Loven har følgende indhold:
§ 1. Finansministeren bemyndiges til på statskassens vegne at yde garanti over for Danmarks nationalbank, for så vidt angår de betalingsaftaler og andre betalingsarrangementer, hvorom aftale med udlandet er eller måtte blive truffet inden udgangen af året 1962.
§ 2. Finansministeren bemyndiges til efter forhandling med finansudvalget at udstede sådanne rentebærende stats- forskrivninger, som måtte være påkrævede ifølge bestemmelser i betalingsoverenskomster og lignende aftaler truffet med udlandet.
§ 3. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1960.
Som begrundelse for lovens bestemmelser anførte finansministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:
„Den gældende lov herom, nr. 335 af 19. december 1956, udløber med udgangen af 1959. Den i loven indeholdte bemyndigelse blev oprindelig givet ved lov nr. 142 af 30. marts 1946. Denne lov, som udløb med udgangen af 1946, blev forlænget først til udgangen af 1947 og senere til 1950 og 1953. I 1953 blev loven genoptrykt med enkelte formelle ændringer og med gyldighed for en ny 3-årig periode. I 1956 valgte man den samme fremgangsmåde, idet der også på dette tidspunkt skete en uvæsentlig ændring i lovens ordlyd.
Da nationalbankens mellemværender med udlandet stadig i vidt omfang bestemmes af den af staten førte handelspolitik og af de betalingsaftaler og betalingsarrangementer, som træffes af regeringen, foreslås det, at den nugældende garantiordning forlænges for en yderligere 3-årig periode indtil udgangen af 1962.
Til forslaget skal jeg i øvrigt fremkomme med følgende bemærkninger:
I lovforslagets § 1 foreslås en bemyndigelse for finansministeren til over for Danmarks nationalbank at meddele statens garanti for fuld dækning, herunder dækning af eventuelle tab med fradrag af eventuelle kursgevinster og -tab, der vedrører betalingsaftaler eller andre betalingsarrangementer med udlandet, hvad enten tabet skyldes, at et tilgodehavende i udlandet nedskrives eller går tabt, eller at en udenlandsk gældsforpligtelse opskrives. Garantien vil som regel omfatte mellemværender mellem nationalbanken og andre landes centralbanker, men kan i visse tilfælde også omfatte beløb, der indestår i private danske eller udenlandske banker. Statens garanti over for Danmarks nationalbank omfattede pr. 15. september 1959 udenlandske gældsforpligtelser på ca. 650 mill. kr. og udenlandske tilgodehavender på ca. 190 mill. kr.
Den i lovforslagets § 2 omhandlede bemyndigelse for finansministeren til efter forhandling med finansudvalget at udstede stats- forskrivninger i medfør af bestemmelser i betalingsaftaler eller andre aftaler truffet med udlandet har under den hidtil gældende lovgivning været anvendt i forbindelse med konsolideringsaftaler vedrørende afvikling af Danmarks gæld i Den europæiske Betalingsunion. Finansudvalget har i en række tilfælde givet tilslutning til udstedelse af statsforskrivninger for en eventuel restgæld i henhold til aftalerne i tilfælde af unionens ophør eller Danmarks udtræden af unionen. Efter unionens ophør den 27. december 1958 blev imidlertid de fleste af disse aftaler erstattet af nye konsolideringsaftaler, som ikke indeholdt bestemmelser om udstedelse af statsforskrivninger. Kun i to tilfælde bibeholdtes de gamle aftaler, dog med den ændring, at statsforskrivninger kun skulle udstedes efter kreditors anmodning."
Lovforslaget vedtoges enstemmigt, idet kommunisterne afholdt sig fra at stemme.