Forslaget til nærværende lov fremsattes samtidig med forslaget til lov om beskæftigelse og uddannelse af unge (se nærmest efterfølgende sag). Begge disse lovforslag må ses i forbindelse med det af undervisningsministeren samtidig fremsatte forslag til lov om ændringer af lov om ungdomsundervisning (se nedenfor under nr. 130) og det af socialministeren fremsatte forslag til lov om ændring i arbejdsløshedsloven (se nedenfor under nr. 74).
Loven hviler i hovedtrækkene på et lovudkast, som forelå fra kommissionen om uddannelse af ikke-faglærte i dens betænkning af april 1959.
Loven tilsigter at udfylde det hul, der i uddannelsesmæssig henseende findes for den meget betydelige gruppe ikke-faglærte arbejdere — omkring 400 000 organiserede og derudover et ikke ringe antal uorganiserede. Hidtil har de ikke-faglærte hovedsagelig erhvervet de nødvendige kundskaber og færdigheder på arbejdspladsen, men udviklingen fra den håndværksmæssige til den industrielle produktionsform har nødvendiggjort, at de ikke-faglærte placeres ved store og kostbare maskiner og vanskelige produktionsprocesser. Denne ændring i beskæftigelsen må følges op af tilsvarende forbedret uddannelse af de ikke-faglærte.
I de senere år har der også på forskellige områder været gjort forsøg på at give ikke-faglærte en vis undervisning, således på Arbejdsteknisk Skole, statens arbejdsmandskursus, de teknologiske institutter, statens arbejdstekniske ungdomsskoler (jfr. nedenfor lov om beskæftigelse og uddannelse af unge) og forsvarets civilundervisning. Disse forsøg må imidlertid, selv om de hver for sig har været værdifulde, set ud fra en helhedsbetragtning anses for utilstrækkelige i forhold til den meget store opgave, der skal løses.
For løbende at kunne tilpasse sig de krav, som erhvervslivet stiller, vil uddannelsessystemet for de ikke-faglærte efter loven blive tilrettelagt således, at hovedvægten lægges på ret korte uddannelser med et bestemt afgrænset mål, således at uddannelsesapparatet står parat til i fornødent omfang at give yderligere uddannelse både videregående inden for den enkelte branche og uddannelser, som giver den enkelte arbejder de nødvendige kvalifikationer, for at han kan gøre sig gældende på et nyt arbejdsområde. Uddannelsen vil derfor komme til at bestå af et trinvis sammensat kursussystem, hvor hvert trin består af i sig selv hvilende enheder på i almindelighed indtil 144 timer, svarende til 3 uger á 48 timer eller svarende til en vintersæson med aftenundervisning. Inden for de forskellige brancher skal der oprettes kurser med indhold, opbygning og form afpasset efter forholdene i vedkommende branche. Der sigtes mod at etablere både kostskoler, dagskoler og aftenskoler inden for de enkelte brancher i fornødent omfang, men kurserne skal have samme indhold uanset formen.
Om lovens indhold anføres:
Uddannelsesarbejdets organisation omhandles i kapitel I (§§ 1-5).
Til fremme af lovens formål: at tilvejebringe faste rammer og økonomisk grundlag for en sådan erhvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte arbejdere, som til enhver tid svarer til den tekniske udvikling og forholdene på arbejdsmarkedet, opretter arbejdsministeren et råd på 15 medlemmer — uddannelsesrådet for ikke-faglærte arbejdere — bestående af en af kongen udnævnt formand samt af 7 arbejdsgiver- og 7 arbejderrepræsentanter. Disse repræsentanter udpeges for 3 år ad gangen af henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark. Der tilforordnes rådet 1 repræsentant for arbejdsministeriet, handelsministeriet, undervisningsministeriet og forsvarsministeriet samt arbejdsdirektøren.
Det påhviler uddannelsesrådet at udfolde bestræbelser for at tilvejebringe og ajourføre uddannelsesforanstaltninger i overensstemmelse med det angivne formål. Rådet skal herved tage stilling til, hvorvidt de uddannelsesprogrammer og undervisningsplaner, som udarbejdes af brancheudvalgene, jfr. nedenfor, kan godkendes til finansiering efter lovens bestemmelser, og til stadighed i fornødent omfang have indseende med, at undervisningen i form og indhold svarer til det af rådet godkendte. Rådet har endvidere til opgave at virke som kontaktorgan mellem de nævnte udvalg, arbejdsmarkedets hovedorganisationer, de respektive ministerier og de derunder hørende uddannelsesinstitutioner. Rådet skal herved medvirke til, at uddannelse af ikke-faglærte, som måtte blive gennemført på andet grundlag end nærværende lov — herunder bl. a. lov om folkeskolen, lov om ungdomsundervisning m. v. og lov om beskæftigelse og uddannelse af unge — i videst muligt omfang tilpasses det uddannelsessystem, der ved nærværende lov opbygges for ikke-faglærte arbejdere.
Uddannelse af unge under 18 år iværksættes i folkeskolens 8. og 9. klasse og efter reglerne i lov om ungdomsundervisning m. v. Hvor et brancheudvalg ønsker at iværksætte en særlig branchebetonet uddannelse for unge under 18 år og det viser sig, at uddannelsen ikke kan gennemføres inden for rammerne af loven om ungdomsundervisning m. v., kan uddannelsesrådet dog godkende, at uddannelsesforanstaltninger iværksættes efter reglerne i nærværende lov.
Det påhviler i øvrigt uddannelsesrådet at varetage alle opgaver, som er fælles for hele uddannelsesområdet, herunder samarbejde med brancheudvalgene og med arbejdsmarkedets organisationer med henblik på gennem formålstjenlig oplysningsvirksomhed at sikre, at de etablerede uddannelser får størst mulig søgning og anerkendelse af arbejdsgivere og arbejdere.
Da kravene til de ikke-faglærte arbejderes kvalifikationer veksler fra arbejdsområde til arbejdsområde og i øvrigt skifter med den tekniske udvikling, skal det nærmere indhold af uddannelsen fastsættes af særlige brancheudvalg. Disse nedsættes inden for hvert arbejdsområde (branche), hvor det af en af det pågældende arbejdsområdes faglige organisationer med tilslutning af uddannelsesrådet findes ønskeligt, eller hvor uddannelsesrådet finder det ønskeligt. Udvalgene består af 4-8 medlemmer, hvoraf arbejdsgiver- og arbejderorganisationerne inden for branchen for 3 år ad gangen vælger lige mange.
Det påhviler brancheudvalgene ved forhandling med de interesserede parter at klarlægge, hvor der inden for branchen findes behov for uddannelse af ikke-faglærte arbejdere, og i hvilke former dette behov bedst kan imødekommes. På grundlag heraf påhviler det udvalgene at udarbejde uddannelsesprogrammer for branchen og undervisningsplaner for de enkelte kursus m. m. Efter forelæggelse for uddannelsesrådet påhviler det udvalgene at sørge for uddannelsens tilrettelæggelse og gennemførelse.
Udvalgene må påse, at de uddannelsesforanstaltninger, der gennemføres af uddannelsesinstitutioner for ikke-faglærte arbejdere, får nogenlunde samme indhold og omfang, hvad enten de foregår som aften- eller som dagundervisning, på virksomheder, på kostskoler eller ambulant. Hvor sådan uddannelse gennemføres på andet grundlag end nærværende lov, påhviler det udvalgene — eventuelt gennem uddannelsesrådet — at medvirke til en tilsvarende ensartet udformning af uddannelsens sigte og indhold.
Udvalgene bør være opmærksomme på, om der, bl. a. med henblik på bevægeligheden inden for hele branchens område, bør og med fordel kan tilrettelægges en grunduddannelse.
Udgifterne ved brancheudvalgenes arbejde afholdes i almindelighed af de i udvalget repræsenterede organisationer i forening. Dog kan uddannelsesrådet i særlige tilfælde yde økonomisk støtte.
I kapitel II (§§ 6-9) omhandles vilkårene for deltagelse i lovens uddannelsesforanstaltninger.
Deltagelse i de uddannelsesforanstaltninger, som godkendes af uddannelsesrådet efter indstilling fra brancheudvalgene, skal stå åben for alle, som har beskæftigelse inden for det pågældende arbejdsområde, eller som søger beskæftigelse inden for området.
Uddannelsesrådet fastsætter efter indstilling fra brancheudvalgene den kursusafgift, som i almindelighed skal erlægges af eleverne. Der ydes tilskud til deltagernes befordring i anledning af undervisningen. Hvor der ydes deltagerne kost og/eller logi, afkræves der ikke-forsørgere betaling for disse ydelser.
Deltagerne i de af loven omfattede uddannelsesforanstaltninger, som finder sted i dagskoleform, får, for så vidt de er fyldt 18 år, ret til godtgørelse for tab af arbejdsindtægt eller arbejdsmuligheder, idet der ydes dem en godtgørelse svarende til den understøttelse, de kunne have oppebåret som arbejdsløse. Herudover ydes til forsørgere, som er i beskæftigelse og har været dette i mindst 5 uger inden for de sidste 2 måneder, et tilskud, således at kursusdeltagelsen ikke kommer til at volde væsentligt afbræk i deltagerens og hans families økonomi. Det er dog en forudsætning for godtgørelse og tilskud, at deltagerens arbejdsløshedskasse — evt. arbejdsanvisningskontor — anbefaler den pågældendes deltagelse, og at ledelsen af den pågældende uddannelsesforanstaltning har anerkendt tilmeldingen. Arbejdsministeren afgør efter indstilling fra uddannelsesrådet, hvilke uddannelsesforanstaltninger der i henseende til godtgørelse omfattes af loven, og han fastsætter efter indstilling af det i arbejdsløshedsloven omhandlede kursusnævn og efter forhandling med socialministeren de nærmere regler om beregningen og udbetalingen af godtgørelserne, der i øvrigt administreres af kursusnævnet.
I kapitel III (§§ 10-14) om finansiering omhandles statens støtte til undervisningsinstitutioners etablering inden for et samlet beløb af 15 mill. kr. over en 5 års periode: finansårene 1960-61—1964-65. Når beløbet er af så forholdsvis beskeden størrelse, skyldes det bl. a., at der regnes med, at de bestående institutioner i hvert fald foreløbig vil komme til at løse en betydelig del af de uddannelsesopgaver, der vil blive stillet af brancheudvalg og uddannelsesråd. Specielt regnes der med, at statens egen indsats gennem statens arbejdsmandskursus udbygges i betydeligt omfang, så at staten i det store og hele dækker behovet for kostskolepladser. Med henblik på etablering af nye institutioner og udbygning af allerede eksisterende gives nærmere regler om statslån til kommuner og selvejende institutioner til opførelse af nybygninger og forbedringer af eksisterende samt til montering.
Til driften af uddannelsesforanstaltninger, som iværksættes af kommuner, selvejende institutioner, organisationer samt undtagelsesvis enkelte virksomheder, kan der efter indstilling af uddannelsesrådet ydes statstilskud på 85 pct., når de resterende 15 pct. ydes som tilskud fra anden side, evt. ved bidrag fra eleverne. 15 pct. af tilskuddet til uddannelsesinstitutionernes drift refunderes statskassen ved fordeling på landets kommuner efter reglerne i arbejdsløshedsloven, d. v. s. at fordelingen af beløbet sker over den mellemkommunale refusion.
Loven trådte i kraft 15. maj 1960. Revisionsforslag skal fremsættes i folketingsåret 1964-65.
Ved 1. behandling gav ordførerne for de forskellige partier tilsagn om velvillig medvirken til at give de ikke-faglærte en bedre uddannelse. Ordførerne for venstre og det konservative folkeparti fremførte dog en række indvendinger imod lovforslagets udformning. Axel Kristensen (V) ønskede indført en ordning, hvorefter virksomhederne på mindre forpligtende måde end ved lærlingeuddannelsen kunne antage unge f. eks. i alderen 16-18 år, garantere dem arbejde i disse år og oplære dem som specialarbejdere, samtidig med at der knyttedes en skoleuddannelse hertil ligesom for lærlinge. Han kritiserede, at lovforslaget ville opbygge en helt ny administration, der ville bidrage til at fastfryse skellet mellem lærlingeuddannelsen og anden uddannelse, mens en samlet administrationsform efter hans opfattelse burde tilstræbes. Poul Thomsen (KF) ønskede en koordinering af de mange forskellige uddannelsesformer, som findes inden for de forskellige ministerier, og ønskede navnlig en grundig udvalgsbehandling af hele finansieringsspørgsmålet. Ragnhild Andersen (DK) erklærede at ville støtte lovforslaget.
I betænkningen fra det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, stillede arbejdsministeren med tilslutning af udvalget eller et flertal (S, RV og DR) forskellige ændringsforslag. Bestemmelserne om be- fordringstilskud foresloges ændret, og ved en ændret formulering af bestemmelserne om godtgørelse i uddannelsesperioden frafaldtes et i det fremsatte lovforslag indeholdt krav om arbejdsgiverens anbefaling. I øvrigt var de af ministeren stillede ændringsforslag væsentlig af redaktionel art. Et mindretal (V og KF) stillede ligeledes en række ændringsforslag navnlig vedrørende de økonomiske bestemmelser i lovforslaget. Mindretallet ønskede adgangen til betaling af befordringsudgifter begrænset til arbejdsløse deltagere. Mindretallet kunne ikke acceptere princippet om erstatning fra det offentlige for tabt arbejdsfortjeneste. I stedet foresloges en bestemmelse om ydelse af uddannelseshjælp til kursusdeltagere over 18 år. Uddannelseshjælpen skulle være af samme størrelse som den arbejdsløshedsunderstøttelse, den pågældende kunne opnå. Den skulle udredes af en særlig „uddannelsesfond for ikke-faglærte", hvis midler skulle tilvejebringes ved tilskud fra staten på 60 pet. af udgifterne. 20 pct. skulle fordeles på arbejdsgiverne efter samme regler som arbejdsgiverbidraget til arbejdsløshedsforsikringen, og 20 pct. skulle udredes af fagforeninger med ufaglærte medlemmer i forhold til antallet af sådanne medlemmer. Fonden skulle administreres af det i henhold til arbéjdsløshedsloven nedsatte kursusnævn. I betænkningen udtalte mindretallet i øvrigt: „.... at det ikke er nok at fremskaffe uddannelsesmuligheder for de voksne arbejdere, men at tilgangen af uuddannede arbejdere bør formindskes stærkt, og at der må gives unge i alderen 16-18 år mulighed for at blive knyttet til en virksomhed i 2 år ved kontrakt for herigennem at få bedre forståelse af produktion og værdier, således at de kan få fuldt udbytte af en parallelt løbende undervisning i den viden, som enhver arbejder bør have i vor tid. Mindretallet har her ikke tilsigtet noget indgreb i den nuværende lærlingeuddannelse, idet dets forslag kun omfatter unge, der ikke gennemgår en lærlingeuddannelse, altså kun ufaglærte.
Mindretallet beklager, at ministeren ikke har villet give tilsagn om at tage denne opgave op til løsning."
Ved 2. behandling fremhævede Peter Ravn (S) over for mindretallets ønske om indførelse af adgang til en 2-årig kontraktmæssig ansættelse af 16-18 årige, at loven om uddannelse af ikke-faglærte ligesom loven om beskæftigelse og uddannelse af unge principielt kun omfattede unge over 18 år, mens de nye bestemmelser i loven om ungdomsundervisning gav unge under 18 år mulighed for en erhvervspræget undervisning, som ikke tidligere havde eksisteret, og hvis en ønskelig branchebetonet undervisning af unge under 18 år ikke kunne iværksættes i henhold til loven om ungdomsundervisning, kunne det undtagelsesvis ske i henhold til en bestemmelse i den her omhandlede lov. Hermed skulle behovet for erhvervspræget og branchebetonet undervisning være dækket. Derfor måtte mindretallets tanker afvises, også af den grund, at deres realisation ville undergrave lærlingeuddannelsen.
Efter at lovforslaget på ny havde været behandlet i udvalget, indstillede dets formand (Lysholt Hansen (S)) ved 3. behandling på hele udvalgets vegne lovforslaget til vedtagelse. Axel Kristensen (V) og Adolph Sørensen (KF) beklagede, at der ikke var blevet taget mere hensyn til deres synspunkter, men erklærede, at deres partier alligevel ville stemme for lovforslaget.
Lovforslaget vedtoges derefter enstemmigt.