Om baggrunden for loven skal — idet der i øvrigt henvises til de udførlige bemærkninger, der ledsagede lovforslaget, og den meget fyldige redegørelse for den hidtidige udvikling i socialministerens fremsættelsestale — anføres:

Der har hidtil spredt i lovgivningen været en række specielle bestemmelser, som hver på sit område har tilsigtet at løse særlige sider af de erhvervshæmmedes problemer. Det er karakteristisk for de fleste af disse bestemmelser, at de enten har taget sigte på bestemte grupper af handicappede eller på anden måde været begrænset til bestemte persongrupper efter forsikringsforhold, årsagen til skadens opståen eller lignende.

Loven af 25. maj 1956 om samordning af foranstaltninger for erhvervshæmmede (årbog 1955-56, side 272) har haft til hovedformål at søge gennemført en regulering af visse organisatoriske forhold og har således ikke sigtet mod en samling eller udbygning af de for revalideringsarbejdet gældende lovbestemmelser, hvilket er i høj grad ønskeligt og af betydning for det praktiske revalideringsarbejde.

Det har i de seneste år af myndigheder og institutioner, der deltager i revalideringsarbejdet, været fremhævet, at behovet for udbygning af revalideringsforanstaltninger er stærkt stigende. Der er en stadig voksende erkendelse af, at sygdomsbehandling ikke kan anses for heldigt gennemført, før den syge eller ulykkesramte igen har opnået den størst mulige grad af færdighed i at udføre dagliglivets funktioner og så vidt muligt har genoptaget sin tidligere beskæftigelse eller på anden måde er tilfredsstillende erhvervsmæssigt placeret. Denne erkendelse medfører, at kravene til revalideringsforanstaltningernes kapacitet og effektivitet stadig forøges. Samtidig betyder udviklingen af nye metoder og nyt apparatur i revalideringsprocessen, at tilfælde, der tidligere måtte opgives, nu kan behandles med held. Som en særlig årsag til stigningen i behovet for revalideringsforanstaltninger kan nævnes stigningen i antallet af ulykkestilfælde, specielt trafikulykker.

Det har været en af svaghederne ved den hidtidige lovgivning, at denne til dels er begrænset til særlige grupper, f. eks. invalideforsikrede. Ved en nyordning på revalideringsområdet er det derfor stærkt påkrævet, at der gives alle, der har behov derfor, samme adgang til erhvervsmæssig revalidering.

I forbindelse hermed må der tilstræbes en løsning, som i revalideringsperioden sikrer alle en sådan underholdshjælp, at den vil være tilstrækkelig til at opmuntre til revalideringens gennemførelse og samtidig forhindre, at der sker for store afbræk i den enkeltes økonomi under revalideringen. På dette område har hidtil store uligheder gjort sig gældende uden rimelig begrundelse.

Lige så påtrængende er spørgsmålet om retningslinjer for ydelse af tilskud til etablering og drift af institutioner, der varetager optræning, omskoling m. v. En række af disse institutioner har — dog ganske provisorisk — i det væsentlige klaret udgifterne til driften gennem en takstmæssig betaling, i første række fra invalideforsikringsretten i medfør af folkeforsikringslovens § 60, men også fra særforsorgen, ulykkesforsikringen eller kommunernes sociale udvalg. Denne finansieringsform har bevirket megen usikkerhed ved planlægningen af nye institutioner.

Et særligt problem rejser sig med hensyn til tilskud til beskyttet beskæftigelse for invalider, herunder på særlige værksteder eller ved hjemmearbejde. Der er her udfoldet initiativ navnlig fra private organisationers side, og det er af betydning, at der tilvejebringes lovhjemmel for, at staten kan yde lån og tilskud til virksomheder og foranstaltninger af denne art. Ved lovene om døve og tunghøre samt blinde og stærkt svagsynede er der ganske vist tilvejebragt lovregler om tilskud til sådanne særlige arbejdspladser, men man er veget tilbage for uden lovgrundlag at søge bevilget tilskud i andre tilfælde.

