Ved loven indføjes følgende 2 nye stykker i § 9 a i lov vedrørende personlig skat til kommunen (årbog 1958-59, side 176), jfr. lovbekendtgørelse nr. 67 af 9. marts 1959:

"Stk. 5. For det første skatteår, i hvilket kommuneskatten skal beregnes efter bestemmelserne i stk. 3 og 4, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at det i stk. 3, jfr. § 9, stk. 2a), omhandlede personfradrag kun skal udgøre 3 000 kr. for skatteydere, der ved beregning af skat til staten stilles som familieforsørgere, og 2 000 kr. for andre skatteydere.

Stk. 6. Kommunalbestyrelserne i de i stk. 1a) omhandlede kommuner kan, for så vidt kommunen ved den senest forud for ligningens foretagelse offentliggjorte almindelige folketælling havde under 4 000 indbyggere [efter det oprindelige lovforslag 3 000 indbyggere] — for ét skatteår ad gangen — bestemme, at personfradraget kun skal udgøre henholdsvis 3 000 kr. og 2 000 kr. Det samme gælder kommunalbestyrelserne i omegnskommuner til de i foregående punktum omhandlede kommuner."

Samtidig gives der den nævnte lovbekendtgørelses § 9 b,

1. punktum, følgende affattelse:

„I de sognekommuner, der ikke skal beregne kommunal indkomstskat af personer efter bestemmelserne i §§ 9 og 9 a, kan sognerådet træffe beslutning om, at den kommunale indkomstskat beregnes med en for alle kommunens skatteydere fælles beskatningsprocent efter bestemmelserne i § 9 a, stk. 3 og 4, dog at sognerådet — for ét skatteår ad gangen — kan beslutte, at de i § 9 a, stk. 3, jfr. § 9, stk. 2 a), omhandlede personfradrag kun skal udgøre 3 000 kr. for skatteydere, der ved beregning af skat til staten stilles som familieforsørgere, og 2 000 kr. for andre skatteydere."

Disse ændringer i lovbekendtgørelsens bestemmelser må ses i forbindelse med de i foråret 1959 gennemførte ændringer i kommuneskatteloven, hvorved der indførtes et nyt beskatningssystem i købstæderne, deres forstadskommuner og de store bymæssige sognekommuner. Andre sognekommuner, der ønsker at overgå til det nye beskatningssystem, kan træffe beslutning herom. Efter dette system skal der, forinden skatten beregnes, i den skattepligtige indkomst foretages visse faste fradrag, der fra og med skatteåret 1960-61 i alle tilfælde udgør 4 000 kr. for forsørgere og 2 500 kr. for andre skatteydere, mens det for indeværende skatteår kun udgør henholdsvis 3 000 kr. og 2 000 kr. For at lette de mindre sognekommuner, der ønsker at overgå til det nye beskatningssystem, overgangen til dette, gives der nu kommunalbestyrelserne i disse kommuner adgang til — for ét år ad gangen — at bestemme, at personfradragene kun skal udgøre de sidstnævnte lavere beløb på 3 000 kr. for forsørgere og 2 000 kr. for andre skatteydere.

Da de mindre købstadkommuner på grund af deres relativt lave indkomstniveau i visse tilfælde kan få relativt høje beskatningsprocenter ved overgangen til de højere personfradrag, der — som nævnt — efter de gældende bestemmelser skal anvendes fra og med skatteåret 1960-61 i alle kommuner under det nye beskatningssystem, og da disse kommuner efter deres størrelse nærmest må sidestilles med mindre stationsbykommuner, gives der tillige byrådene i disse købstæder — samt kommunalbestyrelserne i deres forstadskommuner — adgang til at anvende de lavere personfradrag.

Endelig gives der også kommunalbestyrelserne i de kommuner, der fremtidig på grund af stigning i indbyggerantallet får pligt til at overgå til det nye beskatningssystem, adgang til i det første år efter overgangen at anvende de lavere personfradrag.

Loven indeholder tillige en bestemmelse, hvorefter der efter lovbekendtgørelsens § 49 b indføjes følgende nye paragraf:

„§ 49 c. Alle hidtil fra personlig kommuneskattepligt gældende undtagelser, der ikke følger af denne lov eller af de i statsskattelovgivningen indeholdte bestemmelser eller har hjemmel i de særlige regler, der gælder for medarbejdere ved internationale organisationer, bortfalder fra og med skatteåret 1961-62 [efter det oprindelige lovforslag skatteåret 1960-61]."

