhelbredelig sygdom eller betydeligere legemssvaghed i visse tilfælde ikke kan invalideforsikres. Efter loven vil ej heller restance med betalingen af invalidepræmie kunne medføre slettelse af invalideforsikringen, som borgerne herefter automatisk vil være omfattet af. Som følge heraf ophæver nærværende lov bestemmelserne i forsorgslovens §§ 247-49 om hjælp til kronisk syge, hvilke bestemmelser hidtil har suppleret folkeforsikringslovens regler om invalidepension.

Den hidtidige bestemmelse i § 250 er ligeledes ophævet, idet den fornødne supplerende hjælp til medicin i givet fald må kunne ydes efter forsorgslovens § 272.

Ikrafttrædelsesdatoen for de enkelte bestemmelser er fastsat i overensstemmelse med ikrafttrædelsesdatoerne for de nævnte love, til hvilke de knytter sig.

Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra alle sider, omend enkelte ordførere (RV og DK) ytrede betænkelighed ved de foreslåede udvidelser af adgangen til tvangsanbringelse af alkoholskadede.

I den enstemmige udvalgsbetænkning siges bl. a.: „Udvalget har under sine drøftelser fremholdt, at man ikke vil udelukke muligheden for anvendelse af tvang, men at den frivillige behandling i størst muligt omfang bør tilstræbes."

Med enkelte mindre ændringer vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt.