L 60 Lov om statens husholdningsråd.

Af: Indenrigsminister Søren Olesen (DR)
Samling: 1959-60
Status: Stadfæstet
Lov nr. 178 af 29-04-1960
Ifølge § 10 i lov nr. 87 af 31. marts 1953 om statens husholdningsråd (årbog 1952-53, side 298), jfr. lov nr. 121 af 15. april 1959 om udskydelse af revision af lov om statens husholdningsråd (årbog 1958-59, side 218), skulle loven optages til revision senest i folketingsåret 1959-60.

Forslaget til nærværende lov var udarbejdet på grundlag af undersøgelser af husholdningsrådets forhold, foretaget dels af forvaltningsnævnet, dels af et af indenrigsministeriet nedsat udvalg. Loven tilsigter at bevare statens husholdningsråd og samtidig gøre det mere smidigt og effektivt.

De væsentligste ændringer i forhold til den hidtidige lov vil fremgå af det følgende.

§ 1, formålsparagraffen, afviger kun lidt fra den tilsvarende bestemmelse i den hidtil gældende lov. For at understrege betydningen af, at rådets arbejde først og fremmest er af forsøgsmæssig karakter og bør varetage videre forbrugerinteresser end de rent husholdningsfaglige, er det udtalt, at rådets virksomhed skal ske med henblik på såvel hjemmenes som samfundets interesse. Endvidere er der i paragraffen indføjet en bestemmelse om, at rådets arbejdsplan og budget skal forelægges indenrigsministeren. Dette skyldes ikke mindst ønsket om den størst mulige koordination ved løsningen af beslægtede opgaver.

§ 2, som omhandler offentliggørelse af resultaterne af de foretagne undersøgelser og forsøg, svarer i alt væsentligt til den hidtidige bestemmelse herom.

§ 3 indeholder regler om rådets sammensætning og organisation.

Rådet er udvidet i forhold til det hidtidige husholdningsråd, idet der er medtaget repræsentanter for handelsministeriet, undervisningsministeriet, Danske Husmødres Forbrugerråd, Dansk Kvindesamfund, Danske Kvinders Nationalråd, De kooperative Husmoderforeninger og Fagbevægelsens Kvindesekretariat. Heraf indsattes nationalrådet og Fagbevægelsens Kvindesekretariat under behandlingen i folketinget. Der er endvidere givet indenrigsministeren bemyndigelse til efter forhandling med rådet at træffe beslutning om udvidelse eller ændring i rådets sammensætning.

Rådets formand, der hidtil har været udnævnt af indenrigsministeren, vælges (efter stk. 3) af rådet. Bestemmelsen ændredes under behandlingen i folketinget således, at der yderligere blev givet rådet adgang til at vælge et forretningsudvalg. Rådets formand bliver også formand for forretningsudvalget, hvis forretningsorden udarbejdes af rådet og godkendes af indenrigsministeren, som tillige fastsætter de nærmere bestemmelser om rådets arbejde.

Bestemmelsen i stk. 5, i henhold til hvilken rådet kan nedsætte udvalg med særlige opgaver i forbindelse med forsøgs- og oplysningsvirksomheden, er ny. Formålet med bestemmelsen er bl. a. at sikre den størst mulige koordination ved løsning af opgaver, der grænser op til andre institutioners eller laboratoriers naturlige arbejdsområde. Bestemmelsen medfører endvidere, at rådet af sin midte kan nedsætte arbejdsudvalg, således at ikke hele rådet er nødsaget til at følge arbejdet med løsningen af specielle opgaver. Samtidig giver bestemmelsen imidlertid mulighed for, at rådets repræsentanter kan deltage i det aktive arbejde.

Mens husholdningsrådet hidtil har haft hele ansvaret for statens husholdningsråds ledelse, skal der nu ifølge § 4 af indenrigsministeren udnævnes en forstander, som leder den daglige virksomhed ved forsøgslaboratoriet og rådets sekretariat. Forstanderen ansætter det medhjælpslønnede personale.

Det udtales i folketingsudvalgets betænkning, at det er udvalgets opfattelse, at den kommende forstander skal deltage i rådets og forretningsudvalgets møder.

Loven trådte ifølge § 7 i kraft den 1. april 1960, fra hvilket tidspunkt den hidtidige lov ophævedes.

Ved 1. behandlingen i folketinget kunne alle ordførerne tilsige en saglig og velvillig udvalgsbehandling. Den indsats, husholdningsrådet havde ydet, blev anerkendt af alle ordførerne. Fra visse sider fremhævedes det ønskelige i en rationalisering af undersøgelses- og forsøgsarbejdet og en skarpere afgrænsning af rådets virkeområde for at undgå overlapninger.

Også i den enstemmige udvalgsbetænkning understregedes betydningen af at undgå unødvendige gentagelser på dette område.

Med de i betænkningen foreslåede ændringer, som i alt væsentligt er omtalt i det foregående, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 137 stemmer mod 4 (Bøgholm, Poul Møller, Ninn-Hansen og
J. M. Pedersen).
Partiernes ordførere
Viola Nørløv (S), Jens Sønderup (V), Erna Sørensen (KF), Morten Larsen (RV), Ayoë Kate Herbøl (DR) og Petra Petersen (DKP)