Endelig tiltrænges der en nyordning og effektivisering på det organisatoriske område. Der er således behov for at kunne lægge beslutningerne i sager om enkeltpersoners revalidering ud til lokale revalideringsorganer. En videre udbygning af koordineringen på det centrale plan må sikres.

Nærværende lov tilsigter at imødekomme de omtalte behov for nye lovregler. Dens bestemmelser er søgt gjort så rummelige og elastiske, at de vil kunne tjene som ramme om og befordre en fastsat udvikling under hensyn til nye opgaver, initiativ og arbejdsformer inden for revalideringsarbejdet.

Om lovens indhold bemærkes:

1. En række bestemmelser vedrører den individuelle hjælp til revalidering.

Loven omfatter personer, der er erhvervshæmmede såvel af fysiske eller psykiske årsager som af overvejende sociale årsager. Det fremgår endvidere af loven, at hjælpen ikke er afhængig af forsikrings- eller aldersbetingelser, men kommer alle til gode, der har behov derfor.

Ifølge § 3, der i det væsentlige svarer til den hidtidige bestemmelse i folkeforsikringslovens § 60, stk. 1 a, kan der ydes hjælp til anskaffelse og vedligeholdelse af hjælpemidler for invaliderede, f. eks. proteser, sygevogne og høreapparater. Bestemmelsen er ikke begrænset til tilfælde, i hvilke hjælpemidlerne er af erhvervsmæssig betydning for den pågældende, og der vil kunne ydes hjælpemidler, som ikke specielt er indrettet for invaliderede.

§ 4 giver mulighed for at yde hjælp til særlig syge- og kurbehandling. Bestemmelsen svarer i det væsentlige til den hidtidige bestemmelse herom i folkeforsikringslovens § 60 og tager sigte på sygebehandling af betydning for erhvervsevnen. Den kan kun anvendes i det omfang, sygekassen ikke afholder udgiften.

Efter § 6 kan der ydes hjælp til arbejdsprøvning, optræning, undervisning eller faglig uddannelse. Oplæring på revalideringsinstitutioner med driftstilskud i henhold til § 5 falder uden for bestemmelsen. Den afløser i øvrigt bestemmelser i folkeforsikringslovens § 60 og forsorgslovens § 30.

§ 7 giver mulighed for under erhvervsmæssig revalidering at yde hjælp til underhold m. v. til afhjælpning af den pågældendes egen og hans families i forbindelse hermed stående trang. Bestemmelsen betyder efter sit indhold, at der, uanset årsagen til behovet for revalideringen, gives adgang til generelt at yde hjælp til underhold uden retsvirkninger. Hjælpens omfang svarer til hjælpen for tuberkulose- og polioramte efter forsorgslovens § 263 og vil således i almindelighed ligge over kommunehjælpens og invalidepensionens niveau og overstige den hjælp, der kan ydes i arbejdsløshedsunderstøttelse og til enker som underholdshjælp under uddannelse. Herved tænkes den pågældende tilskyndet til at underkaste sig revalidering. Bestemmelsen indebærer således væsentlige udvidelser i forhold til de hidtidige bestemmelser i folkeforsikringslovens § 79 og forsorgslovens § 30.

§ 8 giver mulighed for at yde hjælp til værktøj, arbejdsmaskiner og anden hjælp til opnåelse af beskæftigelse samt — når forholdene taler derfor — til iværksættelse af selvstændig virksomhed. Bestemmelsen svarer i det væsentlige til folkeforsikringslovens § 60, stk. 2.