De øvrige ændringer i lovbekendtgørelsen finder anvendelse fra og med skatteåret 1960-61.

Den nye paragraf 49 c går, efter hvad indenrigsministeren anførte ved fremsættelsen af lovforslaget, ud på ophævelse af nogle ældre utidssvarende skatteprivilegier. „Så vidt det er indenrigsministeriet bekendt, er der, bortset fra de særlige vilkår for Christiansø, der ikke henhører under nogen kommune og derfor ikke berøres af de nævnte bestemmelser, kun to skatteprivilegier tilbage. Det drejer sig om fritagelse for beboerne på Roskilde adelige Jomfrukloster for at betale kommuneskat og fritagelse for medlemmerne af den reformerte menighed i Fredericia for at bidrage til Fredericia kommunes skolevæsen."

Ud over de her omtalte bestemmelser indeholdt lovforslaget ved fremsættelsen en række bestemmelser, der knyttede sig til det af finansministeren fremsatte lovforslag om indkomstbeskatning af aktieselskaber, men som blev udtaget af lovforslaget under dettes behandling i folketinget, fordi reformen vedrørende aktieselskabsbeskatningen ikke lod sig gennemføre så hurtigt som forslaget til nærværende lov. Til gengæld gennemførtes senere den nedenfor under nr. 50 omtalte lov sammen med reformen vedrørende aktieselskabsbeskatningen.

Lovforslaget mødte ikke tilslutning hos venstre og det konservative folkeparti, hvis medlemmer i det udvalg, der behandlede sagen, stillede et par ændringsforslag, hvorefter anvendelsen af personfradrag af forskellig størrelse skulle være afhængig af gennemsnitsindtægten i kommunen. Om disse ændringsforslag anfører mindretallet i betænkningen:

„For kommuner med gennemsnitsindtægt under 7 000 kr. foreslås personfradragene sat til 1 500 kr. for ikke-forsørgere og 3 000 kr. for forsørgere. I kommuner, hvor gennemsnitsindtægten ligger på 7 000 kr. og derover, men under 8 000 kr., skal vedkommende kommune have adgang til at vælge mellem forannævnte personfradrag og personfradrag, der udgør 2 500 kr. for ikke-forsørgere og 4 000 kr. for forsørgere. I kommuner, hvor gennemsnitsindtægten er 8 000 kr. og derover, sættes personfradragene til 2 500 kr. for ikke-forsørgere og 4 000 kr. for forsørgere.

For at undgå, at mindre udsving i gennemsnitsindtægtens størrelse skal medføre store ændringer i kommunens beskatningsprocent, foreslås det, at kommuner, som har anvendt de store personfradrag på 2 500 og 4 000 kr., kun kan gå over til at anvende de lavere personfradrag på 1 500 og 3 000 kr., dersom gennemsnitsindtægten i vedkommende kommune er gået ned med mindst 1 000 kr.

Da kommunens gennemsnitsindtægt først kan beregnes, når ligningen for det pågældende skatteår er tilendebragt, går reglen ud på, at det er gennemsnitsindtægten for det foregående skatteår, der er afgørende for, hvilke personfradrag der kan anvendes.

I kommuner med lave gennemsnitsindtægter kan det forekomme urimeligt, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at anvende statens hustrufradrag. Det foreslås derfor overladt til den enkelte kommunalbestyrelse at bestemme, om hustrufradrag — eventuelt med et lavere beløb — skal ydes. Bestemmelsen svarer til reglen i § 9 b, stk. 2 b)."

Foruden disse ændringsforslag indeholdt betænkningen nogle andre, der var stillet af indenrigsministeren og tiltrådt af hele udvalget. Bestemmelserne i de væsentligste af disse ændringsforslag fremgår af det foregående.

Efter at mindretallets ændringsforslag var forkastet og de øvrige ændringsforslag tiltrådt, vedtoges lovforslaget med 80 stemmer mod 50 (V og KF), idet de 2 grønlandske medlemmer afholdt sig fra at stemme.