2. Regler om støtte til etablering og drift af institutioner og foranstaltninger, der varetager revalideringsopgaver.

Bestemmelser herom findes i § 5, der fastslår, at der kan ydes driftstilskud til institutioner og andre foranstaltninger, som påtager sig nærmere angivne arter af revalideringsvirksomhed, samt tilskud og lån til oprettelse af sådanne. For at opnå tilskud eller lån kræves godkendelse af socialministeren. Ved godkendelsen fastsættes de nærmere vilkår for tilskud og lån, og det kan herunder stilles som vilkår, at vedkommende kommuner deltager i udgifterne. Endvidere fastsættes ved godkendelsen de fornødne bestemmelser om institutionens eller foranstaltningens ledelse, hvem der kan optages, og på hvilken måde henvisningen sker.

For bestående institutioner, der modtager takstbetaling, er der for tiden indtil godkendelse kan finde sted givet mulighed for at træffe overgangsordninger, jfr. § 21, stk. 3.

Som nævnt har den hidtidige tilskudsordning på dette område for størstedelen haft en provisorisk karakter og bygget på takstbetaling i henhold til forskellige lovbestemmelser.

Det har ikke været muligt nu at udforme faste regler om størrelsen af de tilskud eller lån, der kan blive tale om, hvorfor § 5 er udformet som en rammebestemmelse. I lovforslagets bemærkninger til paragraffen, hvortil der henvises, er skitseret visse retningslinjer for kommende tilskudsordninger.

3. Regler om støtte til iværksættelse af beskyttet beskæftigelse og om fortrinsadgang til arbejde.

Efter § 10 bemyndiges socialministeren til at fremme erhvervsmæssige foranstaltninger for invaliderede, der ikke er i stand til at opnå beskæftigelse i det almindelige erhvervsliv. Der kan herunder ydes lån og tilskud til oprettelse og drift af beskyttede virksomheder og støtte til gennemførelse af hjemmearbejde for invaliderede, ligesom der kan træffes særlige foranstaltninger med hensyn til indkøb af materialer og afsætning af produktionen.

Hidtil har regler om støtte til beskyttet beskæftigelse kun været indeholdt i enkelte speciallove inden for særforsorgen.

De nærmere retningslinjer for ydelse af tilskud, aflønningsformer m. v. må på samme måde som for revalideringsinstitutionernes vedkommende (§ 5) fastlægges i praksis efter forhandling med samordningsudvalget vedrørende revalidering.

I § 9 gives der mulighed for at pålægge stats- og kommunale virksomheder og institutioner, koncessionerede virksomheder og institutioner, der virker med offentlig anerkendelse og støtte, at give fortrinsadgang til visse beskæftigelser for personer, der på grund af invaliditet ikke kan opnå beskæftigelse i det almindelige arbejdsmarked.

Også denne bestemmelse er udformet som en rammebestemmelse.

4. Regler om revalideringens organisation.

Idet der om enkeltheder må henvises til lovens bestemmelser (navnlig §§ 12-17) om den lokale og centrale administration, skal ordningen her kun omtales i hovedtræk.

I denne forbindelse må nævnes bestemmelsen i § 2, der træder i stedet for indberetningsreglerne i folkeforsikringslovens § 63. Reglen er udformet som en rammebestemmelse med henblik på en smidig ordning, der kan sikre underretning om tilfælde af behov for revalideringsforanstaltninger.

Den lokale administration er opbygget som revalideringscentre med stedlige områder, afpasset efter det lokale behov, jfr. § 14. Centrene skal råde over et sagkyndigt administrationsapparat, der kan give mulighed for en tiltrængt decentralisering. Bestemmelserne forudsætter et snævert samarbejde med sygehuse og læger og med den offentlige arbejdsanvisning.

Revalideringscentrene virker under ansvar for de i § 12 omtalte amtsrevalideringsudvalg. Ved disses sammensætning er sikret en betydningsfuld forbindelse med de folkevalgte kommunale råd, arbejdsmarkedets parter, invalideorganisationerne, sygehusvæsenet og revalideringsinstitutionerne.

En sådan forbindelse er også skabt på det centrale plan gennem det samordningsudvalg, som ifølge § 16 skal nedsættes til bistand ved lovens administration, og i øvrigt i alle forhold vedrørende erhvervshæmmede.

Det er ved en række bestemmelser i loven sikret, at samordningsudvalget, der afløser det i henhold til § 4 i loven om samordning af foranstaltninger for erhvervshæmmede nedsatte udvalg, får afgørende indflydelse på lovens administration, herunder udformningen af praksis vedrørende tilskud til institutioner.

Invalideforsikringsretten reorganiseres ved oprettelse af en særlig revalideringsafdeling til afgørelse af de sager, som ved loven er henlagt til invalideforsikringsretten, jfr. §17. Der er ved sammensætningen af denne afdeling, som det fremgår af bestemmelsen, sikret den en særlig sagkundskab på de herhenhørende områder.

5. Finansieringsbestemmelser.

Ifølge S 18 afholdes udgifterne til hjælpemidler, hjælp til syge- og kurbehandling, hjælp til arbejdsprøvning, optræning m. v. samt hjælp til anskaffelse af værktøj m. v. eller til iværksættelse af selvstændig virksomhed til personer, der er erhvervshæmmede på grund af fysiske eller psykiske lidelser, som hidtil af invalideforsikringsfonden, hvis underskud dækkes af staten.

Med hensyn til hjælpen til optræning, oplæring m. v. samt til anskaffelse af værktøj m. v. eller til iværksættelse af selvstændig virksomhed til de overvejende socialt erhvervshæmmede, hvorom de sociale udvalg træffer beslutning, bestemmes det, at opholdskommunen endeligt afholder 2/10 af udgifterne herved, medens resten refunderes af staten. Det samme gælder udgifterne til underholdshjælp ifølge § 7. Denne refusionsordning svarer til den gældende ordning for så vidt angår hjælp i henhold til forsorgslovens § 263 til tuberkuløse og polioramte.

Staten afholder udgifterne ved tilskud og lån til institutioner m. v., der varetager revalideringsopgaver. Herved bemærkes, at den hidtidige takstmæssige betaling vil bortfalde, og at ordningen forudsætter en vis kommunal og privat deltagelse i udgifterne ( jfr. det ved § 5 anførte).

Loven træder i kraft den 1. oktober 1960.

Lovforslaget fik en meget velvillig behandling i folketinget, idet der fra alle sider var enighed om det ønskelige i en rationalisering og effektivisering af revalideringsbestræbelserne.

En del enkeltheder i lovforslaget måtte dog give anledning til overvejelse, og lovforslaget underkastedes en meget grundig udvalgsbehandling.

I den af udvalget afgivne enstemmige betænkning stillede socialministeren en række ændringsforslag, som vedtoges ved 2. behandling.

Af ændringerne skal nævnes, at de i lovforslaget oprindeligt foreslåede amtsrevalideringskontorer erstattes af revalideringscentre, hvis stedlige område fastlægges under hensyn til arbejdsanvisningens organisation, men med de lempelser, som ifølge de stedlige forhold findes hensigtsmæssige. I denne forbindelse tydeliggøres revalideringscentrenes administrative stilling i spørgsmål om tilsyn med og vejledning til revalideringsinstitutionerne og samarbejdet med invalideforsikringsretten og arbejdsdirektoratet. Det understreges endvidere, at erhvervsvejledning og arbejdsanvisning må varetages i snævert samarbejde med den offentlige arbejdsanvisning.

Der tilvejebringes klare regler for kommunernes deltagelse i den andel af driftsudgifterne, der ved godkendelsen af en institution efter § 5 måtte blive fastsat som den kommunale andel.

Der sker endvidere en vis udbygning af amtsrevalideringsudvalgene.

Om de øvrige ændringsforslag og om de spørgsmål, som i øvrigt behandledes i udvalget, må henvises til betænkningen. I forbindelse med denne optryktes en del aktstykker, indeholdende ministerens svar på de af udvalget stillede spørgsmål.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.